Til Rejseholdets forside

Rejseholdet tager til Rimini, Italien

Vi plejer at rejse sammen med vores venner, Rejseholdet, i hvert fald hver andet år. I år (2003) var der stemning for at tage til Italien. Egentlig ville vi helst til Toscana, men vi havde i Jyllandsposten set en annonce fra Hanne og Marco, et dansk-italiensk ægtepar, som driver et mindre hotel i Rimini. Hotellet ligger tæt ved den dejlige strand, og annoncen lovede, at fru Hanne ville kræse for os med italienske retter. Det kunne vi ikke stå for. Vi sendte et par mails og havde en enkelt telefonsamtale, og så var det aftalt. Vi regnede med at leje en bil på stedet, så vi også kunne udforske det nærliggende Toscana.

Fra Hornslet til Rimini

Desværre er der ingen international lufthavn i Rimini. Da vi opdagede, at Mærsk havde åbnet en lavprisrute til Venedig besluttede vi at tage toget til København og fortsætte med fly til Venedig. Vi forsøgte hjemmefra at leje en 6-8 personers bil, som kunne bringe os resten af vejen til Rimini, både hos Hertz og Avis samt de større italienske udlejningsfirmaer. Men uden held. Alle biler i den kategori var udlejet. Vi reserverede derfor 2 mindre biler ved Avis - pris godt 1.000 kr pr vogn. Bilerne afleverede vi den følgende dag på firmaets kontor i Rimini. Den smukke biltur, som gik langs med Adriaterhavskysten, forløb uden problemer, og vi ankom til Rimini kort før kl 20:00 - i god tid til aftensmaden - troede vi.

Kort over Rimini Hvis du betragter kortet her til højre, burde det jo ikke være nogen større sag at finde frem til hotellet, som ligger ganske tæt ved stranden. Vi søgte ned til strandpromenaden og kørte sydpå. Det gik også fint, indtil vi løb ind i en ensretning, som tvang os op på en parallelvej. Nu er Rimini jo ikke verdens største by, men den skulle vise sig at være temmelig lang, som den breder sig langs med vandet. Vi skulle bare finde Viale Manzoni, en lille sidevej til den noget større Viale Pascoli. Efter at Kurt, som førte den ene bil, havde insisteret på at køre mod færdselsretningen i bussporet, fandt vi Viale Pascoli. Det var det. Nu skulle vi bare finde Viale Manzoni. Vi spejdede forgæves efter det forjættede gadeskilt. Da vi kom til jernbanen, måtte vi holde et par minutter for toget. Men ingen Viale Manzoni. Tilbage til Viale Pascoli, som selvfølgelig var ensrettet. Hver gang vi kørte ad Viale Pascoli, holdt vi nogle minutter ved jernbaneoverskæringen. Det mindede efterhånden om en julekalenderudsendelse, hvor tingene også har det med at gentage sig aften efter aften. Vi måtte bide i det sure æble og spørge om vej. Det første par stykker, vi spurgte om vej, var selv turister fra Rom og Milano. Så gik vi ind på et hotel, hvor tjeneren ikke kendte Rimini - han arbejdede der bare nogle måneder. Andre steder gjorde den adspurgte bare nogle mærkelige bevægelser med armen og hånden. Vi blev lidt chokerede over at opdage, at selv yngre mennesker ikke vidste hvad højre og venstre hedder på tysk eller engelsk. Til sidst smed vi bilerne ved vejsiden og spadserede op ad Viale Pascoli. Og umiddelbart før jernbanen fandt vi Viale Manzoni på venstre side af vejen. Skiltet var godt dækket af et i øvrigt pænt træ. Og så hang det på "den forkerte side", så man først kunne se det, efter at man havde passeret - og det endda forudsat, at man havde øjne i nakken. Lidt sure på os selv nåede vi et par minutter efter frem til vores mål, Hotel Dalia.


