Hvordan kommer man til Pisa, Firenze og Sienna?

Birgit og jeg har i adskillige år ønsket at tage til Toscana og se de pragtfulde kirker, paladser og museer med deres enestående kunst fra renæssancen. Et par vintre havde vi gået på aftenskolekurser om Firenze og renæssancen og efter selvstudium af en ikke ringe mængde rejse-, kunst- og historielitteratur, følte vi os klædt på til turen. En af mine arbejdskammerater foreslog, at vi skulle køre til Lybæk og derfra flyve til Pisa med Ryan Air. Der er ganske vist en lufthavn i Firenze, men der er ikke mange forbindelser til den fra Nordeuropa. Jeg fik den idé at undersøge, om vi ikke kunne flyve fra Århus (Tirstrup) Lufthavn til London (Stansted), og det viste sig, at forbindelserne videre til Pisa passede udmærket. Inden vi kom afsted, rykkede Ryan Air afrejsetidspunktet fra Tirstrup 3-4 timer frem, så vi kom til at tilbringe ca 7 timer i Stansted - en tvivlsom fornøjelse, men hvad gør man ikke for kunst og kultur?

Da vi ville ankomme til Pisa ud på aftenen, besluttede vi at tage 2 overnatninger i Pisa, inden vi ville fortsætte med toget til Firenze. Vi skulle lige se det berømte "skæve tårn", inden vi hastede videre til renæssancens højborg. Men det skulle vise sig, at vi fik et par overraskende gode dage i Pisa.

Lidt historie

Pisa har formentlig været en græsk koloni fra fra omkring år 700 BC. Fra år 180 BC blev den en romersk koloni under navnet "Colonia Julia Pisana". Fra det 11. århundrede var Pisa en magtfuld republik med en dominerende indflydelse i Middelhavet. Det indgik alliance med Rom og deltog i de puniske krige på Roms side. Pisa kæmpede mod saracenerne og erobrerede Korsika, Sardinien og De Baleariske Øer (Mallorca mfl). De deltog også som leverandør af skibe til de første korstog. Det største problem for Pisa var at konsolidere sig i de besatte områder, og de måtte i den forbindelse føre langvarige kampe mod konkurrenter som Amalfi og Genoa. I 1092 fik Pisa et ærkebispesæde. 1100-tallet var Pisas storhedstid, økonomisk som kunstnerisk, og den overstrålede de øvrige toscanske bystater. I 1155 påbegyndte byen at opføre en bymur, som var mere end 7 km lang.

Sideløbende med konkurrencen mellem bystaterne Dom magt og indflydelse foregik også magtkampen mellem kejserdømmet og pavemagten. Nogle byer valgte kejserens side (ghibellinerne), og andre valgte pavens side (guelferne). Pisa valgte kejserens parti, mens arvefjenden Firenze valgte pavens side. Jeg vil skrive mere om disse spændende kampe, når vi kommer til Firenze. Desværre for Pisa valgte man forkert side, hvilket medførte, at bystatens indflydelse dalede kraftigt fra omkring år 1300. I 1284 led Pisas flåde et knusende nederlag til Genova og mistede næsten hele sin flåde.

I 1300-tallet skiftede Pisa som fx Firenze flere gange mellem republik (kommune) og diktatur. Fra 1399-1405 blev Pisa styret af den milanesiske Viscontifamilie. I 1405 gjorde Pisa oprør, men allerede året efter blev de angrebet af arvefjenden Firenze, som efter en langvarig belejring indtog byen. Indtil Italiens samling i 1860 var Pisa en del af storhertugdømmet Toscana. Under medicierne oplevede Pisa faktisk en vis fremgang, og Lorenzo de Medici bragte byens gamle universitet på fode igen.

Pisa blev temmelig medtaget af bombardementer under anden verdenskrig. Tyskerne forskansede sig i den nordlige bydel og holdt stand i 40 dage mod de allierede. Det gik bl.a. ud over Camposanto Monumentale, den monumentale kirkegård, som ligger tæt ved katedralen, men størsteparten af de smukke bygninger og kunstværker er blevet renoveret med pænt resultat.

Hotel Grand Duomo i Pisa

Vi ankom fra London (Stansted) med Ryan Air til Pisa Lufthavn ved 10-tiden om aftenen. Lufthavnens virkelige navn er "Aeroporto Galileo Galilei" efter ef at byens berømte børn, som du kommer til at høre mere om. For enden af terminalen ligger en station med tog til Pisa centrum. Turen, som varer omkring 5 minutter, kostede mindre end 1 euro. Vi checkede lige, at der er hyppige togforbindelser til Firenze, et par stykker i timen. Endelig kunne vi udenfor stationen havde taget en bus til Firenze. Men i stedet valgte vi at spadsere til vores hotel "Grand Hotel Duomo", som lå ca 1½ km fremme. Undervejs passerede vi floden Arno, som deler Pisa i to bydele. Vi skulle møde Arno igen, når vi kom til Firenze. Da vi passerede broen over Arno så vi lidt ude til højre en spændende lille kirke i hvidt marmor. Vi besluttede, at den ville vi besøge den følgende dag.

