Muss ich denn

Heurige
"Heurige" er noget af det mest typisk "wienerische", der findes. De ligger overalt i de østrigske vinområder - men ikke andre steder i verden. Det var kejserinden Maria Theresia, som gav vinproducenterne tilladelse til sælge deres egen vin til gæster. Men tilladelsen omfattede alene deres egne produkter og intet andet. Og det måtte kun finde sted nogle få uger hvert år. Disse regler gælder for så vidt stadig - men de håndhæves ikke.

I tidligere tider tog bybefolkningen (i hvert fald den mere velhavende del af den) ud på landet om søndagen. Oftest til vogn eller til hest. Her fornøjede de sig i de smukke skove omkring Wien og spiste deres medbragte mad ude i naturen. Ofte besøgte de en vingård og fik et glas vin til maden. Disse steder blev mere og mere populære for hele befolkningen, som her fik et mødested, hvor man kunne mødes og nyde deres traditionelle musik.

Ordet "Heurige" betyder egentlig ung vin fra indeværende år. Nu bruges betegnelsen "heurige" også om det sted, hvor man indtager denne vin. En rigtig heurige er kendetegnet ved en fyrregren, som hænger over døren, samt en lampe, som signalerer, om der er åbent eller lukket.

En typisk heurige er en kro med udendørs servering ved primitive borde - gerne i en baggård under store træer. årets vin serveres fra en vintønde i store glas. Det kan anbefales at bede om en kande med vand og drikke af den hver anden gang. Det kan godt være, det ikke er så sjovt lige i øjeblikket - men dagen efter vil du påskønne det.

Grinzing
De bedst kendte heuriger ligger i Wiens 19. distrikt - i Grinzing og de omkringliggende småbyer som Nussdorf og Heiligenstadt. Her skal man absolut hen som turist. Ganske vist ligger der også heuriger inde i Wien - og maden og vinen er sikkert lige så god - men en rigtig heurige skal altså ligge i eller i nærheden af Grinzing. Det er også kun her, at du vil opleve den særlige stemning med wiener musik og fællessang.


Schottentor og Votivkirken Fra Schottentor kan du tage sporvogn 38 til Grinzing eller sporvogn 37 til Hohe Warte, et smukt beboelsesområde mellem Grinzing og Heiligenstadt. Vi valgte at tage linie 38, men kunne ikke finde stoppestedet. Da vi henvendte os til en dame i kiosken, sagde hun - før vi havde sagt noget: "hinunter". Som du kan se af billedet, så ligger stationen i 2 niveauer. Hvis du kigger på billedet, så kan du se den smukke Votivkirche i baggrunden. Her overværede vi en dejlig koncert med Don Kosakkerne. Efter at have begejstret os med deres smukke russiske folkesange, vandt de alles hjerter ved at synge en russisk udgave af "An der schönen, blauen Donau". Nå, men vi må videre på vores tur til Grinzing.

Blandt mange muligheder valgte vi et tilsyneladende mindre sted, hvor vi kom til at sidde indendørs, da det ikke var alt for varmt i vejret. Da vi kom ind, kunne vi se, at der var plads til adskillige hundrede mennesker. Vi kom en lørdag aften, hvor der tilsyneladende var mange selskaber og familiefester - og ikke så mange turister. Vi hentede selv det, vi ville spise fra en velindrettet buffet, og fik vinen serveret ved bordet. Der var høj stemning og 2 musikere vandrede rundt i lokalet og spillede for til fællessangen. Og der blev sunget højt. Mange af sangene var nok for marchagtige - i hvert fald efter mine ører. Men man har jo altid været glad for at marchere på disse kanter.

