Rhodos by. Den gamle bydel ses vest for Mandraki-havnen.

Bjerget var byens akropolis, og der findes endnu få rester af helligdomme for Zeus og Athene fra den græske periode (3.-2. århundrede fvt.). Oprindelig har Helios nok spillet den mest fremtrædende rolle, men efter at rhodierne fik mere samkvem med fastlandet, overtog de gradvis fastlandets hovedguder. I en lille fordybning ligger "stadion" (ca. 200 år fvt.). Ved siden af det ligger et lille amfiteater, som er udgravet (og restaureret) under den italienske besættelse af øen. På dette sted menes den berømte "talerskole" at have ligget. Mange romerske politikere har lært retorik (veltalenhed) og politik på denne skole. Eksempelvis kan nævnes Cicero, Cæsar, Pompejus, Brutus og Marcus Aurelius.

Til venstre Athene-templet, til højre teatret på Rhodos Akropolis på Mount Smith

Hotel Constantin, til højre Birgit, Bente og Karin på hotellets populære terrasse

Vi gik adskillige gange op på taget, hvorfra vi kunne nyde en fantastisk udsigt 360 grader rundt. Når vi kiggede mod øst, kunne vi se stranden til venstre med en moske i forgrunden, bag den lå øens casino, og bag den Elli-stranden. I horisonten kunne vi se den tyrkiske kyst. Nede foran kunne vi se den imponerende bygning, som huser præfekturet for Dodekaneserne. I baggrunden kunne vi se havnen, hvor der et par gange om ugen var besøg af store krydstogtskibe.

Udsigt fra taget af Hotel Constantin.

Præfekturet, som ligger i det gamle guvernørpalads fra 1927

Lige i nærheden på Plateia Eleftherias, Frihedspladsen, ligger hovedpostkontoret og det smukke rådhus.

Til venstre rådhuset, til højre postkontoret.

På Rådhuspladsen ligger også Rhodos Nationalteater, som er bygget i 1937 af en ukendt formentlig italiensk arkitekt. Jeg selv ikke bryder mig meget om stilen, som undertiden benævnes "fascistisk". Teatret hed oprindeligt "Teatro Puccini" og var meget moderne, da det blev opført, og var egnet både til teater og opera. I dag anvendes det både som teater og biograf. Da vi ankom med bussen, blev vi "læsset af" lige udenfor teatret.

Mourad Reis moske i Rhodos by.

I udkanten af kirkegården ligger Villa Kleobulos, hvor Lawrence Durrell boede fra 1945-1947. Her skrev han en lyrisk "kærlighedserklæring" til Rhodos, "Den skumfødte Venus - en bog om Rhodos", "Reflections on a Marine Venus". Lawrence Durrell (1912-1990) er født i Indien og blev som 11-årig sendt til England for at gå i skole. Han blev aldrig glad for at bo i England, og det lykkedes ham at overtale sin mor, sin hustru og sine søskende til at flytte til Korfu. Lawrences broder, Gerald Durrell har givet en meget underholdende beskrivelse af familiens ophold på Korfu i "Min familie og andre dyr". I 1941 blev Lawrence Durrell og hans hustru Nancy tvunget til at forlade Grækenland, da den nazistiske krigsmaskine buldrede frem. Familien flyttede til Cairo, hvor Her mødte han Eve, blev vildt forelsket og snart separeret fra Nancy. I maj 1945 blev Durrell udstationeret til Rhodos som militær presseattache. De dodekanesiske øer var blevet overtaget af Italien i 1912, da det tyrkiske (ottomanske) rige var begyndt at gå i opløsning. Da Italien overgav sig i 1943, rykkede Tyskland ind og holdt øerne i et jerngreb indtil krigens afslutning. Durrell flyttede ind i et lille "vagthus" ved den tyrkiske kirkegård. Han navngav huset "Villa Kleobulos" efter en tidligere hersker af Lindos. Kleobulos var en af de såkaldte "syv vise" i antikkens Grækenland. Den engelske administration af øen holdt til på den anden side af vejen det store hotel, "Grande Albergo Delle Rose", som i dag er casino. Eve Cohen flyttede i al stilhed ind i hos Durrell, og de blev gift i 1947, da hans ægteskab var blevet opløst. Der er ikke adgang til Villa Kleobulos, jeg havde gerne set, at man i det mindste havde indrettet en mindestue for Lawrence Durrell, som elskede Rhodos så højt, og viste sin kærlighed så tydeligt i sine bøger.

