En uge i Alghero på Sardinien Birgit checker løbende, om der er nye rejsemål indenfor horisonten, og en dag i september fik jeg at vide, at nu skulle vi en tur til Sardinien. RyanAir havde åbnet et rute til Alghero på Sardinien, og da vi af erfaring ved, at ruten ubarmhjertigt bliver lukket igen, hvis der ikke er tilstrækkelig stor søgning, skyndte vi os at bestille billetter. Forinden havde Birgit været på netttet og fundet et sted, hvor vi kunne bo. Når vi rejser, vil vi helst have en lille lejlighed, hvor vi selv kan lave morgenmad og måske lidt frokost. Lejligheden skal helst ligge centralt og meget gerne have en altan. Efter lidt søgning på nettet fandt vi denne dejlige lejlighed , som tilhører Loredana Giordano; hun tilbyder også "bed and breakfast", skulle du være interesseret. Den 11. oktober 2010 tog vi afsted fra Billund og landede i Algheros lufthavn i Fertilia ca. tre timer senere.

Lidt om Sardinien Sardinien er den næststørste Ø i Middelhavet - efter Sicilien og før Cypern - med et areal på omkring 24.000 km2, ca. 270 km fra nord til syd, og ca. 150 km fra øst til vest. Sardinien, som har en befolkning på knap 1½ million indbyggere, er en selvstyrende italiensk region, afstanden til Italien er 190 km, og til Tunesien 180 km. Afstanden til naboøen Korsika er kun 16 km, så på en god dag, kan man se derover. På Sardinien tales først og fremmest "sardisk", som er et selvstændigt romansk sprog og altså ikke en italiensk dialekt, men mange taler også italiensk. Sardisk er stærkt influeret af katalansk efter mange års spansk overherredømme.

Kort over Italien Kort over Sardinien

De første indbyggere på Sardinien kom formentlig fra det italienske fastland via Korsika omkring 6000 fvt. Fra omkring 1500 fvt. og frem blev landsbyerne bygget omkring runde tårnfæstninger, såkaldte "nuraghi". Grænserne for stammeterritorierne blev overvåget fra mindre "observations-nuraghi", som naturligvis blev anlagt på høje punkter i terrænet. Ca 1000 år fvt. begyndte Sardinien at få hyppige besøg af fønikerne, som lagde ind på deres handelsrejser mellem Libanon og Afrika og Sydeuropa. Omkring år 500 fvt. blev dele af kysten besat af fønikere fra Kartago, men i 238 fvt. overgav de sig ifm. at romerne vandt den første puniske krig, og Sardinien blev en romersk provins. Dette medførte selvfølgelig en vis kolonisering fra Rom, som dog aldrig fuldt ud kom til at dominere øen. Da romerrigen faldt sammen i 456, besatte vandalerne dele af Sardiniens kystlinie. Da vandalerne blev slået i 533, blev Sardinien underlagt det østromerske - byzantinske - rige. Da det byzantinske herredømme ophørte, blev Sardinien opdelt i fire regioner, hver under ledelse af en konge eller dronning. Disse små kongedømmer indgik alliancer med de italienske bystater som fx Genoa og Pisa.

Regionen Sardiniens flag I 1323 indgik kongen af Arborea, et af de sardiske kongedømmer, en alliance med James II af Aragonien (Spanien) for at beskytte sig mod Pisa, og i fællesskab lykkedes det at indtage de områder, som var besat af Pisa. Herefter vendte kongen af Arborea sig mod Aragonien i ønske om at blive konge over hele Sardinien. I 1353 gav Peter IV af Aragonen tilladelse til at oprette et parlament for Sardinien og Korsica, hvilket medførte delvist selvstyre på øen. Det var ikke kun adelige, som havde sæde i parlamentet, men også repræsentanter for hver landsby. I 1409 besejrede Martin I af Sicilien, som også var arving til Aragonien, sarderne i et stort slag; af omkring 20.000 sardere blev omkring 5.000 dræbt. I 1479, efter ægteskabet mellem Ferdinand II af Aragonien og Isabella af Castilien, blev "Kongeriget Sardinien", som var blevet adskilt fra Korsica, spansk. Efter flere anslag fra muslimske sørøvere i Tunis og Algeriet gav Karl V af Spanien ordre til at forstærke forsvarsværkerne langs kysten. Kongeriget Sardinien forblev spansk indtil 1720, og indbyggerne adopterede selvfølgelig en mængde spanske traditioner, ligesom sproget også blev stærkt påvirket af spansk.

I 1708 - ifm den spanske arvefølgekrig - blev Sardinien underlagt Huset Savoy (i dag en del af Italien). Kongerne af Sardinien spillede en afgørende rolle under kampene for et forenet Italien fra 1848, og i 1861 tilsluttede Sardinien sig det nyoprettede kongerige Italien. Da Italien i 1946 efter en forkeafstemning blev en republik, fik Sardinien en særlig status med en stor grad af selvstyre.

Regionen Sardiniens flag kaldes i daglig tale "De fire maurers flag". Det består af et rødt kors på hvid baggrund, i hver af de fire kvadranter er et maurer hoved (maurer er den gamle betegnelse for de muslimske indbyggere i Marokko). Iflg. spansk tradition dukkede de fire maurer hoveder op i flaget, efter at man havde besejret maurerne i et slag i 1096. Den sardiske tradition vil vide, at pave Benedict II i 1017 gav flaget til bystaten Pisa, da de blev udsat for angreb af maurerne. De historier er vel ikke mere fantastiske end vores egne forestilling om, hvorledes vi fik dannebrog.

