Regn regn og atter regn. Det så ud til at ville vare hele dagen. Vi købte en paraply på gaden. Besynderligt, dagen før, hvor der havde været dejligt vejr, havde der ikke været én paraplysælger på gaden. Nu vrimlede det pludseligt med dem. Vi tog metroen til San Pietro (italiensk for St. Peter). For første gang krydsede vi floden Tiber (italiensk: Tevere). Området kaldes følgelig Trastevere (på den anden side af Tiberen) - italiensk er nu ikke så svært, som vi havde troet.
Vatikanet er hovedstad for katolikker over hele jorden. Det blev en selvstændig stat i februar 1929 og styres af Paven. Udover postkontor, forretninger, radio station, aviser mm, er der Vatikanet muséer og Det sixtinske Kapel. Vatikanet er også pavens vinterresidens - om sommeren bor han i Castel Gandolfo. Ca. 1,000 indbyggere er der i alt. Vi besluttede, at vi i dag ville 'nøjes med' Peterskirken og komme igen en anden dag for museerne.
På stedet lå oprindelig Nero's Circus, hvor St. Peter blev korsfæstet som martyr og begravet i år 61. (Det siges, at Peter insisterede på at blive korsfæstet med hovedet nedad i modsætning til Jesus). I år 200 blev der bygget et alter, hvor man formodede, at St. Peter lå begravet. Udgravninger i 1950'erne har bevist (hvis du ikke er katolik, så er sandsynliggjort måske bedre dækkende?), at Peter virkelig er begravet under altret. I mange år var kirken tilbageholdende med at foretage udgravningerne - måske fordi man var bange for enten ikke at finde noget lig, eller fordi graven måske vile vise sig at have været udsat for gravrøvere. I 846 blev Peterskirken skændet af saracenere. Men man fandt altså skelettet af en mandsperson, som antages at være Peter. Man fandt også et kranium - men heldigvis i en anden grav. Det ville ellers have været ubelejligt, da man i mere end 1.000 år har tilbedt St. Peters kranium i San Giovanni in Laterano. På det tidspunkt var det forbudt at begrave de døde indenfor Roms bymure, hvilket udmærket forklarer gravens placering. Tilsvarende er Paulus begravet langs med Via Ostiense.
I 342 bygge Konstantin den første basilika. I det 15. århundrede var den ved at falde sammen, og tidligt i det 16. århundrede begyndte Bramante at planlægge en ny kirke. Den skulle have en kuppel svarende til kuplen i Pantheon (lidt tålmodighed, vi kommer til den senere - mind mig lige om det ;-). I 1506 nedlagde pave Julius II grundstenen til den nye kirke. Der skulle dog gå mere 120 år, inden den var færdig. Og dog deltog alle den tids store arkitekter og bygmestre. Bramante havde både ansvar for at nedrive den gamle basilika og for at bygge den nye. Rafael kaldte Bramante 'il ruinante' (ødelæggeren), fordi han ødelagde kunstværker, som kunne være reddet. Bramante ville bygge kirken som et græsk kors, dvs. med 4 lige store arme, med en vældig kuppel i midten og en mindre kuppel over hver af de 4 arme. Efter hans død brød et voldsomt slagsmål løs om, hvem der skulle gennemføre arbejdet. Den nye arkitekt Sangallo viste sig at være en katastrofe. Han ændrede grundplanen til en latinsk kors, dvs. med et langt skib og mindre tværskibe. I 1546 bad pave Paul III den da 72 årige Michelangelo om at overtage ansvaret. Michelangelo påtog sig modstræbende opgaven mod at få frie hænder. Til gengælde villa han arbejde gratis. Til pavens rædsel rev han alt det ned, som Sangallo havde bygget og vendte tilbage til den oprindelige grundplan. Han gik i gang med at bygge kuplen med Brunelleschis kuppel i Firenze som forbillede. Giacomo della Porta overtog projektet efter Michelangelos død i 1564, og i 1593 var kuplen rejst. Carlo Maderno lavede forskellige ændringer, herunder endnu engang ændrede grundplanen til et latinsk kors. Han lavede en ny facaden, som blev stærkt kritiseret, fordi den skjulte kuplen for de besøgende på pladsen foran kirken. I 1626 - på den gamle kirkes 1.300 års fødselsdag - blev den nye Peterskirke indviet.
