"... Solen skinnede på Marcuskirkens gyldne Kupler
og paa de mægtige Bronzeheste over portalen.
En skare Duer opfyldte i tusindvis Pladsen
og trippede paa de brede Sten"
H.C. Andersen

Se Venedig dø?
Markus og hans bevingede løve på Dogepaladset Som du sikkert ved, ligger Venedig (Venezia på italiensk) i den såkaldte Venezia-lagune. (En lagune betyder i Europa et brakvandsområde med lave, flade øer.) Husene i Venedig er bygget på træpæle, og mange steder ligger husene ikke mere end én meter over dagligt vande. Ganske vist er tidevandet i Middelhavet meget svagere end i fx Atlanterhavet, men specielt ved fuldmåne er risikoen for oversvømmelse stor. Ofte er der flere centimeter vand på Markuspladsen, så man lægger gangbrædder ud - det gælder også i selve Markuskirken. I 1966 stod vandet i én meters højde på Markuspladsen. Hertil kommer, at de gamle pæle, som byen er bygget på, er ved at rådne. Ikke mærkeligt, at Venedig adskillige gange har fået afsagt sin dødsdom, men alligevel lever byen i lagunen videre. Og millioner af turister strømmer til for at opleve en af verdens mest romantiske byer. Hvert år kommer mere end 12 millioner turister til Venedig, heraf 80% éndagsturister som vi. På den anden side er befolkningen i Venedig mere end halveret gennem de sidste 50 år. Transportomkostninger er for høje. Det er ikke muligt at bygge nyt. Så måske ender Venedig med at blive en park som fx Disneyland, som turisterne kan besøge i bestemte tidsrum?

Venedig kaldes ofte for Adriaterhavets Dronning. Siden 1177 og så længe republikken bestod, blev der hvert år på Kristi Himmalfartsdag afholdt en ceremoni eller fest, kaldet "Sposalizio del Mare" ("ægteskabet med havet"). Festens højdepunkt var, når dogen efter at have modtaget patriarkens velsignelse kastede en guldring i havet med disse ord "Vi tager dig til ægte, o hav, som tegn på sandt og varigt herredømme".. Og herefter afholdt dogen en festmiddag i sit palads og hele byen festede.


Hotel Ducale i Venedig
Klik for at besøge Hotel Ducales hjemmeside For ikke at få en alt for stresset hjemtur fra Rimini til Danmark - og selvfølgelig også for lige at få et indtryk af en af de mest spændende byer på jorden, havde vi besluttet at tage en overnatning på vejen hjem i Venedig. Vi søgte på nettet efter et hotel, som lå i nærheden af Marco Polo lufthavnen. Med den korte tid, vi havde til rådighed (1½ døgn) ville vi undgå besværet med at rende rundt med bagage mv. i den billøse by. Vi fandt Hotel Ducale, som du kan se på billedet til højre. Hotellet ligger i bydelelen Mestre, som er en del af kommunen Venezia. Hotellet reagerede prompte på vores email forespørgsel. Prisen for tre værelser var rimelig. Da vi spurgte om prisen på en taxa til lufthavnen, tilbød de at køre os derud - uden betaling. Da vi sagde, at vi næppe kunne være i deres vogn, sagde de, at de så bare ville køre to gange. Der var kun 10 minutters kørsel til lufthavnen. Sådan! Da de samtidig oplyste, at der var bus til det centrale Venedig lige uden for døren, skyndte vi os at bestille. Og vi blev ikke skuffet. Hotellet var prima, og det samme var betjeningen.


Venedigs historie
Marco Polo Inden vi kaster os ud i byens myldrende liv, vil jeg kort fortælle om byens historie. Da Romerriget går i opløsning omkring år 500, bliver livet omkring Venedig meget turbulent, og befolkningen lærer hurtigt at tage deres ejendele på nakken og flygte ud på øerne i lagunen, når fjenden nærmer sig. Først kommer visigoterne under Alarik, dernæst hunnerne under Attila, så ostgoterne og endelig longobarderne. Nogle af disse barbarer kommer alene for at plyndre, hvorefter de forsvinder igen. Andre gange slår de sig ned på fastlandet i længere tid. Efter longobardernes invasion i år 568 beslutter beboerne at forblive på øerne. Den første ø, der bliver beboet, er Torcello, som også bliver samfundets religiøse centrum, men siden bliver samtlige 118 øer taget i brug. Da problemet med malaria bliver for påtrængende, begynder man at flytte til Venedig, først til den "høje bred", Riva Alta hvor Rialto-broen ligger.