Vores lejlighed i Alghero Vi landede i Alghero lufthavn, som ligger ca. 12 km udenfor byen, kl. 12.25. Efter at have fået vores kufferter gik vi ud af lufthavnsbygningen, drejede til højre og ventede på bussen til Alghero ved F.d.S stoppestedet. En kvinde fortalte os, at vi skulle købe billet til bussen i en automat inde i lufthavnsbygningen. Det er en god ide at have en håndfuld mønter med til formålet, prisen var 0.70 Euro pr. person (i 2010). Bussen kører hver time. En taxi kostede 25 Euro. Busserne er orange eller blå, afhængig af om de køres af F.d.S (bybussen) eller A.R.S.T (langdistancebusserne). Når man kommer ind i bussen, skal man huske at validere (stemple) billetten. Vi stod af ved Piazza Porta Terra, som ligger i centrum af Alghero, og herfra kunne vi spadsere til lejligheden, som lå i Via Sant'Agostino 77 B, på omkring 10 minutter.

Vi ringede på dørtelefonen, og Loredanas mor lukkede os ind. Vi tog elevatoren op på 5. etage, og var meget tilfredse med hvad vi så. Lejligheden bestod af en kombineret stue og køkken, et stort soveværelse samt et udmærket badeværelse. Det bedste var dog den store altan, som gik omkring hjørnet af ejendommen og vendte mod hhv. øst og syd.

Udsigt fra altanen

Lejligheden lå blot 10 minutters gang fra Algheros gamle bydel. Der var flere barer og restauranter lige i nærheden, og indenfor bare fem minutters gang et par udmærkede supermarkeder, som vi brugte flittigt.

Om Alghero Alghero ligger på Sardiniens nordvestlige kyst på et næs, omgivet af havet på de tre sider. Den har fået navn efter de mange alger ("alghe"), som befinder sig i de omkringliggende farvande. Alghero ligger i provinsen Sassari og har omkring 44.000 indbyggere. Alghero blev anlagt ved en befæstet havn i år 1102 af Doria familien fra Genova, som styrede byen i flere hundrede år. I 1353 blev Alghero indtaget af Bernardo de Cabrera fra Aragonien (Nordspanien). Algheros indbyggere gjorde oprør og dræbte kommandanten for garnisonen. Spanien svarede ved at sende en flåde på 100 skibe og med 12.000 mand, som snart nedkæmpede modstanden. Spanien begyndte af kolonisere ("katalonisere") Alghero, og mange af de lokale beboere blev tvunget til at forlade deres hjem, og i stedet flyttede familier fra Katalonien ind. Spanierne, som styrede Alghero de næste 400 år, døbte byen "Barcelonetta", "Lille Barcelona". Som tidligere nævnt blev Sardinien og dermed også Alghero i 1720 underlagt Huset af Savoy (Østrig). I 1943 under anden verdenskrig blev Alghero bombet, og dens historiske bydel led voldsomme skader. Der blev bygget bunkere flere steder i byen, da man frygtede for invasion af de allierede; mange af disse kan stadig ses.

Kort over Alghero

Byen har gennem de seneste 50 år udviklet sig fra en søvnig fiskerlandsby til et populært turistmål. Den gamle bydel er fint restaureret og næsten fri for trafik, og Birgit og jeg travede utrætteligt rundt i de smalle næsten labyrintagtige, brolagte stræder med de mange charmerende butikker. Mange steder ligger små hyggelige, umotiverede pladser (piazzas), gerne med en lille bar eller et hyggeligt spisested. Den gamle bydel er (var) omsluttet af en bymur, og der var kun adgang til byen gennem to porte: én fra landsiden (Porta Terra) og én fra vandsiden (Porta a Mare).

Rundt om den historiske bydel i Alghero Vores udforskning af den historiske bydel i Alghero begyndte med et besøg på det lokale turistbureau, som ligger på Via Sassari lige overfor Porta Terra (byporten fra landsiden) og den store offentlige park (Giardini Pubblici), tæt på det sted, hvortil vi ankom med bussen fra lufthavnen. Personalet var hjælpsomt og talte udmærket engelsk. Vi fik udleveret en del materiale om de historiske steder, som vi burde besøge, og det mest vigtige, en opdateret buskøreplan.

Luftfoto af Alghero

Størsteparten af den oprindelige bymur, som vendte ind mod den indre by, blev revet ned sidst i 1800-tallet for at give plads til udvidelse af byen, men på dette sted er bymuren ret velbevaret. Porte Terra blev i øvrigt bekostet af det jødiske samfund i Alghero, hvilket fremgår af et dokument af 6. november 1360. Her er et monument med navnene på de faldne under første verdenskrig. I tårnets stueetage er en boghandel med især turistbøger. Ovenpå er et lille museum, som beretter om Algheros historie. Herfra er en pragtfuld udsigt over byen og havnen. Vi besluttede at gå en tur rundt om den historiske bydel på de kolossale bastioner. Kom med, hvis du har lyst.

'Porta Terra' i Alghero
Porta Terra
'Torre dello Sperone' i Alghero
Torre dello Sperone
Kanoner udenfor 'Torre dello Sperone' i Alghero
Kanoner udenfor 'Torre dello Sperone'
'Torre di San Giacomo' i Alghero
Torre di San Giacomo

Vi fortsætter sydpå ad først Via Simon og dernæst Via Kennedy og kommer ned til den flotte plads Piazza Sulis, hvor "Bastioni Christoforo Colombo" begynder. Her ligger det første af flere tårne, "Torre dello Sperone". Vi fortsætter på bastionerne og kommer snart til endnu et tårn, "Torre di San Giacomo", som er restaureret for nylig. Lige i nærheden ligger kirken "Our Lady of Carmelo" fra 1500-tallet.