Hotel Dalia i Rimini

Hotel Dalia i Rimini Hotel Dalia ejes og drives af Hanne (Astrup fra Viborgkanten) og Marco. Hanne fortalte, at hun har boet 38 år i Italien. Det startede med en ferietur sammen med en veninde, hvor Hanne på stranden på Rimini faldt for den flotte og charmerende Marco (Marco er stadig en flot fyr, kan jeg fortælle.), og der gik ikke lang tid, inden Hanne vendte tilbage for at blive. Hanne leder køkkenet og tilbereder sammen med sin svigerdatter dejlig dejlig italiensk mad til gæsterne, mens Marco tager sig af det administrative. Sønnen, som er håndværker, tager sig af småreparationer. Det hyggelige hotel, som kan rumme 30-35 beboere, ligger et par minutters gang fra den dejlige strand, hvor der er masser af faciliteter for børn og voksne. Der reklameres med, at der ikke er trafikstøj, hvilket er sandt nok. Men hver morgen ved 4-5 tiden blev vi vækket af en infernalsk larm fra skraldebilen, som henter affald og flasker. Men selv det vænner man sig til. Hotellet har en dejlig have, hvor vi lærte at sætte pris på de skyggefulde træer og buske. Alle værelser har badeværelse. En håndfuld værelser har altan ud mod haven. Vi (Birgit og jeg) var så heldige at få et værelse med altan. Ellers er det nok en god ide at forespørge på muligheden ved bestilling.


Spisesalen på Hotel Dalia i Rimini Vi havde valgt helpension på hotellet, hvilket vi ellers aldrig gør. Men prisforskellen på helpension og morgenmad var på mindre end 50 kroner. Vi var enige om, at vi selvfølgelig ikke behøvede at spise alle måltiderne på hotellet, hvis vi havde lyst til at spise ude, og når vi var på tur. Det viste sig, at vi for denne ringe merpris fik vi 3 gode og veltillavede italienske retter til frokost og 3 retter til aften. Selv Erling, som ikke er nogen storspiser (til gengæld holder han sig ikke tilbage, hvad drikkevarer angår) ryddede tallerkenen. Vi fik selvfølgelig masser af pasta til hvert måltid, men herudover dejlig salat og frugt. Og kødet, (som vi er nogle stykker, der sætter svært meget pris på), var af fin kvalitet. Spisetid blev annonceret ved, at Hanne eller en af (de søde) piger ringede med klokken, hvorefter gæsterne hurtigt fandt deres bord. Hotellet havde et udmærket udvalg af vine, og hvis man har lyst, kan man få gode råd af Marco, som er lidt af en vinkender.


Baren på Hotel Dalia i Rimini Til måltiderne blev vi betjent af Ditte og Henriette, et par søde (og for egen regning vil jeg tilføje kønne) piger. De var begge blevet studenter fra Viborg i sommer og havde taget et feriejob hos Hanne og Marco et par måneder. Herefter ville de tage på interrail ved Middelhavet en måneds tid. De tog sig på skift af at arrangere morgenmaden og serverede begge ved frokost og aftensmaden.

Da vi havde været på hotellet et par dage dukkede en gammel bekendt op, nemlig pressefotografen Ib Hansen. Ikke at nogen af os personligt kendte Ib, men vi (i hvert fald mændene) kunne alle huske den fotograf fra Aarhuus Stiftstidende, som sad/lå helt ude ved sidelinien på Århus Stadion. Ib var 80 år. Sin hustru Bente. De havde taget en uge om at køre til Rimini. Ville tilbringe en uge primært for at bade og slappe af. Og så en lille uge til hjemturen. Ib supplerede pensionen med at tage bryllupsbilleder, så han skulle være i Århus næste lørdag.

Willy Hansen og hans hustru Annette.


Klima og geografi
Klik for en vejrudsigt

 

Hvis du vil se nogle af de billeder, vi tog fra hotellet, så klik her. Ellers vil vi gerne invitere dig på en rundtur i Rimini by.

Rejseholdets hjemmeside Toppen af denne side Forrige side Næste side