I løbet af natten var MS Kronstadt nået frem til St. Petersborg, som blev grundlagt i 1703 af Peter den Store ved Neva-flodens udmunding i Den Finske Bugt. Den kaldes også "Nordens Venedig" på grund af de mange kanaler, som gennemskærer byen. Overalt ses pragtfulde paladser og kirker med gule, røde, grønne og blå pastelfarvede facader, forgyldte spir og svulmende kupler. I 1914 efter udbruddet af 1. verdenskrig skiftede byen navn til Petrograd, da man (dvs. tsar Nikolaj II) syntes, at det oprindelige navn var for tyskklingende. 3 dage efter Lenins død den 23. januar 1924 blev Petrograd omdøbt til Leningrad (Lenins by). Kort før Sovjetunionens sammenbrud i 1991 udskrev bystyret i Leningrad en folkeafstemning om, hvorvidt byen skulle have sit gamle navn tilbage. 54% stemte for, og den 6. september 1991 hed byen igen St. Petersborg. Herudover blev 39 gader, 6 broer og 3 metrostationer omdøbt. Byen, som er Ruslands næststørste by, var Ruslands hovedstad fra 1712-1918. I det hele taget har mange gader og pladser, som blev omdøbt i Sovjetunionens tid, fået deres gamle navne igen. Birgit og jeg tilbragte en halv snes dage i St. Petersborg i 2001, så vi havde et vist kendskab til byen på forhånd. Fra kl. 8-11 var der dømt byrundtur i bus, men inden vi tager afsted, vil jeg fortælle dig lidt om byens spændende historie, og hvorfor ikke begynde med at præsentere byens grundlægger, Peter den Store?
Peter, som er født i 1672 i Kreml, Moskva, var sønnesøn af Michael Romanov, russisk tsar fra 1613. Faderen Alexis døde i 1676 af en forkølelse, som han pådrog sig under den rituelle velsignelse af Moskva-floden. Peters invalide halvbroder Fjodor regerede kun i 6 år, og allerede 10 år gammel blev Peter kronet til tsar. På grund af magtkampe mellem forskellige politiske fløje måtte han dele magten med sin broder Ivan. Ledelsen lå dog i hænderne på deres ældre søster Sofia. Sofia forsøgte i 1689 at overtage tronen ved et kup, den såkaldte "Strelitsernes Revolte", men da det fejlede, blev hun sendt i kloster - så kunne hun lære det. Da Ivan døde i 1696, var Peter enehersker. Samme år giftede han sig med Eudokia Lopukhin, en ung adelsfrøken, som Peters moder havde valgt til ham. Ægteskabet blev ulykkeligt, skønt de fik tew sønner: Alexei, Alexander og Pavel, de to sidstnævnte døde som spæde. Efter nogle år sendte Peter hustruen i kloster og lod sig siden skille fra hende i 1698. Sønnen Alexei fulgte moderen i klostret.
Gennem en række reformer søgte Peter at placere Rusland i toppen af de europæiske magter. Han var meget begejstret for europæisk kunst og kultur, og han inviterede de bedste ingeniører, arkitekter, håndværkere og købmænd til at komme til Rusland og være med til at modernisere det store rige. Hundreder af russerere blev sendt til Europa for at uddanne sig. Selv tog han i 1698 på en 18 måneder lang "dannelsesrejse" til Europas hovedstæder. Han skulle forestille at rejse in cognito og benyttede navnet "Peter Mikhail", men ingen var i tvivl om, hvem han var. Hans 204 cm høje og kraftige skikkelse var ikke nem at tage fejl af, selv om hans følge talte 250 personer. Rejsen bragte ham gennem Sveriges baltiske provinser, Prøjsen og andre tyske stater, Holland, England, Østrig og Polen. Han tilbragte hele fire måneder i Holland, hvor han studerede skibsbygning, et emne, som interesserede ham voldsomt. Han var på vej til Venedig, da han modtog besked om et oprør i Rusland. Han vendte straks om, men i Polen nåede meddelelsen ham, at oprøret var slået ned og lederne henrettet; Peter fortsatte dog hjemrejsen til Moskva.
Hjemme igen indførte Peter en række europæiske reformer såsom europæiske klædedragter, ny teknik på fabrikkerne, reformer i landbrug og statsforvaltning, ændringer i undervisningssystemet, modernisering af hær og flåde, reformering af kalender og alfabet, forbud mod tvungne ægteskaber mv. Peter ville fx ændre den mandlige kjortels længde, så den ikke nåede længere end til knæet, og blev man antruffet i en utilbørlig lang klædning, kom lovens håndhævere straks med saksen. Han forbød også russiske mænd at bære skæg, og hverken overskæg eller fuldskæg var tilladt. Nu var der en mangeårig tradition for skæg blandt den russiske befolkning - især den mandlige del, så forbudet mødte en del modstand. Peter fik da den temmelig moderne idé at indføre en skat på skæg; de rigeste skulle betale 30-100 rubler om året for at beholde skægpragten, mens fattige bønder slap med 1 kopek (1/100 rubel). Ja, jeg ved godt, at på billedet længere oppe på siden bærer Peter et nydeligt overskæg - men der skulle jo gerne være forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Peter gjorde også op med oprørerne, og efter tortur erkendte hans halvsøster Sofia sin medskyld i revolten. Mere end 1000 oprørere blev henrettet; 50 bødler arbejdede dag og nat, og det fortælles, at Peter selv hjalp til; på en enkelt dag skal han personligt have hugget hovedet af 84 dødsdømte. Efter sigende havde den stærke tsar ikke noget imod korporligt arbejde.
På rejsen havde Peter forgæves søgt at finde allierede til at gå mod det mægtige tyrkiske rige. Han indså, at han ikke alene var stærk nok til at skaffe Rusland adgang til Sortehavet, så han sluttede fornuftigvis fred med Tyrkiet. I stedet indgik han i et angrebsforbund med Danmark-Norge og Polen mod Sverige, der siden 1648 havde været herre over Østersøen, og som havde flere provinser i de baltiske lande. I år 1700 begyndte Den Store Nordiske Krig, som skulle komme til at vare i 21 år. Russerne erobrede hurtigt området ved Nevaflodens udløb i Den Finske Bugt, og allerede i 1703 anlagde man St. Petersborg i det store sumpområde - meget mere herom senere.
Peter gik i gang med at indføre politiske og økonomiske reformer. Han oprettede "Senatet" samt 12 "ministerier", kaldet "kollegii". Han introducerede en "kopskat", en skat pr. hoved; pengene brugte han på sin meget aktive udenrigspolitik og til at få gang i handel og industri. Peter var den første til at organisere en regulær russisk hær og han grundlagde den russiske flåde. Som allerede nævnt var han selv en habil skibsbygger.
I 1703 mødte han Katharina, en simpel bondepige, som siden skulle blive hans hustru. Katharina tog med på flere militære ekspeditioner og viste angiveligt stort mod. I hvert fald var hun den eneste, der kunne berolige tsaren, når han fik sine ustyrlige raserianfald, hvilket formentlig også har krævet en del mod. Det menes, at Peter lod bygge vinterpaladset og sommerpaladset til Katharina. Efter at være blevet gravid med deres første barn konverterede hun til den ortodokse kirke og blev døbt Katharina (Ekatarina på russisk). I 1707 blev de gift under private former i St. Petersborg, men ægteskabet blev først offentliggjort i 1712. Af syv børn, alle døtre, var der kun to, som overlevede, Anna og Elizabeth.
Peter aflagde flere besøg i Europa og besøgte for eksempel København i 1716. Da han var meget interesseret i astronomi, skulle han selvfølgelig besøge Observatoriet på Rundetårn. Da det ikke var passende for en tsar at bestige tårnet til fods, red han derop til hest, mens hustruen lod sig køre op i hestevogn. Der stod i avisen, "Post-rytteren", at tsaren kikkede på Venus og Jupiter, og en uges tid senere besøgte han igen tårnet tidligt om morgenen for at studere solpletter.
Peter personlighed har ofte været omdiskuteret. Han synes at have været en blanding af en brutal enevoldshersker og en folkelig og livsglad reformator, som interesserede sig meget for teknik. Han var også primitiv og drikfældig og til tider grusom. De oprør, der var under hans regeringsperiode, blev slået ned med hård hånd og deltagerne henrettet, i nogle tilfælde af Peter selv.
Sønnen Alexei med Peters første hustru voksede op uden forbindelse med faderen. Han blev gift med en tysk prinsesse, som imidlertid døde i barselsseng. Peter bebrejdede sønnen hans manglende interesse i landets styre og truede i 1715 med at gøre ham arveløs, hvorefter Alexei flygtede til sin svoger i Østrig. Peter fik ham til at vende tilbage til Moskva mod løfte om frit lejde. Da Peter fik mistanke om, at nogle af hans fjender ville styrte ham og anbringe Alexei på tronen, lod han i 1717 sønnen fængsle i Peter-Paul fæstningen, hvor han blev udsat for tortur. Det menes, at Peter selv deltog i forhøret. En domstol kendte Alexei skyldig i forræderi, hvorefter han blev henrettet.
Ved fredsslutningen i 1721 blev de erobrede områder lagt under det russiske rige. Året efter erklærede Peter Rusland for et kejserrige og (selv)følgelig sig selv som russisk kejser, en titel, som kun blev anerkendt af et fåtal af Europas kronede hoveder. I 1723 lod Peter sin hustru krone til kejserinde af Rusland og han anbragte personligt kronen på hendes hoved. I 1724 blev Videnskabernes Akademi grundlagt i St. Petersborg efter fransk forbillede, og de fleste af medlemmerne var faktisk franskmænd og tyskere. Peter den Store døde den 8. februar 1725 og blev begravet i Peter-Paul katedralen. Det fortælles, at i november året før havde Peter set en båd, som var gået på grund og var i fare for at kæntre. Han sprang straks i det kode vand (og vandet i Neva er koldt i november) og hjalp med til at redde besætningen. Herunder pådrog han sig en lungebetændelse, som skulle have kostet ham livet. Han døde i sin hustrus arme den 28. januar 1725 og blev begravet i Peter-Paul katedralen. I mine ører lyder det næsten for smukt til at være sandt, men døm selv."
Han havde som forklaret ingen arving til tronen og blev derfor efterfulgt af sin hustru Katharina I (1725-1727), en tidligere bondepige var nu i spidsen for verdens største rige. Hun støttede sig dog klogeligt til fyrst Aleksandr Menshikov, som var den reelle magthaver indtil Katharinas død 1½ år senere. Før sin død havde Katharina udnævnt Peters sønnesøn, Peter Alexeiivich (1727-1730) som sin efterfølger. Han var da kun 11 år gammel, og Katharina udnævnte en komite til at regere, indtil han blev myndig. Imidlertid døde Peter II i 1730, knap 14 år gammel. Han blev begravet i Kreml og er sammen med Ivan VI de eneste russiske herskere efter Peter den Store, som ikke er begravet i Peter-Paul katedralen. Peter II var det sidste mandlige skud på Romanov stammen. Han blev efterfulgt af Anna Ivanovna, datter af Peter den Stores halvbroder, Ivan V; hun regerede fra 1730-1740. Anna var barnløs, og for at sikre Ivans blodlinie på tronen adopterede hun kort før sin død sin otte uger gamle nevø Ivan og erklærede ham for sin tronarving. Ved Annas død blev Ivan VI (1740-1741) formelt hersker; det var dog hans moder, som regerede på hans vegne.
Allerede i 1741 kom Elisabeth Petrovna, Peter den Stores datter, på tronen ved et statskup, og Ivan og hans familie blev fængslet. (I 1764 blev Ivan myrdet, da der blev gjort forsøg på at befri ham fra fængslet. Dette skete på grundlag af en hemmelig instruks, givet af tsarinaen Katharina den Store). Elizabeth (1741-1762), som var ugift, havde ingen efterkommere, og hun udpegede sin søster Annas søn som sin arving. Hun fandt oven i købet en brud til sin nevø, den senere Peter III (1762), og ved konverteringen fik hun navnet Katharina, den senere Katharina II den Store (1762-1796). Men lad os standse her og kigge lidt på byen St. Petersborgs spændende historie.
