Wien, Wien nur du allein

Stephansdom
Stephansdom, som ligger på Stephans Platz, er byens centrum. Omkring den ligger et net af gågader, af hvilke de vigtigste er Kärntner Strasse og Graben. Pladsen er et mylder af mennesker på næsten alle tider af døgnet. Omkring ligger forretninger, caféer og restauranter. Der er ofte musikanter på pladsen, og vi oplevede et vistnok amerikansk skolekor give opvisning.

Stephansdom er én af Europas mest berømte middelalderkirker, især kendt for sit 137 meter høje spir. Spiret, som kaldes Steffi, er det tredjehøjeste kirketårn i verden. Den første (romanske) udgave af Stephanskirken blev bygget i første del af 1100 tallet. På den tid lå den udenfor bymurene, omgivet af en kirkegård, som efterfølgende er blevet til Stephans Platz. Herom mere, når vi vover os ned i katakomberne. Omkring 1230 blev kirken ombygget. Tårnene Riesentor ved hovedindgangen og de 2 mindre tårne - die Heidentürme (hedningetårnene) - stammer fra denne tid. Hedningetårnene har navn efter, at der tidligere lå en hedensk helligdom på dette sted. Det er efter sigende muligt at bestige Steffi via en smal vindeltrappe på 418 trin. Det afstod vi fra. I stedet tog vi elevatoren op i Adlerturm, hvor vi nød en storslået udsigt over byen. Vi beundrede især kirkens pragtfulde tag, som er beklædt med 1/4 million smukke, glasserede teglsten. Som Notre Dame kirken er Stephansdom forsynet med et stort antal kimærer og fantasivæsener, som har den praktiske funktion at lede regnvandet fra taget ud gennem deres mund. I tårnet befinder sig die Pummerin, som med en vægt på 21 tons er en af de største kirkeklokker i verden. Den lader kun sin stemme lyde et par gange om året, men måske er du mere heldig end vi. Quasimodo villa have elsket denne klokke. Klokken er støbt af kanoner, som tyrkerne efterlod, da de måtte opgive at indtage Wien i 1683. Det kommer du også til at høre mere om.

Det var oprindelig hensigten, at det nordlige tårn Adlerturm skulle have været lige så stort som det tårn, der findes i den sydlige ende af kirken. Forklaringen på, at dette ikke er tilfældet, er følgende:

"Da Mester Prachatitz var ved at lægge sidste hånd på det smalle, slanke sydtårn, anmodede hans unge mestersvend Hans Puchsbaum om mesterens smukke datter, Maria. Den gamle mester, som var misundelig på den unge svend, gav sit samtykke på betingelse af, at det netop påbegyndte nordtårn var færdig mindst lige så tidligt som sydtårnet. I sin kvide påkaldte den unge bejler djævelen, som jo altid er villig til en rask handel. Men hvis den unge svend nævnede ordet Gud eller et andet helligt navn, skulle hans sjæl tilhøre djævelen. Efter denne aftale skød nordtårnet i vejret med utrolig hast, og den unge svend følte sig efterhånden sikker på at få den smukke Maria. En dag fik han øje på Maria på vej til kirke, og i sin glæde råbte han højt hendes navn. Da greb djævelen ham straks, og han blev styrtet ned fra tårnet. Det er forklaringen på, at nordtårnet aldrig er blevet fuldført. Og det er ganske vist!"

I det 14. århundrede fik Stephansdom det gotiske udseende, som den har i dag. Det mest interessante inde i kirken er måske Anton Pilgrams prædikestol fra 1515. Den er ca. 4 meter høj, opført i sandsten og med buster af kirkefædrene. Lidt ubeskedent har Pilgram afbildet sig selv på prædikestolen. Lige ved siden af står den såkaldte Tjenestepigemadonna fra 1340. Jeg har læst 2 forskellige forklaringer knyttet til denne madonnafigur. I det ene tilfælde bliver figuren skænket til kirken af en grevinde som bod for, at hun uberettiget har tyvtet sin tjenestepige. I det andet tilfælde søger en tjenestepige, som er blevet tyvtet af sin herskerinde, tilflugt i kirken og græder ved denne madonna. Da hun vender tilbage til sit herskab, er det blevet opklaret, at hun er uskyldig i anklagen. Under alle omstændigheder en rørende historie.

