Arrivederci Roma

Dag 9 - San Giovanni in Laterano, Terme di Caracalla, Sandhedens mund etc.
I dag - den sidste dag i Rom - skulle vi forsøge at nå alle de ting, som vi ville se, og som vi endnu ikke havde nået. Så følg os på endnu en hæsblæsende tur rundt i Rom.

 

Scala Santa - den hellige trappe
Vi begyndte dagen med at spadsere til San Giovanni in Laterano. Vi gik først ind i en lille kirke, som - skønt den ligger på den anden side af gaden - er en del af det oprindelige kompleks omkring San Giovanni. 5 trapper fører op til kirkerummet. Den i midten kaldes 'den hellige trappe' - Scala Santa. 28 af trinene er importeret fra Pontius Pilatus' palads i Jerusalem af kejser Konstantin den stores moder. Trinene er af marmor, men er nu dækket af træ. Hvis legenden taler sandt, har Jesus gået ad disse trapper til og fra sin domfældelse. Vi så mange mennesker, som i bøn klatrede op ad disse trapper på deres knæ. Det siges, at for hvert 7 trin opnås 9 års syndsforladelse. Da én af 'pilgrimmene' nåede toppen, begyndte han med høj stemme at synge en salme. Meget rørende. For enden af disse trapper ligger pavens private kapel (siden 1278). Luther skal have påbegyndt opstigning af den hellige trappe i 1510. Halvejs oppe hørte han en stemme sige: De retfærdige skal leve i troen - ikke gennem pilgrimsfærd, ikke gennem bod". Luther skal straks have rejst sig op og afbrudt sit forehavende. Endnu én af de utallige myter og legender, som Rom er så rig på.

Denne marmormaske kaldes Bocca della Verita, dvs. Sandhedens mund. Det er oprindelig et romersk brønddæksel, formet som et tritonansigt. Det forlyder, at hvis man stak hånden ind i munden og talte usand, ville kæberne lukke sig om hånden, så man ikke kunne trække den tilbage. Nyttigt hvis man fx vil afprøve sin elskedes troskab. (Vi fandt dog ingen grund til at afprøve den slags hedensk overtro). Masken hænger på endevæggen i atrium til den smukke kirke Santa Maria in Cosmedin, som er bygget i det 6. århundrede på Roms daværende fødevaremarked.


San Giovanni in Laterano
Så gik vi ind i San Giovanni, som faktisk er Roms domkirke (ja, vi troede også, at det var Peterskirken). Efter sejren over Maxentius i år 312 og Milanoediktet i 313, som erklærede kristendommen for den officielle religion i kejserriget, 'donerede' Konstantin denne basilika til den afrikanske pave Melchiades (311-314). Herudover donerede Konstantin den tilstødende bygning, som blev pavernes officielle residens, indtil de vendte tilbage fra Avignon i 1377. Herefter har paverne haft domicil i Vatikanet. San Giovanni in Laterano opfattes stadig som 'moder og hoved for alle kirker i byen og i hele verden' - indskriften på kirkens facade. Den oprindelige kirke blev delvist ødelagt af vandalerne. Efterfølgeren blev ødelagt af jordskælv i det 8. århundrede. Den 3. kirke gik til ved flere brande. En omskiftelig tilværelse. Den imponerende facade, som er modelleret efter Peterskirken, er designet af Alessandro Galilei i 1734-36 og består af et 2-etages portico, ovenpå hvilken er placeret kæmpe statuer af Jesus, Johannes Døberen, evangelisten Johannes og Jesu disciple. Paven, som faktisk er biskop i San Giovanni - giver sin velsignelse fra den centrale loggia på skærtorsdage. Hovedportalens broncedøre under portico er taget fra senatet (Curia) i Roman Forum. Som adskillige andre kirker i Rom har San Giovani en særlig dør, som kun bruges hvert 25 år - i det såkaldte hellige år (år 2000, 2025 osv.