St. Petersborg blev grundlagt af (under) tsar Peter den Store; byens fødselsdag anføres som 27. maj 1703 (efter den gamle kalender 16. maj). Byen blev opført ved Nevaflodens delta på land, som blev erobret fra Sverige under Den Store Nordiske Krig (1700-1721). Tsaren navngav byen efter sin skytshelgen St Peter - og ikke sig selv, som jeg troede på et tidspunkt. Det oprindelige navn var "Sankt Pieterburg", hvilket forekommer hollandsk. Det er heller ikke noget tilfælde, da Peter som nævnt havde boet og studeret i Holland i længere tid og var meget begejstret for denne søfartsnation. Da det var krigstid, og svenskerne forsøgte at tilbageerobre det tabte område, var den første bygning, som blev opført, den store fæstning, "Peter-Paul fæstningen". Den ligger på Hareøen, en af omkring 100 øer ved Neva-flodens munding. Et par dage senere opførte man en træhytte til Peter den Store - den kommer vi til på vores rundtur. Allerede i 1704 anlagde Peter den Store et fort på øen Kronstadt til beskyttelse af St. Petersborg. Overfor Peter-Paul fæstningen på den anden side af Neva anlagde man et skibsværft (blev siden til den nuværende admiralitetsbygning). Her byggedes mange af de store skibe, som indgik i den store østersøflåde, som Peter lod bygge.
Det var en utroligt krævende opgave at anlægge en storby under disse hårde vejrmæssige og geografiske forhold. Der var ikke megen lokal arbejdskraft i de store sumpområde, men man er vel ikke tsar for ingenting: Peter udskrev omkring 40.000 bønder (livegne) til byggeriet. Soldater og svenske krigsfanger deltog også i strabadserne. På grund af stor dødelighed blandt arbejderne blev der hvert år udskrevet et tilsvarende antal. Mange flygtede fra det hårde arbejde, skønt de var under skarp overvågning af soldater. Herefter gik man i gang med at dræne sumplandet under ledelse af tyske ingeniører, som Peter havde inviteret til Rusland. For at fremskynde byggeriet forbød Peter opførelse af stenbygninger udenfor St. Petersborg, og alle bygningshåndværkere, som arbejdede med opførelse af stenbygninger, blev kommanderet til St. Petersborg. Han bestemte også, at alle vogne, som kom til byen, skulle medbringe byggematerialer.
De første bygninger, som blev opført, var udover skibsværftet en tjærefabrik, en krudtmølle, et kanonstøberi og andre maritime anlæg samt et møntværksted. Den russiske adel fik ordre på at gå i gang med at opføre palæer i St. Petersborg; det har næppe bekommet dem vel at skulle flytte til dette øde, nordligt beliggende sumpområde. Inspireret af Amsterdam ønskede Peter den Store, at byen skulle gennemskæres af et net af kanaler, og byen benævnes ofte "Nordens Venedig".
Allerede i 1712 - altså før Sverige ved fredsslutningen i Nystad 1721 afstod området officielt til Rusland - afløste St. Petersborg Moskva som Ruslands hovedstad. Peter beordrede 1000 adelsmænd om at flytte til St. Petersborg sammen med deres familie. Tilsvarende ordrer blev givet til omkring 500 købmænd og handlende. Endelig fik alle medlemmer af Senatet besked på at forlade Moskva og etablere sig i den nye hovedstad. Man kunne ønske sig en person med Peters egenskaber til at standse Europaparlamentets vanvittige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg..
Da byen udviklede sig, beordrede Peter i 1714 bygning af "Sommerpaladset" og efterfølgende lidt længere nede ad floden "Vinterpaladset". Byens centrum var Treenighedspladsen, "Troitskaia Ploschad", hvor den første kirke, Treenighedskirken lå. Omkring pladsen lå de smukke boliger for den lokale adel. I 1737 blev der udarbejdet en egentlig byplan over St. Petersborg. Admiralitetsbygningen, det oprindelige skibsværft, blev centrum i byen. Herfra udgik tre radialgader med Nevskij Prospekt som den østligste, med smukke broer over kanalen Gribojedova og floderne Mojka og Fontanka. I nærheden af Admiralitetsbygningen blev senere opført Generalstabens bygning, Senatet, Isak-katedralen og ikke mindst Vinterpaladset. På Vasilev-øen blev opført Børsen, Regeringskollegierne (som i dag indgår i Universitetet), Kunstkammeret og Kunstakademiet. Tsar Nikolaj I bestemte, at alle bygninger - bortset fra kirkerne - skulle være mindst to meter lavere end Vinterpaladset. Tsarerne og de adelige byggede sommerslotte i en dagsrejses afstand fra byen, fx. Peterhof (Petrodvorets), Tsarskoje Selo (Pusjkin) og Pavlovsk. Desværre er de fleste af bygningerne fra 1700-tallet revet ned, men de smukke universitetsbygninger på Vasilev-øen, "De 12 kollegier" giver os en idé om, hvorledes byen så ud. På grund af byens beliggende ved østersøen og tsarens plan at trække europæiske kunstnere og intellektuelle til Rusland, kaldte den russiske digter Pushkin byen for "Ruslands vindue mod Europa".
Først i 1850 blev det tilladt at bygge permanente broer over Neva; indtil da havde der kun været småbroer over byens mindre vandløb, og folk havde været henvist til at sejle fra bred til bred. Det betød, at størsteparten af transporten forgik på vandet, om sommeren i både, om vinteren på slæder på de frosne vandløb, hvorfor man i mange år kaldte Neva for byens hovedgade. I dag er der omkring 350 små og store broer i St. Petersborg, de små er for fodgængere, de store for varetransport som fx. den næsten en kilometer lange Alexander Nevsky Bro, bygget fra 1960-1965. Broen blev testet med en kolonne kampvogne, inden den blev åbnet for trafik. Mange er broerne er udført i middelalderstil med figurer af løver, heste og griffer. Fra april-november, hvor floden er sejlbar, åbnes otte af de større broer for skibstrafik om natten, iflg. vores guide Jørgen fra kl. 2-4:30 om morgenen, så jeg formoder, at en gangbar undskyldning overfor konen for at komme for sent hjem fra et værtshusbesøg vil være, at "broen var oppe". Personligt plejer jeg at undskylde mig med, at "klappen gik ned.
I løbet af 1700-tallet blev der oprettet en række virksomheder som en porcelænsfabrikker, sukkerraffinaderier, bryggerier og tekstilfabrikker. Ved slutningen af 1700-tallet var der mere end 160 produktionsvirksomheder i byen. Langt de fleste arbejdere var udskrevne livegne. Efter at tsar Alexander II i 1861 ophævede livegenskabet, flyttede et stort antal personer fra landet til St. Petersborg, omkring år 1900 var St. Petersborg et af de største industriområder i Europa, og udenlandske firmaer begyndte at investere i byen. Mere end 70% af byens arbejdere var i 1914 beskæftiget i virksomheder med mere end 500 ansatte. Revolutionen (revolutionerne) i 1917, den efterfølgende borgerkrig samt fratagelse af status som hovedstad i 1918 reducerede produktionsomfanget og befolkningstallet beydeligt, men før 2. verdenskrig var især sværindustrien i god udvikling.
Ruslands krise siden 1991 har ramt især St. Petersborgs store industrivirksomheder hårdt med stor arbejdsløshed til følge, mens privatiseringen af småindustrier og servicevirksomheder er gået hurtigt. Den store koncentration af industrielle og kemiske industrier i St. Petersborg og i byens omegn giver store miljøproblemer, og især vandet er stærkt forurenet. Drikkevandet hentes op fra Neva og behandles i nogle forældede rensningsanlæg fra hhv. 1863 og 1911. Alle kloak- og spildevandsudløb ender i Neva, ligesom Neva modtager spildevand fra Volkhov-floden og Ladogasøen, som er belastet af forurenende papirfabrikker, cementfabrikker, aluminiumsfabrikker og meget store kvægfarme. Alt dette løber ud i Den Finske Bugt/Østersøen.
Vi blev hentet ved MS Kronstadt af en turistbus, som ville køre os omkring i byen i tre timer. Om bord var en russisk guide, Julia, som overraskede os alle ved at tale næsten perfekt dansk. Hun havde studeret dansk på universitetet, men havde aldrig været i Danmark. Fantastisk. Hun fortalte bl.a. om St. Petersborgs befolkning og den sammensætning. Byen har omkring 5 millioner indbyggere, hvilket gør byen til den næststørste i Rusland efter Moskva. Folketallet er støt faldende, og både kønsfordelingen og aldersfordelingen er "skæv". Der er langt flere kvinder i byen end mænd, hvilket bl.a. skyldes den mandlige tradition for stort spiritusforbrug. Hver russer drikker i gennemsnit 16 liter ren alkohol om året; man er vel et mandfolk. Der er mere end 1 million pensionister og omkring 200.000 studerende. Der er langt færre børn og unge, end der burde være, så fremtidsudsigterne for byen er ikke lyse. Der er store boligproblemer, dels er der for få lejligheder, dels har mange ikke råd til at betale husleje. Julia fortalte, at folkepensionen udgør 3500 rubler om måneden, hvilket i 2007 svarede til ca. 700 danske kroner. Det kan man ikke kan leve for i St. Petersborg. Julia fortalte, at hendes bedstemoder boede på skift hos sin datter og sit barnebarn, Julia - 6 måneder hvert sted. Men ikke mere om disse bedrøveligheder, som man næppe mærker som turist, og lad os komme i gang med vores byrundtur.
Da vi svingede ud på hovedvejen, kunne vi se, at politiet var i gang med en razzia, og stort standsede hver bil, som kom forbi, undersøgt bilen, og udspurge føreren. Vi gjorde flere ophold undervejs á 10-15 minutters varighed. Første stop var ved Smolny Katedralen og Klostret samt Smolny Instituttet ved Ploschad Rastrelli.
Smolny Katedralens betagende blå og hvide barokbygning er et af mange mesterværker af den italienske arkitekt Bartolomeo Rastrelli, som pryder St. Petersborg. Han skabte også Vinterpaladset, Katharinapaladset i Pushkin, Det store Palads i Peterhof og mange andre imponerende bygningsværker i St. Petersborg og omegn. Smolny Katedralen, som blev bygget fra 1748-1764, skulle oprindelig have indgået i det kloster, som blev bygget til Peter den Stores datter Elizabeth, efter faderens død. Som tidligere nævnt kom hun til magten efter et statskup i 1741 og glemte alt om at blive nonne. Ganske vist forblev hun ugift og barnløs, men det siges om hende, at hun var meget selskabelig og aldrig bar en kjole mere end én gang, hvorfor hun også har efterladt os en særdeles righoldig garderobe til beskuelse. Efter at Elisabeth havde forladt klostret blev midlerne knappe, og Rastrelli blev aldrig i stand til at bygge det kæmpestore klokketårn, han havde planlagt, ligesom han heller ikke blev færdig med at indrette det indre af kirken. Kirken blev først færdig i 1835, hvor det indre blev udført i nyklassicistisk stil. Idag bruges Smolny Katedralen især til koncerter, og de omkringliggende klosterbygninger anvendes til offentlige kontorer.
I nærheden af Smolny Klostret ligger Smolny Instituttet. Det blev bygget fra 1808-1808 som en skole for adelsfrøkener. Det er dog ikke det, der gør stedet interessant. I 1917 under Oktoberrevolutionen beslaglagde Petrograd Sovjetten under Trotsky den store bygning og gjorde den til hovedkvarter for bolsjevikkerne. Den tjente som bolig for Lenin og hans hustru Krupskaja i adskillige måneder, indtil den nationale regering flyttede til Moskva året efter. Herefter blev Smolny Instituttet hovedkvarter for det lokale kommunistparti. I 1931 blev der rejst en stor statue af Lenin udenfor bygningen. I dag findes her et af de få Lenin-museer i Rusland, idet mange blev nedlagt efter den anti-kommunistiske bølge, som kom efter Sovjetunionens sammenbrud. Man kan se Lenins kontor, hans soverum samt den store hal, hvor han holdt adskillige opflammende taler til partiets arbejdere og soldater. Bygningen har de sidste mange år fungeret som borgmesterkontor.
Hver gang, vi steg ud af bussen, blev vi "overfaldet" af ihærdige sælgere af især postkort og turistbøger, men man kunne også erhverve militærhuer og kasketter med emblemer fra det hedengangne sovjetregime. Sælgerne var dog ikke var særligt pågående Efter et par stop gik det op for os, at de "forfulgte" vores bus på motorcykler.