'Torre della Polveriera' i Alghero
Torre della Polveriera
'Torre della Erasmo' i Alghero
Torre della Erasmo
'Torre di Garibaldi' i Alghero
Torre di Garibaldi
'Torre di Sulis' i Alghero
Torre di Sulis

Vi spadserer utrætteligt videre ad "Bastioni Marco Polo" og nyder den dejlige udsigt over havet og kommer snart frem til "Bastioni Pigafetta"; her ligger tårnet "Torre della Polveriera". Vi drejer til højre og kommer snart til "Torre di S. Erasmo". Vi fortsætter ad "Bastioni Magellan" og snart får vi en pragtfuld udsigt over havnen. Når vi kommer til "Porta a Mare", "Byporten fra Havet", går vi ned på kajen. Vi fortsætter vores rundtur og kommer til "Torre di Garibaldi". En tavle på tårnet minder os om, at den store revolutionære skikkelse Guiseppe Garibaldi landede her i 1855. I 1860 startede Garibaldi sin kampagne, som resulterede i oprettelse af kongeriget Italien i 1861. Vi fortsætter og kommer ned til "Bastione della Maddalena", som blev bygget i 1500-tallet. Som navnet antyder, er bastionerne viet til Maria Magdalena. Statuen af hende er desværre ret medtaget af vind og vejr. Her ligger et mindre amfiteater, hvor der er jazzkoncerter, klassiske koncerter og andre forestillinger om sommeren. Videre indtil vi når byens centrale plads, Piazza Sulis, hvor vi slutter vores rundtur ved "Torre de Sulis" på Piazza Sulis. Tårnet, som er fra 1300-tallet, er opkaldt efter en lokal borger ved navn Vincenzo Sulis.

Bastionerne i Alghero Bastionerne i Alghero Bastionerne i Alghero

Bastionerne mod havet er særdeles velbevarede, og næsten hver aften tog vi en spadseretur - kaldes "passagiata" - og nød den fantastiske solnedgang over forbjerget Capo Caccia.

Aften i Alghero Aften i Alghero Aften i Alghero

Flere gange bukkede vi under for fristelser fra de mange små spisesteder, som ligger langs vandet. Algheros køkken er præget af den nære beliggenhed ved havet, og der er altid friskfanget fisk på menukortet både til frokost og til aften.

Marinaen ved Alghero

Nord for den gamle bydel ligger marinaen med et mylder af lystfartøjer i alle størrelser (også de meget store), fiskebåde og turbåde. Herfra tog vi sidst på ugen med på en tur til Neptuns Grotte. På kajen er der holdeplads for det lille tog, som futter rundt i byen med turister.

Rundt i Alghero

Butik i Alghero Butik i Alghero Butik i Alghero

Flere af de små butikker er bygget ind i den majestætiske bymur. De fleste turistbutikker sælger smykker, fremstillet af den sardiske røde koral, som har givet navn til denne del af kysten, Koralkysten, Riviera del Corallo.

Vi var flere gange på indkøb på det lokale indendørs fiskemarked. Lige på den anden side af gaden lå det lokale indendørs grøntsagsmarked, som vi også besøgte flere gange.

Fiskemarked i Alghero Fiskemarked i Alghero Grøntsagsmarked i Alghero

Når vi nu er i gang med at snakke om markeder, så er der udendørsmarked hver onsdag i den nordlige del af Alghero. Markedet ligger mellem Via Malta og Via Corsica; det tager en halv times tid at spadsere derud fra den gamle bydel. Vi valgte at gå ad strandpromenaden forbi lystbådehavnen og langs med dejlige badestrande som Le Bombarde og San Giovanni, der er fantastiske for børnefamilier samt for personer, som ønsker at dykke og snorkle. Vi drejede til højre ad Via Don Minzoni, og så lå markedet lige før hospitalet.

Udendørsmarked i Alghero Udendørsmarked i Alghero Udendørsmarked i Alghero

Desværre regnede det lidt den dag, vi var der. Nu er fødevaremarkeder ikke det, der har min største interesse, men iflg. Birgit var det et udmærket marked med masser af lokale grøntsager, frugt, oste, fisk, kød, pølser mm., foruden de sædvanlige køkkenredskaber og tøj (made in China).

Piazza Civica Når man går ind i den gamle bydel fra "Bastione La Maddalena" (fra vandsiden), kommer man til Piazza Civica, som er en af de få åbne pladser i Alghero.Her ligger bl.a. flere restauranter og butikker. Palazzo Ferrera på Piazza Civica er fra 1500-tallet. I oktober 1541 skal den tysk-romerske kejser Karl V have overnattet i paladset på vej til kamp mod pirater i Tunesien. Den følgende morgen talte han til sine undersåtter fra et af paladsets vinduer og skal have anvendt følgende betegnelse for alle byens borgere: "estode todos caballeros", "I er alle riddere (gentlemen)". Det har formentlig bekommet byens indbyggere vel. Senere overgik paladset til adelsfamilien d'Albis og skiftede navn til Palazzo d'Albis; det var i mange år hovedkvarter for byens guvernør.

Palazzo d'Albis på Piazza Civica i Alghero Palau del Pou Salit på Piazza Civica i Alghero Palau del Pou Salit på Piazza Civica i Alghero

Palau del Pou Salit (Paladset med den salte brønd) ligger i den anden ende af pladsen. Somm navnet antyder lå her en brønd, hvis vand var salt, men som på trods heraf blev brugt af byens kvinder til bagning af brød.

