Rusland er en gåde svøbt i et mysterium inden i en gåde.
Winston Churchill
Rusland er en gåde svøbt i et mysterium inden i en gåde.
Winston Churchill
Den anden dag i Moskva stod også på byrundtur, og vi blev afhentet ved skibet i en bus. På vej ind til centrum undrede vi os over, hvor få mennesker der var på gaden. Den russiske guide fortalte, at det skyldtes, at alle russere med sommerhus, "dacha" (udtales "datja") havde forladt byen under den lille ferie, som var opstået ved, at man havde fået fri mandag før "uafhængighedsdagen". Da jeg spurgte, hvor mange det drejede sig om, fortalte hun, at mere end 50% af Moskvas befolkning havde en sådan weekendhytte. Familiens økonomi bestemte, hvor langt hytten lå fra Moskva. Hendes egen dacha lå omkring 100 km fra byen, men det var ikke usædvanligt, at en dacha kunne ligge indtil 300 km borte. Disse dachaer, som blev handlet frit på markedet, blev ikke som under kommunismen dyrket intensivt for at skaffe familien grøntsager. Nu fungerede de som åndehuller mellem travle hverdage. Jeg må indrømme, at jeg var overrasket, næsten skeptisk ved guidens oplysning om antallet af familier med dacha, men jeg har ikke grund til at tvivle herpå.
Vores første stop på dagens tur var "Sejrspladsen", hvor et område på 135 hektar er dedikeret til sejren over Nazityskland i 2. verdenskrig. Krigen kostede Sovjetunionen mere end 25 millioner liv; til sammenligning kan nævnes, at der i 2. verdenskrig omkom omkring 292.000 amerikanere. Den russiske hær deltog i seks store slag og gennemførte omkring 40 offensiver. Allerede den 23. februar 1958 blev der på Poklonnaya Bjerget rejst en stor granitsten med denne indskrift: "Her vil komme et monument for det sovjetiske folks sejr i Den Store Patriotiske Krig", det er det navn, som russerne har givet krigen fra 1941-1945. Som du sikkert husker, havde Rusland og Tyskland lidt overraskende indgået en ikke-angrebspagt i 1939, men efter Tysklands store succes på vestfronten kastede den sejrsberuste Hitler sig over det vældige Rusland, og åbnede således for en krig på to fronter. Som andre før ham - fx Napoleon - erfarede Hitler, at det ikke er nemt at bide skeer med Rusland og den russiske vinter. Det lykkedes i begyndelsen af december 1941 2. Panzer-division at komme inden for synsvidde af Kreml, som Hitler i øvrige beordrede sprængt i luften, men nu standsede den tyske fremrykning, og russerne igangsatte en storstilet modoffensiv. Slaget om Moskva var Tyskland første større nederlag og blev et vendepunkt for krigen i Europa. 20 år efter sejren i 2. verdenskrig, den 8. maj 1965, blev Moskva sammen med 11 andre byer udnævnt til Helteby.
I 1960'erne blev "Sejrsparken", som er bygget på et område, hvor tusinder af russiske soldater ligger i massegrave, anlagt, I løbet af 1970'erne og 80'erne blev der blandt byens borgere indsamlet 194 millioner rubler til mindesmærket. Mindesmærket blev indviet den 9. maj 1995 på 50-årsdagen for afslutningen af krigen. Af de omkring 70.000 russiske mindesmærker over 2. verdenskrig er Poklonnaja angiveligt det mest imponerende.