Herefter kørte vi gennem Nevskij Prospekt, Leningrads majestætiske hovedgade, som blev anlagt i 1750-erne. Den er næsten 5 km lang, og strækker sig fra Admiralitetsbygningen til Alexander Nevskij Klostret og Hotel Moskva, hvor Birgit og jeg boede under vores første besøg. Undervejs passerer den fire øer. Jeg spurgte vores russiske guide, hvilken forskel der er på "boulevard" og "prospekt", og hun svarede, at en boulevard har træer. Nær ved Admiralitetsbygningen ligger Gogol-gade, hvor forfatteren boede i nr. 17, og Tjajkovskij boede i nr. 13, indtil han døde af kolera efter at have drukket vand fra hanen. Nogle vil vide, at han faktisk begik selvmord på denne måde. I Gertsen-gade ligger Hotel Astoria, og her havde Fabergé sin forretning. Ved siden af broen over Mojka-floden ligger Litteraturcafeen - det var her, at Pushkin mødtes med sin sekundant før den skæbnessvangre duel med baron d´Anthes, som kostede ham livet.
Tæt herved ligger det imponerende grønne og hvide Stroganoff (Stroganov) Palads udført i barokstil. Før revolutionen havde familien Stroganoff en af landets fineste kunstsamlinger, som nu indgår i Eremitagens. Men måske er Stroganoff mest kendt for at have givet navn til en velsmagende kødret med smalle strimler oksekød? Den russiske guide fortalte, at grev Stroganoff havde mistet den ene arm i krigen, og derfor fik hans kok det indfald at skære kødet i smalle strimler, så greven kunne spise maden med kun en arm. En sød historie - men næppe autentisk. På vejen så vi byens nuværende domkirke Kazan Katedralen, som med sine store kolonnader er bygget med Peterskirken som forbillede. Under kommunisterne var bygningen museum for ateisme. Til venstre for Kazan-broen ligger Gribojedov Kanalen, og et stykke nede ad kanalen kunne vi se den surrealistiske Opstandelseskirke eller Blodkirke, som er opført på det sted, hvor Alexander II blev udsat for et bombeattentat i 1861.
Vi kom også forbi Gostinyj Dvor, som er bygget under Katharina den Store og nu er indrettet som Leningrads største stormagasin. I tsartiden lå der 300 småbutikker i to etager. Vi aftalte - eller rettere pigerne bestemte - at vi ville besøge Gostinyj Dvor den følgende dag. I anlægget udenfor Pushkinteatret står en statue af Katharina den Store, og på pladsens modsatte side ligger Anitjkov Paladset, som Katharina forærede sin elsker, fyrst Potemkin. Det lyder måske som en "fyrstelig gave", men Katharina var altid meget rundhåndet overfor sine unge elskere. Herefter kom vi frem til Oprørspladsen med Moskva-metrostationen, som ligger i underetagen til Hotel Moskva. Lige overfor ligger Alexander Nevskij Klostret, som vi også havde besluttet at besøge på egen hånd.
Decembristernes Plads ligger tæt ved Isak-katedralen. Pladsen har fået navn efter en gruppe officerer, som i december 1826 forsøgte et statskup mod tsar Nikolaj I. Oprøret, som gav startskuddet til den revolutionære bevægelse i Rusland, blev hurtigt slået ned og fem af de sammensvorne blev hængt nede på pladsen, mens de øvrige slap med at blive sendt til Sibirien. Midt på pladsen står Falconets rytterstatue af Peter den Store, som i daglig tale bare hedder Bronzerytteren. På pladsens vestside ligger to smukke bygninger i klassicistisk stil, Senatet og Synoden. "Kunstpladsen", Plosjtjad Isskustv, hvor bussen holdt, mens vi havde frokostpause, ligger for enden af Brodskij gaden, som udgår fra Nevskij prospekt i nærheden af Gostinyj Dvor. Her ligger Det Russiske Museum og Malyj Teatret, mens Philharmonikernes Hus befinder sig lige rundt om hjørnet i Brodskij-gaden. Det Russiske Museum indeholder omkring 350.000 malerier af russiskre kunstnere.
Vores russiske guide fortalte, at byrådet havde besluttet, at alle større bygninger skal være oplyst af projektører om natten, så Nevskij Prospekt tager sig formentlig også flot ud ved nattetide, hvilket vi desværre ikke have lejlighed til at opleve.
Under turen kom vi forbi en stor rytterstatue af Peter den Store, et af byens bedst kendte symboler. Statuen, som blev udført af den franske kunstner Etienne Maurice Falconet, står på Senatspladsen, "Senatskaia Ploschad" med front mod Neva og omgivet af Admiralitetsbygningen, Isak-katedralen og det tidligere senat. Monumenten blev bestilt af Katharina den Store for at hædre hendes store forfader, byens grundlægger. På soklen står på både latin og russisk: "Til Peter I fra Katharina II". Soklen, som er lavet af et kæmpemæssigt stykke rød granit på 1.625 tons, forestiller en bølge, et symbol på havet (Peter grundlagde som bekendt Ruslands første, større flåde). Peter er afbildet som en romersk helt. Hesten, som er det russiske folk, knuser med sin fod en slange, dvs. Ruslands fjender - og kunstneren har formentlig især tænkt på Sverige, som Rusland slog i Den Store Nordiske Krig. Vores guide Jørgen fortalte om Aleksandr Pusjkin, som i sit berømte digt "Bronzerytteren" lader Peter den Store udtale, da han beslutter at anlægge Skt. Petersborg:
Hér har naturen dristigt tænkt,
et vindue mod Europa sprængt.
Vi planter foden fast ved vandet.
Og alle verdens flag skal kry
som gæster strømme til vor by,
vor jubel runge over landet.
Ifølge legenden vil fjenden aldrig indtage St. Petersborg, så længe bronzerytteren står på sin plads. Under 2. verdenskrig blev statuen ikke taget ned, men alene beskyttet med sandsække og overlevede således byens 900 dage lange belejring. På græsplænen foran statuen så vi adskillige brudepar, som kom i limousiner og lod sig forevige med et glas champagne i hånden. Det hører med til et rigtigt bryllup i St. Petersborg.
Admiralitetsbygningen er en af de største bygninger i St. Petersborg; den er mere end 400 meter lang og 160 meter bred; spiret rækker mere end 70 meter mod himlen. Den ligger i centrum af byen og det gyldne spir kan ses fra hver af de tre store hovedfærdselsårer: Nevsky Propect, Gorokhovaia og Voznesensky Prospect. Den blev grundlagt i 1704 af Peter den Store med det formål at etablere Rusland som en maritim stormagt. Som byen voksede dukkede mange betydningsfulde bygninger op i nærheden af Admiraliteten. I 1711 blev bygningen forsynet med et tårn og siden et spir. I toppen af spiret sidder et forgyldt skib, der fungerer som vejrhane. På tårnet findes statuer af berømte græske helte som Alexander den Store, Ajax og Akilleus. En frise viser havguden Neptun, som overrækker sin trefork, magtens symbol, til Peter. Som tidligere nævnt var Peter besat af søen og skibe lige fra barnsben. Han studerede skibsbygning både i Holland, England og Danmark. Efter at have slået svenskerne, Karl XII, i slaget ved Poltava besluttede han at flytte sit skibsværft fra Ladoga søen til Neva flodens udmunding i Østersøen. Han byggede volde omkring værftet for at forsvare sig mod angreb fra svenskerne. Snart arbejdede mere end 10.000 arbejdere på at skabe Ruslands første flåde. I 1805 skete der en betydelig udvidelse af Admiraliteten, og facaden voksede fra 300 til 375 meter. I 1860 insisterede kirken på, at alle hedenske figurer skulle fjernes fra facaden, og 22 figurer blev fjernet og destrueret. Under 2. verdenskrig blev Admiralitetsbygningen ramt af 56 direkre træffere. Admiralteten var hovedkvarter for flåden indtil 1917. I dag er den flådeakedemi og museum.
På billedet ligger Admiraliteten med det gyldne spir i centrum, til højre ses Vinterpaladset og på den anden side vandet ligger Peter-Paul fæstningen, som vi er på vej til. I baggrunden ses det gyldne spir på Peter-Paul katedralen.
Vi gjorde opså holdt ved den monumentale Isak-katedral, som blev bygget af den franske arkitekt Auguste Montferrand fra 1818-1858. Allerede Peter den Store lod bygge en trækirke til ære for St. Isak, og i denne kirke blev han siden gift med Katharina (I). Isak-katedralen fik sit navn, fordi Peter den Store blev født på Isak af Dalmatiens fødselsdag. Denne kirke blev ødelagt af oversvømmelser, og de to følgende kirker, som blev opført på samme sted, blev ligeledes ødelagt. I begyndelsen af 1800-tallet udskrev Alexander I en konkurrence om det bedste projekt til en ny katedral, og den unge franske arkitekt, Auguste Monferrant vandt. Opførelsen varede 40 år, og det anslås, at 4-500.000 arbejdere deltog. (Ja, jeg synes også, det lyder voldsomt.) Stilen er nyklassicistisk, og kirkens grundform er et græsk kors. Den har et stor central kuppel og fire mindre kupler. Isak-katedralen har den 4. største kuppel i verden efter Peterskirken i Rom, St. Paul's Cathedral i London og Santa Maria i Firenze. Kirken er 101½ meter høj - kun Peter-Paul Katedralens spir er højere - og den dækker et areal på 4.000 m2; der kan være omkring 14.000 personer i kirkerummet. Jørgen fortalte, at der medgik 400 kg guld til byggeriet, som blev ca. seks gange dyrere end Vinterpaladset. Alene til kuplerne blev der brugt 100 kg bladguld. Piloteringen alene tog fem år, og der måtte bankes mere end 10.000 fyrrestolper ned i den bløde undergrund. De kæmpemæssige granitsøjler, som hver vejer 114 tons, er alle hugget ud af ét stykke granit. Facaden er udsmykket med skulpturer og beklædt med marmor. Katedralens døre er efterligninger af Lorenzo Ghibertis berømte døre til dåbskapellet San Giovanni i Firenze.
Kirken var en yndet mål for nazistiske bombardementer under 2. verdenskrig, og den blev flere gange ramt af granater, hvilket søjlerne stadig bærer præg af. Den skinnende kuppel blev målet grå for ikke at tiltrække fjendtlige bombefly. I begyndelsen af 1930'erne blev kirken lukket og omdannet til et museum. I dag bliver der igen afholdt messer i kirken, fx. de traditionelle jule- og påskegudstjenester, men den betragtes primært som et museum (hvortil der skal løses billet, hvis man ikke er russisk. For resten, kirken er lukket om onsdagen). Har du gode ben, kan du mod betaling få lov til at klatre de godt 300 trin op til rotundaen omkring kuplen og nyde en fantastisk udsigt over byen.
Det enorme kirkerum, hvor der efter russisk ortodoks tradition ikke er stole eller bænke, er overalt smykket med malerier, mosaikker og skulpturer. Væggene er beklædt med 14 forskellige slags marmor, og der er anvendt forskellige kostbare halvædelsten. Søjlerne er lavet i grøn malakit og lapis lazuli. Over hovedaltret er et stort glas mosaik vindue med den genopstandne Kristus. Vi fik at vide, at kirkens lysekroner vejer tre tons, men de syner ikke af meget i det store rum. Kirken rummer 103 vægmalerier, hvoraf nogle er på flere hundrede kvadratmeter. Den pragtfulde ikonostase er indrammet af otte søjler: seks af malakit, to mindre af lapis lazuli.
Oprindeligt var hele kirkens indre dækket med malerier af russiske kunstnere, men da billederne begyndte at forgå på grund af det fugtige klima, forlangte Montferrant, at de blev erstattet af mosaikker; arbejdet blev imirdlertid aldrig fuldført.
Vores byrundtur bragte os også over på Vasiljevskij Øen, den største ø i Neva deltaet. Det var Peter den Stores plan, at centrum for St. Petersborg skulle være her på den østlige spids af Vasiljevskij, hvorfra man kan se over til Vinterpaladset, Admiralitetsbygningen og Isak-katedralen til den ene side og Peter-Paul Fæstningen til den anden side. Her lå byens vigtigste handelshavn fra 1730-omkring 1880. Udviklingen medførte imidlertid, at byen "flyttede" til fastlandet. Fra 1805-1810 byggede den franske arkitekt Thomas de Thomon den imponerende Børs i klassisk græsk stil med 44 smukke hvide søjler foran. Bygningen, som i dag rummer et søfartsmuseum, er flankeret af to "Rostral-søjler" i rød granit. Disse fungerede som fyr for skibstrafikken, og på festdage bliver fyrene stadig tændt; de gamle olielamper er dog erstattet med fakler, der brænder ved gas. Søjlernes base er dekoreret med figurer, som repræsenterer Ruslands fire vigtigste floder: Volga, Dnjeper, Neva og Volkhov. Herudover bærer søjlerne figurer af skibsforstavne, og da det latinske navn for forstavn er "rostrum", har søjlerne fået det lidt særegne navn.