I år 584 kommer Venedig under byzantisk herredømme (osmannerne, tyrkerne), men de opnår ikke desto mindre en høj grad af selvstændighed. Byen lever af at sælge salt til fastlandet. Beboerne i Venedig bliver hurtigt et dygtigt handelsfolk, der til lands og især til vands udvider deres handelsområde, så de snart dominerer handelen med krydderier, silke mv. fra østen. Øboerne organiserer sig i et ordnet samfund med fælles love og en fælles leder, dogen. Den første doge udråbes i 697, og med kortvarige afbrydelser undervejs består dogestyret i 1100 år indtil 1797. Mange af de første doger blev myrdet pga utilfredshed fra undersåtterne. Nogle gange "slipper de med" at blive fordrevet efter at have fået øjnene revet ud. Endelig vælger nogle doger af egen drift at træde tilbage og i stedet vælge det rolige klosterliv. Valget af dogen skifter karakter fra at have været et folkeligt anliggende til at blive at priviligium for aristokraterne. For at sikre dette privilegium besluttes, at dogens søns under ingen omstændigheder kan efterfølge sin fader, uanset kvalifikationer. Samtidig bliver stadig større dele af magten lagt i hænderne på forskellige forsamlinger som Storrådet, Timandsrådet og "De Vise", ligesom den forfatningsed, som den nykårede doge må underskrive, får karakter af en håndfæstning. Da det flere gange sker, at den person, som er valgt til doge, afslår hvervet, beslutter Storrådet, at ingen kan undslå sig, når han først er blevet valgt. Der er eksempler på, at personer er flygtet af frygt for at blive valgt, hvorefter Storrådet har bragt den pågældende tilbage med magt og påtvunget ham dogeværdigheden. Republikkens 11. doge, Giustiniano Partecipazio, som regerer fra 827-829, grundlægger den første Markuskirke og det første Dogepalads på det sted, hvor de eksisterende bygningsværker ligger.

I løbet af det 11. århundrede erobrer Venedig handelspunkter i den sydlige del af landet. Byzans begynder nu at blive lidt bekymret over Venedigs voksende magt, og de allierer sig med Venedigs konkurrenter, Pisa og Genova. Venedig under doge Enrico Dandolo (1192-1205) svarer igen ved at gå i spidsen for det 4. korstog og - mod en svimlende betaling - stille en flåde på 300 skibe til rådighed for korsridderne. Men på trods af pavens vrede vælger styrken at indtage Konstantinopel i stedet for at befri Jerusalem, hvilket ellers er missionens erklærede mål. Det sker i 1203. Broderparten af det rige krigsbytte tilfalder Venedig, hvilket er med til at sikre byens velstand.

I 1271 kommer Marco Polo til til Kublai Khans hof, hvor han bliver de følgende 17 år. I 1292 vender han tilbage i triumf til Venedig og udgiver sine farverige rejsebeskrivelser.

Krigen mod Genova står på i flere hundrede år, og den afsluttes med en indædt kamp fra 1374-1380. Genova tilføjer den venetianske flåde et knusende nederlag i slaget ved Pola, og den slagne admiral, Vettore Pisani kastes i fængsel. Men da Genova trænger helt frem til Lido'en, kræver flåden at få deres admiral tilbage. I en hast får han gjort flåden kampklar, og i 1380 tilføjer han fjenden det afgørende nederlag.

Venedig fortsætter sin ekspansion på fastlandet, hvor de erobrer Brescia i 1426 og trænger frem mod Milano. I 1450 indgås en fredsaftale mellem Milano og Venedig. Da jøderne udvises fra Spanien, efter at maurerne er blevet slået tilbage i 1492, bosætter mange af dem sig i Venedig, hvor der opstår en stor jøde-ghetto. Venedigs storhedstid som handelscentrum og magtfaktor er dog ved at være forbi. I 1492 opdager Columbus, som er genovesisk sømand i spansk tjeneste, "den nye verden", Amerika. I 1498 finder portugiseren Vasca da Gama en ny søvej til Østen syd om Kap det gode Håb.