Cattedrale di Santa Maria Birgit og jeg opsøger altid kirker, når vi er i udlandet, og går gerne til gudstjenester. Ikke fordi vi er religiøse, men fordi vi interesserer for kunst og kultur og for alle de historier, som knytter sig til disse gamle kulturinstitutioner. Kom med os en tur rundt i nogle af kirkerne i Alghero.

Alghero blev af paven udnævnt til bispesæde i 1503 - og så skulle man selvfølgelig have en katedral. Omkring 1530 gik man i gang med at nedrive den gamle sognekirke fra 1300-tallet, og i 1567 begyndte man at opføre en katedral, Cattedrale di Santa Maria på stedet. Katedralen blev påbegyndt i gotisk, katalansk stil, hvilket tydeligt fremgår af de fem kapeller, som udgår fra den oprindelige bygning, samt af den gamle indgangsportal og det ottekantede klokketårn. Centrum i kirken er i renæssancestil; i midt i 1800-tallet blev der tilføjet en efter min mening ikke særlig vellykket nyklassicistisk facade til kirkens vestside. Katedralen åbnede i 1593, men blev først afsluttet og endeligt indviet som domkirke i 1730.

Klokketårnet på 'Cattedrale di Santa Maria' i Alghero Den gotiske portal til 'Cattedrale di Santa Maria' i Alghero Den nyklassicistiske facade til 'Cattedrale di Santa Maria' i Alghero

På højalteret, som er et orgie i marmor, står en statue af "den ubesmittede jomfru Maria" med en engel på hver side. Til højre for hende en mindre statue af apostlen Peter. Bag højaltret er tre gotiske kapeller, kirkens ældste, de er blevet restaureret for nylig. Sankt Andreas-kapellet indeholder et smukt maleri af helgenen. I næste kapel befinder sig "creu falsa", "det falske kors", som anvendes på langfredag til støtte, når "det sande kors" føres i højtidelig procession. Det tredje kapel er viet til "Madonna delle Neve", "Madonna for Sneen". Vi hørte første gang om den såkaldte "snelegende", da vi var i Rom. Kort fortalt: "I 352 besluttede et ældre velhavende ægtepar, at de ville give al deres ejendom til Jomfru Maria, og de bad hende om anvisning på, hvorledes hun ønskede pengene brugt. Om natten fortalte Jomfru Maria dem i drømme om at bygge en kirke, hvor der faldt sne i løbet af natten. Om morgenen den 5. august fik de meddelelse om, at det havde sneet på Esquiline højen, og ægteparret gik til pave Liberius, som igangsatte bygning af basilikaen Santa Maria Maggiore. Hvert år den 5. august fejres "Snemiraklet" med et særlig messe, hvor tusindvis af kronblade kastes ud fra tagene for at skabe en illusion om sne. Indtil det 14. århundrede fejredes hændelsen alene i Santa Maria Maggiore, men traditionen har siden bredt sig i den katolske verden".

Altret i 'Cattedrale di Santa Maria' i Alghero Altret i 'Cattedrale di Santa Maria' i Alghero Prædikestolen i 'Cattedrale di Santa Maria' i Alghero

Rundt i kirken ligger et antal kapeller viet til forskellige helgener: Sant Erasmo (også benævnt Sant Elmo), som er skytshelgen for søfarende. Her fandt man tidligere en statue af "Nostra Signori dei Naviganti", men den befinder sig nu i museet ved siden af katedralen. San Narciso, som er skytshelgen for bønderne. Sant Elegio, skytshelgen for smedene. Sant Guiseppe (Sankt Josef), som er skytshelgen for tømrerne osv. Statuen af Sant Guiseppe befinder sig også på museet.

Museo Diocesano d Arte Sacra - Museum for religiøs kunst Som nævnt ligger der et museum for religiøs kunst lige ved siden af domkirken. Museet er indrettet i den tidligere kirke Iglesia de la Madonna dei Rosari, som i 1568 blev indviet til den hellige Frans af Assisi. Her er samlet de vigtigste religiøse genstande fra domkirken og byens øvrige kirker. Samlingen er opdelt i seks sektioner: sølv, malerier, træskulpturer, træarbejder, sten- og bronzearbejder.

Museo Diocesano d Arte Sacra - Museum for religiøs kunst i Alghero Museo Diocesano d Arte Sacra - Museum for religiøs kunst i Alghero Museo Diocesano d Arte Sacra - Museum for religiøs kunst i Alghero Et relikvium med Jesu Kristi kors

Er af museets største skatte er nogle splinter af det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Det opbevares i en lille beholder, som er indfattet i et katalansk sølvkors, fremstillet af en ukendt sølvsmed i 1500-tallet. Det var den romerske kejser Konstantin den Stores moder, dronning Helena, som fandt Jesu kors på Golgata under en pilgrimsrejse til det hellige land i årene 326-328. Da hun kom til Jerusalem, opdagede hun, at kejser Hadrian havde ladet bygge et tempel hen over Jesu grav i nærheden af Golgata. Legenden vil vide, at Helena beordrede templet revet ned, og da man gravede i undergrunden, fandt man ikke et med hele tre kors, det måtte være både Jesu kors og de to røveres kors. Men hvilket var det rigtige kors? Da hændte det, at der lige i nærheden var en kvinde, som var døden nær. Dronning Helena lod kvinden berøre det første kors, og intet skete. Hun berørte det andet kors, også uden resultat. Men da hun berørte det tredje kors, blev hun helbredt, og dronningen erklærede det for "det sande kors". Hun fandt også naglerne fra korsfæstelsen, men det er en helt anden historie.