I midten af 1600-tallet lavede Bernini de fuldstændigt symmetriske kolonnader - i alt 284 - der skulle 'række armene ud til velkomst'. Hele vejen rundt på toppen af kolonnaderækken er opsat 140 helgenstatuer. Midt på pladsen er den stor obelisk. Denne blev mod Michelangelos råd flytter hertil fra Circus Neronis. Det var den gale kejser Caligula, som i år 39 bragte den til Rom fra Ægypten. Det tog 900 mand og 140 heste 4 måneder at flytte den 350 tons tunge obelisk. En historie fortæller, at pave Pius havde beordret fuldstændig tavshed under arbejdet. Overtrædelse ville medføre døden. Men da en genovesisk tømrer med forstand på tovværk kunne se, at rebene var ved at briste, råbte han uvilkårligt "hæld vand på". Efter et øjebliks lammende tavshed tilgav paven den formastelige og gav i belønning ham og hans efterkommere eneret på at levere palmegrene til Peterskirken på palmesøndag. En ret, som vistnok stadig tilkommer familien. I toppen af obelisken er placeret et jernkors, som skal indeholde en splint af Kristi kors.
Kuplen er ca. 135 meter høj og synlig fra hele byen. Man kan komme op i toppen enten ad trapper eller med en elevator. Udsigten over Rom og pavens haver er fantastisk. Kirken er ca. 200 meter lang - stadig en af de længste kirker i verden. I gulvet er nedfældet en lineal, hvor andre af verdens største kirker er afmærket. Inde i kirken er der 11 kapeller og 45 altre. Hertil kommer utallige kunstgenstande.
Før vi gik ind i kirken passerede vi den svejtsiske garde i deres 'prægtige' uniformer. Jeg er sikker på, at de hver dag øver sig i ikke at grine, når de ser sig selv i et spejl.
Der er 5 vældige indgangsdøre til Peterskirken. Porta Santa (den hellige dør) længst til højre åbnes kun hvert 25. år, når det er jubelår. Nytårsaften 1999/2000 så vi på TV paven med en lille hammer bryde døren ned. I øvrigt bar Rom under vores besøg stærkt præg af det kommende jubelår. Mange facader var tildækkede på grund af renovering. Det kunne være en stor oplevelse at komme til Rom i et jubelår. Til gengæld vil man næppe kunne komme frem eller tilbage på grund af de mange millioner katalikker, som valfarver til byen. Over indgangspartiet er 12 vældige statuer: Jesus, Johannes Døberen og 10 af Jesu disciple. Peter og Judas er ikke inviteret, men man kan jo også sige, at det er Peter, som er værten.
Det er umuligt at beskrive alle de kunstværker, der befinder sig inde i denne enorme kirke. I forhallen (portikus) befinder sig i den ene ende en stor statue af Konstantin den Store af Bernini, i den anden ende en tilsvarende statue af Karl den Store. Man får mest lyst til at lægge sig på gulvet og stirre måbende op i det vældige loftsrum. I kransen omkring kuplen er i vældige bogstaver i guld gengivet sætningen fra biblen, hvor Jesus overdrager himmeriges nøgler til St. Peter. De mange pavelige gravmonumenter er imponerende og repræsenterer mange forskellige stilarter. Størst indtryk gjorde måske Pietà, lavet i 1499 af Michelangelo i en alder af kun 25 år. Måske det mest bevægende kunstværk, vi har set. Det er svært at forstå, at en kunstner - oven i købet en mand? - på kun 25 år så følsomt kan fortolke en moders sorg over at have mistet sin søn. Værket er det eneste signerede fra Michelangelos hånd. Årsagen til, at netop dette værk er signeret, skulle være denne: En dag, da den unge Michelangelo var i kirken for at se sit værk opstillet, overhørte han en samtale mellem to ansete borgere, der talte om, hvem der kunne have lavet figuren, og en anden kunstner blev nævnt. Det ville Michelangelo ikke have siddende på sig. Så næste nat sneg han sig ind i kirken, og huggede den signatur, man i dag ser ned over Jomfru Maria's kjortel. Michelangelo lavede senere yderligere 2 udgaver af temaet Pietá, hvoraf den ene skulle have stået på hans egen grav. Begge værker befinder sig i Firenze - endnu en grund til at besøge denne spændende by. Efter at en galning i 1972 forsøgte at lave hærværk befinder det sig nu under skudsikkert glas.