Kampene mod tyrkerne, som i den mellemliggende periode har opbygget en duelig flåde, blusser op igen. I 1453 tilbageerobrer tyrkerne Konstantinopel. Da den venetianske flåde i flere omgang rammes af pest, ender det med, at tyrkerne kan trække sig ud af kampene som de reelle sejrherrer, og selv om Venedig formelt har vundet krigen, må de betale krigsskadeerestatning til tyrkerne. I 1573 må Venedig afstå Cypern til tyrkerne. Imidlertid blomstrer kulturlivet i Venedig, som får en voksende betydning som kulturcentrum for bygningskunst, musik, teater og det berømte karneval.

Napoleon Bonaparte Da Napoleon dukker op på scenen, er republikkens dage talte. Den 12. maj 1797 tvinges dogen Lodovico Manin, den 120. i rækken, til at abdicere, og i stedet oprettes et provisorisk styre under fransk kontrol. Franskmændene planter "et frihedens træ" på Markuspladsen - en hån mod et folk, som for første gang i 1100 år har mistet deres frihed. Senere på året sælger Napoleon Venedig til østrigerne mod i stedet at få et stykke af Lombardiet. Under revolutionsbølgen i 1848 forsøger venetianerne at befri sig af de østrigske lænker. Det lykkes i første omgang, og Venedig udråbes igen til en republik med frihedshelten Daniele Manin som leder. Men Østrig vender frygteligt tilbage med en veludrustet hær under feltmarskal Joseph Radetzky, som belejrer byen og udsætter den for voldsomme bombardementer. På randen af hungersnød og plaget af kolera overgiver må venetianerne overgive sig. Først i 1866, efter at prøjserne har slået østrigerne, kommer Venedig med i det nye italienske kongerige.


Til Venedig
Hurtigt efter indkvarteringen på Hotel Ducale tog vi bussen til Venedig, som er forbundet med fastlandet ved en dæmning. På vejen passerede vi parkeringsøen Tronchetto. Det er som nævnt ikke muligt at køre bil i Venedig med dens 150 kanaler og 446 broer. Altså ikke en by, som er egnet for gangbesværede eller familier med barnevogn. På Tronchetto ejer Benneton-familien de store parkeringshuse, formentlig en givtig indtægtskilde. Vi stod af ved bussens endestation, ikke langt fra jernbanestationen, og ét minuts gang fra busholdepladsen fra et påstigningssted for vaporettoen (vandbussen). I en bod på kajen købte vi billetter til en tur på Canal Grande, som ville bringe os frem til Markuspladsen, vores første mål.

Canal Grande
Vaporetta på Canal Grande Canal Grande er "hovedgaden" i Venedig. I stedet for asfalt er den "belagt med" vand. Denne hovedfærdselsåre er uundværlig for al trafik og transport i byen. I form af "et dovent, spejvendt S" slynger den sig gennem byen fra Piazzale Roma til Punta delle Dogana i en længde på godt fire kilometer. Jeg undrer mig over, hvorledes byen overlever de få tilfælde, hvor Canal Grande er dækket af is? I Venedigs velmagtsdage var Canal Grande aristokratiets gade, idet de rige familier måtte have et palazzo med facade ud mod kanalen. Ca 400 paladser ligger der langs Canal Grande. Mange af disse smukke paladser, som vi så på turen, anvendes nu som offentlige kontorer, muséer eller luksushoteller. De fleste af disse bygninger har bevaret fortøjningspælene, således at standspersoner fortsat kan lægge til ved hoveddøren med deres motorbåde, mens andre henvises til bagdøren. Undervejs passerede vi under den smukke Rialto-bro, inden vi efter 30-35 minutter afsluttede sejlturen neden for Markuspladsen. Vi oplevede både at se en brandudrykning og en ambulancekørsel på turen. En besynderlig tanke, at brandstationen er et bådehus med røde sprøjtebåde. Men brandvæsenet har dog den fordel, at der altid er vand til slukkearbejdet ved hånden. Ambulancebådene er mørkeblå og har sirener, der lyder som "en almindelig ambulance". Endelig så vi eksempler på udbringning af større varemængder til private som fyringsolie.

Da vi nærmede os Markuspladsen kunne vi på lang afstand se de to høje monolitter, der står på molen og hilser den ankommende velkommen. De blev hjembragt fra orienten i 1172. Øverst på den ene søjle står en statue af Venedigs oprindelige skytshelgen, San Teodore. På den anden søjle ligger en pragtfuldt eksemplar af den vingede markusløve med poten plantet på en opslået bog. Der havde vistnok været en tredje søjle med ombord, men den var faldet i lagunen, da man skulle bakse den fra borde. Men skidt, Venedig har også kun to skytshelgener.