Med en længde på mere end 100 meter og med 2 sideskibe på hver side af midterskibet har San Giovanni bevares sine proportioner fra det 4. århundrede. Kirkens farver er meget afdæmpede i hvide og grå skalaer. Under altret, som alene må betjenes af paven selv, er resterne af det bord, som Peter og de første paver brugte som alter. Tabernaklet over højaltret indeholder Peters' og Paulus' kranier. Nedenfor altret står en sarkofag, som folk smider mønter på. Vi kender ikke det direkte formål hermed, udover at det er en gammel skik. I kirken findes en status af pave Sylvester II. Denne statue har den egenskab, at den begynder at svede, når en pave skal dø. Samtidig høres knogleraslen fra den nærliggende sarkofag. I San Giovanni stod de romerske biskoppers trone - cathedra, som har givet navn til en katedral. Denne trone står i dag dog i apsis i Peterskirken. Vi overværede en messe og blev overraskede over at høre menigheden synge lige så smukt som et professionelt kor. En utrolig stor og smuk kirke.


I umiddelbar nærhed af San Giovanni findes 2 seværdigheder, som næsten er lige så interessante som den imponerende domkirke. Bapteristeriet er formentlig kristendommens ældste dåbskapel, bygget i en karakteristisk 8-kantet form. Det er den eneste bevarede del af den første kirke og opført over badene til Konstantins hustru, Faustinas palads. Den oprindelig dåb fordrede, at hele kropen kom under vand. Det var derfor praktisk at have dåbskapellen adskilt fra delve kirken. Til venstre for kirken findes et elegant kloster fra det 13. århundrede, et mesterværk af Jacapo og Pietro Vassalletto (c. 1220-36). Der er mange eksempler på såkaldt "cosmatisk" marmorarbejde, hvor hvidt marmor er indlagt med møsntre af farvet marmor. De mange søjler, alle forskellige. nogle er lige og andre drejede, er udsmykket med mosaikker og har forskellige kapitæler. Mange fragmenter fra den konstantinske basilica ses i de omgivende klostermure.


Caracallas termer
Vi fortsatte til fods til Caracallas termer, som er de mest luksuriøse i antikkens Rom - men mindre end Diocletians termer. Der var plads til mere end 3.000 besøgende ad gangen! Udover badene, som havde samme funktion som beskrevet på vores tur til Pompei, var der haver, biblioteker, sportsfaciliteter og teatre. En stor del af disse vældige bygninger er anvendt som byggematerialer andetsteds i Rom. En del af bygningerne er blevet restaureret. Bl.a. er der indrettet en opera scene, hvor der hver sommer er opførelse af Aida - ofte i en helt overvældende opsætning. "De 3 tenorer" har også givet en af deres berømte koncerter i disse historiske omgivelser. Måske husker du den smukke Septimus Severus triumfbue på Forum Romanum? Den blev bygget sin en hyldest til denne kejser og hans sønners, Caracalla og Getas bedrifter. Efter at Caracalla havde slået sin broder ihjel - det var han jo nødt til for at få enemagten - blev broderen erklæret damnatio memoria ("forbandet fra erindringen") og alle hentydninger til broderens eksistens blev fjernet. Bl.a. fra ovennævnte triumfbue. (Lyder helt gammelkommunistisk?). Det var denne "kønne" broder, som har lagt navn til disse fantastiske termer.


Via Appia Antica
Caracallas termer Ikke langt fra Caracallas termer går den vel bedst kendte af de romerske veje, ofte kaldet Vejenes dronning. Via Appia menes påbegyndt år 312 før vores tidsregning. Den var den første store vej i et utroligt netværk, som forbandt Rom med alle dets besiddelser og indflydelsesområder ("Alle vejer fører til Rom). Disse veje var oprindelig alene tænkt for de romerske legioner, men også købmænd (krigens uundgåelige følgesvende) og andre rejsende fik gavn af dem. Den har sit navn efter censor Appius Claudius, som lod påbegynde den første strækning til Capua og Neapel. I 190 BC blev vejen forlænget til havnebyen Brindisi. Det var almindeligt at dødsdømte slaver blev korsfæstet ved Via Appia. Et af de sorteste øjeblikke var korsfæstelserne efter slaveoprøret (71 B.C.). Gladiatoren Spartacus igangsatte oprøret sammen med 70 andre gladiatorer fra en gladiatorskole. Oprørerne søgte tilflugt på Vesuv, hvor efterhånden mange sluttede sig til dem. Efterhånden voksede de til en hær på næsten 90.000 mand og indtog det meste af Syditalien. Spartacus ønskede af føre slaverne nordpå over Alperne for at de kunne komme tilbage til deres hjemland, men størsteparten ønskede ikke at forlade Italien. Oprøret sluttede med en knusende nederlag til Crassus. Ca. 6.000 slaver blev korsfæstet på begge sider af Via Appia fra Rom til Capua, en strækning på 212 km. Hvis beretningen taler sandt, har afstanden mellem korsene været ca. 70 meter. Og kun 35 meter, hvis korsene på de 2 sider af vejen har været kun 35 meter. (Det må have været et makabert syn, som jeg heldigvis kun har set i filmen, hvor en ung Kirk Douglas spillede Spartacus. I filmen ser vi Spartacus blive korsfæstet, mens hans hustru og søn overværer det. I virkeligheden døde han på slagmarken).