Til højre foran én af kuplens 4 bærepiller troner en bronce statue af St. Peter, som knuger fast om himmerigs nøgler. Det er næppe det største kunstværk i kirken - men måske det populæreste. Hans højre fod er blankslidt - i virkeligheden mangler der næsten hele storetåen. Dette skyldes utallige berøringer og kys gennem mere end hundrede år. I 1857 gav pave Pius IX 50 dages syndsforladelse til alle, som kyssede foden efter skriftemål. Der er tvivl om kunstneren. Birgit mente ikke, at det gjaldt for protestanter - ikke at jeg har noget særligt på samvittigheden, men man ved aldrig, hvad man kan få brug for. Et stykke herfra står Berninis statue af St. Longinus. Det var den soldat, som stak Jesus i siden, mens han hang på korset. Det fortælles, at han senere omvendte sig til kristendommen.
En anden spændende ting er det pavelige højalter, som går tilbage til pave Clement VIII i 1592. Alteret, som i parentes bemærket er på højde med Rundetårn, skal befinde sig over St. Peters grav. Det anvendes kun af paven selv og kun ved særlige lejligheder. Over altret svæver en kolossal bronce baldakin, lavet af Bernini. Den bæres af 4 20 meter høje snoede spiraler med flotte detaljer. Baldakinen er efter sigende en tak fra pave Urban VIII, fordi hans niece overlevede en fødsel. I de 4 søjler har Bernini udført 9 kvindeansigter med stigende grad af smerte. Den 10. figur er et smilende barneansigt. Det er fødslens faser, som Bernini har forsøgt at gengive.
Lidt længere fremme i apsis så vi et skrin, som indeholder apostlen Peters stol - den stol, han skulle have siddet på, da han første gang prædikede for romerne. Ved en restaurering af stolen i 1970, viste det sig, at stolen er blevet repareret og i virkeligheden indeholder materiale fra 2 stole: én fra det 3. århundrede og én fra det 9. århundrede.
Under kirken så vi en udstilling af (en meget lille del af) Vatikanets skatte. De fleste befinder sig i de nærliggende museer. Udover talrige guld- og sølvgenstande samt mange kunstværker var også udstillet religiøse relikvier. Det mest interessante - se billedet - er St. Peters skelet. Tro det om du vil. Da vi havde forladt kirken, var en person så venlig at fortælle os, at de mange smukke portrætter, vi havde set, alle var mosaikker. Der findes ingen malerier i Peterskirken. Vi måtte gå ind endnu en gang for at blive overbevist. Det er selvfølgelig meget praktisk, da relieffer nok er mere holdbare en malerier på lærred. Så nu ved du det også.
Det er ikke mange steder i verden, at en enkelt kunstner har et helt museum til udstilling af sine kunstværker. Det fik den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, da han i 1838 vendte tilbage til Danmark efter mere end 40 år i Rom. Her var han sammen med Canova med til at skabe grundlaget for nyklassicismen. Ja, men hvad har det med Peterskirken at gøre? Jo, som vistnok den eneste udenlandske kunstner (og ikke engang katolik) fik Thorvaldsen lov til at udfærdige et gravmæle for en pave, nemlig pave Pius VII. Dette skal efter sigende have affødt en del jalousi hos hans italienske kolleger i Rom. Desværre fik jeg ikke taget et billede af monumentet (modtager gerne et foto), så i stedet må du nøjes med hans kristusfigur som indgår i hans hovedværk "Kristus og hans 12 disciple". Disse værker, som han udførte omkring 1820 under et besøg i København, blev efter hans død rejst i Københavns Domkirke. Værket er bl.a. kendt for ikke - som det var vanligt - at afbilde den lidende Kristus. Bertelsen lavde i 1819 den berømte svejtserløve, hugget ud af en klippe fra Luzerne. Som du måske husker, blev Thorvaldsen hentet hjem i en fregat, fik atelier og bolig på Charlottenborg og fik som sagt sit eget museum. Han døde under en forestilling på den kongelige teater og blev begravet i museets gård. Bedre død kan vel ingen ønske sig.