En af de mere makabre udstillingsgenstande var hjerneskallen af et spædbarn, angiveligt et af de drengebørn, som Herodes skal have udryddet under sin jagt på den nyfødte Jesus, jødernes konge. En grum historie, som formentlig aldrig har fundet sted?

Hjerneskal af et af de drengebørn, som skal være blevet dræbt under kejser Herodes' bestræbelser på at dræbe den nyfødte Jesus Madonna dei Naviganti, de søfarendes madonna Ærkeenglen Mikael Den hemmelige familie og Johannes Døberen

Vi så også en smuk træfigur af Madonna dei Naviganti, de søfarendes madonna, lavet af en ukendt billedskærer i 1400-tallet, samt en senere træfigur af æekeenglen Sankt Mikael fra 1600-tallet. Der var også en træfigur af Josef med Jesus på armen, oftest er det moderen jomfru Maria man ser som bærer af Jesusbarnet. Et dejligt maleri af den hellige familie, samt Jesu fætter, den senere Johannes Døberen, udført i 1600-tallet. Der var en serie af malerier med motiver fra Jesu liv, udført i 1600-tallet formentlig af en kunstner fra Genoa.

Det vil føre for vidt at nævne alle de genstande, der er udstillet i det lille museum, men hvis du kommer til Alghero, er det bestemt et besøg værd.

San Francesco - Chiesa di San Francesco En af de ældste kirker i Alghero er San Francesco, som er viet til Frans af Assisi (1182-1226). Kirken blev opført i 1360-80 og ombygget sidst i 1500-tallet, da kirken kollapsede. Skibet blev ødelagt, men de gotiske kapeller og facaden overlevede. Hele byen bidrog til genopbygningen, franciskanermunkene ved at halvere deres madforbrug. Klokketårnet er fra første halvdel af 1500-tallet. På det smukke alter af flerfarvet marmor fra 1773 står en statue af Jomfru Maria med den hellige Frans på sin ene side og Sant Antonio på den anden.

San Francesco i Alghero Klostret ved San Francesco i Alghero Højalteret i San Francesco i Alghero

Kirken anses for den måske smukkeste bygning i Alghero, på grund af den vellykkede kombination af de forskellige stilarter: gotiske, katalansk og renæssance. Til venstre for altret er en lidt usædvanlig Kristusfigur på en søjle; den viser Jesus, efter at han er blevet pisket til blods af de romerske soldater. Der er selvfølgelig adskillige Jesus-statuer i kirken, hvoraf flere indgår i processionerne på langfredage. Ellers er Frans af Assisi rigt repræsenteret i kirken, både i sten, træ og på lærred. I de mange sidekapeller er der talrige gravmæler for gejstlige og adelige personer.

Statue af Frans af Assisi i San Francesco i Alghero Statue af Jesus i San Francesco i Alghero Maleri af Frans af Assisi i San Francesco i Alghero

Til højre i kirken er det smukt gotisk kapel, Santissimo.

San Michele San Michele kirken er viet til byens skytshelgen. Opførelsen begyndte i 1612 på grundlag af en gave fra Gilbert Ferret, en borger fra Alghero, som var kaptajn i den spanske hær. Målet var at etablere et college for jesuitter. Stilen er barok. At the extremity of the transept, one can admire two large stucco altars dating back to 1678, and a beautiful choir loft in carved wood inlaid on gold leaf.

Entrusted at the end of the 1500 to the Jesuits that were based on a college for the public teaching, was rebuild ed in baroque style in the second half of the 1600. For one centuries of the vital centers of the city religiousness, it has a reasonable artistic property and different preserve works pictorial of good invoice and of considerable dimensions; two of is are placed in two valuable altars of plaster of the century XVII, post to the end of the compromised. Færdiggøres!!!!!!!!!!!!!

Chiesa della Misericordia og påske i Alghero Misericordia kirken blev opført i anden halvdel af 1600-tallet af Franciskanermunke, også kaldet gråbrødre. Kirken indeholder en meget tilbedt træfigur af Jesus. Historien fortæller, at figuren i 1606 var med på et skib fra Alicante til Genoa, men skibet forulykkede ud for Alghero, Figuren blev reddet af en præst, som var med på skibet, og han forærede den til byen. Figuren spiller en fremtrædende rolle i påskeceremonien, som siden 1600-tallet er blevet varetaget af medlemmer af broderskabet "Confraternita della Misericordia".

Påsken - den hellige uge - begynder om fredagen, to dage før palmesøndag. På den dag bliver en statue af Jesu moder, "Jomfruen af de syv sorger" båret i procession gennem byen af sørgende kvinder, klædt i sort. De syv sorger refererer til syv hændelser i Jomfru Marias liv, som har relation til Jesus og hans lidelseshistorie: Flugten til Egypten, Jesus bliver borte for sine forældre i templet, Maria møder Jesus på hans vej til Golgata, Jesus dør på korset osv.

Chiesa della Misericordia i Alghero Påske i Alghero Påske i Alghero

Skærtorsdag lægges korset med Jesus lægges i en vandret position, således at kirkegængerne kan berøre naglegabene i Jesu hænder og fødder. Ved midnatstid rejses et stort kors i domkirken foran det store alter. Langfredag bliver træfiguren af Jesus lagt i en gylden barok-sarkofag og bragt fra Chiesa della Misericordia til domkirken, Cattedrale di Santa Maria i en stor procession. Hele byens befolkning går med gennem byen, mange klædt i farverige kostumer fra 1600-tallet. Vejen passerer 14 stationer, en reference til Via Dolorosa (lidelsens vej), som Jesus gik på vej til sin korsfæstelse. Ankommet til domkirken anbringes Jesus anbringes på det store kors. Til venstre for ham står Jomfru Maria og betragter sin søn hængende på korset.

