Fado

I omegnen af Lissabon
Næste morgen forlod vi vores hotelværelse tidligt (ja, vi nåede selvfølgelig at betale). Vi havde besluttet, vi ville besøge den lille by Sintra, som ligger lidt nord for Lissabon. Vi lagde vejen hertil forbi andre seværdigheder i Portugals omegn. Først kørte vi til forstaden Belém, som ligger ca. 6 kilometer vest på. Det var herfra, at de portugisiske opdagelsesrejsende sejlede ud i det 15. og 16. århundrede. Her ligger et større antal monumenter, museer og smukke bygninger samlet end noget andet sted i Lissabon. Vi nåede desværre kun at se en lille del af området. Bla. ligger der et berømt nationalmuseum for vogne, som stammer tilbage fra 1500 tallet.

Belém tårnet
Tårnet i Belém er nærmest en ikon eller et vartegn for Lissabon. Da tårnet blev bygget i 1521, stod det længere ude i floden, men efter århundreders aflejringer har flodens bredder nærmet sig. Det var tænkt både som en udkigspost og - sammen med São Sebastião fæstningen på den modsatte side af floden - som et fort til forsvar for de portugisiske skibe. Det er på Ún gang både robust og elegant med dets yndige buegange og dets fine 3-etager høje vinduer. Mange detaljer vidner om den mauriske indflydelse. Det må have været et vidunderligt syn for de hjemvendende opdagelsesrejsende.


Jerónimos Klostret
Den største seværdighed i Belém er nok Jerónimos Klostret. Henrik Søfareren havde bygget et lille kloster her i det 15. århundrede. Vasco da Gama tilbragte her en nat i bøn, før han begav sig ud for at opdage Indien. Da han vendte tilbage beordrede kongen - Manuel I - at Henriks simple bygning skulle erstattes af et rigt udsmykket kloster for han skytshelgen Jerónimos som tak for de rigdomme, som den nye handelsrute indbragte. Flere forskellige arkitekter arbejdede på klostret, som stod færdig i 1572 efter ca. 75 år. Byggestilen er nærmest en mellemform mellem gotik og renaissance. Heldigvis forårsagede jordskælvet i 1755 kun ringe skade på bygningerne, så dette mesterværk er stort set i sin oprindelige stand.

Dette hvide limstenskloster har en elegant buegang med statuer af de 4 sibyller, 4 profeter og 4 kirkefædre, heriblandt Saint Jerónimos, alle omgivet af Jomfru Maria og Barnet. Over Jomfru Maria er der 2 scener fra Saint Jerónimos's liv. Til venstre, efter det første kapel, er Vasco da Gamas grav, hvor han bæres på ryggen af 6 løver. Kongen og hans efterfølger ligger begravet til venstre. Den vestlige fløj af klostret rummer Nationalmuseet for arkæologi samt i en tilbygning et museum for søfart.

Opdagelsernes Monument
Ud fra stranden ligger en stort monument, som hedder Padráo dos Descobrimentos - Opdagelsernes Monument. Det forestiller en karavel, som bryder en bølge. I forstavnen af karavellen står Henrik Søfareren (som altid med sin sjove, runde hat) og kigger ud i horisonten. Omkring ham er repræsenteret opdagelsesrejsende, astronomer og kartografer. Det er muligt at komme op i monumentet med elevator og trappe. Foran monumentet er lavet et stort verdenskort, hvor de portugisiske opdagelser og erobringer er markeret.
Queluz Paladset
Ca. 18 kilometer vest for Lissabon ligger Queluz Paladset. Dette 18. århundrede lyserøde palads i rokokkostil blev bygget som et slags portugisisk Versailles, og man kan tydeligt se den franske indflydelse på møblerne og især på de symmetrisk anlagte haver med deres marmor springvand og nydeligt veltrimmede hække. I tronsalen holdes ofte officielle besøg af statsoverhoveder og kongelige. Adskillige amerikanske præsidenter har været på besøg samt Prince Charles og Princess Diana.
Sintra
Byen Sintra er et besøg værd. Den ligger 25 kilometer nordvest for Lissabon. Sted har stor arkæologisk betydning, og der er bl.a. fundet megalitter, som er spor efter befolkningen i Stenalderen og Broncealderen. Der er fundet forhistoriske guldsmykker og juveler, ligesom der er en række efterladenskaber efter den romerske og keltiske befolkning. Der er selvfølgelig også mange vidnesbyrd efter den mauriske periode.

Historien siger, at i 1108 blev Sintra erobret af Sigurd, en norsk prins, søn af Kong Magnus, som var på korstog til Det Hellige Land. I 1147, da byen igen blev erobret fra maurerne, byggede Kongen (formentlig med lidt assistance) et kapel for Sct. Peter samt kirker, som blev indviet til Sct. Mary, Sct. Martin og Sct. Michael. Kirkerne bærer stadig deres navne. Men i dag er Sintra kendt for de mange slotte og paladser, som ligger strøet med ødsel hånd op ad bjergsiderne. Konger og dronninger har i århundreder tilbragt somrene i disse smukke omgivelser. I 1465 betegnede en portugisisk digter Sintra som 'et jordisk paradis sendt af Salomon til Portugals konge'. Lord Byron sagde: 'The little town of Sintra is perhaps the most beautiful in the world'. Mange har beskrevet Sintra som verdens 8. vidunder.

Nede i byen, inden du begynder på bjergvandringen op til slottene, bør du besøge Palacio National de Sintra- tidligere Paco Real. Som så mange andre slotte i dette område lider dette af stilforvirring. Det skyldes formentlig den lange byggetid, og at det blev påbegyndt i den mauriske periode og byggeriet fortsatte ind i det 15. og 16. århundrede. Det mest karakteristiske er de 2 enorme kegleformede beton skorstene, som ser ud som om, de er vendt på hovedet (mig fik de til at tænke på kæmpe isvafler). Op ad disse skorstene kom der røg, nar en okse eller 2 blev stegt på spid i det enorme køkken. Inde i slottet er formentlig den flotteste samling af vægfliser (azulejos) i Portugal. Herudover er lofterne værd at betragte. I Ún af de mange sale er der malet 27 svaner på loftet, alle i forskellige stillinger. I et andet værelse har Afonso VI tilbragt 9 år i fængsel for forsøg på at tilrane sig tronen. Gulvet siges at være slidt hult af hans stadige vandren frem og tilbage.
På en bjergspids ca. 450 meter over havet ligger Palacio da Pena, et victoriansk rædsel af et slot. Vejen derop går ad snoede veje med blomstrende træer som i en tropisk regnskov. Slottet var oprindelig et kloster, men det blev voldsomt beskadiget under jordskælvet i 1755. Det nuværende bizarre slot, som er en cocktail af gotisk, renaissance, manueline og maurisk arkitektur, blev bygget som en elskovsrede for Dronning Maria II og hendes romantiske ægtefælle Ferdinand af Saxe-Coburg-Gotha. Mest af alt minder det om en udgave af et Disney slot. Få har haft mod og økonomi til at leve deres inderste drømme ud i den grad - og godt for det.

 

Vi kunne have fået meget længere tid til at gå i Lissabon og Sintra. Men alt har en ende, og sidst på dagen startede vi bilen og kørte tilbage til Algarve. Nogle dejlige oplevelser rigere. Og hvem ved, måske kommer vi tilbage en dag og får set alt det, vi mangler.