Til venstre Grande Albergo Delle Rose og Rhodos Casino. Til højre får Bente og Karin massage på stranden.

Vi var flere gange på stranden i løbet af ugen. Den 400 meter lange og 30-40 meter dybe Elli strand har EU's blå flag, og bortset fra de mange sten, er det en dejlig strand. Selv midt i maj var vandet dejligt. Lawrence Durell kaldte den for "den smukkeste strand i Middelhavet", men har var jo heller ikke uhildet. Vi lejede strandstole med parasoller, læste lidt, gik lidt i vandet, drak en kold øl og nød solen. Der var en stadig strøm af handlende, som ville sælge øl, sodavand, melon mm. Ca. 100 meter ude i vandet var anlagt en udspringsplatform, som ungerne svømmede ud til for at dykke. Der er de sædvanlige muligheder for vandsport såsom leje af både. Fra juni-oktober er der livvagter på stranden fra 10-18. Der er toiletter i nærheden af stranden, standarden ikke imponerende, men dog acceptabel.

Udover de brave handlende var der også en strøm af asiatiske kvinder, som tilbød alle - måske ikke alle, men mange - former for massage. Bente og Karin begyndte med fodmassage, derefter håndmassage, så rygmassage og endelig helkropmassage. Der blev snart etableret et personligt forhold til en af kvinderne, som viste sig at komme fra Kina. Hun arbejdede hårdt og var efter kundernes udsagn meget dygtig. Men selv når hun arbejdede hårdest - og det er hårdt arbejde at give massage - kiggede hun sig ustandseligt omkring. Jeg troede i begyndelsen, at hun spottede nye kundeemner, men det viste sig, at det var politiet, hun var på vagt overfor, og pludselig var en halv snes asiatiske kvinder i løb hen ad stranden. De havde næppe opholdstilladelse, og helt sikkert ikke arbejdstilladelse. En halv time senere var de tilbage igen og i fuld gang med at tjene penge til deres familie på den anden side af jorden. En mærkelig verden, vi har skabt.

Elli stranden på Rhodos. I baggrunden ses den tyrkiske kyst.

Akvariet på nordspidsen af Rhodos.

Oasis Andreas.

Oasis Andreas.

Katedralen ved Mandraki Havnen

Vægmalerier i Bebudelseskirken.

Det ny marked. Undskyld at billedet er lidt sløret, men jeg har "klistret" to fotos sammen.

I den offentlige park ved siden af det nye marked tæt ved Stormesterens Palads bliver der i sommersæsonen dagligt opført et "lys- og lydshow", "Son et Lumière". Her fortælles med lyseffekter, som inddrager den spektakulære arkitekter i området, den dramatiske historie, myterne og legenderne om ridderne på Rhodos og deres kamp mod den tyrkiske hær. Vi så showet, som har kørt siden 1961, i 1972, og det var en stor oplevelse. Jeg er en smule i tvivl om, hvorvidt showet, som er blevet afviklet på 5 sprog (græsk, engelsk, fransk, tysk og svensk), stadig kører. Der blev reklameret for showet mange steder, og det skulle køre fra maj til november, men da vi kiggede ind i parken (midt i maj måned 2012), så det ikke særlig aktivt ud.

Mandraki havnen.

St Nicholas fortet og fyrtårnet.

Vindmøllerne ved Mandraki havnen.