Wienerwald - Kahlenberg
Vi tog linie U4 til Heiligenstadt (forbi det hus, hvori Beethoven boede), hvorfra vi med linie 38A fortsatte ad den smukke Höhenstrasse gennem Grinzing og gennem Wienerwald til Kahlenberg. Køreturen tager 30-40 minutter fra centrum. I Kahlenberg ligger det højeste punkt i Wien (923 meter) med en pragtfuld udsigt over byen og Donau. Her ligger en kirke, bygget til minde om den endelige sejr over tyrkerne i 1683. I selve kirken lå et lille museum, men det var desværre lukket. I 1983 besøgte pave John Paul kirken og holdt en mindehøjtidelighed. Kirken er viet til "den sorte madonna", som er en ikon, der hænger i kirken. Tyrkernes belejring af Wien
I marts 1683 mobiliserede den tyrkiske sultan i Konstantinopel en hær på næsten 300.000 mand under kommando af Kara Mustafa, Habsburgerne havde en af de største hære i Europa - men fattedes penge. Imidlertid gav pave Innocent XI ordre til, at Østrig skulle frelses fra tyrkerne, hvilket bl.a. fik den polske konge til at tilslutte sig den kristne koalition. I begyndelsen af juli forlod hoffet sammen med ca. 60.000 indbyggere Wien, mens de tilbageblevne gik i gang med at forbedre forsvarsværkerne. Og i september stod tyrkerne ved Wiens hovedmure. Den overmodige Kara Mustafa meldte tilbage til sultanen "Wien er faldet".

Men nu samlede de kristne styrker sig under ledelse af den polske konge John Sobieski på Kahlenberg. Styrken bestod af et infanteri på 41.000 mand og et kavalleri på 27.000 med 28 kanoner. Natten før det afgørende slag blev der holdt en messe her på Kahlenberg. Ved dygtig brug af især kavalleri lykkedes det at standse tyrkernes fremrykning i Europa, Og den 14. september kunne den polske konge ledsage den østrigske kejser tilbage til hans trone i Wien.

På udsigtspunktet overfor kirken, hvor man på en god dag kan se helt ind i Ungarn, blev vores opmærksomhed pludselig fanget af ordet Tollund, som forekom på en stander. Og vi læste følgende digt:

The Tollund man.
Some day I will go to Aarhus
To see his peat-brown head,
The mild pods of his eye-lids,
His pointed skin cap.

In the flat country near by
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,
...
Out there in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.
by Seamus Hearny, Ireland.

En tankevækkende hilsen fra vores hjemegn.

I øvrigt er der en pragtfuld natur med mulighed for traveture. Et oplagt sted at tage ungerne med hen, hvis de har fået nok af storbyen. Det er ikke for ingenting, at Wienerwald kaldes 'Wiens lunger'.

Karl Marx Hof
Karl Marx Hof På vejen tilbage standsede vi ved Karl Marx Hof komplekset. Det er det største boligbyggeri for arbejdere, og det blev opført under "den første østrigske republik" - det røde Wien (1919-1934). Det er 1 km langt og rummer mere end 1300 lejligheder. Lejlighederne, som efter nutidens standard er temmelig små - 40 - 50 m2 - er meget eftertragtede. Byggeriet er enestående for sin tid med badeværelser (fælles), vaskekældre, foredragssale, cafeér, værtshuse, forretninger, bibliotek samt store grønne arealer.

I 1934 suspenderede "den lille diktator" dr. Engelbert Dollfuss landets demokratiske forfatning og forbød alle politiske partier. Der udbrød nærmest borgerkrig og bl.a. Karl Marx Hoff var centrum for den folkelige modstand, som især bestod af socialdemokrater og kommunister. 30-40.000 mand deltog på oprørernes side. Flere gange blev bygningerne udsat for artilleriangreb og beskadiget. Det var netop en sådan "rød" tilkendegivelse, Hitler ventede på: Men der gik dog nogle år inden den fallerede maler, som havde fristet en rendestenstilværelse i Wien, rykkede ind som Tysklands führer og rigskansler for at udradere sit fødeland af europakortet og gøre det til "Ostmark". Bygningerne, som led en del overlast under 2. verdenskrig, er for længst restaureret.