Domini Quo Vadis Betydningsfulde romere blev begravet her, da det jo ikke var tilladt at begrave de døde indenfor bymuren. Tidlige kristne gravede her katakomber for deres døde. Mange kendte personer ligger begravet langs denne vej, bl.a. den store filosof Seneca, Neros huslærer, som blev tvunget til at begå selvmord. En skæbne i øvrigt som også Nero led. Pave Urban (222-230) har også sit gravmæle her. Her ligger kirken Domini Quo Vadis. Opført på det sted, hvor Peter på flugt fra Rom mødte Jesus og spurgte ham: Domini quo vadis? (Herre, hvor går du hen?). Jesus skal have svaret: "Til Rom for at blive korsfæstet for anden gang", hvorefter Peter skamfuldt vendte tilbage til Rom for at møde sin skæbne. I dag er der ikke meget bevaret af den oprindelige belægning.


Circus Maximus
Circus Maximus Næste stop var Circo Massimo (Circus Maximus), bygget i år 326 før vor tidsregning. Vi havde glædet os til at se den kæmpestore arena (hvor den klassiske væddeløbsscene fra filmen Ben Hur udspillede sig). Circus ligger på en flad strækning melem Palatinerhøjen og Aventinerhøjen. Men der var ikke meget tilbage at se. Pladsen er oprindelig bygget til hestevæddeløb, de gamle romeres yndlingssport. Mere end 300.000 tilskuere kunne overvære løbene. En obelisk, som stod midt på babeb, symboliserede solen, mens de 12 pladser, hvorfra vognene startede, repræsenterede stjernetegnene. Hvert løb varede 7 omgange - én for hver kendt planet. Senere i historien blev pladsen anvendt til offentlige henrettelser. Man kan stadig se nogle få rester af bygningerne, men det meste materiale er anvendt til andre byggeformål. Eksempelvis er den store obelisk på Peterspladsen flyttet dertil fra Circus Maximus. Idag er arenaen udlagt som offentlig park og benyttes af ungdommen til væddeløb på cykler og knallerter til fare for deres omgivelser. Men det er vel også, hvad den er bygget til?


Teatro Marcello
Teatro Marcello er sandsynligvis én af de bedst kendte bygninger i Rom. Ligner nærmest en miniature af Colosseum, men er ældre end dette. Den er bygget under Julius Cæcar og havde plads til mere end 20.000 tilskuere. Men teatret kunne i længden ikke konkurrere med de blodige begivenheder, som udspilledes i arenaerne i Colosseum og andre steder, så det blev lukket i år 235. En tid forsøgte man at leve op til publikums krav. Hvis der i en forestilling indgik et mord, så rekvirerede man fra det nærmeste fængsel en dødsdømt, som så blev henrettet på scenen. Romernes smag for dramatisk kunst var af en anden karat end grækernes. Materiale fra Teatro Marcello blev anvendt til at reparere broerne over Tiberen. I 1932 ryddede Mussolinis arkæologer de fleste af de middelalderlige bygninger, som var skudt op tæt på teatret, således at man i dag har frit udsyn til fundamentet.


