I dag skal vi til Vatikan Muséet. Vi tog metroen til San Pietro stationen. Herefter stod vi i kø i mere end 1 time for at komme ind på muséet. Heldigt at vi ikke var kommet på den populære del af året! Men det skal efter sigende være en god idé at komme ca. ½ time, før der åbnes. Da det var en mandag, var muséet kun åbent fra 9-13, så vi besluttede at lade os 'nøje med' Det sixtinske Kapel. Men dette kapel er ikke bare et kapel, men uden tvivl ét af de største kunstmuséer i verden. Kapellet er opført fra 1475-80 under pave Sixtus IV (heraf navnet). Vi var - ligesom tilsyneladende alle andre - mest interesseret i at se det kapel, hvor Michelangelo har udsmykket loftet og bagvægen. Men undervejs var der utroligt mange smukke ting at se. Her finder man en af verdens største samlinger af klassisk og renæssancekunst.
I hall'en så vi en helt vidunderlig og særlig trappe (designet af Giuseppe Momo i 1932). I virkeligheden var der tale om 2 trapper, som snoede sig ind i hinanden. Nej, jeg kan ikke forklare det bedre, men tag selv ned og se det. Vi fulgte strømmen - og skiltene - til Det sixtinske Kapel. Undervejs havde vi dog tid til at nyde en smuk samling af moderne kunst - ikke hvad vi havde forventet at finder her. Vi tog os også tid til at nyde "Rafaels stanzer". Da pave Julius II i 1503 flyttede ind i Vatikanet, ville han ikke overtage sin forgængers beboelse, men bad en lovende kunstner dekorere 4 mindre værelser ("stanzer"). Kunstneren var Rafael - eller Raffaello Sanzio. Og Rafael præsterede et af renæssancekunstens mesterværker og et klenodie i Vatikanets museum. Desværre blev ved samme lejlighed ødelagt værker af bl.a. Piero delle Francesca. Efter at have spadseret i timevis (sådan føltes det) med nakken tilbagelænet, gik det op for, at vi måtte have passeret kapellet. Så vi besluttede at gå mod strømmen. En beslutning, som ikke vakte bifald hos de mange vagter. Men sommetider må man jo lide for kunsten. Da vi var nået tilbage til vores udgangspunkt, blev vi klar over, at vi havde givet op for hurtigt, så endnu en gang måtte vi vandre i de lange gallerier. Endelig blev vores anstrengelser belønnet, og vi nåede det forjættede land - Det sixtinske kapel.
I enhver anden sammenhæng ville disse malerier og mosaikker blive betragtes som enestående kunstværker; hvad de for så vidt jo også er, fremstillet af kunstnere som Botticelli, Pinturricchio og di Cosimo. Men al vor opmærksomhed drages mod loftet. I de første 20 år efter at væggene var færdige, var det blåmalede kassetteloft dekoreret med sølv og guldstjerner. Så bad pave Julius II Michelangelo om at udsætte det projekt, han var i gang med, og i stedet dekorere loftet i Det sixtinske Kape. Som tidligere nævnt blev dette projekt, som bl.a. indbefattede Moses statuen, vi så i går, aldrig færdigt. Michelangelo fyrede alle assistenterne og nægtede at tage mod råd fra paven eller andre. I 4 år arbejdede han med loftsudsmykningen, det meste af tiden liggende udstrakt på et stillads. Og i 1512 var loftet færdigt. Loftet er for nylig blevet restaureret, så man igen kan se de strålende farver, der er brugt. (Der er dog delte meninger om dette arbejde, som blev finansieret af et japansk TV-selskab. Mange finder det for koloristisk, og at de mange års patina efterhånden var blevet en del af kunstværket). Michelangelos syn blev delvist ødelagt undervejs af stearin fra det lys, han placerede på sin pande, mens han arbejdede. Motivet er skabelsesberetningen og menneskets historie indtil Jesu fødsel.930 m2 med mere end 300 figurer. En utrolig indsats af en mand, som ikke engang anså sig selv for maler.