Hvis du kan lide kirkemusik, kan du prøve at kigge efter en lille folder ved indgangen til Stephansdom. I denne annonceres koncerter i byens forskelige kirker i byen. I øvrigt er det altid en oplevelse for en protestant at overvære en katolsk gudstjeneste - og jeg tror som ikke, at man får varige men.
Ned i katakomberne
Sidste gang vi besøgte domkirken vovede vi os ned i katakomberne - med kyndig vejledning. Katakomberne består af 2 sektioner: en gammel sektion under kirken og en nyere sektion, som befinder sig under Stephanspladsen. Katakomberne under kirken var inddelt i 3 områder: ét område, hvor man bisatte kardinalerne, ét område, hvor man bisatte prælaterne (højerestående gejstlige), og ét område, hvor bl.a. Prins Rudolf af Habsburg var bisat sammen med sin familie. Det er dog kun habsburgernes indvolde, som opbevares her i krukker med formaldehyd. Efter gammel skik (måske pga. af angst for skinddød - måske af overtro?) udtages deres hjerter og opbevares i 54 forseglede sølvurner i Lorettakapellet. Legemerne befinder sig i sarkofager i Augustinerkirken i den såkaldte Kaisergruft. Dog befinder Napoleon I's eneste søn ikke længere i Habsburgernes selskab. Hitler lod kisten med sønnen overføre til Invalidekirken i Paris, hvor han nu hviler ved siden af sin far.

Den nyeste sektion er i virkeligheden den tidligere offentlige kirkegård, hvor afdøde borgere blev bisat i små trækister i et gravrum. Når ét gravrum var fyldt, blev det lukket, og et nyt blev åbnet - og så videre. Imidlertid døde der så mange under pesten, som i flere omgange har hærget Wien, at man måtte fravige denne begravelsesform. I stedet gravede man et stort hul (en pestgrube) og kastede ligene derned. Når hullet var fyldt, kastede man ulæsket kalk over ligene og lukkede hullet. Efter en periode blev straffefanger kommanderet ned i disse pesthuler og fik besked på at skrabe kødet af knoglerne og stable knoglerne pænt, så de ikke fyldte så meget. Vi så flere eksempler på sådanne benhuse eller ossuarier, som også er kendt andre steder i Europa. En spændende og også uhyggelig oplevelse.

Da vi kom op af katakomberne, spurgte vi guiden, hvor den såkaldte asylring, som vi havde læst om, befandt sig. Den sidder på den nordre del af kirken og havde sin funktion i middelalderen. Med mindre man var morder, falskmøntner eller kætter, var man i sikkerhed for den verdslige rettergang og under kirkens beskyttelse. Denne ret er dog ophævet ved lov i 1775 af kejserinde Maria Theresia. Begrebet asyl fik måske en ny betydning efter nazismens sammenbrud efter 2. verdenskrig, hvor mange wienerbørn blev sendt nordpå til det fredelige Danmark. Under 2. verdenskrig led Stephansdom stor overlast. Men en gennemgående restaurering blev gennemført på grundlag af midler, indsamlet i hele verden. Busser reklamerer stadig med opfordringer til at give bidrag til Steffi.
Graben og Pestsøjlen
Hvis du går skråt frem til venstre, efter at du er kommet ud af Stephansdoms hovedindgang, kommer du til forretningsgaden Graben, som er en gågade. Den ligger i centrum af det romerske Vindobona. Gaden er bred og næsten 300 meter lang. Midt på gaden står den såkaldte Pestsøjle, som er 21 meter høj. Dens 'døbenavn' er Trefoldighedssøjlen, og den er rejst af Leopold I sidst i 1600-tallet i taknemlighed over, at en af Wiens mange pestepidemier var relativ skånsom.

På hjørnet af Stephansplads og Graben ligger det forkætrede Haas-Haus, som blev bygget i postmodernistisk stil i 1990. Mange gode borgere fandt det næsten blasfemisk at placere en sådan bygning overfor deres elskede domkirke, og der blev sendt mange harmdirrende læserbreve og afgivet mange protester. Fra tagterrasen til en café er der en flot udsigt til hele kvarteret og den vældige Stephansdom. På det modstående hjørne af Graben havde Wiens nok største arkitekt Otto Wagner sit atelier øverst i bygningen. Dette atelier er efterfølgende overtaget af en anden stor østrigsk arkitekt, Friedensreich Hundertwasser. Begge disse arkitekter kommer du til at møde senere, hvis du vælger at følge med.

 

Men lad os nu først begive os på rundtur i Haydns, Mozarts, Beethovens' og Schuberts Wien.