Nationalmelodi

Til Rejseholdets forside

Rejseholdet tager til Rimini, Italien

Vi plejer at rejse sammen med vores venner, Rejseholdet, i hvert fald hver andet år. I år (2003) var der stemning for at tage til Italien. Egentlig ville vi helst til Toscana, men vi havde i Jyllandsposten set en annonce fra Hanne og Marco, et dansk-italiensk ægtepar, som driver et mindre hotel i Rimini. Hotellet ligger tæt ved den dejlige strand, og annoncen lovede, at fru Hanne ville kræse for os med italienske retter. Det kunne vi ikke stå for. Vi sendte et par mails og havde en enkelt telefonsamtale, og så var det aftalt. Vi regnede med at leje en bil på stedet, så vi også kunne udforske det nærliggende Toscana. Du kan besøge hotellets hjemmeside ved at klikke her.

Fra Hornslet til Rimini

Desværre er der ingen international lufthavn i Rimini. Da vi opdagede, at Mærsk havde åbnet en lavprisrute til Venedig, besluttede vi at tage toget til København og fortsætte med fly derfra til Venedig. Vi forsøgte hjemmefra at leje en 6-8 personers bil, som kunne bringe os resten af vejen til Rimini, både hos Hertz og Avis samt de større italienske udlejningsfirmaer. Men uden held. Alle biler i den kategori var udlejet, så vi skulle have været tidligere ude. Vi reserverede derfor 2 mindre biler ved Avis - pris godt 1.000 kr pr vogn. Bilerne afleverede vi den følgende dag på firmaets kontor i Rimini. Den smukke biltur, som gik langs med Adriaterhavskysten, forløb uden problemer, og vi ankom til Rimini kort før kl 20:00 - i god tid til aftensmaden - troede vi.

Kort over Rimini Hvis du betragter kortet her til højre, burde det jo ikke være nogen større sag at finde frem til hotellet, som ligger ganske tæt ved stranden. Vi søgte ned til strandpromenaden og kørte sydpå. Det gik også fint, indtil vi løb ind i en ensretning, som tvang os op på en parallelvej. Nu er Rimini jo ikke verdens største by, men den skulle vise sig at være temmelig lang, som den breder sig langs med vandet. Vi skulle bare finde Viale Manzoni, en lille sidevej til den noget større Viale Pascoli. Efter at Kurt, som førte den ene bil, havde insisteret på at køre mod færdselsretningen i bussporet, fandt vi Viale Pascoli. Det var det. Nu skulle vi bare finde Viale Manzoni. Vi spejdede forgæves efter det forjættede gadeskilt. Da vi kom til jernbanen, måtte vi holde et par minutter for toget. Men ingen Viale Manzoni. Tilbage til Viale Pascoli, som selvfølgelig var ensrettet. Hver gang vi kørte ad Viale Pascoli, holdt vi nogle minutter ved jernbaneoverskæringen. Det mindede efterhånden om en julekalenderudsendelse, hvor tingene også har det med at gentage sig aften efter aften. Vi måtte bide i det sure æble og spørge om vej. Det første par stykker, vi spurgte om vej, var selv turister fra Rom og Milano. Så gik vi ind på et hotel, hvor tjeneren ikke kendte Rimini - han arbejdede der bare nogle måneder. Andre steder gjorde den adspurgte bare nogle mærkelige bevægelser med armen og hånden. Vi blev lidt chokerede over at opdage, at selv yngre mennesker ikke vidste hvad højre og venstre hedder på tysk eller engelsk. Til sidst smed vi bilerne ved vejsiden og spadserede op ad Viale Pascoli. Og umiddelbart før jernbanen fandt vi Viale Manzoni på venstre side af vejen. Skiltet var godt dækket af et i øvrigt pænt træ. Og så hang det på "den forkerte side", så man først kunne se det, efter at man havde passeret - og det endda forudsat, at man havde øjne i nakken. Lidt sure på os selv nåede vi et par minutter efter frem til vores mål, Hotel Dalia.


Hotel Dalia i Rimini

Hotel Dalia i Rimini Hotel Dalia ejes og drives af Hanne (Astrup fra Viborgkanten) og Marco. Hanne fortalte, at hun har boet 38 år i Italien. Det startede med en ferietur sammen med en veninde, hvor Hanne på stranden på Rimini faldt for den flotte og charmerende Marco (Marco er stadig en flot fyr, kan jeg fortælle.), og der gik ikke lang tid, inden Hanne vendte tilbage for at blive. Hanne leder køkkenet og tilbereder sammen med sin svigerdatter dejlig dejlig italiensk mad til gæsterne, mens Marco tager sig af det administrative. Sønnen, som er håndværker, tager sig af småreparationer. Det hyggelige hotel, som kan rumme 30-35 beboere, ligger et par minutters gang fra den dejlige strand, hvor der er masser af faciliteter for børn og voksne. Der reklameres med, at der ikke er trafikstøj, hvilket er sandt nok. Men hver morgen ved 4-5 tiden blev vi vækket af en infernalsk larm fra skraldebilen, som henter affald og flasker. Men selv det vænner man sig til. Hotellet har en dejlig have, hvor vi lærte at sætte pris på de skyggefulde træer og buske. Alle værelser har badeværelse. En håndfuld værelser har altan ud mod haven. Vi (Birgit og jeg) var så heldige at få et værelse med altan. Ellers er det nok en god ide at forespørge på muligheden ved bestilling.