Grand Duomo, som vi havde booket på nettet, er et lidt ældre hotel, men med en pragtfuld placering. I en guide fra 1982 var det anført som et 1. klasses hotel. I dag praler det med 4 stjerner, hvilket nok er i overkanten? Vi var dog glade for at bo der og fik et dejligt værelse ud til gaden. Vi gik ned i baren på 1. etage og fik (købte) en kold øl af den venlige bartender. Jeg bemærkede, at der på væggen hang et signeret portræt af Sophia Loren. Da jeg spurgte til det, fik bartenderen, som var på min egen alder (60+), julelys i øjnene, og vi blev enige om, at selv som 74-årig var Sophia en vidunderlig kvinde. Det viste sig, at der stort set ikke var gadestøj før ved 7-tiden om morgenen, når skraldevognene begyndte at køre. Da vi kiggede ud ad vinduet, kunne vi se "det skæve tårn i Pisa" ca 100 meter borte. Om morgenen erfarede vi, at morgenbordet var velforsynet, så vi tøver ikke med at anbefale hotellet til andre.

Piazza dei Miracoli - domkirkepladsen

Pisanerne selv kalder ubeskedent domkirkepladsen for "Verdens smukkeste torv", Piazza dei Miracoli. Da vi næste morgen kom frem til pladsen, var vi tilbøjelig til at give dem ret. Placeret på en dejlig, stor, grøn græsplæne ligger domkirken (Duomo), dåbskapellet (Baptisteriet) og klokketårnet (kampanilen, det skæve tårn). Desuden ligger i baggrunden en klosterkirkegård (Camposanto) fra 1200-tallet. Pladsen blev i 1987 optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv, hvilket bevidnes af en bronzeplakette ved indgangen.

Herudover ligger der på området to museer, Sinopie Museum og Opera Museum (vi nåede ikke at besøge nogen af dem). Sinopie Museet fra 1985, som er indrettet i en restaureret fløj af "Hospital Santa Chiara", indeholder en samling af "sinopie skitser", dvs kunstnernes grundlag for udarbejdelse af fresker. Mange af disse sinopier viser fresker fra Camposanto, som blev ødelagt under anden verdenskrig.

På denne side kan du læse om åbningstider og billetpriser. Ja, du kan oven i købet købe en billet, inden du tager hjemmefra. I højsæsonen kan det være nødvendigt, da der kan være 2-3 ugers ventetid! Det var dog ikke tilfældet under vores besøg midt i november måned.

El duomo - katedralen

Katedralen, Duomoen, som er bygget i romansk-pisansk stil, er den første bygning, der blev opført på pladsen. Arbejdet blev påbegyndt i 1063 under arkitekt Buschetto på et tidspunkt, hvor Pisa var en verdensmagt. Den blev indviet af pave Gelasius i 1118, før den var færdigbygget. Det skete i anden halvdel af det 12. århundrede af Rainaldo, som byggede den smukke facase, som stadig pryder kirken. Øverst står en Madonnastatue af Andrea Pisano - Madonna er flankeret af 2 engle. Kirken har form som et latinsk kors og er ca 100 meter lang, 34 meter bred og 35 meter høj. Udvendigt er den beklædt med hvid marmor. Mange af de stenblokke, der blev anvendt til opførelsen, er taget fra ældre romrerske bygninger, hvilket formentlig forklarer, hvorfor der ikke er mange overleveringer fra den tid. Inde i kirken kan man nogle steder se sten med romerske indskrifter, sommetider vendt på hovedet - men det var jo heller ikke meningen, at de skulle læses.

Som så mange kirker fra denne periode er kirken forsynet med nogle pragtfulde indgangsdøre i bronze. De fire døre er udsmykket med basrelieffer med religiøse motiver, fx scener fra Kristi liv. De 3 af dørene er dog kopier fra det 18. århundrede, men den 4. dør med St Ranieri, byens skytshelgen, er original og lavet af Bonanno Pisano.

Når man træder ind i kirken, bliver ens øjne automatisk draget mod den utroligt smukke mosaik, som fylder det meste af bagvæggens apsis. Mosaikken, som viser den dømmende Kristus, blev påbegyndt af Francesco di Simone, men menes afsluttet af Cimabue i begyndelsen af 1300-tallet. På altret står et stort bronze krucifiks af Giambologna. Langs midterskibet står to rækker med i alt 12 søjler. Nogle af dem menes at have stået i græske eller romerske templer, hjemført som krigsbytte. Kirken er udsmykket med mange malerier og skulpturer i marmor og bronze. Et kapel i kirken er viet til St Ranieri, byens skytshelgen. En urne med helgenens jordiske rester står bag altret i kapellet. St Ranieri døde i 1161, men tilbedes stadig af mange af byens indbyggere. Hvert år på hans fødselsdag, den 17. juni, bliver urnen åbnet, og relikvierne kan beses.

En af de smukkeste genstande i kirken er den ottekantede prædikestol (pulpitur), der er lavet af Giovanni Pisano (1302 – 1311). Dens 11 korinthiske søjler hviler på løvefigurer. Prædikestolens flotte paneler er udsmykket med scener fra det nye testamente: Bebudelsen, Jesu fødsel, De tre vise mænd, Præsentationen i templet, Flugten til Egypten, Judaskysset og Jesu korsfæstelse. Efter en voldsom brand i 1599 blev prædikestolen adskilt i hoveddele og nedtaget til opbevaring. Den blev først genopsat i 1926.