Evangelisten Markus og Venedig
Oprindelig er Sankt Teodoro byen Venedigs skytshelgen. Men i år 828 stjæler to venetianske købmænd, Buono fra Malamocco og Rustico fra Torcello de jordiske rester af evangelisten Markus i Alexandria og bringer dem hjem til byen som trofæ. (Markus var biskop i Alexandria, hvor han led martyrdøden. Der hersker dog nogen usikkerhed om, hvorvidt bemeldte Markus nu også er identisk med evengelisten af samme navn). Legenden fortæller, at de skjuler de hellige rester i en stor kurv, som de dækker med kålblade og svinekød. Det sidste skal sikre imod, at emsige toldere, som jo er muslimer, skal fatte interesse for kurvens indhold. Ved ankomsten til Venedig tiljubles de to købmand af byens begejstrede befolkning. Dogen udnævner straks Markus til byens skytshelgen, og den bevingede markusløve bliver byens symbol, som opsættes overalt. Markusløven afbildes altid med den ene fod hvilende på en bog. Hvis løven er blevet til i krigstid, er bogen lukket, mens den er åben i fredstid. Der er ikke mange eksempler på "lukkede" bøger, hvilket skyldes, at man i den efterfølgende fredstid fik en billedhugger til at "åbne" bogen. Markus' rester bliver først begravet i en kapel i Dogepaladset, men siden bygger man en kirke til formålet. Denne i begyndelsen simple kirke har gennem utallige til- og ombygninger udviklet sig til den nuværende Markuskirke.

For at retfærdiggøre tyveriet af Markus' legeme udviklede der sig over de næste par hundrede år en legende, ifølge hvilken Markus på en af sine missionsrejser skal være strandet på Rialto øen i Adriaterhavet. Her åbenbarer en Herrens engel sig og siger: "Fred være med dig, Markus min evangelist". Dette kan jo kun opfattes som en profeti om, at Markus skulle finde sit sidste hvilested på dette sted, hvorved ligrøveriet er legitimeret fra højeste instans.


Markuspladsen
Karin på Markuspladsen Markuspladsen må vel nærmest betegnes som Venedigs centrum og er i hvert fald en af de mest besøgte pladser i hele verden. På de tre sider er den omgivet af lave klassicistiske bygninger med smukke buegange. De rummer et antal forretninger for velbeslåede turister. Der ligger også flere restaurationer og caféer, hvoraf i hvert fald mindst én har et kammerorkester, der spiller lettere klassisk musik. Belært af tidligere erfaringer vidste vi, at det koster en bondegård bare at drikke en kop kaffe her. Det skal retfærdigvis nævnes, at man kun bliver bon'et for musikken ved den første bestilling. På østsiden ligger Markuskirken ved siden af Dogepaladset. I den sydøstlige ende ligger kampanilen - se nedenfor. Desværre oplevede vi ikke at se duerne blive fordret. Vi havde læst, at det sker hver dag kl 9 og kl 14. Duerne skulle efter sigende forholde sig afventende, indtil det første timeslag lyder, inden de kaster sig over lækkerierne. Den glade giver er et lokalt forsikringsselskab. Den dag, vi besøgte Markuspladsen, var der dog ikke flere duer end turister.

Napoleon beskrev Markuspladsen på denne måde: "Denne plads er verdens eleganteste salon, værdig til at have himlen som tag". Jeg er ikke uenig med ham.