Påske i Alghero Påske i Alghero Påske i Alghero

Fredag eftermiddag er der messe i domkirken, hvor man sørger over den døde Kristus. Om aftenen omkring kl. 20 efter en kort messe tager de fire mænd udpegede medlemmer af broderskabet Jesus ned fra korset samtidig med, at en fortæller beretter om de enkelte begivenheder. Hvis naglerne kommer let ud, og Jesu arme falder blidt ned, tages det som tegn på en god høst for bønderne og godt vejr på søen for bønderne. Der synges religiøse hymner på sardisk og katalansk. Jesus lægges i den ovenfor omtalte sarkogaf. Kl. 21.30 starter processionen, som fører Jesus tilbage til Chiesa della Misericordia. I spidsen for den folkerige procession bæres korset, to store stiger samt en statue af disciplen Johannes, der som den eneste discipel fulgte Jesus til korset, og som Jesus elskede. Deltagerne i processionen bærer lys, som er hyllet i rødt papir.

Påsken afsluttes med klokkeringning, som forkynder, at Maria og den opstandne Jesus nu har mødt hinanden i himlen.

Udflugt til Sassari Sassari byvåben Vi tog på udflugt til provinshovedstaden Sassari nordvest for Alghero et par gange i løbet af vores ferie. Sassari er med sine 130.000 indbyggere den næststørste by på Sardinien efter Cagliari. Over tiden har Sassari været styret af Genoa, Pisa, Aragon og Catalan,Spanien og Østrig, som alle har sat sit præg på Sassari. Byen, som ligger 225 meter over havoverfladen, er rig på kunst, kultur og historie og er kendt for sine smukke paladser og pladser, fx Piazza d'Italia og Teatro Civico.

Første gang tog vi bussen, så vi kunne nyde landskabet undervejs, som især er beplantet med store, gamle olivenplantager. Der er masser af vand i området, både naturlige kilder og anlagte brønde, så landskabet er grønt og frodigt. Byen er grundlagt i det 8.-9. århundrede. I 1200-tallet blev der bygget en mur omkring byen. På den tid voksede byen, da mange beboere flyttede fra kysten ind i landet for at undgå de muslimske sørøvere, som huserede. I 1836 blev muren brudt ned for at give plads til byudvidelser. I dag kan man kun se en smule af muren og seks af de oprindelige 36 tårne, som indgik i muren.

I 1562 grundlagde Jesuitterne i Sassari det første universitet på Sardinien. Det er i dag kendt for et højt niveau indenfor jura, veterinærvidenskab, medicin og landbrug. I museets biblioteker findes nogle af øens ældste, historiske dokumenter, som går helt tilbage til 1000-tallet. I 2009 blev universitet udnævnt til Italiens bedste "mellemstørrelse" universitet.

To minutters gang fra busholdepladsen, tæt ved den gamle bymur, ligger Santa Maria di Bètlem, som er både en kirke og et kloster.

'Santa Maria di Bètlem' i Sassari på Sardinien 'Santa Maria di Bètlem' i Sassari på Sardinien 'Santa Maria di Bètlem' i Sassari på Sardinien

Santa Maria di Bètlem blev bygget i det 13. - 19. århundrede. Den originale facade og dele af klostret er i romansk stiol, mens nogle af kapellerne er gotiske. Resten af kirken, incl. den store kuppel, er barok og nyklassicistisk efter en ombygning fra 1829-1834. Kirken har ikke "garanterede åbningstider", men formentlig altid om formiddagen.

'Jesus og den hellige Christoffer' i 'Santa Maria di Bètlem' i Sassari på Sardinien 'Santa Maria di Bètlem' i Sassari på Sardinien 'Santa Maria di Bètlem' i Sassari på Sardinien

Til venstre en statue af Jesus og den hellige Christoffer, "Kristusbærer", som ifølge en katolsk helgenlegende bærer Jesusbarnet over en flod. Christoffer ville kun tjene den mægtigste herre, og han tjente både kejseren og djævelen uden at blive tilfreds hermed. En eremit gav ham det råd, at han skulle tjene Kristus ved at bære vejfarende over en flod. En nat skulle han bære et barn over floden; barnet viste sig at være Kristus, og som et tegn blomstrede Christoffers stav.

I sidekapeller står gigantiske "lysestager", som bruges i forbindelse med processionen "Faradda di li Candareri", som finder sted hvert år den 14. august. Hvert kapel er viet til et laug, skræddere, tømrere, snedkere m.fl. Processionen indgår som et element i en stor festival, som varer 1-2 uger, og i den periode står byen på den anden ende med masser af musik og fyrværkeri. De enorme "lysestager" bæres rundt i byen af medlemmer af de respektive håndværkerlaug. Nogle steder er det anført, at denne tradition blev indført for at fejre pestens afslutning i 1582. Andre mener, at traditionen går helt tilbage til 1100-tallet, hvor den blev indført af tilflyttere fra Pisa.

