Dag 4 - Castel Sant'Angelo, Navona, Trevi og Pantheon
Sol, sol, sol. Ingen undskyldning for at udsætte den planlagte ekspedition til 'den anden side' - også kaldt 'højre side' - af Tiberen. Vi startede med at tage metroen til første station på højre side. Så spadserede vi langs med Tiberen til Castel Sant'Angelo (Engelsborg).
Castel Sant'Angelo
Castel Sant'Angelo er oprindelig bygget som et kejserligt mausoleum for Hadrian og hans familie (117-138). Arbejdet blev påbegyndt i år 123, men blev først afsluttet i 139 - efter kejserens død. Forbilledet var Augustus' mauseleum, hvis forbillede igen vistnok var etruskisk. Det runde mauseleum er 64 meter i diameter. På toppen var en stridsvogn kørt af Hadrian selv - i skikkelse af solguden Apollon. Omkring denne kolossale figur var opstillet statuer fra Hadrians egen samling. Castel Sant'Angelo har over tiden tjent mange forskellige formål: først som gravmonumæle, så fæstning, beboelse, pavelig residens, fængselkasserne og endelig museum. I renaissance tiden blev der ofte henrettet mennesker på murene. Der er også mange beretninger om tortur på stedet.
Fra Castel Sant'Angelo kunne man via Ponte Sant'Angelo komme til Marsmarken (Campus Martius), som var træningsområde for soldaterne. Broen, som oprindelig hed Pons Aelius, blev bygget i 134 som et nyttigt tilbehør til mauseleet. 10 statuer, udført af elever af Bernini, står langs med broen. De midterste 3 buer er de oprindelige, mens yderfagene blev udskiftet i 1890'erne. En smuk bro, som næsten tåler sammenligning med Karlsbroen i Prag.
I 1277 blev Castel Sant'Angelo overtaget af Nicholas II, som forbandt det til Vatikanet via en korridor (flugtrute), som løber på toppen af den mur, som omgiver Vatikanet. Slotter forblev nu under kontrol af de skiftende paver, som brugte det som fæstning, men også som fængsel og torturkammer. Navnet var oprindeligt Hadrianeum, men det skiftede til det nuværende navn i 590. Under en procession gennem Rom standsede paven for at bede en bøm om at standse pesten. Paven så da en engel stikke sit sværd i skedet. Det fortolkede den gode pave som et tegn på, at pesten var ovre, hvorefter han anbragte en bronceengel på toppen og ændrede stedets navn. Denne engel blev i middelalderen udskiftet med en marmorfigur. Men nu er det igen bronce englen som troner over fæstningen.
Slottet er opdelt i 5 etager:
1. etage, hvorfra starter den vældige snoede rampe, mere end 120 meter lang.
2. etage, hvor fængslet ligger med de forfærdelige fangeceller, og hver der er lagerrum for hvede og olie. Her ses ovenfor beskrevne marmorengel, ligesom der er masser af stabler af kanonkugler.
3. etage, den militære etage med 2 store gårdspladser. Her kan beses flere våbensamlinger.
4. etage, den pavelige etage, men Julius II's loggia, hovedparten af den pavelige beboelse. Smukke rum med kalkmalerier, udført af elever fra Raphaels akole. skattekammeret. Desuden ligger Cagliostros fangecelle her - han var en berømt alkymist fra det 18. århundrede. Rundt om hele bygningen løber et smukt galleri, hvor vi fik en kop kaffe (espresso selvfølgelig). Her ligger også det pragtfulde bibliotek. Ved siden af lå et hemmeligt skatkammer, men værdierne er forlængst bragt i sikkerhed i Vatikanet.
5. etage, med en stor tagterasse, domineret af ærkeenglen Mikael med et sværd. Herfra er den mest fantastiske udsigt over byen.
