Skuespilleren Kai Holm (født den 4. marts 1896) dør den 10. juli 1985, 89 år gammel. Efter en uddannelse som tapetserer gennemgik han Det kongelige Teaters elevskole 1922-1924. Han debuterede på Betty Nansen teatret i 1924 som Engstrand i "Gengangere". I Siden optrådte han bl.a. på Det Ny Teater, Folketeatret og Det kongelige Teater. Han var direktør for Friluftsteatret på Bellahøj 1939-1940. Holm indspillede en lang række film, oftest i mindre sympatiske roller. Samtidig med sin karriere som skuespiller var han biografdirektør for Toftegaard Bio og leder af World Cinema. Under besættelsen var han med i modstandsbevægelsen, og han lod en militærgruppe ledet af senere statsminister Anker Jørgensen opbevare et stort våbenlager i biografens lokaler. I 1964 blev han æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund. Kai Holm var også en skattet fortæller og oplæser, bl.a. af St. St. Blicher. Han modtog Blicherprisen 1965 og Martin Andersen Nexø Legatet 1969.