Vi kørte flere gange forbi St. Petersborg Statsuniversitet, som ses tydeligt fra "fastlandet". Den imponerende 400 meter lange rød/hvide bygning på Vasiljevskij Øen består i virkeligheden af 12 næsten identiske bygninger, som ligger side ved side med front mod vandet. De blev bygget fra 1722-1742 og skulle huse Ruslands regering: Peter den Stores Senat, Synoden og 10 ministerier, "collegii"). I 1835 blev bygningskomplekset overgivet til St. Petersborg Statsuniversitet. Universitetet blev grundlagt i 1819, og det er et af Ruslands største. Det har mere end 20.000 studenter, 2.000 professorer samt et bibliotek med 4 millioner værker. Mange prominente personer har gået på universitetet: kemikeren Dmitry I. Mendeleev (ham med det periodiske system), fysikeren Alexander S. Popov (som opfandt radioen samtidig med Marconi), forfatteren, Ivan Turgenev, matematiker Leonhard Euler, Mikhail Lomonosov, Ivan Pavlov (ham med hundene), Alexander Kerensky (leder af den provisoriske regering i 1917). Ja selv den store revolutionær Vladimir Lenin har gået på universitetet, hvor han tog sin juraeksamen i 1891. Ialt syv nobelprismodtagere er udgået fra det ærværdige universitet. De senere år er en del fakulteter flyttet udenfor byen, bl.a. til Petrodvorets.
Bussen gjorde holdt ud for Børsbygningen tæt ved Rostra søjlerne. Den omkringfarende Kurt kom straks tilbage og fortalte, at der i en sidegade var en mand, som havde en bjørneunge. Han tjente en skilling ved at lade dyret fotografere af turister - en usmagelig måde at tjene penge på efter min mening - men man skal jo leve. Men det skal vores dyr selvfølgelig også.
Da vi stod og betragtede dyret på afstand, opdagede Bente, at der befandt sig en stor bjørn i den blå varevogn, som holdt parkeret ved fortorvet. Hun kunne se dyrets snude stikke ud af et lille hul ved det defekte benzindæksel. Vi gættede på, at det var bjørneungens moder, som savnede sin unge. Havde det været i Danmark, havde vi ringet til politiet. Og den iltre Kurt havde sikkert givet manden et blåt øje.
På Vasiljevskij Øen ligger et af de ældste og smukkeste af byens paladser. Det er bygget af (til) Alexander Mensjikov (1673-1729), som var en god ven og barndomskammerat af Peter den Store. Han kom fra en ydmyg baggrund, men med en ven som Peter er det vel ikke besynderligt, at han hurtigt avancerede, og i 1707 blev han hertug og generalguvernør over St. Petersborg. Han forestod opførelsen af Peter-Paul Fæstningen og fortet på Kronstadt i Den finske Bugt. Fra 1710-1716 opførte han paladset, som på den tid var den mest luksuriøse bygning i St. Petersborg, meget mere imponerende end Peters egen bolig i Sommerpaladset (som vi kommer til om lidt). Adskillige europæiske arkitekter og kunstnere tog del i arbejdet, heriblandt Fontana, Domenico Trezzini og Rastrelli. Derfor blev paladset ofte brugt ved officielle lejligheder.
Efter Peters død i 1725 gjorde Mensjikov alt, hvad han kunne for at sikre, at tronen gik til Peters hustru, Katharina I. I to år ved Mensjikov landets reelle leder, men i 1727 blev han beskyldt for højforæderi og tyveri fra landet; begge påstande var vistnok korrekte, og i hvert fald blev han sendt i eksil i Sibirien med hele familien. Fra 1732-1918 husede paladset en kadetskole, hvorefter det blev overdraget til Ermitagen, og det huser i dag en stor samling af kunst- og brugsgenstande fra begyndelsen af 1700-tallet, hvoraf mange har tilhørt Mensjikov familien.
Vi havde tilmeldt os en udflugt til Peter-Paul Fæstningen, pris 22 euro. Udflugten varede fra 11:00-12:30 og omfattede et besøg i kirken, hvor prinsesse Dagmar, senere kejserinde Maria Federovna ligger begravet ved siden af sin mand tsar Alexander III - mere herom senere. Som du har hørt, byggede Peter den Store en fæstning eller et fort på Hareøen, "Zayachii Ostrov" for at beskytte sig mod svenskerne, straks efter at han havde erobret landet ved Neva-flodens munding. Fra 1721 fungerede fæstningen også som fængsel for højtstående fanger og politiske fanger; en af de første var Peter egen søn, Alexei, som var mistænkt for højforræderi. Siden blev "gæstelisten" udvidet med navne som Dostojevski, Gorki, Trotsky og Lenins ældste broder, Alexander, som blev henrettet i 1887 for et mordforsøg på Alexander III. I 1917 blev fængslet indtaget af oprørske soldater, og fangerne blev sat på fri fod. Efterfølgende måtte hundreder af tsartro embedsmænd søge tilflugt i fæstninger for den vrede befolkning. Den 25. oktober 1917, efter at fæstningen var kommet i hænderne på bolsjevikkerne, blev der affyret omkring 30 granater fra Peter-Paul Fæstningen mod Vinterpaladset. Kun to ramte deres mål, og de anrettede kun mindre skader. Det er muligt at komme ind og se det tidligere fængsel. Siden 1922 har fæstningen haft status af museum. Fæstningen blev stærkt beskadiget under de nazistiske bombardementer under 2. verdenskrig, men den er efterfølgende blevet fuldstændig restaureret.
Udover katedralen rummer fæstningen også en af verdens ældste, fungerende møntfabrikker, grundlagt allerede i 1724. Den første medalje, som blev slået, var i anledning af Peter den Stores død i 1725. Når jeg tænker tilbage på de store russiske militærparader, hvor alle officerer næsten tyngedes til jorden af medaljer og ordener, kan jeg forestille mig, at mønten har haft travlt med at efterkomme denne efterspørgsel. I de gamle bygninger ligger også byens historiske museum. I den østlige ende af øen ligger et museum for rumforskning og raketteknologi - det nåede vi desværre ikke at besøge. Vi slentrede rundt en halv times tid og så bl.a. den imponerende Trubetskoy Bastion, som fængslet er en del af. Jørgen forklarede, at der hver dag klokken 12 blev affyret et (løst) kanonskud fra Naryshkin Bastionen, men selv om vi således var forberedt på det, var Karin tæt på at tisse i bukserne, da skuddet lød. På Peter den Stores tid blev der affyret et skud ved arbejdsdagens påbegyndelse og ved dens ophør, ligesom kanonen også blev affyret ved højvande som oplysning til skipperne.
Om sommerens første sol melder sig, samles soltilbedere i tusindvis på murene og forstranden. Vi så også et par svømmere i vandet under vores besøg. Om vinteren svømmer vikinger omkring mellem isflager i Neva, klubben hedder "Neva Hvalrosklub", hvis du skulle interessere dig for dette dødsforagtende tidsfordriv. Vi fik at vide, at der på helligdage blev tændt fakler langs fæstningsmurene.
Midt i fæstningen står den imponerende Peter-Paul Katedral, som med et par undtagelser er begravelsesplads for alle russiske kejsere (tsarer) og kejserinder (tsarinaer) fra Peter den Store til Alexander III. Katedralen, som blev bygget mellem 1712-1733 af den italienske (schweiziske?) arkitekt Domenico Trezzini, var byens første stenkirke, og den afviger stærkt fra den traditionelle russiske ortodokse kirke, iden den er i tidlig barok stil. Stilen skulle være udpræget hollandsk, hvilket stemmer godt med Peters store fascination af denne nation. Klokketårnet er 123,2 meter høj, og katedralen er således den højeste bygning i St. Petersborg. På toppen af det forgyldte kobberspir står en guldengel - ikke forgyldt engel - med et kors i hænderne. Den fungerer som en vejrhane.
Ud for hovedindgangen står en elegant pavillon, udsmykket med søjler og skulpturer. Det er Peter den Stores bådehus, som i mange år husede tsarens båd, som han medbragte fra Moskva. Legenden vil vide, at det var i denne båd, den unge Peter lærte at sejle. Bådehuset blev bygget i 1761, men indeholder i dag kun en kopi af Peters skib; originalen kan ses på søfartsmuseet. Turister kaster mønter i båden i håb om en dag at vende tilbage til stedet. På den modsatte side af kirkepladsen ligger Møntfabrikken.
Katedralen var bispesæde indtil 1859, hvor Isak-kirken blev byens katedral. I dag er byens katedral Kazan-katedralen på Nevsky Prospect. I 1919 blev katedralen lukket og dørene forsegler efter ordre fra fæstningskommandanten. I 1922 blev kirkens skatte konfiskeret under foregivende af, at de skulle gå til de sultne fattige. I 1926 besluttede en komité, at bronzeornamenter mv. fra Storfyrstekapellet skulle smeltes om, da de ikke havde nogen historisk eller kunstnerisk værdi. Det er uvist, om det er sket, men ornamenternes skæbne er uvis. I 1930 blev bygningen anvendt til opbevaring af bøger.
Klokketårnet og spiret har også haft en bevæget fortid, og som den højeste konstruktion i miles omkreds er det ofte blevet ramt af lynnedslag. (Ja, jeg ved godt, at TV-tårnet er noget højere, 316 meter, men det er altså kommet til en del senere ;-). Allerede i 1756 brændte spiret ned, og klokkerne blev ødelagt. Katharina den Store beordrede klokketårnet genopført i samme skikkelse som før, og det nye tårn blev taget i brug i 1776. De nye klokker kom, som de gamle, fra Holland. Indtil 1917 spillede de hver time i dagtiden, og kl. 12 spillede de nationalmelodien. Dette ophørte i 1917, men blev genoptaget i 1952 og har siden lydt hvert kvarter.
I 1830 blev spiret igen ramt af lynet, og den stærke vind væltede guldenglen. Det fortælles, at Pjotr Telushkin, en tømrer fra Yaroslavl, frivilligt tilbød at få figuren på plads uden brug af stillads. Et øjenvidne berettede, at den lille, men meget stærke mand, som kunne løfte omkring 200 kg, ikke forlangte nogen betaling for udførelse af den farlige opgave. Han kastede et reb omkring spiret og klatrede højere og højere op, indtil han nåede den 1.6 meter store kugle. Her lykkedes det ham at få fastgjort en rebstige til det 5-meter store kors. Det tog Telushkin 6 uger at få rettet guldenglen op. Vores russiske guide fortalte, at som belønning havde Telushkin fået en lille tatovering på siden af halsen, et tegn som sikrede, at han kunne få gratis vodka i ethvert udskænkningssted. Hun fortalte også, at hvis en russer gør en lille bevægelse med hånden ved dette sted på halsen, er det en opfordring til at få en vodka. Jeg har desværre ikke kunnet få denne historie bekræftet, men den er da sjov - og det er just det vigtige.
Indvendig er kirkerummet opdelt i tre skibe ved hjælp af kæmpemæssige søjler. Den forgyldte udskårne ikonostase er udført fra 1722-1727 af mere end 40 kunstnere fra Moskva. Væggene er forsynet med malerier med bibelske temaer, ligeledes udført i 1700-tallet. Flere steder var ophængt bannere; det er trofæer fra erobrede byer og fæstninger, som opbevares i kirken sammen med evt. nøgler til byerne.
Det er tydeligt, at kirkens hovedformål er at tjene som gravsted for tsarfamilien. Kirken er mindre end Roskilde Domkirke, hvor vores kongerække hviler, og langt mindre end Isak-katedralen. Gravene i Peter-Paul er meget dominerende. Faktisk er det ikke grave, vi ser, idet tsarerne og deres familie ligger begravet under gulvet, hvorover der er rejst smukke sarkofager for de døde. Udover Peter den Stores grav finder vi Katharina I & II, Elizabeth, Alexander I, II & III, Paul, Peter III, Anne og Nikolai I & II. Gravene er ekstremt ekstravagante, ofte monoliter af værdifulde sten. For eksempel arbejdede kunstnere fra Peterhof i 17 år for at lave sarkofager til Alexander II og hans hustru Maria. Indtil 1831 var det kun regerende monarker, som blev gravsat i Peter-Paul, mens de øvrige familiemedlemmer blev i de fleste tilfælde begravet i Bebudelseskirken i Alexander Nevsky Lavra (klostret). I 1831 beordrede Nikolai I, at storfyrster og deres familie også skulle begraves i Peter-Paul katedralen.