Vi spadserede omkring 500 meter langs med en imponerende række af fontæner, indtil vi stod foran sejrsmonumentet. På begge sider var velklippede plæner og yderst velholdte blomsterbede. På det højeste punkt af Poklonnaja står en høj granitstele ("obelisk"). Øverst på den trekantede stele er en 25 ton tons figur af den græske sejrsgudinde Nike med en laurbrækrans i hånden og flankeret af to engle med trompeter. Ved foden af stelen er en statue af byens skytshelgen St. George (St. Jørgen), som dræber en gigantisk drage med sit spyd. Intet sted finder man flere statuer med netop dette motiv end her i Moskva. Dragen er selvfølgelig byen Moskva, som dræber det nazistiske uhyre. På stelens sokkel er der bronzerelieffer med motiver fra byens forsvar. Jørgen fortalte, at stelen er 141,8 meter høj, som et symbol på de 1418 dage, som krigen varede. Lidt længere fremme ligger et museum, som fortæller om alle de vigtige begivenheder under 2. verdenskrig fra forsvaret af Moskva i vinteren 1941 til Berlins fald i foråret 1945. Mere end 50.000 genstande af militærhistorisk betydning er udstillet her.
Til venstre kunne vi se den smukke "St. George Katedral". Hovedkuplen er forgyldt, mens de lidt mindre kupler er midnatsblå med guldstjerner på. Desværre så vi kun kirken på afstand. Da vi kom frem til det kæmpestore museum, som danner en halvcirkel og næsten favner mindesmærket, havde vi tabt Karin og Bente. Karin er Rejseholdets mest udadvendte medlem, ikke at vi andre er mutte og tvære, men Karins smittende humør gør, at efter bare et par timer så kender hele selskabet Karin. Hendes lyst til at snakke overgår de flestes, og hun fortalte ved en lejlighed, at når Kurt har været hjemmefra en hel dag, kan hun være helt desperat efter at bruge munden. Heldigvis for Kurt falder han ofte i søvn, mens det står på; jeg opfatter det organismens selvforsvar. Karin og Bente var faldet i hak - og snak - med Elisabeth, og der er selvfølgelig meget, der skal fortælles, når man lige har fået en ny veninde. Vi andre gik om på den anden side af museet, hvor vi fandt et spændende krigsmuseum med en udstilling af russiske fly og kampvogne fra perioden 1918-1945. Der var også anlagt autentiske skyttegrave. Vi tilbragte en spændende time med at studere de gamle ødelæggelsesmaskiner, inden vi vendte tilbage til bussen.
Herefter stod en tur i Moskvas metrosystem på programmet. Sammen med guiden kørte vi fem stationer; vi stod ud på hver station og beundrede den. Alle stationer er unikke kunstværker udført i marmor, granit og glas med lysekroner hængende fra loftet - de kaldes ofte for "Moskvas underjordiske paladser". Den første strækning er fra 1931 og bygget under Stalin. Under anden verdenskrig blev nogle af stationer anvendt som bombely. I dag findes der 12 linier med 172 stationer med en samlet strækning på 265 km. Hver dag transporteres 8-9 millioner passagerer med banen. Togene kører med 90 sekunders intervaller. Over jorden er trafikken tæt på sammenbruddets rand som i de fleste af verdens storbyer.
Park Pobedy ("Sejrsparken"), som blev færdig i 2003, er den dybeste metrostaion i verden og indeholder også den længste rulletrappe i Europa. 3:10 minutter tager det for at komme ned på stationen. På Sportivnaya stationen findes et Metro Museum, som drives af en pensioneret togfører; det er åbnet fra 9-16 tirsdag, onsdag og fredag; der er gratis adgang. Vi var alle imponeret over de smukke metrosystemer, men det, som imponerede mest, var nok, at vi ikke så et stykke henkastet papir, ikke et stykke tyggegummi på gulvet, ingen grafitti. Tyg på det København.
Herefter fik vi et par timer til på egen hånd at udforske Arbat, som er Moskvas mest charmerende og livlige bydel. Fra midt i 1700-tallet blev Arbat den aristokratiske bydel, hvor de intellektuelle og kunstnerne bosatte sig, fx Pusjkin, Gogol m.fl. I dag vrimler dette fodgængerområde med caféer, restauranter, kunstgallerier, antikvitets- og souvenirbutikker. De fleste bygninger står uforandret fra det 18. og 19. århundrede. Vi fandt en pengeautomat på gaden, hvor vi hævede nogle rubler.