Meget passende indeholder kirken også en sarkofag for den første bygmester, Buschetto. Han ligger i den første arkade til venstre i kirken.

Jeg har med vilje gemt det bedste til sidst - i hvert fald efter min egen mening, nemlig Galileis lampe, som jeg læste om i min barndom. Galileo Galilei, én af Pisas største bysbørn, blev født i 1564 som den første af 7 børn. Hans fader, Vincenzo Galilei, som var musiker og uldhandler, ønskede at hans tydeligvis godt begavede søn skulle studere medicin - det var det højest opnåelige på det tidspunkt. Så i en alder af 11 år blev Galilei sendt i skole i et jesuiter kloster, og i 1581 begyndte han at studere medicin ved universitetet i Pisa. En dag sad Galilei i domkirken, mens lampen, som er lavet af Possenti da Pietrasanta, fik skiftet lys. Han morede sig med at måle hvor lang tid, de korte og lange svingninger af lampen tog. Til hans overraskelse opdagede han, at tiden var nøjagtig den samme for korte og lange pendulbevægelser. Ved eksperimenter fandt han ud af, at det eneste, der påvirkede tiden for et udsving, var længden af pendulet. Denne lovmæssighed blev siden anvendt til at justere ure med. Galilei interesserede sig mere for naturvidenskab og matematik end for medicin, og det endte med, at han forlod universitetet i 1585 uden eksamen - sikkert til faderens store ærgrelse. Vi skal møde Galilei igen om et øjeblik, når vi kravler op i det skæve tårn.

Baptisteriet - dåbskapellet

Dåbskapellet (eller baptisteriet) i Pisa, var det første af sin slags, som vi mødte på vores tur til Toscana. Jeg har læst, at grunden til at have et kapel alene til dåb, er den, at kun døbte måtte få adgang til kirken - og altså ikke udøbte børn. I sin tidligste form indeholdt et dåbskapel et bassin i gulvet, hvor dåben blev foretaget. Omkring kunne der være søjler, som skulle skærme mod nysgerrighed. Fx skulle den romerske kejser Konstantin i 337 være døbt i et sådant bassin i forbindelse med Lateran kirken i Rom. Et dåbskapel er enten ottekantet eller cirkulært i formen. Tidlige baptisterier findes udover i Italien også i Lilleasien. Da man ophørte med at nedsænke personen i vand ved dåben, afskaffede man de selvstændige dåbskapeller til fordel for en døbefont, som vi kender i dag. Da vi kom til Firenze oplevede vi endnu et smukt dåbskapel.

Det næste store byggeri i domkirkeområdet var dåbskapellet, som er et af de største af sin slags i Italien. Det er viet til Johannes Døberen - hvem ellers? Det er opført i tidsrummet 1152-1284. Diotisalvi, hvis figur står lige indenfor i kirken, påbegyndte byggeriet, og Nicola Pisano afsluttede det mere end 100 år senere. Kapellet, som er bygget i hvid marmor, er cirkulært med en omkreds på 107 meter og en højde på 55 meter, excl. statuen på toppen. Som mange andre italienske bygninger er dåbskapellet påbegyndt i én byggestil (romansk), men afsluttet i en anden (gotisk). Se fx de spidse gotiske buer på billedet ved siden af. Prikken over i'et, kuplen, blev færdiggjort i sidste halvdel af det 13. århundrede. Den er udpræget gotisk. Turino di Sano har lavet den statue af Johannes Døberen, som kroner den smukke bygning.

Den smukkeste af de fire døre til dåbskapellet, er den, der vender over mod katedralen. Søjlerne ved døren har dekorationer med tydelig byzantinsk inspiration. Venstre dørstolpe viser apostlene, Jesu himmelfærd og David, højre dørstolpe viser en serie med årets 12 måneder. Overliggeren er opdelt i to lag: det nederste viser episoder fra Johannes Døberens liv, det øverste lag viser Kristus mellem Madonna og Johannes Døberen i selskab med engle og evangelister.

Indenfor er det muligt at komme op i tre etager side, hvor man kan betragte baptisteriet fra de cirkelformede gallerier. Lyset kommer ind fra vinduer i den midterste etage. På det midterste galleri står statuer/buster, som er oprindelig stod i nicher på facaden, men som nu er bragt i ly indendørs.

Døbefonten, som er ottekantet, er selvfølgelig det væsentligste i et dåbskapel. Det er opdelt i fire mindre basiner, så man kunne foretage flere dåbshandlinger samtidigt. Midt i døbefonten står en smuk statue af Johannes Døberen, lavet af Italo Griselli. Fontens sider er udsmykket med geometriske figurer. En anden attraktion er rummets akustik, som opleves bedst, når en person tæt på døbefonten fx synger eller fløjter en melodistump, og disse toner mirakuløst spreder sig i rummet. Hvis du diskret (distræt) følger et af de guidede hold, vil du sikkert få denne spændende oplevelse.