Fra tagterrassen på Castel Sant'Angelo er en utrolig udsigt over Den evige Stad. Det var forresten herfra, at heltinden Tosca (i 3. akt af Puccinis opera) kaster sig i døden i Tiberens mudrede vande. I det fjerne ses Campidoglio, Vittorio Emanuele II's monument, Pantheon (som vi besøger på vejen hjem) og en stor del af de attraktioner, som vi vil besøge de følgende dage. Der er heldigvis stadig meget, vi endnu ikke har set. Efter at havs set os mætte steg vi ned igen og begav os til fods til Piazza Navona.
Piazza Navona
Piazza Navona (Circo Agonale) ligger på det sted, hvor tidligere lå Domitians stadion (år 86), som kunne rumme 30.000 tilskuere til de populære forlystelser, især hestevæddeløb. Dette forklarer pladsens form. Den er ikke helt nem at finde, da pladsen er omsluttet af høje beboelsesejendomme. Disse er bygget på de antikke fundamenter, hvilket selvfølgelig forklarer, hvorfor pladsen har beholdt sin form. Pladsen kaldes ofte for Roms hjerte eller Roms dagligstue, og den indbyder til at sætte sig ned, få en kop kaffe eller en øl og så bare betragte folkelivet. En dejlig gevinst er, at der ikke er larmende og forurenende biler i nærheden. På pladsen er der ofte optrædende kunstnere, fx musikanter og kunstmalere. Sjovt at tænke på, at her har H.C. Andersen, Goethe, Wagner og tusindvis af store kulturpersonligheder siddet som vi. På pladsen ligger hele 3 springvand.
Det midterste springvand - De 4 floder - tilskrives almindeligvis Bernini (1648-51), men størsteparten af skulpturerne er lavet af hans elever. Springvandet er udført på bestilling af pave Innocent X. Fra dets centrum, som har form af en rustik klippe, springer vandet. For neden optræder en hest, et palmetræ, og en løve. Springvandet afsluttes med en obelisk i toppen. De 4 figurer symboliserer paradisets floder (måske snarere de floder, som var kendt på den tid): Nilen, Ganges, Donau og River Plata. Nilen er eksempelvis afbildet som en person med tildækket hoved, formentlig for at vise, at man på det tidspunkt endnu ikke kendte Nilens kilder - i hvert fald ikke i Europa. Jeg har læst, at Bernini selv skulle have lavet hesten, som repræsenterer Donau (eller rettere verdensdelen Europa). Traditionen vil vide, at der var en kappestrid mellem Bernini og Borromini - det 17. århundredes største kunstnere - om at få den pavelige bestilling på springvandet. Innocent X gav først arbejdet til Borromini, men Bernini bestak pavens søster, så han fik opgaven. Søsteren skulle have modtaget en sølvkopi af arbejdet. Der findes et utal af romerske sladderhistorier om det dårlige forhold mellem de 2 kunstnere. Bl.a. skal de have haft en fælles elskerinde - Constance Buonarelli, hvilket nok kan give visse problemer. Fx havde Borromini fået at vide, at som følge af en teknisk fejl ville Berninis springvand ikke virke, hvilket glædede ham meget. Men på premieredagen sprang springvandet lystigt, og den stakkels Constance måtte indrømme overfor den rasende Borromini, at hun havde sladret til Bernini. Borromini, som havde et ustyrligt temperament, endte med at begå selvmord på grund af forskellige krænkelser, der var overgået ham som kunstner.