Markuskirken
Markuspladsen Som tidligere nævnt blev den første udgave af Markuskirken og Dogepaladset bygget omkring 830. De er bygget af træ og (selvfølgelig) ikke nær så imponerende som de nuværende. I 976 stikker de rasende venetianere ild på Dogepaladset, og Dogen og hans yngste søn må flygte over i Markuskirken, som også nedbrænder. Det samme gør 300 af byens huse. Byens borgere indser nu at de må anvende ikke-brændbare materiealer og begynder at genopføre bygningerne, denne gang i sten. De sender bud efter nogle arkitekter fra Konstantinopel, som skal bygge en ny kirke i byzantinsk stil. Men allerede i 1063 grundlægges den tredje Markuskirke, den eksisterende, som er byens katedral og siden 1807 sæde for patriarken. Den har form som et græsk kors (med fire lige lange arme), men er forsynet med fem orientalske kupler med særprægede kors. Dogen Domenico Selvo (1071-1085) påbyder alle venetianske skibe, som sejler i den østlige del af Middelhavet, at hjembringe mindst ét kunstværk til kirkens udsmykning. Imidlertid savnede man det vigtigste i kieken, nemlig de jordiske rester af Markus. De var forsvundet under den store ildebrand i 976. På mirakuløs vis lykkes det at finde kisten uskadt, og den anbringes på sin nuværende placering. Gennem de følgende 700 år pågår et ufattelige udsmykningsarbejde, hvor kirken indvendigt og udvendigt dekoreres med ca 4000 m2 mosaik, der forestiller motiver fra biblen. Glasset hertil er fremstillet på glasværkerne på Murano. Kirken fremtræder i dag som en heldig blanding af byzantinsk og gotisk byggestil. Måske minder den lige lovlig meget om et palads fra "Tusind og én Nat"?

Kirken er bedst kendt for sit gyldne alter, La Pala d'Oro, der optræder som baggrund for kirkens egentlige alter. Det er smykket med firs emaljer, som beskriver Jesu liv samt scener fra Jomfru Maria's og Markus' liv. Det er udsmykket med ca 2000 ædelstene: diamanter, rubiner og smaragder. Resten er rent guld.

Næste gang, vi kommer til Venedig, vil vi overvære en gudstjeneste på en af kirkens festdage, når Venedigs patriark (kardinal) medvirker sammen med biskopper og præster.


De fire heste
De fire forgyldte bronzeheste, som tidligere prydede facaden af Markuskirken i Venedig Oprindelsen til de fire bronzeheste, som pryder Markuskirkens hovedportal er ikke kendt med sikkerhed, men de menes som så mange andre kunstgenstande hjembragt som bytte fra Kostantinopel under det fjerde korstog. Der er formentlig tale om oldgræske arbejder. For at lette transporten adskilte man hovedet fra kroppen. Efter ankomsten til Venedig blev de igen samlet ved hjælp eag en guldkrave. Inden Napoleon i 1797 overlod Venedig til østrigerne, stjal man kunstgenstande og andre værdier med arme og ben, herunder de fire heste. Napoleon anbragte dem på "den lille triumfbue" ved Louvre i Paris, og de blev først returneret til Venedig i 1815. Pga luftforurening måtte man i 1988 nedtage de originale heste til restaurering, og de befinder sig nu i "San Marco Museet". De heste, man ser i dag, er kopier, der blev stillet op i 1988.


Klokketårnet
Markusløven på klokketårnet (Kampanilen) i Venedig Det 99 meter høje klokketårn, "Kampanilen" på Markuskirken kaldes "El paron de casa" (herren i huset). Den 14. juli 1902 styrtede det sammen, dog uden at nogen kom til skade. Efter sigende ikke engang nogen af de mange duer. End ikke den nærliggende Markuskirke blev beskadiget. Som så mange andre bygninger i Venedig er også klokketårnet udsmykket med Markus' bevingede løve, som du ser. Inde i klokketårnet befinder sig fem store støbejernsklokker: Marangona, som ringede hver morgen og aften på alle arbejdsdage, Maleficio, som ringede ved offentlige henrettelser, Nona, som ringede klokken 9, Trottiera, som ringede magistratsmedlemmerne til møde i Dogepaladset og Pregadi, som kaldte senatorerne til paladset. Det er muligt at komme op til tårnets udsigtsplatform med en elevator. Personligt synes jeg nok, at klokketårnet er for dominerende i forhold til den smukke kirke, men smag og behag.


Dogepaladset
Dogepaladset Den nederste del af facaden er et luftigt filigran af søjler og buer, mens den øverste del er en ret massiv mur af hvis marmor, kun afbrudt af nogle få gotiske vinduesåbninger. Jeg ville nok have forventet "den modsatte komposition", men indtrykket er fantastisk. Som om, det er lykkedes at ophæve tyngdekraften på Markuspladsen. Facaden mod lagunen er fuldført i sin nuværende skikkelse omkring 1365. Den facade, som vendte mod Markuspladsen var derimod holdt i en helt anden stil. Heldigvis fik dogen Francesco Foscari i 1424 trumfet igennem, at facaden mod Markuspladsen skulle ombygges i samme stil som facaden mod vandsiden. Dette arbejde blev fuldført i løbet af de følgende 30 år.