 

Santa Maria in Trastevere
Santa Maria in Trastevere Vi fortsatte til Santa Maria in Trastevere, som ligger på Piazza di Santa Maria i Trastevere, bydelens smukkeste og livligste plads. En del scener fra Fellinis Roma er optaget på denne plads. Kirken er formentlig den ældste i Rom, og det menes, at der var her, at de kristne først fik lov til at dyrke deres religion. I hvert fald den ældste kirke, som er viet til Jomfru Maria, bygget i år 222. Det siges, at kirken er bygget på det sted, hvor der sprang en kilde med olivenolie, da Jesus blev født. Kilden udmundede i Tiberen. Billedet at "Guds nåde gyder olie på vandet" anvendes. Især kirkens mosaikker er bemærkelsesværdige. Loftet viser "Jomfru Maria kroning til himlens dronning". Katolikkerne mener (tror), at Jomfru Maria efter sin død blev ført til himmels, hvor hun blev guddommeliggjort og udnævnt til himlens dronning. Endvidere er de rød/grønne marmorgulve utroligt smukke. De 22 flotte søjler stammer fra Caracallas termer.


San Pietro in Montorio
Bramantes tempel San Pietro in Montorio, som er bygget i det 9. århundrede, hævdes at ligge på det sted, hvor Peter blev korsfæstet. Ganske vist er Peter begravet i Vatikan området, men derfor kan han selvfølgelig godt have lidt martyrdøden på dette sted. Kirken har navn efter sin placering på Gianicolohøjen, tidligere kaldtet Monte d'Oro - Guldhøjen. Genopbygningen af kirken i slutningen af det 15. århundrede, blev sponsereret af Ferdinand og Isabella af Spanien. Parret sponserede også Columbus' rejse til Amerika/Indien, vistnok i tilfredshed med, at de var blevet herrer i eget hus og havde fået smidt maurerne på porten. For nogle år siden så vi på Tenerife det sted, hvorfra Columbus sejlede ud. I kapellet er der nogle smukke fresker. Beatrice Cenci, som har inspireret digtere som Stendhal, Dumas og Shelley, ligger begravet ved altret. Beatrice enci, hendes moder og hendes 2 brødre blev arresteret for at have slået faderen ihjel. Selv om det kom frem, at faderen havde øvet incest overfor datteren, blev hun dødsdømt af paven og halshugget udenfor Castel San'Angelo i 1599. Shelley har brugt denne historie i stykket "The Cenci", som pga. sit tema var forbudt i London indtil 1860.

Men egentlig er kirken mest kendt for det lille (og vi mener lille - plads til max. 10 personer) tempel, som blev bygget af Bramante i gården, hvor Peter menes korsfæstet. Herefter spadserede vi tilbage til Hotel Kennedy.


 

Stand Up Comedian?
På denne sidste (seneste! )aften i Rom vi en kylling fra en nætliggende grill bar. Ja, jeg ved godt, at det ikke er nogen værdig afslutning på en forrygende ferie, men vi var for udmattede til andet. Udenfor benævnte grill bar stod en mand. Han stod der, hver gang vi ko forbi. Vi så ham kl. 9 om morgenen, og vi så ham igen kl. 11 om aftenen. Altid med en øl for munden. Og jeg mener altid. Ikke én gang så vi ham tage flasken fra munden. Ganske vist var det en udmærket øl (Heiniken). Men vi så ham aldrig drikke af flasken. Gad vide, om han stadig står der, når vi forhåbentlig snart vender tilbage til Den evige stad.

 

Vores hjertebånd er på mystisk vis blevet forbundet til Den Evige Stad, Nathaniel Hawthorne.

Arrivederci, Roma
Så vil vi slutte med teksten til den lille, smukke melodi fra filmen "Seven Hills of Rome".
Tekst af Carl Sigman, Musik af R. Rascel.

Arrivederci Roma
Goodbye, goodbye, to Rome.
City of a million moonlit places,
City of a million warm embraces,
Where I found one of all the faces
Far from home.

Arrivederci Roma
It's time for us to part.
Save the wedding bells for my returning,
Keep my lover's arms outstretched and yearning,
Please be sure the flame of love keeps burning
In his/her heart.

Start på rejsen Toppen af denne side Forrige side Næste side