Skabelsen af Adam er det mest berømte motiv. I denne scene er Gud en kraftfuld, dynamisk skikkelse, som udstrækker sin højre arm for at indgyde en menneskelig sjæl i Adam. Det grundlæggende tema for hele udsmykningen af kapellet er idéen om frelse.
Det sixtinske Kapel blev bygget melem 1473 og 1481. Det var tænkt som et privat ceremonisted for paven. I tidens løb er det også blevet anvendt i forbindelse med conclaver, dvs. kardinalmøder for valg af en ny pave.
Michelangelo vendte tilbage til kapellet fra 1534-41 for at male Dommedag. 2 vinduer blev fjernet og en tidlig fresko måtte ødelægges for at give Michelangelo en passende væg til hans værk. Michelangelo fik væggen til at hælde en lille smule indad for at forhindre støv i at sætte sig fast (måske skulle vi prøve det i vores lille parcelhus?). Endnu engang afslog han al hjælp til arbejdet, som menes at være hans manddomsperiodes største værk. For at være ærlig (og hvorfor ikke? Som Kumbel siger på fynsk: "En smule dy' skal ingen sky"), så var vi mere imponeret af Dommedags billedet end af loftet. Dommedag vakte imidlertid skandale ved sin fremkomst. Ikke alene havde Michelangelo malet Jesus skægløs. Men til overflod havde han placeret næsten 400 nøgne skikkelser i maleriet. (Jeg har egentlig aldrig spekuleret på, om jeg må have tøj på i helvede). Den ivrigste kritiker - pavens sekretær - har Michelangelo malet med æselører nede i helvedes højre hjørne. Ikke så snart var Michelangelo død (1564), før pave Pius V fik malet vinblade og lændeklæder over de mest stødende partier. Disse gevandter er dog efterfølgende søgt fjernet - men træder tydeligt igennem mange steder.
En pragtfuld oplevelse. Vi kunne godt have brugt et par timer mere. Men vi var enige om, at det er ikke et sted, man tager hen for at meditere.
Om aftenen spadserede vi til Trastevere. På vores vej kom vi forbi en pyramide - ikke så stor som dem, vi så under vores sølvbryllupsrejse til Cairo. Men alligevel imponerende. Pyramiden er bygget år 12 før Kristus som et gravmæle for en vis Caius Cestius, som havde været en ikke særlig fremtrædende prætor og tribun. Måske kom pyramider på mode på den tid, hvor Rom netop havde erobret Ægypten. I hvert fald har der været en del pyramide gravmæler, hvoraf mange blev nedlagt, da man byggede den aurelianske mur. Cestius-pyramiden blev i stedet indkorporet i denne enorme forsvarsmur, som omkransede (omkranser) Rom. Det meste af marmorbelægningen er intakt. Graven er almindeligvis lukket, og åbnes vistnok en gang hvert 5. år. Hvis du synes, at der er for langt at spadsere, så kan du tage metroen linie B til station Piramide.
Vi kiggede ind på 3 restauranter, som Birgit havde læst om i en bog (nogle kvinder bruger mere tid på at læse om mad, end de bruger til at lave mad til deres mænd). Desværre traf vi et forkert valg. Vi fik "den bedste pizza i byen", men blev terroriseret af 4 børn. 2 gæster foretrak at fortrække, men vi holdt ud. På vores spadseretur tilbage så vi Forum Romanum, Forum Imperiali og Colosseum illumineret. Sikken et syn!
På vores værelse så vi i fjernsynet paven give messe på Peterspladsen. Hvis vi havde vist det, ville vi have været med. Måske næste gang.
Måske kunne du tænke dig at komme med os til Pompei, én af de byer, som blev ødelagt i år 79. Vi har set frem til dette besøg, siden vi lærte om det i skolen. OK, bare klik her.