Hovedindgangen til paladset er lige ved siden af Markuskirken. Den blev oprindelig kaldt "Porta Grande" (den store port), men folkeviddet omdøbte den til "Porta della Cante" (papirporten), vistnok fordi regeringen slog sine proklamationer op på denne port.

Sukkenes bro Dogepaladset var i højere grad regeringspaladset end det var dogens domicil. Hans private gemakker var i virkeligheden ret beskedne. De største og fornemmeste sale var til de forskellige rådsforsamlinger: Storrådet, Timandsrådet, Censorerne osv. Storrådets sal var nødvendigvis den største, idet der i perioder var indtil 1800 medlemmer af rådet. Salen er 55x25 meter, hvilket gør den til verdens største sal uden bærepiller.

Inde i paladset ser man et skilt: "Til fængslerne". Via "Sukkenes Bro" kan man kommer over til den nærliggende fængselsbygning med de berygtede "blykamre", hvor fangerne blev stegt i den ulidelige sommervarme oppe under taget. Sukkene kom fra de dødsdømte fanger, når de blev ført over til blykamrene. Et alternativt til blykamrene var "brøndene", hvor man frøs til is om vinteren. Casanova har beskrevet forholdene i sine memoirer.

Rialto-broen
Rialto-broen På vejen tilbage til busstationen passerede vi den kendeste af de kun tre broer over Canal Grande, nemlig Rialto-broen, som er dækket af handelsboder, især med guldsmedeforretninger og andre forretninger for velhavende turister. I dag ligger der utallige fødevarebutikker i området. I 1100-tallet var Rialto centrum for verdenshandelen, og her lå handelsbyen Venedigs første havn. Her åbnedes verdens første bank, og Venedig var det første sted i verden, hvor det var muligt at betale med veksler og checks i stedet for rede penge. Her lader Shakespeare sit skuespil "Købmanden fra Venedig" med den jødiske pengeudlåner Shylock finde sted. Jeg husker endnu det rystende drama, som var temmelig racistisk præget, fra min skoletids engelsk undervisning. Den første træbro, som var den eneste bro over Canal Grande, styrtede sammen i 1444, da en - viste det sig - alt for stor folkemængde stimlede sammen på broen for at overvære et optog på kanalen. Den havde da stået i 80 år. Den næste bro, som også var af træ og udstyret med et midterfag, som kunne hæves for passerende skibe, styrtede sammen i 1524. Den hvilede på fem bropiller af træ. Bystyret indså nu, at man måtte bygge en bro af træ, og der blev udskrevet en arkitektkonkurrence. Selveste Leonardo deltog i konkurrence, som imidlertid blev vundet af Antonio da Ponte, der havde dristet sig til at foreslå en bro med kun ét fag. Broen blev bygget 1587-1592 sponseret ved udskrivning af et lotteri. Præmierne i lotteriet var retten til at oprette en forretning på broen, der forbinder handelsgaderne "Mercerie" med markederne. Broen er meget høj, idet der skulle være plads til, at datidens krigsskibe kunne passere under. Den er 48 meter lang og 22 meter bred.

På vejen krydsede vi et stort antal kanaler. Det er umiddelbart lidt mere besværligt, end man skulle tro, da man hver gang skal op ad en række trappetrin og ned ad lige så mange. Vi oplevede mange turister, som blev sejlet rundt i gondoler. I nogle tilfælde oplevede vi, at gondolieren brød ud i skønsang (barcarole) - det så ud til, at det især var japanske turister, som mod gode ord og (ikke mindst) betaling forhøjede den romantiske oplevelse på den vis. Jeg har altid undret mig over, hvorledes gondolieren kan klare at stå oprejst i båden, mens han betjener sin åre.