Prædikestolen blev bygget i 1260 af Nicola Pisano. Panelerne på siden viser Kristi liv og død. Prædikestolen bæres af en central søjle og seks omkringstående søjler. På den centrale søjles basis er der groteske figur og dyr, som repræsenterer hedenske symboler. Tre af de omkringstående søjler står på ryggen af løver, som stolt vogter deres bytte - et symbol på kristendommens sejr. Søjlerne har smukke korintiske kapitæler. Ovenpå disse står statuer af de fem dyder og Johannes Døberen. Øverst ses seks scener fra Kristi liv:



Kampanilen - Det skæve tårn i Pisa

Efter at de brave pisanere (borgere i Pisa) havde bygget den største og smukkeste katedral, som nogensinde var bygget i romansk stil, skulle de selvfølgelig også have et passende klokketårn (eller en kampanile, som det hed på de kanter). De var udmærket klar over, at man i Venedig i 1155 havde afsluttet opførelsen af et smukt klokketårn, og man ville selvfølgelig gøre alt for at overgå dem. Deres konkurrenter i Venedig havde bygget tårnet hovedsagelig med mursten, så pisanerne besluttede, at deres tårn skulle dækkes med hvidt marmor overalt.

Traditionen foreskrev, at klokketårnet skulle ligge så tæt på kirken som muligt. Nu havde man selvfølgelig valgt den bedste og sikreste placering til katedralen, men man fandt en passende grund et par hundrede meter fra katedralen. Byggeriet kom i gang i 1174 under ledelse af Bonanno Pisano. Da hele området var sumpet, startede han med at pilotere i en dybde af af godt tre meter.

I løbet af 4-5 år måtte byggeriet indstilles, da tårnet begyndte at hælde "slemt til siden", mod nord. Man havde kun fået opført de første 3 etager. I tidligere tider herskede den opfattelse, at tårnet bevidst var konstrueret til at skulle hælde (eller læne, som pisanerne kalder det), evt. for at bevise, hvor dygtig deres byggefolk var. Den påstand er for længst afvist. Det har altid været hensigten, at tårnet skulle stå fuldstændig lodret. Imidlertid er der mange bygninger i Pisa, der hælder lidt. Vi behøver ikke gå længere end til dåbskapellet, som vi lige har besøgt. Man har også været i tvivl om, hvorvidt hældningen fremkom ved, at tårnet faldt sammen. Det er for længst bevist, at tårnet hælder, fordi den underliggende jord giver sig, fordi der i tidligere tider løb en flod hen over området. Selvfølgelig er problemet blevet forværret ved, at borgerne i Pisa skulle overgå deres naboer i Venedig.

Arbejdet på tårnet lå stille i næsten 100 år. Først i 1250 begyndte arkitekter og byggefolk at rette tårnet op. Da man nåede op i 8 etagers højde, var tårnet lettere bananformet. I 1272 begyndte tårnet at læne sig mod syd. I 1350, da man opførte selve klokketårnet, forsøgte man at nivellere toppen af tårnet, idet der blev tilføjet fire trin på nordsiden og seks trin på sydsiden. Det ser lidt festligt ud.

Gennem de følgende århundreder blev der gjort mange forsøg på at sikre, at tårnet ikke væltede. I 1934 væltede man 200 tons beton ud ved tårnets base, idet Benito Mussolini anså det skæve tårn som en hån mod Italiens fascistiske idealer. Dette "fix" bevirkede, at tårnet væltede yderligere 1/10 af en grad. I 1950-erne indstillede man brugen af de 7 klokker, for at deres vibrationer ikke skulle få tårnet til at falde sammen. Den største klokke vejer 3½ tons. I 1990, på et tidspunkt, hvor der kom omkring 700.000 turister om året, lukkede man adgangen til tårnet. Det var påvist, at hældningen voksede med godt 1 mm om året. Toppen af tårnet lænede sig næsten 5 meter ud over basen.

Der blev nedsat en komité af eksperter, som skulle komme med forskellige forslag til løsning af problemet. Der blev installeret monitorer, som løbende målte tårnets hældning. Dette avancerede udstyr kunne måle, at solens opvarmning af sydsiden af tårnet, medførte en bevægelse på 0.025 mm. Den 6. september 1995, efter at man havde placeret en kontravægt på 600 tons bly på nordsiden, "hoppede" tårnet 0.15 mm i det forkerte retning. Mange af eksperterne frygtede, at nu ville tårnet styrte sammen. Efter forøgelse af kontravægten med yderligere 230 tons, standsede bevægelsen heldigvis.

Et jordskælv i efteråret 1997 med epicenter omkring Assisi, påvirkede mirakuløst ikke tårnet i Pisa, men understregede behovet for at finde en løsning. Sidst i 1998 tog man fat på en metode, som var foreslået af et af komitéens medlemmer, John Burland, engelsk jordbundsingeniør. Man begyndte at fjerne jord under tårnets nordside og håbede på, at tårnet ville reagere med at rette sig selv op. I juni 1999 havde tårnet rettet sig 27 mm og havde nu en hældning, som svarede til den, det havde 30 år tidligere. Man har siden fortsat med at fjerne jord under tårnet. Man har opsat 12 bor med en diameter på 200 mm. Hver boring fjerner 15-20 liter jord. Det hul, der efterlades, fyldes straks op ovenfra og bidrager til tårnets opretning. Målet er at reducere hældningen med ½ meter, dvs fra 4½ til 4 meter. Af hensyn til turisterne vil det næppe være velset at rette tårnet op til lodret position. Turisterne fik igen adgang til tårnet i november 2001. Der kommer kun ca 30 turister ad gangen op i tårnet, og turen er begrænset til 30-35 minutter. Hvis det lykkes dig at bestige de 294 slidte trin til toppen, venter en betagende udsigt over Pisa og omegn. Billetpris 17€. Desværre opdagede vi først, da vi var kommet hjem, at det skæve tårn er smukt oplyst ved aftenstid. Husk det, hvis du kommer på de kanter.

