John Price

Skuespilleren og instruktøren John Price (født John Christopher Valdemar Price den 15. september 1913) dør den 10. december 1996, 83 år gammel. Slægten Price kom til Danmark fra Wales i 1795, og blandt dens medlemmer har adskillige været fremtrædende scenekunstnere. John Price gennemgik Det kongelige Teaters balletskole og Det kongelige Teaters elevskole. Gennem hele sin karriere var han ved Det kongelige Teater som skuespiller, sceneinstruktør og lærer på teatrets elevskole. Blandt de teaterforestillinger, som han medvirkede i, kan nævnes "Jean de France" (1938), "Hellig tre kongers aften", "Indenfor Murene" (1946 og 1981), "Et dukkehjem" og "H.M.S. Pinafore" (1955). Han har bl.a. iscenesat "Cæsar og Cleopatra", "Omstigning til Paradis" og "Othello". Fra filmen huskes han nok bedst for sin rolle som fabrikant Sandelund i "Naboerne". John Price var manuskriptforfatter og instruktør på filmen "Der var engang" (1966). Han modtog Teaterpokalen i 1968 og i 1972 medaljen Ingenio et arti. John Price beskæftigede sig også meget med gastronomi, han var madskribent og forfatter af bl.a. bogen "Spise med Price" (1973). Med skuespilleren Birgitte Price fik han sønnerne James Price, der senere blev musiker og komponist, og Adam Price, der blev oversætter, forfatter og madanmelder.