Vild i Venedig
Venedig er opdelt i 6 kvarterer, kaldet sestieri (sjettedele): San Marco, Dorsoduro, San Polo, Santa Croce, Cannaregio og Castello. Indenfor hvert kvarter eller bydel er alle bygninger nummereret med et fortløbende husnummer - og altså ikke gadevis. På trods af, at den historiske del af Venedig kun optager 7.6 km2, er det nærmest umuligt ikke at fare vild. Man går sjældent lige ud mere end 1-2 minutter, hvorefter man tvinges til at dreje til højre eller venstre. Ofte henover de mange små broer, som gør det muligt at passere de mange kanaler. Vi havde læst i en guide-bog, at Top-1 aktiviteten for en turist i Venedig er at fare vild i dette netværk. Og selv om vi forsøgte at gå efter vores kort, lykkedes det selvfølgelig også for os at fare vild, da vi skulle finde finde tilbage til busstationen. Vi ville finde et spisested, som lå så tæt på bussen, at vi ikke ville få problemer med at finde den om aftenen. En del af tiden gik vi efter nogle selvsikre turister, som så ud til at have styr på det. Da vi for tredje gang fandt os selv stående inde i den samme lukkede gård uden mulighed for at komme videre, begyndte vi at spørge en af de lokale om vej for hver 50 meter, og så lykkedes det os til sidst. Hvad hjælper det, at man med sikkerhed ved, at man skal i nordlig retning, og de eneste valgmuligheder er øst og vest?

Hvad vi ikke nåede
Med den korte tid vi havde til rådighed, nåede vi kun at se de attraktioner, som man skal se: Markuskirken, Markuspladsen, Dogepaladset, Canale Grande, Rialtobroen samt de små gader i San Marco kvarteret. Havde vi haft et par dage mere, ville jeg gerne have besøgt nogle af disse seværdigheder. På kun 20 minutter kan man sejle til glasøen Murano, hvortil de berømte glaspusterier blev forvist, efter at endnu en brand havde ødelagt en række huse i Venedig. Her har man i næsten 700 år produceret det berømte Murano glas.

Evt fortsætte yderligere fem minutter med båden til den lille ø Torchello, hvor de første indbyggere i lagunen bosatte sig. Før Venedig voksede sig stor, havde Torchello 15-20.000 indbyggere. I dag bor her en snes mennesker, der passer de to museer og dyrker jorden på øen, som er spisekammer for Venedig. Der ligger en katedral med en enestående samling af mosaikker fra 12. og 13. århundrede. Desuden ligger der en mindre kirke på øen.

Burano, et idyllisk fiskerleje, skulle også være et besøg værd, dels for sin kniplinge- og broderiproduktion, dels for sine smukke, maleriske huse, der er malet i forskellige farver.

Peggy Guggenheim museet
Peggy Guggenheim Muséet er det vigtigste museum i Italen for europæisk og amerikansk kunst fra første halvdel af det 20. århundrede. Det befinder sig i Peggy Guggenheims tidligere hjem, Palazzo Venier dei Leoni ved Canal Grande. Peggy er niece til "den rigtige Guggenheim", den velhavende amerikanske industrimand og kunstmæcen. Det styres af Solomon R Guggenheim Fodet, som også styrer Solomon R Guggenheim Museerne i New York, Bilbao, Berlin og Las Vegas. (Der kan være flere, som jeg ikke er opmærksom på).

Karneval i Venedig
En af de bedst kendte begivenheder, der knyttes til Venedig, er formentlig det årlige karneval. Det fandt almindeligvis sted i februar måned, som jo var den sidste måned i den romerske kalender. Formålet var at udføre forskellige rensende og åndeuddrivende ceremonier. For at nedbryde hverdagens sociale barrierer bar alle deltagerne masker. I dag afholdes karnevallet i de 10 dage, som ligger før "askeonsdag".

Mange forfattere er i tidens løb blevet inspireret af den fantastiske kulisse, som Venedig tilbyder: Henry James: "The Wings of the Dove", min yndlingsforfatter Thomas Mann: "Døden i Venedig" (udmærket filmatiseret med Dirk Bogarde i hovedrollen), Ernest Hemingway: "Across the River and into the Trees", Daphne du Maurier: "Don't Look Now" og Patricia Highsmith: "The Talented Mr Ripley". Lord Byron flyttede til Venedig i 1817 og fik snart besøg af sin litterære ven, Percy Shelley. Goethe skriver fængslende om Venedig i sin : "Italiensk Rejse". H.C. Andersen var også betaget af Venedig. Og som tidligere nævnt har Shakespeare også ladet "Købmanden af Venedig" udspille sig i her - selv om han aldrig satte sin fod i Venedig.

Men alt dette og meget andet må vente, til vi igen kommer til Venedig. Den er bestemt et mere langvarigt og grundigt besøg værd.

Hvis du vil se vores billeder fra Venedig, så klik her. Ellers tak for besøget på vores hjemmeside. Du er velkommen til at kigge forbi en anden gang.

Rejseholdets hjemmeside Toppen af denne side Forrige side