Da Peter den Store jo døde, før katedralen var færdig, blev der bygget et midlertidigt kapel indenfor katedralens mure. Her blev Peter og hans datter Natalia, som døde en uge før sin fader, anbragt på en katafalk. I 1727 blev Peters hustru, Katharina I, anbragt ved siden af dem. I 1731 blev kisterne anbragt i den krypt, som var lavet til lejligheden. Ceremonien blev overværet af medlemmer af Generalstaben, Admiraliteten og Regeringen, og der blev affyret 51 skud fra fortets kanoner. Borgere i byen lægger til stadighed friske blomster på Peters grav, som ligger ved den sydlige indgang lige til højre for ikonostasen.
Som tidligere nævnt, er der ikke siddepladser i russisk-ortodokse kirker. Selvfølgelig var der en undtagelse for tsaren, og hans tronstol stod her før revolutionen.
Inden vi fortsætter vores rundgang i kirken, vil jeg bringe et par bloddryppende historier, om den russiske revolution, om den gale munk Rasputin, om den sidste tsarfamilies endeligt og om den danske prinsesse Dagmar, som bliver russisk kejserinde /tsarina og moder til den sidste tsar.
Nikolai II kom på tronen i 1894 i et samfund, hvor kløften mellem rig og fattig var umådelig, og hvor konflikterne lurede om hjørnet. Den bølge af revolutioner, som var gået over Europa og USA mere end 100 år tidligere, havde ikke ramt Rusland. Nikolais forældre var Alexander III og kejserinde Dagmar, den danske prinsesse, som havde taget navnet Maria Feodorovna. Da Alexander døde i 1894, blev han efterfulgt af sin søn, Nikolai II. Nikolai havde en svag personlighed og var slet ikke forberedt på det byrdefulde hverv. Alt, hvad han ønskede, var et roligt familieliv. Hans hustru, som var en barnebarn af dronning Victoria, var tysk prinsesse af Hesse. Ved konvertering til den russisk ortodokse kirke tog hun navnet Aleksandra.
En forsmag på, hvad der ville komme, var Den Russiske Revolution, som brød ud i 1905. Den havde hverken leder eller klare mål, men regnes som en optakt til "den rigtige revolution" i 1917. I januar måned 1905 anførte en præst en demonstration på 200.000 mennesker mod Vinterpaladset for at få tsaren til at gribe ind mod de høje fødevarepriser, som krigen mod Japan havde medført. Tsarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og der blev dræbt mellem 1000 og 4000 mennesker. Dagen er senere blevet kaldt Den blodige Søndag. Begivenheden udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde, og i efteråret 1905 gik arbejderne i generalstrejke. Strejken blev organiseret af sovjetten (arbejderrådet) i St. Petersborg. Oprøret blev slået ned, men tsaren måtte modvilligt gå med til en begrænset demokratisering af landet, hvorunder der blev oprettet en rådgivende nationalforsamling, Dumaen; kun få havde stemmeret, og censuren blev lettet en smule. Men de demokratiske forbedringer var for få, for små og kom for sent. I 1914 kom 1. Verdenskrig, hvor Rusland sammen med England og Frankrig kæmpede mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Efterhånden som antallet af døde voksede, voksede også befolkningens uvilje mod den tyskfødte tsarina, Alexandra.
Dette blev ikke mindre af, at Alexandra var kommet under indflydelse af en "hellig mand" og mystiker, Rasputin. Rasputin påstod, at han kunne kurere tronfølgeren Alexei, som led af blødersygdommen (hæmofili). Tsarfamilien havde først fået fire døtre, inden de fik en mandlig arving til Romanov-tronen, så fortvivlelsen var stor, da det viste sig, at sønnen led af en blødersygdom. (Det menes, at sygdommen, som kun rammer drenge, men overføres gennem kvinder, kan føres tilbage til dronning Victoria). Rasputin blev hurtigt berygtet for sit udsvævende liv med druk og hor. Mens tsaren kæmpede ved fronten mod Tyskland, bredte sig det rygte i befolkningen - som ikke kendte til kronprinsens sygdom - at Rasputin havde forført ikke alene tsarinaen men også de fire døtre. Medlemmer af Romanov-familien, som mente, at Rasputin var skyld i alle Ruslands problemer, besluttede, at han skulle dø. Storfyrste Dimitri Pavlovich og fyrst Felix Jusupov inviterede Rasputin til en fest i fyrstens palads den 16. december 1916. Her fik han kage og vin - iblandet store mængder arsenik. Efter at have spist nogle kager og drukket så meget vin, at det ville have dræbt adskillige almindelige mennesker, klagede han over mavesmerter, men det gik over igen. Derefter blev han skudt på nær hold, men han vågnede snart op og tævede en af vagterne og stak af. Herefter blev han igen skudt, bundet og smidt i en våge i Neva, hvor han druknede.
Den Russiske Revolution brød ud i februar 1917 og begyndte med spontane strejker. Politiet skød mod befolkningen, men revolutionen bredte sig snart til hæren. Dumaen nedsatte en provisorisk regering, og Nikolai II blev opfordret til at abdicere. Det skete den 1. marts 1917, hvorefter tsarfamilien blev sat i husarrest. Imens bredte revolutionen sig til andre dele af Rusland. Da situationen i St. Petersborg var meget usikker, og der var magtkampe mellem bolsjevikkerne, "de røde" og mensjevikkerne, "de hvide", blev tsarfamilien den 1. august 1917 i tog sendt til Tobolsk i Sibirien, hvor de i første omgang blev behandlet med respekt. Natten mellem den 24. og 25. oktober 1917 overtog bolsjevikkerne magten i St. Petersborg og afsatte den midlertidige regering.
Bolsjevikkerne var bange for, at mensjevikkerne ville bemægtige sig tsaren og bruge ham politisk, hvorefter de satte familien på et tog til Moskva. Rejsen blev afbrudt i Ekaterinburg, hvor tsarfamilien blev indkvarteret i en ejendom, der tilhørte en velhavende jødisk borger, Nicholas Ipatiev, som blev bedt om at flytte ud.
Tidligt om morgenen den 17. juli 1918 blev tsarfamilien og deres tjenestefolk ført ned i kælderen og skudt - vistnok på Lenins direkte ordre. Ligene blev brændt og derefter overhældt med syre for endelig at blive smidt i en forladt mine. Nogen tid senere blev ligene gravet op og begravet et andet sted udenfor Ekaterinbourg. I 1977 beordrede Boris Jeltsin, aom var leder af kommunistpartiet i Ekaterinburg, at den bygning, hvori tsarfamilien var blevet myrdet, skulle ødelægges. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev ligene fundet. Et anonymt medlem af Romanov-familien stillede sig til rådighed, og der blev gennemført en DNA-undersøgelse, som med næsten 99% sikkerhed fastslog, at ligene tilhørte Nikolai II og hans familie.
Resterne af Nikolai II og hans familie blev gravsat i St. Katharina kapellet i Peter-Paul katedralen på 80 års dagen for deres død den 17. juli 1998. Da det ikke var muligt at adskille deres jordiske rester, ligger de i en fællesgrav. Den russiske patriark var på trods af DNA-analyserne ikke overbevist om, at ligene stammede fra tsarfamilien, hvorfor kirken benævner de gravsatte for "anonyme ofte for den russiske revolution". På trods af modstand fra den ortodokse kirke deltog præsident Jeltsin i højtideligheden.
Prinsesse Dagmar blev født i København i 1847 som datter af den senere kong Christian IX, "Europas svigerfar". Blandt hendes søskende var de senere konger Frederik VIII af Danmark og Georg I af Grækenland samt den senere dronning Alexandra af England, gift med Edward VII. I 1866 blev hun gift med den russiske tronfølger, Alexander, den senere Alexander III, som regerede fra 1881 til sin død i 1894. I forbindelse med brylluppet konverterede prinsesse Dagmar til den russisk ortodokse tro og tog navnet Maria Feodorovna. Hun fik seks børn, heriblandt den senere tsar Nikolaj II, der regerede fra 1894 til sin abdikation i 1917. Kejserinde Dagmar levede over 50 år i Rusland. Hun overlevede revolutionen, der kostede to af hendes sønner og fem børnebørn livet. Under revolutionen boede hun først i Kiev, siden på Krim. I 1919 forlod hun Rusland om bord på et britisk krigsskib og boede en tid hos sin søster, enkedronning Alexandra af England, men flyttede snart til Danmark. Fra 1920 boede hun om vinteren på Amalienborg og resten af året på det lille lystslot Hvidøre ved Klampenborg, hvor hun døde den 13. oktober 1928. Hun blev begravet fra Alexander Nevski-kirken i København og bisat i Roskilde Domkirke.
I 2005, efter flere års overvejelser og forhandlinger, blev den danske og den russiske regering enige om at genbegrave kejserinde Dagmar i Peter-Paul katedralen, hvor hendes ægtefælle havde hvilet i 111 år. Genbegravelsen blev indledt i Danmark med en mindehøjtidelighed i Roskilde Domkirke den 23. september, hvorefter kisten bæres til rustvognen af en dansk/russisk æresvagt. Undervejs blev der gjort stop ved den russisk-ortodokse kirke, Alexander Nevskij-kirken, i Bredgade, hvor kisten velsignes af ærkebiskoppen af Berlin. Kejserindens kiste sejlede med "Esbern Snare" til St. Petersborg, hvor kisten blev båret i land ved slottet i Peterhof, hvor prinsesse Dagmar i sin tid (1866) først satte foden på russisk jord. Da "Esbern Snare" passerede Kronstadt, blev der saluteret fra øen. Den 28. september 2006 blev kisten kørt til St. Petersborg, først til en mindegudstjeneste i Isak-katedralen, derefter til genbegravelsen i Peter-Paul katedralen. Det danske kronprinsepar, Frederik og Mary samt udenrigsministeren deltog i genbegravelsen. 140 år efter hendes første ankomst til Rusland og næsten 78 år efter hendes død kom hun nu til at hvile ved siden af sin døde ægtefælle. På grund af diplomatiske forviklinger mellem Rusland og Danmark havde dronning Margrethe ikke mulighed for at deltage - vistnok til stor sorg for dronningen. Havde hun været med, ville hun formentlig have leet over den danske diplomatmedarbejder, som var så uheldig at falde i graven inde i Peter-Paul katedralen. Du husker sikkert episoden. Hvis du har lyst til at vide mere om genbegravelsen, så klik her på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Via en korridor er kirken forbundet med det såkaldte Storfyrstekapel - et mausolæum for storfyrster af Romanov-familien. Sidst i 1800-tallet var der 64 grave i Peter-Paul, og der var ikke plads til flere, hvorfor man gik i gang med at opføre Storfyrstekapellet på grunden øst for katedralen. Kapellet blev indviet den 5. november 1908, og tre dage senere blev den første bisættelse foretaget, Alexander II's søn Storfyrste Alexei. I 1916 indeholdt kapellet 16 grave, hvoraf 13 var overført fra katedralen. I 1992 blev storfyrste og oldebarn af Alexander II, Vladimir Kirillovich Romanov, som siden sin faders død i 1938 anså sig for overhoved for familien og nærmeste arving til tronen, begravet i kapellet. Vladimir døde i eksil i USA. Det diskuteres, om retten til Romanovernes trone er overgået til datteren Maria. For at dette skal være tilfældet, forudsættes Vladimirs ægteskab at være et "ligeværdigt ægteskab" og ikke bare et "morganitisk ægteskab", dvs. at hustruen ikke bare skal være af adelig men også kongelig slægt, og hustruen Leonida Georgievna kommer ganske vist af en kongelig slægt, men man skal helt tilbage til 1505 for at finde et mandligt familiemedlem, som har været på tronen i Georgien. Da jeg ikke tror, at familien Romanov vil vende tilbage til den russiske trone i en overskuelig fremtid, tror jeg, at det er nytteløse overvejelser. I hvert fald havde den russiske presse i 1992 travlt med at forsikre, at begravelsen alene var en æresbevisning overfor familien og ikke optakt til genindførelse af monarkiet. Ja, jeg ved godt, at der er mange, der opfatter Putin som nutidens tsar, men i det mindste går hans rige ikke i arv.