Her er et klip fra processionen i 2010, som jeg har fundet på YouTube:

Vi fortsatte ad hovedgaden i Sassari, Corso Vittorio Emanuele gennem den gamle middelalderbydel med masser af spændende bygninger. Vi endte på Piazza D' Italia, som er hovedpladsen i Sassari. På pladsen, som blev anlagt i 1800-tallet, ligger flere smukke bygninger: "Palazzo Giordano" (1878) og "Palazzo della Provincia" (1880). Foran provinspaladset står en statue fra 1899 af Vittorio Emanuele II, den første konge af Italien - kongens positur minder dog mere om en prøjsisk kanslers. Vi listede os ind og så de pragtfulde fresker med historiske motiver fra byens historie, fx "Proklamation af republikken Sassari". I samme palads ligger en lejlighed, som har tilhørt kongefamilien af Huset Savoyen. Vi havde læst, at de var tilgængelige for publikum, men vi fik at vide, at der kun var adgang om aftenen, og at der skulle bestilles tid i forvejen. Husk det, hvis du skal til Sassari. I den smukke paladsgård opføres ofte koncerter og teaterforestillinger.

Palazzo Giordano (1878) i Sassari på Sardinien Statue af Vittorio Emanuele II foran Palazzo della Provincia i Sassari på Sardinien Palazzo della Provincia i Sassari på Sardinien

Vi sad en times tid på den dejlige plads, hvor der var masser af liv og masser af dejlige unger, som løb rundt. Et par restauranter har udendørs servering.

Midt i den gamle bydel fandt vi domkirken St. Nicholas af Bari, bygget i 1200-tallet. Omkring 1480 påbegyndtes en udvidelse af domkirken i gotisk stil. Facaden, som er barok, er fra en restaurering fra 1650–1723. I tre nicher øverst oppe er der statuer af helgener. Øverst oppe en statue af St. Nicholas. Men hvad bestiller St. Nicholas på Sardinien? Og hvem er St. Nicholas af Bari? Almindeligvis kender vi St. Nicholas som biskoppen af Myra (Tyrkiet), som har været model til selve julemanden. Den bedst kendte fortælling om den gavmilde biskop er, at han engang kom forbi et hus, hvori boede en mand med tre døtre. Manden var desværre så fattig, at han ikke kunne give sine døtre en passende medgift, hvorfor de ikke kunne blive gift og formentlig ville ende som prostituerede. Da Nicholas hørte dette, kastede han tre punge med guldmønter ind gennem det åbne vindue. Det er en af de mange myter, som forbinder St. Nicholas med julemanden. Men hvad er tilknytningen til Bari. Da jeg kom hjem, gik jeg på nettet og fandt denne forklaring. Efter St. Nicholas' død i 343, blev han begravet i Myra. Omkring år 1100 blev Myra angrebet af seljukerne, og der var risiko for, at resterne af St. Nicholas ville falde i deres hænder. Nogle beslutsomme sømænd fra Bari i Syditalien sejlede til Myra og hjembragte hans jordiske rester til Bari, hvor man byggede en domkirke til ære for St. Nicholas af Bari. Efterfølgende blev St. Nicholas af Bari "overtaget" af talrige bysamfund i Italien - og altså også Sassari.

'St. Nicholas af Bari' i Sassari på Sardinien Statue af 'St. Nicholas af Bari' i Sassari på Sardinien 'St. Nicholas af Bari' i Sassari på Sardinien 'St. Nicholas af Bari' i Sassari på Sardinien

Vi var også lige forbi "Fontane del Rossello", som nærmest er et symbol på byen; den ligger i udkanten af den gamle bydel. Fontænen er bygget fra 1603-1606 af håndværkere fra Genoa. Det fortælles, at der var ansat 300 vandbærere (mere end i hele Tour de France) for at bringe vand til husholdningerne i Sassari; selve transporten blev udført på æselryg. Kvinder kom også til fontænen for at vaske tøj. Ovenpå de to buer er en statue af helgenen San Gavino, som tilbedes meget især på Sardinien. Resterne af San Gavino ligger i krypten til "Chiesa di San gavino"; den kirke nåede vi ikke at se ved den lejlighed.

'Fontane del Rossello' i Sassari på Sardinien Statue af Frans af Assisi i Sassari på Sardinien Toget som kører mellem Alghero og Sassari på Sardinien

På vejen tilbage gik vi gennem en park, hvor der var en dejlig statue af Frans af Assisi. Vi tog toget tilbage til Alghero efter en dejlig dag i Sassari.

Neptuns Grotte - Le Grotte di Nettuno Oversigtskort over kysten ved Alghero Den sidste dag på ferien tog vi på en sejltur fra havnen i Alghero. Vi ville besøge Neptuns Grotte - Le Grotte di Nettuno - som ligger på den anden side af bugten ved forbjerget Capo Caccia, og som har nogle fantastiske drypstenshuler. Da vi købte billetter fik vi at vide, at det desværre blæste for meget til, at vores (eller rettere deres) skib lægge til ved grotten. Den romerske havgud Neptun, som har givet navn til grotten, var åbenbart i krigshumør den dag. Ja jeg ved godt, at vi ikke skulle have ventet til den sidste dag, men vi ville gerne slutte ferien af med en lille sejltur. Indgangen til grotten ligger ca. en meter over havoverfladen, så det skal være forholdsvis roligt vand, for at det kan lykkes. I stedet ville skibet sejle os på en spektakulær tur langs kysten, hvor vi ville gå i land og nyde naturen. Vi kunne naturligvis tage en bus ud til stedet og klatre ned ad 654 trappetrin til grottens indgang og komme om bord på en af de både, som sejler turister rundt inde i grotten. Især udsigten til at skulle klatre 654 trappetrin op igen fik os til at vælge sejlturen. Grotten - eller rettere grotterne - blev opdaget af en fisker i 1700-tallet og er siden blevet en en stor turistattraktion. Hulen er 4 km dyb, men kun et par hundrede meter af den er tilgængelig for turister. I sommeren 1978 blev science fiction filmen 'Island of Mutations' indspillet i Neptuns Grotte.

