Peter Heise

Komponisten og organisten Peter (Arnold) Heise (født den 11. februar 1830) dør den 12. september 1879, 49 år gammel. Efter at have bestået filosofikum intensiverede han sine musikalske studier, bl.a. i 1852-1853 hos Moritz Hauptmann i Leipzig. Fra 1854-1857 var han dirigent i Studentersangforeningen, til hvilken han komponerede en række værker for mandskor. I disse år skrev han også musik til sange i Hostrups komedier og vaudeviller. Efterfølgende blev han ansat ved Sorø Akademi, hvor han var organist og musiklærer fra 1857-1865. Han er især kendt for en lang række af romancer og mere end 300 sange. Peter Heises betydeligste værk er operaen "Drot og Marsk" (opført 1878). Han komponerede også ballet- og skuespilmusik.