I korridoren mødte vi et mandskor, som gav en kortvarig koncert. Det er en meget anvendt måde at sælge CD'er og andet materiale på, men godt lød det. Nå, ikke mere kongerøgelse i denne omgang.
Efter at være kommet ud af katedralen gik vi sammen hen og så en meget omdiskuteret statue af Peter den Store. Statuen, som blev opsat i 1991, står på en græsplæne lige ved siden af hovedgaden. Den er en gave til St. Petersborg fra kunstneren Mikhail Shemyakin, som har valgt at bo udenfor Rusland. I sin ungdom boede han med sin familie i Østtyskland. Da familien vendte tilbage til St. Petersborg, begyndte Shemyakin at studere malerkunst, men blev smidt ud i 1971, da han ikke levede op til de socialistiske realitetsnormer. Siden da har han levet i Frankrig og USA. Hovedet er modelleret efter Peter den Stores dødsmaske, lavet af Rastrelli. Umiddelbart ser hovedet meget lille ud i forhold til den store torso. Til gengæld er fødderne store enorme. Det ser ud til, at personens voldsomme energi er samlet i de meget dynamiske fingre. Figuren er meget forskellig fra den idealiserede helt, Bronzerytteren. Det var tydeligt, at vores russiske guide ikke brød sig om figuren. Det gjorde til gengæld mange turister, som klatrede op på bronzefiguren for at blive foreviget på skødet af Peter den Store. Statuen blev afsløret samtidig med, at byen skiftede navn tilbage til St. Petersborg.
Ikke langt fra Peter-Paul Fæstningen ligger Peter den Stores bjælkehytte, den eneste træbygning, som går tilbage til byens grundlæggelse i 1703. Den blev bygget på kun tre dage, og er omkring 60 m2 stor (hm, lille?). Peters første residens i St. Petersborg var ikke overdådig; den rummer et kontor, en spisestue og et soveværelse. Guiden forklarede, at Peter, som jo var en stor mand på over to meter, foretrak små og overskuelige omgivelser. Hytten, som er uden opvarmningsmuligheder, blev kun benyttet om sommeren. Da bygningen led under klimaet i St. Petersborg, blev den i 1844 "pakket ind" i en omgivende murstenbygning. Sidst i 1800-tallet blev der opstillet en bronzebuste af tsaren i haven foran bygningen, udført af Zabello Parmen Petrovich.
I 1930 blev bygningen omdannet til et historisk museum. Bygningen led nogen overlast under 2. verdenskrig, men museets genstande var bragt i sikkerhed. Udstillingen viser især brugsgenstande, som har tilhørt Peter, ligesom der er beskrivelser af de russiske sejre over Sverige i Den Store Nordiske Krig. Der fremvises også en lille båd, som skulle være lavet af den store skibsbygger selv. Museet er lukket om tirsdagen.
Vi kørte forbi (desværre) Peter den Stores sommerhave, som ligger, hvor Fontanka floden flyder ud i Neva. Den blev oprettet i 1704 på bestilling af Peter den Store. Den er anlagt efter strengt geometriske principper og efter hollandsk forbillede. Under vores tidligere besøg i St. Petersborg tilbragte Birgit og jeg et par timer i den romantiske park, som rummer mange smukke statuer, hvoraf de fleste er importeret fra Italien. Figurerne er guder og helte fra den græske mytologi. For få år siden blev de originale statuer, som tidens tand var begyndt at gnave i, flyttet indendørs og erstattet af vellignende kopier. Blomsterne er ligeledes indført fra mange steder i verden, og overalt er der sprudlende fontæner. Haven er omgivet af et utroligt smukt smedejernshegn, som Kurt ikke kunne have lavet bedre. Har jeg fortalt, at Kurt er uddannet smed, og en gang imellem skal han demonstrere, at han ikke har glemt alt det, han lærte i læretiden?
I Sommerhaven finder vi Peter den Stores Sommerpalads, opført fra 1710-1712 af byens mest celebre arkitekt, Domenico Trezzini. Paladset indeholder "kun" 14 værelser, og Peter tilbragte sammen med familien hver sommer her indtil sin død i 1725. Både ind- og udvendigt fremtræder det gule palads beskedent i betragtning af, at det var en kejsers residens. Facadens få relieffer består af mytologiske motiver. Det blev åbnet for besøgende i 1925 og er i dag et museum. På den nederste etage ses to modtagelsesværelser for gæster, et kontor, spisestuen og køkkenet. På anden etage ligger Katharinas værelser. Man kan se parrets personlige ejendele, herunder deres garderobe udstillet her.
På vejen mod Vinterpaladset, turens højdepunkt, passerede vi det historiske skib, Aurora, hvor vi gjorde et kort ophold. Krydseren Aurora - Aurora er den romerske gudinde for morgengry eller dagning - blev bygget i St. Petersborg fra 1897-1900 og deltog i Russisk-Japanske krig fra 1904-1905, som bl.a. resulterede i, at den russiske stillehavsflåde blev udslettet. Det var i øvrigt første gang, at et europæisk land tabte en krig mod et asiatisk land, hvilket befolkningen opfattede som meget forsmædeligt. Efter krigen blev Aurora anvendt til uddannelse af marinesoldater. Skibet blev kendt, fordi det den 7. november 1917 (efter datidens russiske tidsregning den 15. oktober 1917) ved affyring af et ganske vist løst skud signalerede revolutionens begyndelse og stormen på Vinterpaladset, hvor den stort set ineffektive provisoriske regering befandt sig. De har formentlig dukket nakken, da de hørte skuddet. Bolsjevikkerne stormede paladset, arresterede regeringen og tog magten på partiets vegne.
Under 2. verdenskrig blev Aurora sænket på lavt vand for ikke at falde i hænderne på tyskerne, mens kanonerne blev brugt ved fronten for at afværge den tyske belejring. Efter krigen blev Aurora retableret, og i 1949 blev hun fast forankret og indrettet som museum. Der er gratis adgang til skibet.
Fra 14-16:30 var der rundvisning på Eremitagen ved den meget kompetente russiske guide - som talte dansk, husker du? Hun gennemførte turen med fast hånd, hvilket er en nødvendighed, hvis man skal få noget ud af 2½ time i verdens største museum. Iflg. Guinness rekordbog er Vinterpaladset verdens største kunstgalleri med 322 gallerier, hvori befinder sig næsten 3 millioner udstillingsgenstande. Hvis du vil gå gennem samtlige gallerier, er det en spadseretur på 24 km. Så det er ikke nok med et hjerte, som brænder for kunst og kultur, du skal også have gode ben. Det bedste vil selvfølgelig være at dele besøget over 2-3 gange. Første gang, Birgit og jeg var herinde, brugte vi en hel dag og fik kun set en meget beskeden del af udstillingerne. Men lad os begynde med at kigge lidt på selve bygningen og dens historie, inden vi kaster os over kunstsamlingerne.
Vinterpaladset blev bygget af Bartolomeo Rastrelli fra 1754-1762 til kejserinde Elisabeth, Peter den Stores datter, men desværre døde hun, før det var færdigbygget. I 1762 flyttede Katharina den Store ind i paladset, som er inspireret af Versailles, og gik straks i gang med ændre både paladset og dets interiøre efter sit eget hoved. Allerede i 1764 begyndte Vinterpaladset at fungere som et kunstgalleri, da Katharina købte en samling på 255 malerier af byen Berlin. Eremitagen er et vældigt bygningskompleks, som består af i alt fem med hinanden forbundne paladser, som ligger med facaden mod Neva. Alene Vinterhaven, som er det ældste, har mere end 1800 værelser. Udover Vinterhaven er der Den Lille Eremitage og Den Store Erimitage. Den Lille Eremitage blev opført af Katharina fra 1764-67 til hendes privat brug. På hendes tid måtte man gennem hendes gemakker for et komme ind i de sale, hvor hun opbevarede sine hollandske og flamske mesterværker. Hun fortalte sine venner, at kun hun selv om musene kunne fryde sig over de dejlige malerier. Selv den store russiske digter Pusjkin skulle have speciel tilladelse for at besøge museet. Og ønskede en maler at studere og evt. kopiere malerierne, skulle han/hun fremlægge en attest på sin politiske pålidelighed. På den tid var navnet "Eremitagen" - eneboer bolig" sikkert velvalgt - men i dag virker det besynderligt med 3.5-4 mio. gæster årligt. Den Store Eremitage blev bygget fra 1770-1860 og er med en lille bro forbundet med et hofteater på den anden side af Vinterkanalen. Østfløjen af Generalstabsbygningen samt Mensjikovpaladset indgår også i "Eremitagen", som i dag er en fælles benævnelse for alle de kunstsamlinger, som befinder sig i Vinterpaladset og de øvrige tilknyttede bygninger. Tsarerne, som efterfulgte Katharina, samlede også på kunst, og i 1852 måtte Nikolai I bygge Den Nye Eremitage for at få plads til enorme mængder af egyptiske, græske og romerske antikviteter. Efter revolutionen beslaglagde man privat kunst overalt i Sovjetunionen og sendte det til St. Petersborg.
I slutningen af 1837 blev Vinterpaladset ramt af en frygtelig brand, som rasede i mere end 30 timer. Tsar familien og hofet flyttede straks til Anichkov Paladset, men allerede i påsken 1839 var paladset restaureret. Samtidig var det blevet brandsikret på forskellig vis: paladset blev nu opvarmet af et varm luft, som kom fra et fyr i kælderen, bjælker mv. i lofter og vægge blev udført i metal, og mange træsøjler blev erstattet af murværk. Når man nu havde fået fat i håndværkerne, kunne man lige så godt lave endnu en mindehal; den er til minde om Alexander I og hans sejr over Napoleon - mere herom senere. Samtidig med restaureringen søgte man at opnå en fordeling mellem det offentlige og det private rum, og der blev oprettet otte lejligheder til den kongelige familie samt en række gæstelejligheder. Alle etager i den nordvestlige blok, som var forbundet med en trappe og en elevator, indeholdt tsar Nikolai I, hans hustru Alexandra Fjodorovna og deres døtres hjem. Hele familien samledes efter middagen i tsarinaen lejlighed, hvor der ofte var underholdning. Hvis der var soiré, spillede tsaren med på sin fløjte. Efter det første attentatforsøg mod tsaren, som fandt sted i St. Petersborg, skiftede stemningen, og familien tilbragte mere tid i deres paladser i Moskva.
Vinterpaladset til højre, Den Nye Eremitage og Eremitage Teatret til venstre.
Under Stalin-perioden i 1920'erne og 1930'erne blev kunst opfattes som "borgerskabets dekadence" og den sovjetiske regering solgte mere end 2.000 af Eremitagens kunstværker: Rafaels "Alba Madonna", Titians "Venus med et Spejl", Botticellis "De vise mænd tilbeder Jesusbarnet" Jan van Eycks "bebudelsen" m.fl. Da nazisterne nærmede sig Leningrad, gik man i gang med at klargøre samlingerne til evakuering. Selvfølgelig kunne man ikke evakuere flere millioner værker, hvoraf mange er meget omfangsrige, men værker af Rembrandt og andre lysende mestre blev pakket ned i kasser til transport og langvarig opbevaring. 52 jernbanevogne blev læsset med skatte og sendt i sikkerhed i Sibirien. Mange af medarbejderne nægtede at forlade den belejrede by, men blev tilbage for at tage vare på museet; mange flyttede i museets kældre. De holdt vagt på taget og slukkede brandbomber. Museet blev bombet 19 gange. Der var indrettet 12 beskyttelsesrum i kælderen, og det anslås, at der på et tidspunkt levede omkring 12.000 mennesker i museumskomplekset. De plantede grønsager i de hængende haver for at overleve. Den 11. oktober 1945 vendte museets skatte tilbage fra Sibirien, og godt tre uger senere genåbnedes de første 69 sale for publikum. Efter 2. verdenskrig forærede flere kunstnere gaver til museet; fx gav Henri Matisse 40 af sine værker til museet.
I 1995 viste det sig, at den sovjetiske regering havde forsøgt at skaffe sig kompensation for de store tab under krigen ved at "konfiskere" et stort antal kunstværker, som den røde hær havde beslaglagt under krigens afslutning. Disse værker, deriblandt de skatte, som Heinrich Schliemann havde hjemført til Berlin fra det sagnomspundne Troja, havde man hidtil regnet for gået tabt, men de befandt (befinder sig) i kældrene på de russiske museer uden adgang for offentligheden. Den russiske regering anser de røvede værker som en lille kompensation for de ødelæggelser, som nazismen påførte den russiske kulturarv.