I middelalderen blev der bygget et antal "mostre" (betyder vistnok "udstilling") i forbindelse med de gamle romerske akvadukter, som stadig den dag i dag fører vand ind til byen. Samtidig fik bygherren - ofte paven - sat sig selv et glorværdigt minde. Trevi fontænen er et eksempel på en sådan "mostre". Vandet blev ofte ført over meget lange afstande. Fx er "Aqua Claudia" akvadukten 69 kilometer lang - påbegyndt under Nero og afsluttet under Claudius. En stor del af akvadukten går under jorden. Byen Rom brugte adskillige millioner liter vand om dagen, så det var en betingelse, at akvadukterne blev renset og vedligeholdt. Den såkaldte "curator aquarum" stod for dette arbejde. Herudover måtte han forhindre både sabotage og tyveri af vand. Han stod også i spidsen for driften af byens kloakker. Den største af disse var "Cloaca Massima" med sine 600 meter. Udløbet er visse steder 4½ meter højt, og dele af den er stadig i brug. Kloakken blev konstrueret under etruskertiden og er efterfølgende repareret af bl. kejser Agrippa. Pantheon er bygget af cement. Grundplanen er et cirkel med en diameter på 43 meter. I den enorme kuppel er en åbning på næsten 9 meter. Kuplens nederste kant hviler på murværk, som er 7 meter bred. Herfra snævres kuplen ind, indtil den i toppen er ca. 1 meter tyk. Indtil 1960 var det den største 'fritsvævende' kuppel i verden. I virkeligheden skulle der gå ca. 1.500 år, inden dristige arkitekter i Firenze og Siena forsøgte sig med tilsvarende kupler. En stor hyldest til antikkens romerske arkitekter og ingeniører. Da Bramante designede Peterskirken, ville han lave sin kuppel som en eksakt kopi af Pantheon. Gulvet, som skråner lidt udad mod en rende, som skal opfange evt. regnvand, er lavet i smukt marmor. I år 608 blev Pantheon konverteret til en kristen kirke, viet til Jomfru Maria og alle kristne martyrer. Det var det første tempel i Rom, som fik denne skæbne. Mange knogler fra martyrer blev overført til Pantheon fra katakomberne. Man har også forsøgt at lave et mere verdsligt Pantheon, hvor nationens store sønner og døtre skulle begraves. Det har ikke rigtigt slået an, men Raphael, kong Vittorio Emanuele I og kong Umberto I ligger i sidekapellerne. Som et lille plaster på såret er Umbertos gravmæle delvist udført af bronce, som blev til overs fra baldakinen i Peterskirken. Det var også meningen, at Michelangelo skulle begraves i Pantheon. Imidlertid brød harmfulde borgere fra hans hjemby Firenze ind i kirken om natten og bortførte liget. Michelangelos grav kan ses i Firenze, så historien kan således godt være sand.
Birgit og jeg fandt Pantheon i Rom mere imponerende end dens søsterkirke i Paris. Enkel, streng, ophøjet, sublim - helligdom for alle helgener og alle guder fra Jupiter til Jesus - skånet og velsignet af tiden; udstrålende ro; mens triumfbuer, imperier, alt omkring dig, falder og segner - og mennesket strider sig vej gennem torne til sin grav - glorværdige kuppel. Skulle du ikke leve evigt? Om aftenen spiste vi på en koreansk restaurant. Maden var udmærket, men vinen dyr i forhold til kvaliteten. Vi var de eneste ikke-koreanske gæster i restauranten. Mens vi nød vores mad, ankom 2 koreanske selskaber. Begge afsluttede deres middag på mindre end 15 minutter hver. Vi tror, at det var mandskabet fra et koreansk skib?
Udfor De 4 floder ligger den smukke barok kirke af Borromini Sant'Agnese in Agone det sted, hvor jomfru Agnes led martyrdøden. Den hellige Agnes blev efter sin martyrdød skytshelgen for unge piger og jomfruer, for forlovede par, for kyskhed og for råd om en god ægtemand. Hun var af en rig familie, men besluttede på et tidligt tidspunkt, at hun ville vi sit liv til Jesus. Hun var usævanlig smuk, og bypræfektens søn friede til hende, men hun afviste ham med, at hun allerede havde en brudgom i Kristus. Den forsmåede bejler anmeldte hende, og som straf blev hun anbragt på et bordel. Men Gud lod på mirakuløs vis hendes hår vokse ud, så det dækkede hele kroppen, selv når hun var nøgen. Da hun blev kastet på bålet, kune ilden ikke skade hende. Hun blev torteret med glødende jern - uden virkning. Til sidst måtte bødlerne skære halsen over på hende (en 'almindelig' romersk henrettelsesmåde). 8 dage senere åbenbarede hun sig for de troende omgivet af hvidklædte jomfruer og med et hvidt lam ved sin side (agnus betyder lam på latin).