Statsflaget

Ordenens flag

Stormesterens flag

Mange af ridderne var meget unge. Allerede som 14-årig kunne man blive optaget i ordenen og bo indenfor fæstningen, men først når man blev 18 år, var man fuld og våbenfør ridder. Riddernes tilværelse var så farefuld, at man anslår, at kun hver tyvende opnåede at blive 50 år. Fæstningen blev bevogtet nat og dag, og ridderne måtte kun bevæge sig ind i byen enten til hest eller to og to i følge. Ordenens dragt var en sort kappe med det hvide kors med kløftede arme. I kamp bar de røde kampkjortler med et hvid kors med fire lige lange arme.

Til venstre ordensdragt for en johanniterridder, til højre krigsdragten.

Ordenen var sammensat af otte "tunger", "sprog", og forsvaret af fæstningen var fordelt på de forskellige nationaliteter. I begyndelsen var ridderne ovevejende franskmænd, men i 1376 blev der valgt en spansk stormester. De to næste stormestre var også spanske, og for at øge den spanske indflydelse delte man i 1492 Spanien i Kastilien og Arogon. Det var vigtigt, da man ved afstemninger i rådene ikke talte antallet af riddere, men alene antallet af "tunger". Bemærk at den tyske tunge omfattede alle centraleuropæiske stater, ligesom den engelske også omfattede Skotland og Irland.

Auvergne	Provence	Frankrig	Aragonien
Italien	England	Tyskland	Kastillien

I 1520 var Suleiman "den prægtige" blevet sultan for det store osmanniske rige. To år senere dukkede han op ud for Rhodos med en hær på 100.000 mand og ca. 700 skibe mod "kun" 700 korsriddere og 6000 fodfolk. Suleiman besluttede at angribe fra landsiden, hvilket satte ridderne i stand til at modtage forsyninger fra havet under belejringen. Under Carreto var murene omkring byen blevet lavet dobbelt så brede og betydeligt højere. Angriberne skulle også forcere ikke én men hele to grøfter. Hver sektion af muren blev forsvaret af en af ordenens otte tunger.

Suleiman, som var klar over, at det ville være vanskeligt eller måske umuligt at indtage byen ved et direkte angreb, medbragte tusinder af minearbejdere, som begyndte at grave gange ind under murene. I september og igen i november lykkedes det at få dele af forsvarsværkerne til at styrte sammen, og under de voldsomme kampe var der store tab på begge sider. I december var ridderne i store vanskeligheder. I seks måneder havde blot 700 korsriddere og 6000 fodfolk modstået den 100.000 mand store invasionshær. Fire gange var byen blevet stormet, hver gang havde ridderne slået angrebet tilbage, men nu havde tyrkernes kanoner forvandlet de mægtige dobbelte ringmure omkring Rhodos by til en bunke murbrokker. Moralen var også lav blandt de græske indbyggere, som appellerede til kirken om at medvirke til at standse kamphandlingerne.

Belejringen af Rhodos i 1522.

Suleiman har formentlig fortrudt denne "milde" fredsslutning, for syv år senere slog ridderne sig ned på Malta, hvorfra de fortsatte med at udfordre den tyrkiske flåde i Middelhavet. Men det er en anden historie - som du fx kan læse mere om på min side om Malta. Tyrkerne bevarede herredømmet over Rhodos indtil 1912, hvor Italien tog over.

Voldgraven omkring den gamle bydel.

Overalt lå der små stabler af granitkugler, som efter sigende blev brugt ved de tyrkiske angreb i 1400- og 1500-tallet. Det er ikke kanonkugler, men de er blevet kastet eller rullet ned i hovederne på angriberne. Forsvarerne havde også kanoner, og i museet på Stormesterens Palads så vi en morter fra 1510. Den latinske inskription lød: "Til forsvar af Sankt Nicholas Tårnet".

Undervejs kom vi forbi "Melina Mercouri Teatret", hvor der i sommersæsonen afholdes koncerter samt teater- og danseforestillinger.