Efter et par timer kørte vi til "Novodevichy Klostret". Desværre var der ikke tid til at besøge det berømte kloster, og vi holdt kun en kort fotopause. Navnet "Nyjomfru Klostret" skyldes ikke, at man havde opfundet en måde, hvorpå kvinder kunne blive jomfruer igen, eller at klostret rummede nye jomfruer i modsætning til gammeljomfruer. Navnet hentyder til, at der lå et ældre kloster af samme type i Kreml. I modsætning til andre klostre i Moskva er dette stort set intakt siden dets grundlæggelse. I 2004 blev klostret optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
Klostret er et af byens vigtigste religiøse centre. Det blev bygget omkring katedralen "Jomfruen af Smolensk", som blev opført i 1524 af storfyrst Vasilij III til minde om en krigssejr ved Smolensk. Jomfruen af Smolensk er en berømt russisk ikon fra 1100-tallet. Med sine høje mure ligner klostret mere en fæstning, og det var også en af klostrets opgaver. Med sin placering ved Moskva Floden indgik den sammen med andre klostre i byens sydlige forsvarsbælte. Men klostrets vigtigste opgave var at holde styr på adelens unge frøkener. Både Ivan den Grusomme og Peter den Store sendte deres kvindelige modstandere hertil.
I 1610–1611 blev klostret indtaget af polske tropper, hvorfor det efter befrielsen blev tildelt en fast garde. Klostret fik også tillagt adskillige landsbyer, og i 1744 ejede det 36 landsbyer med 14.489 livegne bønder. I 1724 husede klostret et militærhospital samt et hjem for hittebørn (piger). I 1812 forsøgte Napoleons hær at sprænge klostret i luften, men det mislykkedes heldisvis. I Tolstoys "Krig og Fred" skal en af hovedpersonerne, Pierre Bezukhov henrettes foran klostermuren. Også dele af Tolstoys "Anna Karenina" foregår i klostret. I begyndelsen af 1900-tallet blev katedralen restaureret. I 1922 lukkede kommunisterne klostret og ændrede det til et museum for kvindens frigørelse, og i 1934 blev det underlagt Statens Historiske Museum. I 1943 tillod Stalin, som på det tidspunkt gjorde "tinærmelser" til den ortodokse kirke, at der blev oprettet et teologisk institut i klostret. I 1994 vendte nonnerne tilbage til klostret. Nogle af kirkerne og andre bygninger sorterer fortsat under Statens Historiske Museum.
Mange russiske berømtheder ligger begravet på Novodevichy Kirkegården, som ligger lige udenfor klostermuren. Forfatteren Anton Chekhov var en af de første, som blev begravet her, og siden blev Nikolai Gogol også genbegravet her. Her ligger komponisterne Sergei Prokofiev og Dmitri Shostakovich, instruktøren Konstantin Stanislavski og filmmageren Sergei Eisenstein. Som tidligere nævnt ligger Nikita Khrushchev her, den eneste af de sovjetiske ledere, som ikke er begravet i Kreml. Mikhail Gorbachev vil formentlig også ende her en dag, da hans hustru, Raisa blev begravet her i 1999.
På vejen tilbage mod byen så vi "Vor Frelsers Katedral", som er den højeste kirke i hele Rusland, og dens enorme, gyldne kuppel kan ses fra det meste af Moskva - som det fremgår af billedet også fra Den Røde Plads. Da Napoleons 600.000 soldater trak sig tilbage fra Moskva den 25. december 1812, lovede tsar Alexander I, at han ville opføre en katedral til ære for Jesus Kristus, som havde frelst byen. Der skulle dog gå nogen tid, inden byggeriet kom i gang, og grundstenen blev først lagt i 1839, da Alexanders broder og efterfølger Nicholas var kommet på tronen. Arkitekten Konstantin Thon brugte Hagia Sophia i Konstantinopel som model, hvilket blev godkendt af tsaren. Katedralens stilladser kunne først fjernes i 1860, og der gik endnu 20 år, inden Ruslands bedste malere havde dekoreret kirkens indre. Katedralen blev indviet ved Alexander III's kroning den 16. maj 1883. Året forinden havde Tchaikovsky's "1812 Overture" lydt her i kirken for første gang. Væggene i kirkens to-etagers gallerier var dækket af granit og sjældne marmor arter, bl.a. 1.000 m2 hvid marmor fra Carrara.