Vores guide Jørgen fortalte, at Danmark havde medvirket til renovering af den indre gård i Vinterpaladset. Gården, som nu skal være hovedindgang til museet, fremstår igen med sit oprindelige udseende fra 1880'erne. Projektet som blev finansieret af A.P. Møller og Chastine Mc-Kinney Møllers Fond (1½ mio dollars?), var Danmarks officielle gave til St. Petersborg i forbindelse med byens 300 års jubilæum i 2003. Jeg tror, at vi alle rankede rykken og et kort øjeblik følte os stolte over at være danskere.
Når man kommer ind i Vinterpaladset virker vægge, lofter og gulve næsten blændende i al deres pragt. Først imponeres man af den smukke "Jordantrappe", som fører op til 1. etage, hvor de vesteuropæiske værker er samlet. Trappen har fået sit navn, fordi tsaren hvert år på den 6. januar gik fra paladsets kirke og ned ad trappen for at deltage i den ceremonielle velsignelse af Nevafloden. Russerne sammenlignede Neva med Jordanfloden, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen. Men kom nu med os op ad den imponerende trappe, som undervejs deler sig i to trapper, som mødes igen på 1. etage. Trappen bæres af 10 solide granitsøjler. Loftsmaleriet, som viser Olympens Guder, antyder måske, hvorledes tsarfamilien og hoffet så sig selv? Oprindelig hed trappen "Ambassadørernes Trappe", fordi den blev anvendt af ambassadører og andre, som kom til paladset til officielle receptioner.
Første stop var i "Feldmarskallernes Hal", hvor Peter den Stores kroningsvogn er udstillet. Den blev hjembragt fra Peters besøg i Paris i 1717. Vognen er også anvendt ifm kroning af både Katharina I (1724) og Katharina den Store (1762). Salen har fået sit navn, fordi der indtil revolutionen hang portrætter af russiske feltmarskaller i nicherne.
"Peter den Stores Mindehal" - også kaldet "Den Lille Tronsal" - blev som nævnt udført efter den store brand i 1937. På væggene er to kampscener fra Den Store Nordiske Krig, Slaget ved Lesna og Slaget ved Poltava, hvor Peter den Store tævede svenskerne. I en niche står en tronstol, som er lavet, ikke til Peter men til Anna I, tsarine fra 1730-1740. Over tronstolen er et maleri af Peter sammen med den romerske Minerva, visdommens og sejrens gudinde. Der er i det hele taget ikke sparet på symboler i den imponerende sal, hvor man også ser tsarens symbol, den dobbelthovede ørn.
Pavillonsalen" i Den Lille Eremitage er fra midten af 1800-tallet. Stilen er en blanding af klassisk antik, renæssance og orientalsk. Den lyse marmor og 28 kæmpemæssige krystallysekroner er fantastisk. Salen er udsmykket med en arkade af smukke søjler, som støtter et yndefuldt galleri.
I den sydlige ende af den store sal er udstillet en kopi af et mosaikgulv, som blev udgravet i 1780 i et gammelt romersk bad i Ocriculum.
Det, som tiltrak sig størst opmærksomhed i den store sal, var det såkaldte "Påfugleur", som er lavet af den engelske guldsmed og urmaget James Cox i 1700-tallet. Uret består af en påfugl på en forgyldt gren, en ugle i et bur samt en hane. Hver onsdag kl. 17 bliver uret trukket op. Den forgyldte påfugl spreder sin hale, fjerene rejser sig, og hele fuglen roterer, samtidig med, at uglen hopper i sit bur og åbner og lukker øjnene. Desværre oplevede vi ikke denne begivenhed, men iflg. guiden er salen fyldt på dette tidspunkt.
James Cox var en blandt mange urmagere, som arbejdede med at lave yderst komplicerede ure, som indeholdt bevægelige objekter som dyr og mennesker. I 1777 aflagde grevinde af Kingston Elizabeth Chudleigh besøg i St. Petersborg, og under et bal, som blev afholdt til hendes ære, fortalte hun fyrst Potemkin, Katharina den Stores elsker, om Cox's mekaniske frembringelser. Potemkin, som var bekendt med Katharinas passion for at samle kunstværker, bestilte et ur hos Cox til opsætning i Vinterpaladset. Uret kom til St. Petersborg i 1781, og prisen var 11.000 rubler, omkring 1.800 pund sterling - det var sikkert mange penge den gang. Påfugleuret er vistnok det eneste af sin slags fra 1700-tallet, som stadig er uændret og funktionsdygtig.
Leonardo Salen indeholder to mesterværker af Leonardo da Vinci: "Madonna med en Blomst" og "Madonna og Barnet". Sidstnævnte blev købt af museet i 1865 fra hertugen af Litta i Milanos samling. Værkerne befinder sig i et af de oprindelige gæsteværelser. De smukke døre har indlæg af skildpaddeskjold og kobber. Over dørene hænger seks medaljoner med protrætter af russiske feltmarskaller.
Titian Salen indeholder værker af den store venetianske renæssancekunstner Titian (Tiziano Vecellio, 1490-1576), bl.a. "Danae", "Den angrende Mary Magdalene" og "St. Sebastian".
Rafaels Loggia er en prægtig efterligning af Rafaels berømte loggia ud mod St. Damaso gården i Vatikan Paladset, påbegyndt af Bramante og fuldført af Rafael (Raffaello Sanzio, 1483-1520) og formentlig hans elever i begyndelsen af 1500-tallet. Vores russiske guide fortalte. at tsaren sendte et antal kunstnere til Vatikanet, hvor de møjsommeligt overførte hvert eneste motiv til lærred. Loggian er opdelt i 13 sektioner, hver med sin egen hvælving. I hver hvælving vises fire scener fra bibelen: 48 fra det gamle testamente og fire fra det nye testamente, og i spøg kaldes de undertiden for Rafaels bibel. Først præsenteres Adam og Eva, så syndefaldet, patriarkerne og kongerne. Fra det nye testamente vises Jesu fødsel, Jesus tilbedes af de vise mænd, Jesu dåb og den sidste nadver. Freskerne på væggene er med motiver af mennesker og dyr, omgivet af blomster og løvværk; freskerne er udført fra 1783-1787. Efter ordre af Katharina II blev der malet et billede af Rafael på loggiaens sydlige væg. På den tilsvarende plads i Vatikanets loggia er Mediciernes våbenskjold - det var dem, der bestilte værket udført, og du husker måske, at et par af paverne tilhørte Medici slægten. Da Birgit og jeg var i Vatikanet, var der ingen adgang til Rafaels Loggia, så det var spændende at se denne smukke kopi.
Riddersalen, som er et af de største rum i Eremitagen, er udført fra 1839–1849 af den tyske arkitekt og maler Leo von Klenze. Salen var oprindelig tænkt til udstilling af gamle mønter, men i dag huser den en enorm samling af vesteuropæiske våben fra omkring 1400-1700, både til brug på jagt, i ridderturneringer og i krig. Det er "interessant" at se udviklingen i våbenfremstilling over så langt et tidsrum. Samlingen bærer efter min mening præg af, at flere af de russiske tsarer var stormestre i malteserordenen, og den minder på mange måder om, hvad der er udstillet i Stormesterens Palads i Valetta på Malta.
Det italienske Kabinet indeholder nogle smukke fresker, som er overført fra Villa Spada, som lå (ligger?) på Palatinerhøjen i Rom. Freskerne er udført af Rafael, og hovedmotivet er kærlighedsgudinden Venus. I salen ses også Michelangelos mesterværk, "Den sammenkrøbne Dreng" fra 1530-1534, formentlig udført til Medici Kapellet i Firenze. Det er det eneste værk af Michelangelo (1475-1564), som findes på Eremitagen. Figuren er kun 54 cm høj. Michelangelo har ikke selv leveret nogen nøgle til figuren med de på en gang svulmende og slumrende muskler. Nogle har set en allegori på den ufødte sjæl, mens andre har set en såret soldat. Museet selv mener, at der er tale om en person, som lider ved tanken om renæssancens fald. Dit bud er lige så godt som alle de andres.
Rubens Salen indeholder 22 malerier og 19 skitser, som tidsmæssigt dækker den store flamske mester Peter Paul Rubens (1577–1640) udvikling og produktion. Det mest berømte er nok "Nedtagningen fra Korset" .
Rembrandt salen i Den nye Eremitage, udformet af Leo von Klenze i 1851 med henblik på udstilling af kunstnere af den franske og den flamske skole. Loftet er udsmykket med medaljoner med portrætter af disse skoler, udført i grisaille (maleteknik, hvor man alene anvender forskellige grå nuancer for at opnå illusionen af skulpturer eller relieffer).
Salen indeholder 23 værker af Rembrandt van Rijn (1606-1669), den største samling udenfor Holland. (Som du måske husker, har Statens Museum for Kunst i København glædestrålende bekendtgjort, at to af museets billeder alligevel er ægte Rembrandt-værker, Korsridderen og Studie af oldingehoved i profil). Samlingen i Rembrandt Salen omfatter bl.a. "Flora" (1634), "Nedtagningen af korset" (1634?), "Abrahams offer" (1635), "Danaë" (1636), "Davids farvel til Jonathan" (1642), "Den hellige Familie" (1645), "Portræt af gammel mand i rødt" (omkring 1654) og "Den fortabte søns hjemkomst" (1665/1669). Birgit og jeg har tilbragt en hel dag med at studere Rembrandt på Rijksmuseum i Amsterdam, og også her på Eremitagen kunne vi nyde Rembrandts sublime anvendelse af kontrasten mellem lys og mørke. Jeg er kun ked af, at de tre billeder ovenfor ikke yder Rembrandt megen retfærdighed.
St. George Salen eller Den Store Tronsal i modsætning til Den Lille Tronsal, som du netop har set, er et af de mest imponerende rum på Eremitagen, og blev indtil revolutionen anvendt til officielle ceremonier og receptioner. Desværre blev også denne sal ødelagt ved branden i 1837. Ved restaureringen benyttede arkitekten Vasily Stasov hvid carrara-marmor både til de korinthiske søjler og til væggene i stedet for farvet marmor af russisk oprindelse. Det malede loft blev udskiftet med et kassetteloft med indlagte dekorationer af forgyldt bronze. Til det smukke parketgulv er anvendt 16 forskellige slags ædeltræ. Salen er på størrelse med en pæn parcelhusgrund, dvs. godt 800 m2.
Syv trin fører op til tronen, som er anbragt under en baldakin. Tronen er udført i forgyldt sølv og fremstillet til Tsarina Anna omkring 1730. På ryggen af tronen og over tronen ses det imperiale symbol, den dobbelthovede ørn. Over baldakinen er et marmorrelief af Sankt George, som dræber dragen - oversat fra russisk til dansk: Peter den Store, som overvinder Karl XII. I denne sal tog Nikolaj II Ruslands første parlament, Dumaen i ed i 1906.
Eremitagens "husorkester", som hedder "St Petersburg Camerata", giver ofte koncerter i St. George Salen, hvor unge talentfulde kunstnere præsenteres.
1812 Krigsgalleri. Galleriet til minde om de russiske sejre i napoleonskrigene blev bygget af Carlo Rossi i 1826. Tsar Alexander I inviterede den engelske kunstner George Dawe til at komme til St. Petersborg og portrættere de russiske generaler og andre højtstående officerer fra kampene fra 1812-1814. Sammen med sine russiske assistenter Alexander Polyakov og Wilhelm August Golike lavede han 332 portrætter, som hænger i fem rækker på hver siden af gangen i galleriet. Blandt portrætterne findes 13 tomme rammer med navn og rang skrevet på selve rammen. Det er generaler, som er faldne i kamp, og hvor det ikke har været muligt at producere et portræt. Det tog godt 10 år at lave mere end 300 portrætter.
På galleriets bagvæg hænger rytterportrætter af Alexander I, som var leder af koalitionen mod Napoleon. Maleriet er udført af Franz Kruger i 1837. Ved hans (tsarens) side hænger malerier af Frederik Vilhelm III af Prøjsen og den østrig-ungarnske kejser Francis I. På hver side af indgangen til St. George Salen hænger portrætter af de to ledende feltmarskaller, Mikhail Kutuzov og Mikhail Barclay de Tolly. Ved krigens udbrud i 1812 blev den russiske hær ledet af Alexander I's broder, storfyrste Konstantin Pavlovich, som var tilhænger af at slutte fred med Napoleon. Allerede samme år blev han fjernet fra posten efter uoverensstemmelser med Barclay de Tolly, som overtog ledelsen af hæren en kort tid, indtil den blev overgivet til helten Kutuzov.