Trevi fontænen
På den lange spadseretur tilbage til Hotel Kennedy ville vi se Trevi fontænen - Fontane di Trevi. Fontænen, som er bygget af arkitekt Salvi (1735) under pave Clement XII, udgør forsiden af Palazzo Poli. Kilden til det enorme bassin er "Acqua Vergine" - navngivet efter en en ung pige (virgo), som viste de romerske soldater, hvor vandet sprang. Øverst til venstre er der et relief, som viser kejser Agrippa godkende byggeplanerne. Øverst til højre er fortalt historien om den unge pige. Ellers er den centrale figur i fontænen havets gud Neptun, ridende på konkylier forspændt heste. Den ene hest er rolig, den anden ophidset - som et symbol på havets skiftende stemninger. Og kaskader af vand fosser ned. Meget barokt - i mindst 2 betydninger. Da vi ankom, var der hundreder af turister - mest japanere. Birgit kastede som foreskrevet af vores svigerdatter Janet en mønt (med højre hånd over venstre skulder og med ryggen mod fontænen) for at sikre, at hun (vi?) ville vende tilbage. Jeg må sige, at indtil nu har det ikke virket. Mønterne fjernes en gang om ugen og bliver efter sigende anvendt til godgørende formål. Vi sad et stykke tid og nød sceneriet.
En andet ritual siger, at hvis 2 elskende drikker vand fra fontænen af det samme glas, og herefter smadrer glasset mod klipperne, så vil de med sikkerhed mødes igen. Denne smukke gamle skik kan ikke anbefales i dag: dels anvendes recirkuleret vand (skiftes formentlig kun et par gange om året), dels vil der hurtigt dukke en politibetjent op, hvis man begynder at smadre glas. Skulle du have en uimodståelig lyst til at smage på vandet, som ledes til byen af én af Roms gamle akvadukter, så sidder der en vandhane til højre for springvandet. Mine tanker gik tilbage til midten af 50'erne. Til Fellini's film La Dolce Vita, hvor en svensk skuespillerinde (?) Anita Ekberg badede nøgen i Fontane di Trevi. Jeg tænkte også på yndige Audrey Hepburn og mandige Gregory Peck i "A Roman Holiday" (på dansk "Prinsessen holder fridag"), som aflagde besøg ved fontænen. Men jeg blev brat revet ud af mine drømme af Birgit, som ville videre.
Pantheon
Næste stop på turen var ved Pantheon. Nogle år tidligere havde vi besøgt Pantheon i Paris og var nu spændt på at sammenligne kopien og originalen. Pantheon er uden tvivl det bedst bevarede monument fra det antikke Rom. Det er viet til "alle guder" (Pan - theos). Romerne var et praktisk folk, og med et tempel med en sådan adresse ville de være sikre på, at ingen gud ville føle sig glemt. Templet blev bygget af konsul Agrippa - svigersøn af kejser Augustus - i år 27. før Kristus. Det var et minde om sejren ved Actium over Antoni og Cleopatra (du husker sikkert alle familiespektaklerne efter Julius Cæcars død? Over templet står inskriptionen "Marcus Agrippa, søn af Lucius og konsul for tredie gang, byggede det". Allerede omkring år 128 efter Kristus måtte det delvist genopføres. Dette skete under kejser Hadrian, som personligt skulle have udfærdiget tegninger, hvilket han ofte gjorde til sine bygninger. Med klædelig - og vanlig - beskedenhed bibeholdt han overskriften, men Hadrians segl ses flere steder.
Oprindelig var den smukke kuppel beklædt med bronce. Bernini - af alle mennesker - overtalte paven til at lade ham få broncen til bygning af Peterskirken. Det siges, at der oven i købet var bronce nok til at støbe 60 kanoner. Et afskyeligt hærværk. Bernini lave af broncen også et par mindre spir på Hadrians kuppel. Folkeviddet døbte dem Berninis æselører. Æselørene blev fjernet i 1883.
lord Byron