Efter Lenins død i 1924 besluttede man, at der på det sted, hvor Vor Frelsers Katedral lå, skulle bygges et gigantisk monument for socialismen, "Sovjetternes Palads". På toppen af den vældige bygning skulle være en 100 meter høj aluminiumsstatue af Lenin med armen straks frem som til velsignelse. Den 5. december 1931 blev "Vor Frelsers Katedral" sprængt i luften med dynamit. Det tog mere end 1 år at rydde grunden efterfølgende. Nogle af de originale marmorrelieffer blev dog reddet, og befinder sig i dag i Donskoy Klostret som et minde, om den største ortodokse kirke nogensinde. Nogle vil vel se på sådan en handling med forfærdelse, men hvis "Religion er opium for folket", så er det vel i orden at sprænge en opiumshule i luften. Spøg til side. Denne handling kan bedst sammenlignes med Talebanernes sprængning af de gigantiske buddha statuer???? "Sovjetternes Palads" blev aldrig til noget, dels var der problemer med de økonomiske midler, dels kom oversvømmelser af Moskva floden i vejen, ligesom der var uoverstigelige tekniske problemer med projektet. Og endelig kom 2. verdenskrig. Under en oversvømmelse blev fundamentet indrettet som verdens største offentlige swimming pool.
I februar 1990 kort efter sammenbruddet af kommunismen fik den russiske ortokse kirke tilladelse til at genopføre "Vor Frelsers Katedral", og man gik i gang med at indsamle de økonomiske midler hertil. Der var nærmest tale om en religiøs genfødelse efter så mange års ateistisk styre. Der blev en lavet en nøjagtig kopi af den oprindelige kirke; fx er marmorreliefferne blevet erstattet med tilsvarende bronzerelieffer, og mange moskavaborgere mener, at katedralen mangler den oprindelige kirkes elegance og smukke proportioner. Katedralen blev indviet den 19. august 2000. Den første russiske præsident Boris Yeltsin, som døde i april 2007, lå til skue i katedralen, inden han blev overført til Novodevichy Kirkegården.
På vejen tilbage udpegede den russiske guide KGB's tidligere så berygtede hovedkvarter, Lubyanka. Indtil 1991 stod foran bygningen en stor statue af KGB's grundlægger, Felix Dzerzjinskij, "Jern Felix". Den store, smukke bygning af gule mursten blev bygget i 1898 som hovedkvarter for et russisk forsikringsselskab. Efter revolutionen blev bygningen overtaget af regeringen som hovedkvarter for det hemmelige politi, Tjekaen etableret ("Den alrussiske ekstraordinære kommission for kamp mod kontrarevolution og sabotage"). I tidens løb havde det hemmelige politi mange forskellige navne - "kært barn har som bekendt mange navne" - men hovedkvarteret var altid i Lubyanka. KGB blev oprettet i 1954 og fik til opgave at overvåge det sovjetiske samfund på alle niveauer og slå til mod enhver opposition. KGBs chef i 70'erne, Jurij Andropov - blev partiets generalsekretær i 1983, da Leonid Breshnev døde. I tidens løb har mange fremtrædende personer siddet fængslet i kælderen i denne bygning, fx Mathias Rust, som vi mødte på Den Røde Plads. Og den svenske diplomat Raoul Wallenberg, som blev arresteret i 1945 i Budapest, mens han var i gang med at redde jøder fra holocaust. Er lang tids diplomatisk pres oplyste Sovjetunionen i 1957, at Wallenberg var død af et hjerteslag i Lubyanka i 1947. En joke fra kommunisttiden lød, at Lubyanka var den højeste bygning i Moskva: Fra kælderen kunne man se helt til Sibirien.
