Pastor Eilif Krogager, "Tjæreborgpræsten" dør den 7. januar 1992, han blev 81 år gammel. Efter uddannelse som cand.theol. var han fra 1935-1972 præst i Sneum-Tjæreborg i Vestjylland. I 1951 stiftede han Nordisk Bustrafik sammen med førstelærer Peter Ingwersen og begyndte at arrangere busture til udlandet. Siden skiftede firmaet navn til Tjæreborg Rejser, som udviklede sig til Skandinaviens største rejsekoncern. Virksomheden blev i 1962 udvidet med charterluftfartsselskabet Sterling Airways, der i en periode var verdens største charterselskab. Sterling Airways blev afhændet i 1987, og Tjæreborg Rejser blev i 1989 solgt til Spieskoncernen.