Per Federspiel, modstandsmand, jurist og politiker for partiet Venstre, dør den 27. november 1994, 89 år gammel. I 1931 blev han cand.jur. og i 1937 advokat med møderet for landsretten. Under besættelsen var han ansvarlig for at arrangere finansieringen af en stor del af modstandsbevægelsen. Han blev arresteret af Gestapo i oktober 1943, men klarede frisag i første omgang, men blev atter pågrebet i april 1944 og tilbragte det næste år i Vestre Fængsel, Horserødlejren og Frøslevlejren. Efter krigen blev han Frihedsfondens første formand. Han var minister for særlige anliggender i Ministeriet Knud Kristensen 1945-1947 og medlem af Folketinget fra 1947-1950 og igen 1957-1973. Fra 1960-1963 var han formand for Europarådets Parlamentariske Forsamling. Han blev medlem af Europaparlamentet ved Danmarks indtræden i EF i 1973. Ved siden af sit politiske virke drev han sit advokatfirma, der siden blev en del af det store advokatfirma Gorrissen Federspiel.