I galleriet er også to kæmpestore lærreder, udført af Peter von Hess. Billederne viser Slaget ved Borodino - også kaldet Slaget om Moskva. Det blev udkæmpet den 7. september 1812 (26. august) og var det største og blodigste endagsslag under napoleonskrigene, mere end 250.000 soldater deltog. Slaget endte uden en egentlig sejrherre, men midt i november 1812 var Napoleon og hans tropper omringet af russiske styrker ved floden Berezina, og franskmændene led svære tab. Napoleon forlod sin hær og hastede tilbage til Paris, og i december kunne Kutuzov rapportere til St. Petersborg: "Jeg er stolt over at melde, at jeg er den første general, som den arrogante Napoleon har måttet løbe væk fra. Krigen er endt med fjendens fuldstændige udslettelse".
Ikke mærkeligt, at Kutozov blev den måske mest berømte general i Ruslands historie. Men i virkeligheden var det Barclay de Tolleys fortjeneste, at de franske styrker blev udmattet ved "den brændte jords taktik", som ledte dem dybere og dybere ind i det kæmpemæssige Rusland. Da Napoleon kom for tæt på Moskva, svigtede nerverne Alexander I, og han erstattede de Tolley med Kutuzov, som blot fuldførte sin forgængers plan. Udenfor Kazan Katedralen så vi senere Boris Orlovskys statuer af heltene Mikhail Kutuzov og Barclay de Tolley.
Malakit Salen, som er designet af Alexander Briullov omkring 1830, er efter min mening et af de smukkeste rum i Vinterpaladset. Ikke mærkeligt, at kejserinde Alexandra Fjodorovnas ("Dagmar") valgte det som sin officielle dagligstue. Rummets helt særlige udsmykning omfatter søjler, vægpiller (pilastre), kamingesimser og dekorative vaser, alt lavet i malakit fra Ural bjergene. En del værker er lavet i mosaik. og der er medgået mere end to tons malakit til udsmykning af rummet.
På en trappeafsats så vi denne kæmpestore malakitvase (billedet ovenfor til højre).
Fra juni til november 1917 var Malakit Salen mødested for den provisoriske regering, og dens sidste møde blev afholdt om natten mellem den 7. og den 8. november. Da Vinterpaladset blev stormet, søgte ministrene tilflugt i den tilstødende spisesal, hvor de blev arresteret af de revolutionære og ført til Peter-Paul Fæstningen.
Romanov portrætgalleriet viser portrætter af Romanov dynastiet fra Peter den Store, grundlægger af det russiske imperium, til den sidste tsar Nikolai II. Galleriet blev oprettet efter den store brand i 1837. Udover disse portrætter rummer galleriet to af de betydeligste russiske ikoner: "Jesu forklarelse" og "Vor Frue af Kazan" af Simon Ushakov (1626-1686). Sidstnævnte forsvandt efter oktoberrevolutionen i 1917, men det dukkede mirakuløst op igen under nazisternes belejring af St. Petersborg, hvor det blev båret i procession på forsvarsværkerne.
Renoir salen indeholder ikke overraskende malerier af den franske kunstner Pierre Auguste Renoir (1841-1919), ét landskab og fem impressionistiske portrætter.
Monet Salen indeholder otte værker af Claude Monet (1840-1926), en af impressionismens grundlæggere. Museets værker daterer sig fra 1867 til 1903, og giver således en god beskrivelse af mesterens udvikling.
Rodin Salen indeholder en samling på ni værker af den franske billedhugger Auguste Rodin (1840-1917).
Gauguin Salen rummer 15 værker af den franske kunstner Paul Gauguin (1848-1903) - vistnok alle malet på Tahiti. Han var oprindelig impressionist, men udviklede en stil med stærk forenkling og stærke konturer, den såkaldte primitivisme. I 1873 i Paris giftede han sig med Mette Sophie Gad, og de fik fem børn i løbet af de følgende 10 år. Familien boede en tid i København, men Gauguin stak af til Paris for at hellige sig malerkunsten. Han husker måske mest for sit besøg hos Vincent van Gogh i Arles, et besøg, som endte med, at van Gogh skar sin venstre øreflip af. Fra 1891–1893 opholdt Gauguin sig på Tahiti og Marquesasøerne for at male primitive polynesiske motiver.
Matisse Salen indeholder en samling på ni værker af den franske kunstmaler og billedhugger Henri Matisse (1869–1954). Han var i begyndelsen af 1900-tallet leder af den europæiske avantgarde, som blev kaldt "Fauvisterne", "Vilddyrene". To af de udstillede værker lavede han til den russiske samler og kunstmæcen, Sergei Shchukin: "Dans" og "Musik". Udstillingen rummer også et antal bronzeskulpturer, lavet af Matisse.
Picasso Salen indeholder en samling af værker fra Pablo Picassos (1881–1973) tidlige periode fra 1901-1908.
Blandt værkerne er et af hans tidligste værker "Absinthdrikkeren" fra 1901, og der er tre værker fra hans "blå periode": "To søstre" fra 1902, "Portræt af Soler" fra 1903 og "Hoved af en kvinde" (Genevieve) fra 1903. Mange værker er fra hans kubistiske periode, den retning, som han grundlagde sammen med Georges Braque.
Kandinsky Salen indeholder værker af den russiske kunstner Wassily Kandinsky (1866–1944). Efter at have fået sin uddannelse i Rusland flyttede han til Tyskland, hvor han arbejdede og underviste indtil nazisternes overtagelse i 1933. Han flyttede da til Frankrig, hvor han boede indtil sin død.
Lettere berusede af de mange kunstindtryk førte vores russiske guide os ned i underetagen eller stueetagen om du vil.
Den egyptiske Sal, som rummer en pæn samling af genstande fra det antikke Egypten, er designet af A. Sivkov i 1940. Samlingen omfatter monumentale skulpturer og små statuetter, relieffer, sarkofager og brugsgenstande fra en hverdag, som indledtes omkring 4.000 år før Kristi fødsel. Selv om - eller måske fordi - vi havde været på rundrejse i Egypten for et par år siden, måtte vi hen og studere denne samling, som selvfølgelig ikke kan måle sig med samlingerne i Det egyptiske Museum i Cairo, men spændende var det. Vi beundrede den store statue af gudinden Sakhmet-Mut, udskåret af sort granir, som kommer fra hendes tempel i Luxor (Theben). Museet har også en smuk skulptur af Amenemhat III, farao i det 12t. dynasti (dvs 19. århundrede før Kristi fødsel). Som traditionen foreskriver sidder han på sin trone iført det kongelige hovedklæde og med kobrasymbolet i panden. Skikkelsen er på en og samme tid majestætisk, smuk og streng.
"Den store Vases Sal", som blev oprettet i 1851 af Leo von Klenze, skulle oprindelig have været museets vestibule. Salen har et hvælvet loft, som er udsmykket med smukke stukornamenter. Rummet domineres af en kæmpemæssig vase midt i rummet. Vasen, som ofte betegnes som "tsarinaen af vaser", vejer 19.2 tons og er 2.57 meter høj. Den er hugget ud af én klump jaspis. Arbejdet, som varede næsten 12 år, blev udført på det berømte Kolyvan Stenhuggeri i Altai bjergene i den sydlige del af Sibirien. Vasen ankom til St. Petersborg i februar 1843 og blev oplagret på Nava-flodens bred indtil videre. Først i november 1849 var museet klar til at modtage den store vase. Den blev lempet ind gennem et hul i væggen og anbragt på en dertil indrettet sokkel. Først derefter gik man i gang med at opføre murene omkring den.
Langs væggene er udstillet adskillige romerske skulpturer fra det 1. og 2. århundrede. Bl.a. beundrede jeg en smuk statue af Antinoos, som blev fundet ved udgravninger ved Tivoli i 1769. Antinoos var kejser Hadrians elsker, som druknede under en rejse på Nilen sammen med kejseren i år 130. Hadrian fik opstillet et antal statuer af sin døde elsker ved sin villa ved Tivoli udenfor Rom.
Efter at have set formentlig verdens bedste og største kunstsamling med værker af Leonardo da Vinci, Michelangelo, Rafael og Tizian, Rembrandt og Rubens, Renoir, Cezanne, Manet, Monet og Pissarro, Van Gogh, Matisse, Gaugin og mange andre samt antikke babyloniske, assyriske, kinesiske, egyptiske, græske og romerske oldtidsfund, foruden store samlinger af mønter, medaljer, våben, smykker, tekstiler og porcelæn stod vi nu på pladsen udenfor Eremitagen. På 2½ time havde vi selvfølgelig kun fået en smagsprøve på, hvad det kæmpemæssige museum kan tilbyde. Det er lykkedes med denne smukke plads at forene de omgivende bygningers forskellige stilarter. På nordsiden af pladsen ligger det barokke Vinterpalads med de smukke grønne og hvide farver.
Overfor Vinterpaladset på sydsiden ligger en smuk, klassisk gul og hvid bygning, som tidligere husede Generalstaben. Bygningen er opført fra 1819-1829 af den italienske arkitek Carlo Rossi, som fik til opgave at skabe en bygning, som kunne skabe an balance i forhold til det store Vinterpalads. I tsartiden holdt Udenrigsministeriet og Finansministeriet til i venstre del af bygningen og Generalstaben i højre del af bygningen. Triumfbuen mellem disse er et monument for sejrene over Napoleon. Tyrkiet og Sverige. På toppen ses en bronzeskulptur af sejrsgudinden i sin stridsvogn, trukker af seks heste. Der er desværre ikke adgang til Generalstabsbygningen, som skal huse verdens bedste militærbliotek, selv om den formelt er inkluderet i Eremitagemuseet. Byen har planer om at forbinde Generalstansbygningen med Vinterpaladset via en underjordisk forbindelse. Der har også været rygter om, at Guggenheim Museet håber at kunne indrette et museum i Generalstabsbygningem. Vestsiden af pladser grænser op til Admiralitetsbygningen og Admiralitetshaven.
Midt på pladsen står den såkaldte Aleksandersøjle, som ligeledes er et sejrsmonument over krigen i 1812. Den 47.5 meter høje søjle, som er skåret ud af ét stykke rødt granit fra et finsk stenbrud, er designet af Auguste de Montferrand omkring 1830. Søjlen er ikke fæstnet til soklen, men holdes alene på plads ved sin vægt på 600 tons. På toppen af søjlen er en statue af en engel, som bærer et kors. Legenden vil vide, at englen, som er udført af den russiske kunstner Boris Orlovsky, bærer tsar Aleksander I's ansigtstræk - hverken urimeligt eller utænkeligt, da det var ham, der var hærleder ifm sejren over Napoleon.
I tsartiden fandt millitærparader sted her på pladsen, hvor tsaren til hest skridtede fronten af. I januar 1905, "Blodige Søndag", åbnede soldater ild mod ubevæbnede demonstranter, som var kommet for at overrække tsaren et bønskrift. I 1917 indledte bolsjevikkerne deres angreb på Vinterpaladset fra denne plads. I dag er der souvenirboder, caféer og hestetrukne vogne på pladsen. Bente og Karin fik øje på et brudepar, som kom i limousine for at blive foreviget i de smukke omgivelser.
Da vi nærmede os vores gode skib MS Kronstadt, var politiet stadig i gang med deres razzia, og stort set hver eneste bil blev vinket ind til siden, og bilen undersøgt, og føreren udspurgt.
Om aftenen var der mulighed for at overvære en forestilling af Kirov balletten - det var det navn, den var kendt under i sovjettiden, siden 1992 har den heddet Mariinsky balletten, men kompagniets historie går tilbage til 1783. Vi valgte ikke at deltage, hvilket sikkert var en fejl, efter at vi hørte vores rejsefællers begejstring efter showet. De havde overværet balletten Giselle, som sammen med Svanesøen og Nøddeknækkeren er kompagniets glansnumre, i hvert fald dem, som turisterne elsker mest. Mariinsky teatret blev kraftigt beskadiget under nazisternes belejring i 1940-1941, men er for længst genopbygget.
1. dag i Moskva: Kreml, Den Røde Plads, katedraler, GUM og cirkus
2. dag i Moskva: Sejrspladsen, Metroen, Novodevichy, KBS og Stalins 7 Søstre
Sejlads fra Moskva til St. Petersborg
1. dag i St. Petersborg
2. dag i St. Petersborg: - under udarbejdelse
Tilbage til Rejseholdets forside