"Det skæve tårn i Pisa", som alle kalder det, er 55.8-56.7 meter højt. Den udvendige diameter ved basen er 15.4 meter, mens den tilsvarende indvendige er 7.4 meter. Tårnet har 8 etager og vejer omkring 14.500 tons. der er 7 klokker i tårnet, hver stemt i sin tone. Den øverste og største hedder "Pasquarecci". Tårnet fremtræder meget let og elegant på trods af dets store tyngde og dimensioner. Det er bygget i romansk-pisansk stil.


Kampanilen - Det skæve tårn - og Galilei

Galileo Galilei, hvis lampe vi lige har set i dåbskapellet, har også tilknytning til klokketårnet i Pisa. Efter at han havde afbrudt sit medicinstudium, underviste han studenter i matematik. Han udførte også mange forskellige slags fysiske eksperimenter. Hans ambition var at blive ansat på et matematisk fakultet på et større universitet. Vi har hørt, hvorledes han havde imponeret professorerne med sin beregning på størrelsen af Dantes helvede.

En af de teorier, som Galilei tog op til overvejelse, var Aristoteles' naturlov, som siger, at tungere genstande falder hurtigere end lettere genstande, en tilsyneladende indlysende observation. Galilei besluttede at afprøve naturloven ved at gennemføre et eksperiment. Han klatrede op ad de 294 trin, bærende et antal kugler af forskellig vægt. Han kastede/skubbede dem ud fra toppen, og til alle tilstedeværende professorers og studenters overraskelse, ramte de jorden samtidigt. Gentegelser af eksperimentet med geværkugler, guldklumper og sølvstykker, træstumper mv. beviste, at Aristoteles havde uret. Genstande i frit fald accelererer med samme hastighed uanset deres masse. (Der er blandt de lærde usikkerhed om, hvorvidt Galilei nu også har gennemført sit eksperiment fra tårnet, men det er da en god historie, ikke? Og det er nok for mig). Jeg må lige afslutte med, at Galilei en kortere tid havde ansættelse hos det universitet, som tidligere havde smidt ham ud.

Kampanilen - Det skæve tårn - og H.C. Andersen

Vores ivrigt rejsende digter, H.C. Andersen besøgte Pisa på sin italiensrejse i 1833. Han skriver følgende i sin dagbog den 5. oktober 1833: "Det skæve Taarn ligger tæt ved Kirken, jeg troer neppe det er bygget saa, men sjunket; det helder stærkt, hvilket bedst sees fra Taarnet selv. Det er en Cylinder, med Colonner uden om, det saa ud oppe fra som en stor dyb Brønd, for nyelig har en Mand fra Livorno styrtet sig derned, man saa et dybt Mærke i Steengulvet, hvor han var ganske bleven knuust; mærkeligt er der hvad Indflydelse Søevinden har paa Taarnet, alt Jern smuldrer hen på den side og selv Steenen opløses noget. - Det havde en skiden guulagtig Farve." Den gode Andersen har tydeligvis været noget beklemt ved tårnets tilstand.

Camposanto - kirkegården

Langs katedralområdet ligger kirkegården, Camposanto, som i dag er et museum med middelalder fresker, sarkofager og skulpturer. Størsteparten af de 84 sarkofager stammer fra det 3. århundrede BC. Kirkegården blev påbegyndt i 1278 af Giovanni di Simone, og færdiggjort engang i 1400-tallet. Der lå i forvejen en kirkegård på stedet. Traditionen vil vide, at jorden i denne kirkegård stammer fra Det Hellige Land, idet ærkebiskop Ubaldo Lanfranchi (1108-1178) skal have haft fem skibsladninger jord med hjem fra Colgate efter et korstog i 1203 ((nogle steder angives 50 skibsladninger). Denne jord havde den praktiske egenskab, at et lig blev konverteret til skelet i løbet af 24 timer. Kirkegården har samme dimensioner som Noahs Ark - hvor man så har dem fra? De mange grave, som lå spredt på området, blev overført til kirkegården, som blev brugt til begravelse af byens prominente borgere indtil 1779. Mange af gravene er udsmykket med genbrugte romerske statuer og sarkofager, som står i de overdækkede arkader, som løber langs alle fire mure. Den mest prominente "gæst" er nok hellige romerske kejser Henry VII, som ankom til Pisa i 1312 for at støtte de kejsertro pisanere (ghibelinere), men desværre døde kejseren af feber og blev begravet på Camposanto.