Vi kørte også forbi Lefortovo fængslet, hvor mange fanger blev anbragt i KGB. Det fungerer stadig som fængsel, og vores russiske guide fortalte, at det er så overfyldt, at fangerne må sove på skift.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om "Det Hvide Hus i Moskva", men det er altså det navn, som en regeringsbygning i Moskva har i daglig tale. Bygningen, som er opført fra 1965-1979, har medvirket i en spændende episode af Ruslands historie. Efter Sovjetunionens opløsning fik Rusland et parlamentarisk system bestående af Den Øverste Sovjet og Folkekongressen, som holdt til i "Det Hvide Hus", samt en præsident. Boris Jeltsin blev valgt til præsident i 1991. Forfatningen, som var meget tvetydig, gav anledning til mange magtkampe. I løbet af 1992 voksede modsætningen mellem Jeltsin og parlamentet, der var domineret af gammelkommunister. De økonomiske reformer og deres sociale konsekvenser vakte modstand blandt parlamentets flertal. Krisen kulminerede, da Jeltsin i 1993 opløste parlamentet. Forfatningsdomstolen erklærede dette forfatningsstridigt, og parlamentet svarede igen ved at afsætte Jeltin. Herefter lod Jeltsin "Det Hvide Hus" belejre, og den 4. oktober 1993 blev parlamentet beskudt af militæret med artilleri, bygningen brød i brand, og Jeltsins modstandere blev arresteret. En ny forfatning blev herefter vedtaget ved en folkeafstemning i december 1993 samtidig med valget til et nyt parlament, Statsdumaen. i dag huser "Det Hvide Hus" den russiske regering.
Når vi kørte omkring i Moskva, kunne vi ikke undgå at se nogle enorme bygningsværker, hvoraf de fleste lignede hinanden i stil og materialevalg. Jørgen fortalte, at disse skyskrabere var blevet bygget på direkte ordre af Stalin fra 1947-1953 for at vise vesten, at Rusland heller ikke på dette område stod tilbage. Bygningerne kaldes "De Syv Søstre", og de er bygget i en blanding af russisk barok og gotisk stil og med et tydeligt præg af amerikanske skyskrabere fra begyndelsen af 1920'erne. Alle bygningerne er i en slags "bryllupskagestil", som tvinger øje opad og opad. Stalin insisterede på, at alle bygningerne skulle afsluttes med et højt spir for at adskile dem fra tilsvarende amerikanske skyskrabere. Vi har allerede hørt om forgængeren til disse bygningsværker - som imidlertid aldrig blev opført, nemlig "Sovjetpaladset". I givet fald ville det have været verdens højeste bygning. Jeg ved ikke, om bygningerne er smukke, men de er i hvert fald imponerende. De Syv Søstre er:
Kl 17.30 forlod MS Kronstadt Moskva med kurs mod St. Petersborg. Følg med her, hvis du vil med. Vi kunne sagtens have brugt en uge eller to i Moskva, og vi ved, at de to hæsblæsende dage kun har givet os et indtryk af byen. Fx er der omkring 100 teatre, vi ikke har set, og 90 museer, hvoraf vi kun har set et par stykker, 585 kirker/templer osv. Da vi talte om, hvad der havde gjort mest indtryk på os i Moskva, var vi enige om, at det var den renhed og orden, som herskede i byen. Ingen affald på gader eller metro, stort set ingen graffiti, velholdte parker og anlæg osv. Hans Lyngby Jepsen skriver i sin fortræffelige rejsebog, "Sovjetunionen", Carit Andersens Forlag, 1864: "Det er ikke blot forbudt, men også ildeset at kaste affald fra sig på gaderne." Vi kunne ikke lade være med at tænke på, hvor forfærdeligt der ser ud i Århus - vores nærmeste storby - en lørdag eller søndag formiddag.
1. dag i Moskva: Kreml, Den Røde Plads, katedraler, GUM og cirkus
2. dag i Moskva: Sejrspladsen, Metroen, Novodevichy, KBS og Stalins 7 Søstre
Sejlads fra Moskva til St. Petersborg
1. dag i St. Petersborg
2. dag i St. Petersborg: - under udarbejdelse
Tilbage til Rejseholdets forside