Spisesalen på Hotel Dalia i Rimini Vi havde valgt helpension på hotellet, hvilket vi ellers aldrig gør. Men prisforskellen på helpension og morgenmad var på mindre end 50 kroner. Vi var enige om, at vi selvfølgelig ikke behøvede at spise alle måltiderne på hotellet, hvis vi havde lyst til at spise ude, og når vi var på tur. Det viste sig, at vi for denne ringe merpris fik 3 gode og veltillavede italienske retter til frokost og 3 retter til aften. Selv Erling, som ikke er nogen storspiser (til gengæld holder han sig ikke tilbage, hvad drikkevarer angår) ryddede tallerkenen. Vi fik selvfølgelig masser af pasta til hvert måltid, men herudover dejlig salat og frugt. Og kødet, (som vi er nogle stykker, der sætter svært meget pris på), var af fin kvalitet. Spisetid blev annonceret ved, at Hanne eller en af (de søde) piger ringede med klokken, hvorefter gæsterne hurtigt fandt deres bord. Hotellet havde et udmærket udvalg af vine, og hvis man har lyst, kan man få gode råd af Marco, som er lidt af en vinkender.


Spisesalen på Hotel Dalia i Rimini Til måltiderne blev vi betjent af Ditte og Henriette, et par søde (og for egen regning vil jeg tilføje kønne) piger. De var veninden og begge blevet studenter fra Viborg i sommer og havde taget et feriejob hos Hanne og Marco et par måneder. Herefter ville de tage på interrail ved Middelhavet en måneds tid. De tog sig på skift af at arrangere morgenmaden og serverede begge ved frokost og aftensmaden. Jeg kan desværre ikke garantere dig for, at de også vil servere for dig, hvis du vælger at tage til Hotel Dalia.

Da vi havde været på hotellet et par dage dukkede en gammel bekendt op, nemlig pressefotografen Ib Hansen fra Århus Stiftstidende. Ikke at nogen af os personligt kendte Ib, men vi (i hvert fald mændene) kunne alle huske den fotograf, som sad/lå på lur helt ude ved sidelinien på Århus Stadion ved hver fodboldkamp. Ib var efterhånden blevet 80 år, men still going strong. Han og hustruen Bente havde besluttet at tage en uge til Rimini efter at have læst en artikel om Hotel Dalia i Motor (tror jeg nok). Han fortalte, at han havde været så "heldig" at tage et godt billede af prins Henrik og fået en god pris for det af et ugeblad. De havde taget sig god tid på turen herned i egen bil. Det frydede os lidt at høre, at også familien Hansen havde haft besvær med at finde hotellet - ja, skadefryd er en grim ting. Bente og Ib havde tidligere udforsket Norditalien, især Toscana, og nu ville de tilbringe en uge med at bade og slappe af. De regnede med at bruge en lille uge til hjemturen. Ib supplerer pensionen med at tage bryllupsbilleder, så han skulle være i Århus den følgende lørdag.


Pressefotografeb Ib Hansen tryller på Hotel Dalia i Rimini Som tidligere nævnt har hotellet en dejlig skyggefuld have med masser af buske og træer. Her tilbragte vi et par aftener, når vi ikke orkede at kaste os ud i byens natteliv. Jeg er sikker på, at var vi kommet i den mest varme tid af året, havde vi sikkert sat endnu mere pris på dette åndehul. En af aftenerne optrådte Ib med forskellige tryllekunster. På billedet kan du se, at Karin forsøger at aflure ham hans hemmeligheder. Bente, Ibs hustru, forekom ikke så imponeret, men hun har formentlig også oplevet de samme numre adskillige gange i tidens løb. Og hvilken ægtemand er for resten i stand til at imponere sin hustru efter mange års ægteskab?. Men vi hyggede os godt den aften.


Willy Hansen på vandvognen Nu hvor jeg er begyndt at præsentere de hyggelige mennesker, vi mødte på turen, må jeg også nævne Willy Hansen og hans hustru Annette fra Lystrup i nærheden af Århus. Willy har i mange år været hovedformand for Idrætsforeningen Fuglebakken, som i 1973 blev lagt sammen med dele af Hasle Boldklub under navnet IHF. IHF gør et stort socialt arbejde i et område med store problemer. Klubbens førstehold ligger i dag "kun" i serie 2. Men Willy kunne i timevis fortælle om dengang i 1970'erne, da Fuglebakken med et af Danmarks bedste fodboldhold spillede sig op gennem rækkerne og endte i 1. division. Havde der været flere rækker, var de sikkert fortsat. Klubben leverede et par spillere på landsholdet, hvoraf mange - i hvert fald på min alder - husker Kristen Nygaard, som blev professionel i Holland. Han spillede 36 landskampe, heraf en del som anfører. Jeg husker endnu, da vi slog Mexico 3-0, og Kristen scorede alle tre mål. Og Lars Bastrup, som spillede 30 landskampe. Han spillede som professionel i Tyskland for Hamburger SV og Offenbach. Willy spillede også på førsteholdet i den periode - hvis han da ikke havde karantæne efter hårdt spil. Både Erling og Kurt har har spillet masser af fodbold, så snakken gik lystigt i haven. Billedet til venstre er noget af en sensation, da man ser Willy med en flaske vand i hånden. Min teori er, at Willy havde forberedt sig på at blive fotograferet. Dejlige mennesker, som vi hyggede os godt sammen med.


Klima og geografi
Klik for en vejrudsigt

 

Hvis du vil se nogle af de billeder, vi tog fra hotellet, så klik her. Ellers vil vi gerne invitere dig på en rundtur i Rimini by.

Rejseholdets hjemmeside Toppen af denne side Forrige side Næste side