Væggene blev i løbet af det 14. og 15. århundrede smykket med fresker af kunstnere som Taddeo Gaddi, Spinello Aretino, Benozzo Gozzoli og mange andre. Figurerne (Jomfru Maria i selskab med helgener) over hovedindgangen i nordmuren, som vender over mod domkirken, er af Giovanni Pisano. Den 27. juli 1944 blev Pisa, som var besat af nazisterne, udsat for et hæftigt bombardement, og kirkegården blev ramt. Trætaget blev antændt, og smeltet bly løb ned over freskerne og anrettede stor skade. Man kan se en fotoudstilling af freskerne før og efter det fatale bombeangreb. Da man forsøgte at løsgøre pudset for at fjerne freskerne for restaurering, kom kunstnernes skitser (sinopier) til syne. Disse skitser blev lavet med rødt pigment, som kom fra Sinope ved Sortehavet - deraf navnet. Efterfølgende blev sinopien dækket af det våde puds, "grassello" som efterfølgende blev påført, og som fresken blev malet på. En del af disse sinopier er som nævnt udstillet på det nærliggende Sinopie Museum.

Den mest imponerende af de "overlevende" fresker er "Dødens Triumf", som viser den sorte døds hærgen i Toscana. Der er nogen usikkerhed om kunstneren, men i dag tilskriver de fleste eksperter værket Bounamico Buffalmacco, som i hvert fald har lavet freskerne "Opstandelsen", "Den vantro Thomas" og "Genopstandelsen". Det fortælles, at Liszt under et besøg på kirkegården i 1838 blev inspireret af "Dødens Triumf" til at skrive sin kendte "Totentanz".

Piazza dei Cavalieri

Efter at have nydt domkirkeområdet hele formiddagen fortsatte vi til "Piazza dei Cavalieri", som oprindelig var et romersk forum. Dette smukke torv, hvor engang syv vigtige veje mødtes, blev anlagt i begyndelsen af 1300-tallet. I dag er der "kun" fire veje, som fører til torvet. Midt i 1500-tallet påbegyndtes en gennemgribende renovering af torvet. Årsagen hertil var, at Cosimo I af Medici den 15. marts 1562 blev udnævnt til leder af den nyoprettede ridderorden, "Ridderne af St Stefan". Udnævnelsen blev foretaget af ærkebiskoppen af Pisa på vegne af pave Pius IV. (St Stefan var pave og martyr). Denne nye ridderorden skulle forsvare den kristne kirke og tage kampen op mod tyrkerne og andre vantro i Middelhavet. Denne udnævnelse hævede Cosimo over de øvrige fyrster i Europa og er endnu et eksempel på den tætte forbindelse, der i mindst 100 år bestod mellem pavestolen og den mægtige Medici familie. Cosimo besluttede at torvet, som dengang hed "Piazza degli Anziani", "de ældres torv", skulle være centrum for den nye ridderorden. Gennem middelalderen var torvet politisk og administrativt centrum for republikken Pisa. Der ligger flere smukke bygninger på torvet, fx Palazzo dell' Orologio, Palazzo dei Cavalieri og kirken Santo Stephano dei Cavalieri.

En af de bemærkelsesværdige bygninger på torvet er "Palazzo dell' Orologio". Cosimo I betroede restaureringen af torvet til arkitekten, maleren og historikeren Giorgio Vasari, og han skabte dette palads ved at forene to middelaldertårne, som elegant blev forbundet med en overdækket passage. Bygningen anvendes i dag som til bibliotek, men engang fungere et af tårnene som et fængsel. Et af de sorte kapitler i Pisas historie udspandt sig her. I vinteret 1289 blev byens borgnester, grev Ugolino della Gherardesca anklaget for forrædderi og smidt i fængsel sammen med sine to sønner og sine to børnebørn (drenge). Den politiske situation var, at Pisa få år forinden havde lidt et forsmædeligt nederlag til arvefjenden Genoa. Ærkebiskop Ruggieri dømte greven, hans sønner og børnebørn til at dø af sult, og alle mandlige medlemmer af Ugolino familien blev udryddet. Dante lader i sin "Guddommelige komedie" grev Ugolino fortære biskoppens hoved, mens han befinder sig i helvede. Ja, det er stærke sager, men det er altså ikke mig, der har fundet på det. Tårnet benævnes i folkemunde som "Torre della Fame", "Hungertårnet". Paladset fik sit nuværende navn, da man i 1696 flyttede uret og klokken fra et nærliggende klokketårn til paladset og anbragte det i overdækningen.

Palazzo dei Cavalieri har en pragtfuld facade. Over døren hænger Ridderne af St Stefans våbenskjold. Mellem anden og tredje etage ses buster af de forskelige storhertuger af Toscana. Paladset var oprindelig riddernes militæry træningskvarter og bar navnet "Palazzo della Carovana". Riddernes grundlæggende uddannelse, som tog tre år og omfattede kampsport og videnskabelige studier, blev kaldt "Carovana". I dag huser paladset "Scuola Normale Superiore", en højere læreanstalt, som blev grundlagt af Napoleon i 1810. Eleverne til denne skole bliver "håndplukket" fra hele Italien. Mange berømte italienere har gået her, fx den første italienske nobelprisvinder, Giosue Carducci, som modtog litteraturprisen i 1906 samt Enrico Fermi og Carlo Rubbia, som begge har modtaget prisen i fysik.

Foran den dobbelte trappe op til paladset ligger en smuk fontæne med en statue af Cosimo I af Medici, den første storhertug af Toscana. Statuen er udført af Pietro Francavilla (1596) på bestilling af Ferdinando I af Medici.