Et års tid efter, at Birgit og jeg havde været i Rom, modtog jeg en e-mail fra Gitte i Vallensbæk. Hun havde læst vores dagbog fra Rom og bemærket efterlysningen af et foto af Pius VII's gravmæle. Og hvad gør en interesseret læser, når man modtager en sådan opfordring? Hun og Preben pakkede kufferten og tog til Rom og tog en stribe billeder af monumentet. Ja, ja.. måske var det ikke helt sådan, det gik til. Men i hvert fald modtog jeg et par dage efter med post disse 2 billeder. Tusind tak til Gitte og Preben.
Gitte sendte også et par historier fra Rom, som jeg har inkluderet i vores rejsebeskrivelse, bl.a. denne. Under ét af sine besøg i sit elskede Rom, mødte H.C. Andersen også Thorvaldsen. Thorvaldsen var på det tidspunkt i gang med at lave pave Pius VII's gravmæle til Peterskirken. En dag, da han traf Andersen, sagde han til ham: "nu har jeg udødeliggjort dig i Rom". Hvad mente han nu med dette? Hvis du betragter Pius VII's gravmæle, kan du se det. Stil dig helt ovre i højre side og betragt pavens profil, og du ved nu hvorfor. Er det ikke, som om du ser en statue af H.C. Andersen? Jeg er helt enig med Gitte. Og jeg ved, hvad jeg taler om (for en gangs skyld). I den kommuneskole i Århus (N.J. Fjordsgade skole), som jeg frekventerede i sidste halvdel af 50'erne, var i forhallen en enorm statue af samme H.C. Andersen. Og under den obligatoriske afsyngning af morgensangen stod vi i flok og rad og betragtede samme Andersen.
Hvis du har været med os på Malta, kan du måske huske, at vi ved et busstop traf på et spændende menneske, som viste sig at have et stort kendskab til Malta og de personer, som i tidens løb har besøgt denne dejlige ø. Sven Sørensen, som manden hedder, har gjort sig den ulejlighed at udbygge min viden om især Thorvaldsen og H.C. Andersen. Jeg citerer fra hans seneste email til mig: "Min varmeste tak for at mine små kommentarer om dels Thorvaldsens, dels H. C. Andersens Malta-besøg nu er kommet med på jeres interessante side! - Må jeg have lov til at fortsætte med at udbrede mig om vore to berømte landsmænd? - Historien om, at kunstneren brugte HCA's træk, da han skabte Pave Pius VII's gravmæle i Peterskirken, kan af kronologiske grunde simpelthen ikke være rigtig: De to's bekendtskab stiftedes i 1833, da HCA for første gang kom til Rom, og pavemonumentet var allerede færdigt og på plads i 1831! Det skal naturligvis ikke nægtes, at der er en vis lighed: kunsthistorikeren Christian Elling (i sin 'Motiver', 1963, side 109) har faktisk bemærket, at HCA som ældre kom til at minde om en romersk prælat; han nævner som eksempel Pave Leo XIII. Formodentlig er det denne lighed, som er baggrund for den apokryfe anekdote. Venlige hilsner fra Sven Sørensen".
Tusind tak for dine oplysende korrektiver! Håber at møde dig engang på Malta over en drink eller endnu bedre til en middag. Jeg giver.
Efter besøget var vi selvfølgelig lidt skuffede over ikke at have set paven. Men på den anden side havde han jo heller ikke set os. Vi undrede os over de mange hundrede stole, som var sat frem i det øsende regnvejt. Måske havde paven haft for travlt til at stille dem ind? Nogle dage senere så vi i fjernsynet paven celebrere en messe på Peterspladsen - og nu var ale stole i brug. Desværre havde ingen fortalt os det, så det må vi have til gode.
Om aftenen spise vi på en etiopisk restaurant. Føden var ekstremt krydret - men velsmagende. Maden blev serveret på en bund af brød - nærmest som en pandekage. Du spiser med fingrene og pakker maden ind i brødet. (Mange år senere - i 2019 - var vi igen i Rom og spiste på den samme etiopiske restaurent.) Mens vi spiste, talte vi om, hvor vi skulle tage hen den næste dag. Da vi havde 'gode ben' blev vi enige om at udforske Trastevere på 'den anden side' af Tiberen, kom med, hvis du har lyst.