Vi så også portene, adgangsvejene til den gamle bydel. Sankt Katharina porten var adgang til byen fra Emporium, handelshavnen. Johannesporten(St John's Gate) gav adgang til byen fra vejen til Lindos og de andre byer på østkysten, og d'Amboise porten gav adgang til vejene fra vestkysten. Tre mindre porte var St Athanasius' porten i sydmuren, Mills porten (mølleporten), som gav adgang til møllerne på havnen, og St Paul's porten med adgang til Mandraki havnen, hvor riddernes flåde lå.

Til venstre Sankt Katharina porten, til højre d'Amboise porten.

På spadsereturen fik vi et fantastisk blik til Stormesterens Palads, som jeg vil foreslå, at vi besøger efterfølgende.

Stormesterens Palads.

Paladsets indre gård, som måler 40 x 50 meter, afviger formentlig stærkt fra det oprindelige design. Gårdspladsen er dækket med marmorfliser med geometriske motiver. Mod nord er 10 siloer, hvori man opbevarede korn og andet til brug under evt. belejring. Der er arkader rundt langs murene, og på den ene side nicher, hvor der er opstillet græske og romerske statuer, som er hentet fra udgravninger på Kos, foretaget af italienske arkæologer i begyndelsen af 1900-tallet.

Statuer i gården til Stormesterens Palads.

Trappe i gården til Stormesterens Palads.

I en af de store haller står en statue eller figurgruppe, Laokoon og hans sønner. Iflg. den romerske forfatter Plinius den Ældre er statuen udført af de tre berømmede billedhuggere fra Rhodos: Hagesandros, Athanodoros og Polydoros. Laokoon var præst i Troja. Han forsøgte forgæves at advare trojanerne mod at bringe den trojanske hest ind i byen, og han kastede sit spyd mod hesten. Poseidon sender to slanger/uhyrer fra havet, som dræber Laokoon og hans to sønner. Originalen, som dateres til omkring 160-20 fvt., befinder sig i Vatikanets museum. Originalen blev fundet i nærheden af Neros palads Domus Aurea i Rom i 1506. Paven Julius II fik den bragt til Belvedere haven i Vatikanet, og tilkaldte Michelangelo. Da statuen blev fundet, manglede Laokoons højre arm, hvilket udløste en hæftig debatom, hvorledes den manglende arm havde set ud. Michelangelo mente, at armen havde været bøjet bag ud over skulderen. Andre mente, at armen havde været udstrakt i en mere heroisk gestus. Paven lavede en "konkurrence" og bad et antal billedhuggere give deres bud på den manglende arm. Raphael var dommer og udpegede vinderen, og den udstrakte arm blev føjet til skulpturen. I 1906 fandt en arkæolog en del af en arm af marmor, og han bragte den til Vatikanet, hvor den lå i en kasse i et halvt århundrede. I 1950'erne bekendtgjorde Vatikanet, at den fundne arm tilhørte Laokoon-gruppen, og at Michelangelo havde haft ret: armen havde været bøjet. Statuen blev skilt ad, og den nye arm tilføjet. Der findes mange kopier af Laokoon-gruppen, nogle har armen strakt, andre bøjet. På kopien i Stormesterens Palads har Laokoon, som det fremgår af billedet, en bøjet arm.

Åbningstider:
1. juni - 31. oktober: 8.00-20.00, mandag dog 12.30-20.00
1. november - 31. maj: 8:30-15.00, mandag lukket.

Gratis adgang på søndage fra november til marts samt på første søndag i hver måned med undtagelse af juli.

Til venstre facaden til Riddernes hospital, til højre gården i Riddernes hospital.

I gården ligger kanonkugler fra belejringerne i middelalderen. Her er også en græsk grav, udformet som en løve, der mellem sine forpoter holder hovedet af en tyr. Foran løven er en gulvmosaik fra en tidlig kristen kirke på Karpathos. I et af rummene finder vi et græsk hoved af solguden Helios. Her ses også en stor samling af vaser, som omfatter tiden fra den mykenske periode til den tidlige kristne periode. I underetagen er udstillet mange genstande fra den ottomanske periode og riddertiden.

På den øverste etage finder vi fund fra de gamle doriske bysamfund Ialysos og Kameiros. I 6 rum er udstillet altre, sarkofager og andre genstande fra Ialysos (9. - 4. århundrede fvt.). I 6 andre rum findes statuer og gravsten fra Kamiros og naboøerne. I østfløjen ligger "den store sal", hvor patienterne lå på riddernes hospital. Her ligger også et lille kapel, hvor er udstillet gravsten fra riddertiden samt mange forskellige våbenskjolde. På denne etage er udstillet en statue af Venus samt en "drukken Dionysos", Dionysos var vinens og ekstasens gud.

Muséets klenodie er en statue af den skumfødte Afrodite (1. århundrede fvt.), som netop er steget op af havet. Hvis hun var blevet fundet tidligere, ville hun formentlig have været mere kendt end Venus fra Milo på Louvre. Afrodite sidder sammenkrøben og løfter sit hår med et par fingre for at tørre det. Lidt usædvanligt for Afrodite blotter hun sit bryst, mens hun kigger på betragteren. En pragtfuld figur, som er hele besøget værd.

Åbningstider:
8:30 - 15:00, mandag lukket.
Gratis adgang på søndage fra november til marts samt på første søndag i hver måned med undtagelse af juli.
Pris (2012): 3.00 Euro.

Vi kom til at tænke på et andet hospital - endnu mere imponerende end dette - som ridderne byggede, nemlig det på Malta. Men det kan du jo læse om en anden gang, hvis du har lyst.

Det flotteste af herbergerne er det franske, som er let genkendeligt på sine mange våbenskjolde, franske liljer og inskriptioner. Alle de franske stormestres våbenskjolde kan ses her. Herberget blev restaureret i 1492 efter belejringen i 1480, hvorunder det var blevet meget medtaget. I 1911 blev herberget købt af den franske ambassadør i Tyrkiet, Maurice Bompard. Han restaurerede bygningen for egne midler, hvorefter han forærede den til staten. I dag huser herberget - meget passende - en fransk sprogskole.

Det franske herberg i Riddernes gade, Odos Ippoton,i Rhodos by.

I tilknytning til herberget ligger et lille kapel, Agia Triada (den hellige treenighed), som er opført i 1300- eller 1400-tallet. Til venstre for indgangen er en statue af Jomfru Maria og den lille Jesus, anbragt i en niche. Jeg har ikke været inde i kirken, men læst et sted, at der skulle være adgang tirsdag-søndag fra 8:30 - 15:00. Et andet sted har jeg læst, at "kirken har åben, når den har åben". Men prøv at tage i døren, hvis du kommer forbi.

Det næststørste herberg er det spanske, fra 1462 delt i Aragonien og Kastillien. Det har bl.a. en mødesal på 150 m2. I dag rummer det en bank. På den anden side af gaden ligger det provencalske herberg, forbundet med en bue/bro. Ved siden af det spanske herberg ligger det italienske herberg, opført i 1519 under den italienske stormester Fabrizio del Carretto, hvis våbenskjold kan ses på facaden. Næste bygning er stormester Villiers of the Isle of Adams palads, bygget i 1521. Her holder det dodekanesiske arkæologiske institut til.

Det engelske herberge, som blev opført i 1483, har en broget historie. Den engelske "tunge" blev udelukket af ordenen i 1534, da Henrik VIII oprettede "Church of England" med sig selv om overhoved og blev lyst i band af paven. Herberget blev ødelagt af det store jordskælv i 1851. Herberget blev genopført for at blive bombet under anden verdenskrig. I 1947 blev det genetableret af England. Mange af de historiske bygninger i gaden bebos i dag af private familier eller anvendes til kontorer o.l.

Birgit, Bente og Karin på vej ind den gamle bydel i Rhodos by.

Til venstre ruinerne af Venustemplet, til højre Vor Frue af Burg.

Vi fortsætter og får snart Riddernes gade, Odos Ippoton, på højre hånd. Vi drejer op ad Odos Ippoton og passerer riddernes herberger. For enden af gaden fortsætter vi til venstre ad Panetou, indtil vi når bazargaden, Sokratous. Socratous, som er bydelens uofficielle hovedgade, adskilte den gamle bydel fra Kastello. Socratous er en typisk orientalsk bazargade med guldsmede, skomagere, bagere, caféer mv. på begge sider.

Her på hjørnet ligger Suleiman-moskeen (ofte benævnt Soliman-moskeen). Da tyrkerne erobrede Rhodos i 1522, blev mange kirker konverteret til moskeer, og som nævnt blev de kristne tvunget til at foorlade den gamle bydel. På det sted, hvor der hidtil havde ligget Apostlenes Kirke, blev der i 1523 opført en stor moske til ære for sultanen Suleiman den Prægtige, Suleiman-moskeen. Porten ind til moskeen, som står i en gård omgivet af træer, er venetiansk renæssance. Den smukke minaret har to balkoner, hvilket er lidt usædvanligt. Inde i gården ligger den obligatoriske brønd, som anvendes til de foreskrevne afvaskninger, inden moskeen besøges.

Suleiman-moskeen på Sokratous-gaden i Rhodos.

Overfor moskeen ligger det tyrkiske bibliotek, som blev grundlagt i 1794 af Hafiz Ahmet Aga. Det indeholder en fin samling af tyrkiske, arabiske og persiske manuskripter, bl.a. et anonym beretning fra belejringen i 1522. Udstillingen viser også to smukt illustrerede koraner fra hhv. 1412 og 1540. Åbent mandag-lørdag 9.30-16. Gratis adgang.

Til venstre indgangen til det tyrkiske bibliotek, til højre klokketårnet.

Endnu et minde om den tyrkiske besættelse af Rhodos er de tyrkiske bade. De lokale anvender ofte den tyrkiske betegnelse "hamam". Badene ligger på Arionos-pladsen i den gamle bydel mellem en moske og Folkedanserteatret. De optræder første gang på skrift i 1558 i en bygningsopgørelse, udarbejdet under sultan Seli, som efterfulgte Suleiman den Prægtige. Oprindelig var der kun badefaciliteter for mænd, og de lå i den firkantede, symmetriske bygning midt på torvet. Siden blev der tilføjet en badeafdeling for kvinder. Vi har ikke besøgt de tyrkiske bade på Rhodos, men de skulle efter sigende være udmærkede. Vi har et par gange været i hamam i Tyrkiet, og det har altid været en god oplevelse. Badene, som blev stærkt medtagne under anden verdenskrig, er blevet renoveret i år 2000. Badene er åbne tirsdag-lørdag fra 11-19, prisen (vistnok) kun et par Euro. Bemærk at der kommer mange lokale om lørdagen.

"De jødiske Martyrers Plads" ligger i hjertet af den jødiske bydel. Området blev bombarderet under anden verdenskrig og de fleste af de jødiske hjem og butikker blev ødelagt. Fontænen med de tre søheste midt på pladsen erstattede en tidligere fontæne, som blev ødelagt under disse bombardementer.

Bo og Birgit på De jødiske Martyrers Plads i 1983-84. Til højre det jødiske mindesmærke.

I dag er der ikke bevaret mange vidnesbyrd om det engang så store jødiske samfund. Dog ligger der på Dosiadou-gaden en synagoge, som er åben for gæster. Den er den eneste af de fire synagoger, som overlevede bombardementerne under anden verdenskrig. I tilknytning til synagogen ligger et jødisk museum (i sommerhalvåret åbent kl. 10-15, gratis adgang). Kahal Shalom synagogen er den ældste, fungerende synagoge i Grækenland og den eneste på Rhodos. Der afholdes kun regelmæssige gudstjenester i synagogen om sommeren, hvor der er en stor tilstrømning af jødiske turister med relationer til Rhodos. Kahal Shalom synagogen blev opført i 1577 (5338 efter den jødiske kalender). Den blev svært beskadiget under anden verdenskrig, men renoveret for udenlandske donationer.

Kahal Shalom synagogen, til højre podiet, hvorfra læsning af Torahen finder sted.

Kahal Shalom synagogen, til højre de to "arker", hvori Torah-skriftrullerne opbevares.

Rhodos Jødiske Museum er grundlagt af Aron Hasson, som er advokat i Los Angeles. Hans jødiske bedsteforældre opfordrede ham til at besøge Rhodos, hvor familien stammer fra. Første gang tog han til Rhodos i 1975, og i 1995 vendte han tilbage med familien for at deres børn skulle lære om deres baggrund. Under dette besøg blev han opmærksom på behovet for at fortælle og fastholde det jødiske samfunds lange og blodige historie på Rhodos. I 1997 fik han grønt lys fra fra jødiske samfund på Rhodos til at etablere et jødisk museum i synagogens siderum, kvindernes tidligere bederum. Allerede i oktober 1997 åbnede museet i to af rummene. Udstillingen omfattede primært fotos og manuskripter, som Aron Hasson selv havde samlet. I 2004 gik man i gang med en meget påkrævet renovering af synagogens utætte loft, og to år senere genåbnede museet, nu i alle seks rum.

Det jødiske museum i Rhodos by.

Grundlægger af Det Jødiske Museum Aron Hasson, fortegnelse over holocaustofrene fra Rhodos.

Når du nu er på De jødiske Martyrers Plads, kunne du benytte lejligheden til at besøge St. Catherines Hospice (åbent mandag-fredag, gratis adgang). Det blev opført i 1391-1392 under stormester Heredia som et sted, hvor prominente gæster kunne bo standsmæssigt og føle sig hjemme. Dengang betød hospice et herberge eller hjem for gæster. Bygningen tog skade både af det tyrkiske angreb i 1480 og af jordskælvet, som fulgte året efter. Renoveringen blev afsluttet i 1516, mens Fabrizio del Carretto var stormester. I 1944 blev den østlige del af bygningen svært beskadiget af de allieredes bomber, og i mange år herefter var den beboet (besat) af flygtninge fra nabolandene.

St. Catherines Hospice på De jødiske Martyrers Plads i Rhodos by.

En mere behagelig måde at udforske Rhodos by på er at tage det lille turisttog, som kører fra teatret ved Mandraki Havnen. Det kører omkring de gamle bymure, hvorefter det fortsætter op på Monte Smith "bjerget", inden det vender tilbage til udgangspunktet. Turen varer ca 1 time og koster (2012) 7€.

Kort over den gamle bydel i Rhodos by.

Bro i Rodini Park, til højre en af de mange påfugle i parken.

I haven findes en udmærket legeplads, og her ligger også en lille zoo, som sikkert vil være mest interessant, hvis du har børn med. Her kan man først og fremmest se øens berømte hjorte, men ellers smådyr som vilde geder, skildpadder, ænder og svaner.

I Rodiniparken lå riddernes brønd, hvorfra de fik deres brugsvand. En inskription på italiensk over brønden lyder: "Aqua fina Aqua Rodina, Chi ti beve tornar deve", hvilken betyder "Rent vand, vand fra Rodini, den, som drikker det, vil vende tilbage".

Svane i Rodini Park, til højre Ptolemæernes grav.

Der er flere steder, man kan få lidt at spise og drikke i parken. Ellers kan jeg anbefale, at du køber en sandwich og en øl eller sodavand og slår dig ned på en bænk i parken og nyder naturen.

Hvis du vil med på en tur rundt på øen Rhodos, så klik her.