"Santo Stephano dei Cavalieri" var under vores besøg svinet til med stilladser og pakket ind i presseninger. Jeg synes, at vi oplever dette for ofte til, at det kan være en rent tilfælde. Det ser ud til, at når familien Sørensen sætter sig til rette i flyvemaskinen, går man i gang med at pakke kunstværker på vores bestemmelsessted ind. Det er lykkedes mig at finde et billede på nettet af Stefansriddernes kirke i uindpakket tilstand, som du kan se nedenfor til højre.

"Santo Stephano dei Cavalieri" blev bygget i perioden 1565-1572 af Vasari. Klokketårnet (kampanilen) og fronten er tilføjet senere. Den elegante marmorfront blev bekostet af Giovanni de Medici i 1602. Det er den eneste kirke i renæssance stil i Pisa. Grand Cosimo III fik kirken udvidet og ved samme lejlighed blev de tilstødende huse restaureret og bragt i overensstemmelse med Vasaris design. Fra 1683-1688 blev der af Pier Francesco Silvani tilføjet 2 sideskibe, der af ridderne blev anvendt som omklædningsrum.

Indvendigt er kirken meget smukt udsmykket, og især det smukke træloft er betagende. Loftet er opdelt i seks sektioner. I hver sektion er et maleri, som beskriver riddernes glorværdige bedrifter. Først for i kirken ses to smukke fonte til helligt vand, udført af Vasari. Væggene er beklædt med gobeliner og bannere, som er røvet/vundet fra tyrkiske skibe. Det vigtigste er Mehemet Alis flag, som blev vundet af St Stefans riddere i det berømte slag ved Lepanto den 7. oktober 1571, det største og vigtigste slag i perioden. Flere steder ser man modeller af riddernes skibe. Mellem de høje vinduer hænger fire skibslanterner. Ved højaltret står St Stefans sarkofag. Her finder man under en glasklokke en gylden (forgyldt bronze) buste af Santo Lussorio, udført af Donatello i 1427.

Santa Maria della Spina

Om eftermiddagen spadserede vi ned til Arno, som vi passerede via Ponte Solferino. Her lå den lille kirke, som vi havde observeret aftenen i forvejen, "Santa Maria della Spina", som er bygget i pisansk gotisk stil. Den blev bygget i 1230 på bredden af Arno floden tæt ved en vigtig bro, Ponte Novo. Broen blev ødelagt i 1400 tallet og aldrig genopført. På grund af sin beliggenhed blev kirken kaldt "Santa Maria de Pontenovo". Imidlertid skiftede kirken i 1333 navn til "Santa Maria della Spina", da den fik overdraget en splint af frelserens tornekrone til opbevaring (spina betyder torn). Denne splint var hjembragt fra det hellige land af en pisansk købmand. I dag befinder dette vigtige relikvium sig i Santa Chiara kirken. På spadsereturen blev vi gjort opmærksom på, at Pisa er en universitetsby. Der var flere studenter end turister på gaden, og det vrimlede med cykler og scootere i byen. Bl.a. så vi en motorcykel med overdækning!

Kirkens nære beliggenhed ved floden har altid frembudt en risiko. I det 15. århundrede måtte man flere gange restaurere og forbedre kirkens arkitektur. I 1871 blev det nødvendigt at skille kirken ad og genopføre den sten for sten godt en meter højere oppe. Ved den lejlighed blev flere statuer flyttet til mere sikre steder (de fleste befinder sig på San Matteo museet) og erstattet af kopier. Samtidig mistede kirken sit sakristi, hvilket selvfølgelig ændrede kirkens proportioner og form, så den nu nærmest er rektangulær.

Som det fremgår af billedet, består facaden af sorte og hvide bånd i marmor, et udtryk, som vi genfandt på mange bygninger i Pisa. Kirken er forsynet med mange, smukke spir. Blandt de mange udvendige dekorationer er over indgangsdøren en smuk statue af "Madonna og barnet", som er lavet af Giovanni Pisano. Den øvre del af facaden er forsynet med tre trekanter med blomstervinduer og indlagt marmor. I midten er en statue af Jesus, som tilskrives Andrea Pisano. I tabernaklet i hjørnet er to engle af Lupo di Francesco. På siden langs gaden er (kopier af) figurer af Jesus og hans disciple af Giovanni Pisano. Siden langs floden har ingen særlige dekorationer.

Desværre, må vi indrømme, blev vi lidt skuffede, da vi kom indenfor (billet 1½ euro, som blev betalt til en uinteresseret, tyggegummityggende, mobiltelefonerende pige i indgangen). Måske fordi det smukke ydre havde stemt vores forventninger for højt. Som nævnt er størsteparten af de oprindelige kunstværker, statuer og malerier overført til museer i byen. Kirkens loft er malet under en restaurering i det 19. århundrede. Vi så dog statuer af Jesus og nogle af disciplene fra Lupos værksted. Den bageste del af kirkerummet er ved hjælp af buer opdelt i tre afsnit. Her er vist symbolerne for de fire evangelister. Mellem disse er nicher med statuer af St Peter, Paulus og Johannes Døberen. Den mest indtagende statue er efter vores mening Jomfru Maria som ammer det lille Jesusbarn. Statuens navn er "Madonna del Latte", "Madonna med Mælken" af Nino Pisano. Vi skulle siden se adskillige statuer og malerier i Firenze med samme motiv. Statuerne af "Madonna af Rosen", "St Peter" og "Johannes Døberen", udarbejdet af Andrea og Nino Pisano (1345-1349) er også fine mesterværker fra den gotiske periode. I kirken - som i dag ikke længere fungerer som kirke - var der en udstilling af moderne kirkekunst. Jeg ved ikke, om dette er en permanent foreteelse.