Sejltur til Neptuns Grotte - Grotto di Nettuno - ved Alghero Sejltur til Neptuns Grotte - Grotto di Nettuno - ved Alghero Sejltur til Neptuns Grotte - Grotto di Nettuno - ved Alghero

Vi rundede det imponerende forbjerg Capo Caccia, som 12 omkring 110 meter højt. Da vi kom nærmere, kunne vi se turister klatre op og ned af de 654 trin, som blev indhugget i klippen i 1954. Trappen, som benævnes "escala del cabirol", gedetrappen, udgår fra parkeringspladsen ovenfor. Lige i nærheden ligger to andre grotter, "den grønne grotte", som ikke er åben for turister, og "Grotta di Ricami", som kun er tilgængelig fra havet. Der er i øvrigt mange undersøiske huler, som udgør et sandt paradis for dykkere. Den mest berømte er "Nereus' hule", som hvert år besøges af tusinder af dykkere. Nereus, som af Homer kaldes "den gamle fra havet", bor på havets bund med sine 50 dejlige døtre, de såkaldte nereider.

Sejltur til Neptuns Grotte - Grotto di Nettuno - ved Alghero Sejltur til Neptuns Grotte - Grotto di Nettuno - ved Alghero Sejltur til Neptuns Grotte - Grotto di Nettuno - ved Alghero

Inde i Neptuns Grotte findes en 120-meter saltvandssø. Her levede engang den nu uddøde "Middelhavs munkesæl", som er et af de mest udryddelsestruede dyr i verden. Man bliver sejlet rundt i grotten, mens guider på italiensk og engelsk beretter om, hvad man ser. I august måned under højsæsonen er der omkring 200 turister i hulen ad gangen.

Desværre kom vi ikke ind i hulen, men jeg har fundet denne video på YouTube med billeder fra Neptuns Hule.

Teatro Civico di Alghero Den sidste aften i byen besøgte vi Teatro Civico di Alghero, som er opført 1829-1862 af arkitekt Franco Poggi. Den første forestilling var operaen "Lucia di Lammermoor" af Gaetano Donizetti. Det smukke og harmoniske nyklassicistiske teater, som er opført i sandsten, ligger på Piazza del Teatro (hvor ellers?). Pladsen kaldes også Piazza del Bisbe (Bispetorvet?, da biskoppens domicil ligger lige i nærheden. Teatro Civico blev renoveret i 2004 og ført tilbage til Poggi's originale design med masser af stuk og smukke brokader, og samtidig blev akustikken forbedret. Teatret huser mange af byens kulturelle aktiviteter. Der blev opført en forestilling (vistnok) i anledning af, at øens blodbank havde 30 års jubilæum? Alle deltagerne var børn, som sang og dansede af hjertets lyst. Alle tilskuerne, hvoraf langt de fleste tilsyneladende var familie og venner, klappede højlydt, og det gjorde vi også.

Teatro Civico di Alghero Teatro Civico di Alghero Teatro Civico di Alghero

Vi kom der ikke for forestillingens skyld men for at opleve et levende teater i stedet for en "død rundvisning". Du kan fornemme stemningen i teatret ved at starte nedenstående video fra børnenes juleforestilling i 2010.

Vi spiste til aften på en restaurant, som lå lige i nærheden. Her traf vi, som så ofte før, nogle spændende mennesker.

Næste morgen op kl. 4 for at nå lufthavnsbussen kl. 5. Ja, det er sjældent de meste humane flytider, som RyanAir tilbyder, men hvad gør man ikke for penge? Vi havde en dejlig uge i Alghero. Har man børn med, kan man sagtens bruge en uge eller to i Alghero med de pragtfulde strande. Er der kun voksne i selskabet, er en uge passende, hvis man supplerer med nogle udflugter til omegnen.

Nedenfor et par videoer fra Alghero, som jeg har fundet på YouTube.

Begivenheder i Alghero Skulle Birgit og jeg beslutte at vende tilbage til Alghero, vil vi formentlig tage derned i påsken. Jeg har tidligere beskrevet, hvorledes påsken fejres i Alghero - og den er bestemt "en messe værd". Der er dog adskillige andre begivenheder at rejse efter, bl.a. disse: Den 24. juni er "Festa di San Giovanni" til ære for Johannes Døberen. En lille kirke lidt udenfor Alghero er viet til Johannes. På denne dag er der flere arrangementer som hesteløb, koncerter, fyrværkeri ved bastionerne - og midnatsbadning. Dagen efter, den 25. juni, fejres fiskernes og sømændenes skytshelgen, Sant'Elmo. En procession af både sejler ud fra havnen medbringende et billede af Sant'Elmo.

Den 26. juli fejres Sant'Anna, Jomfru Marias moder. I august-september er der regatta, en moderne version af "Festa di Sant'Elmo". I august er der flere festivaller, fx "Festa di Nostra Signora della Mercede" den første søndag i august, med en stor regatta til minde om borgere fra Alghero, som døde på havet under krig, og der er flere klassiske konverter. Fra den 28.-30. september afholdes "Festa di San Michele" for byens skytshelgen, som fejres med religiøse ceremonier, udstillinger, markeder og kulturelle arrangementer.

I september-oktober er der et automobilløb, "Alghero-Scala Piccada", hvor omkring 80 deltagere racer 5 km op mod Scala Piccada. Løbet, som har fundet sted siden 1955, er det ældste af sin slags på Sardinien og det tredje ældste i Italien, og tilskuerne flokkes i stort tal.

Og husk: indbyggerne hedder "sardere", vinen er "sardisk", mens "sardiner" er små fisk! :-)

Klik her for at komme til startsiden. Tak for besøget.