Botanisk have

Den sidste dag kunne vi lige nå en tur i Pisas botaniske have, inden vi skulle med toget til Firenze. Vi havde flere gange på vores spadsereture bemærket murene omkring haven, men det viste sig lidt besværligt at finde indgangen. Endelig fandt vi den i Via Luca Ghini, som ligger fem minutters gang fra hotellet. Nu er november måned nok ikke det tidspunkt af året, hvor haven tager sig bedst ud. Vi havde for en måned siden besøgt den botaniske have i København og syntes, at det kunne være spændende at sammenligne.

Den botaniske have i Pisa er oprettet i 1543 af professor Luca Ghini, leder af det botaniske institut på universitetet på bestiling af storhertug af Toscana, Cosimo I af Medici. Han ønskede at give sine studerende lejlighed til at observere de arter, som han omtalte i sin undervisning. Den oprindelige have, som er den første universitetshave i Europa, lå tættere på Arno, men blev i 1595 flyttet til sin nuværende placering.

Den vigtigste del af samlingen består af 950 træsorter og buske, hvoraf nogle går tilbage til 1700-tallet. Der er også en stor bestand af græsser og buske. Foran den 1800-tals bygning, som rummer universitets botaniske institut, står to majestætiske Chile palmer. Længere fremme, ovre mod Viale Cisalpino, findes 120 bede med systematisk arrangerede blomster og urter. En afdeling af haven, Orto del Mirto rummer et stort antal medicinske planter, en del af disse er ekstremt giftige. Jeg så også nogle kødædende planter, som altid har fascineret mig. Der er fire væksthuse til tropiske vækster. I de seneste år har haven deltaget i et verdensomspændende forsøg på at redde nogle af de arter, som er truet med udryddelse. Vi tilbragte en times tid i haven i dejlige, rolige omgivelser. Måske skulle du prøve det, hvis du kommer på disse kanter. I højsæsonen er der adgang fra 8-17, udenfor (november-februar) fra 8.30-13. Ingen entre, men du anmodes om at skrive dit navn i gæstebogen. En yderst rimelig betaling.

Hvad vi ikke så

Det er klart, at vi på mindre end 2 døgn, ikke har set alt, hvad der er værd at se. Vi var begge positivt overraskede over byen, som vi fandt meget charmerende. Hovedstrøget fra Piazza della Republica over Corso Italia og på den anden side af Arno i Borgo Stretto og Via Oberdan har en mængde spændende butikker. Hyggelig og charmerende atmosfære. En spadseretur langs floden, hvor man kan beundre de mange smukke palæer, kan også anbefales. Byen er ikke så turistpræget som fx Firenze. Nu besøgte vi byen i november måned, hvor mængden af turister er begrænset. Det ser sikkert helt anderledes ud i højsæsonen.

Et par tilbagevendende begivenheder i Pisa, ville vi gerne have oplevet.

Luminara - lysfest
Den 16.-17. juni fejrer man byens skytshelgen, San Ranieri. Om aftenen den 16. juni afholdes den såkaldte "Luminara", lysfest, hvor paladser og andre bygninger på begge sider af Arno floden samt broerne er oplyst med tusindvis (70.000) af levende lys. "Det skæve tårn" på domkirkeområdet er ligeledes oplyst med olielamper. Festen er blevet afholdt siden 1688, hvor en urne med resterne af San Ranieri degli Scaccieri, som døde i 1161, blev anbragt i katedralen i Pisa af Cosimo III. Festen ophørte i 1867 og blev genoptaget i 1937. Den var også suspenderet under anden verdenskrig og indtil 1952, og ligeledes fra 1966-1969.

Gioco del Ponte - kampen om broen

Den sidste søndag i juni afholdes en begivenhed, som kaldes Gioco del Ponte. Mere end 700 deltagere går i procession udklædt i historiske dragter. Efter paraden udkæmper de 2 bydele i Pisa - Mezzogiorno syd for Arno og Tramontana nord for Arno - en kamp på broen "Ponte di Mezzo". Man mener, at denne turnering er udsprunget af de simulerede kampe mellem ridderne, som fandt sted på "Piazza dei Cavalieri". Begiveneden fandt første gang sted i 1568. Kombattanterne, som kæmper mand mod mand, er iført rustning og hjelm og udstyret med sværd og skjold. Målet er at erobre herredømmet over helst hele broen, eller i hvert fald en del af modstandernes side.

Jeg tror ikke, at det er sidste gang Birgit og jeg vender tilbage til Pisa. Vi er enige om, at på grund af byens gode forbindelser til omverden med tog og busser, vil det være en udmærket base for udforskning af det dejlige Toscana.

Vælg næste side: