David Livingstone, læge, missionær og opdagelsesrejsende

David Livingstone blev født den 19. marts 1813 i Blantyre i Skotland (han dør den 1. maj 1873 i Zambia), han var missionær og opdagelsesrejsende og fik stor indflydelse på europæernes holdning til Afrika. I omkring 15 år var Livingstone konstant på rejse i det afrikanske indre, gjorde betydningsfulde geografiske opdagelser og udøvede en passioneret misionsvirksomhed, ofte med sammenstød med boerne og portugiserne, hvis racistiske behandling af afrikanerne han afskyede. Han var livet igennem en glødende modstander af slaveri.

Han voksede op i en from, skotsk familie som det anden barn af syv, præget af fattigdom, hårdt arbejde, lyst til uddannelse samt en ambition om missionsarbejde. Med sin familie boede han i et enkelt værelse, som blev stillet til rådighed af den bomuldsfabrik, hvor familien arbejdede. Som 10-årig måtte David sammen med sin storebroder John hjælpe til i bomuldsmøllen, seks dage om ugen fra kl. 8 til kl. 20. Det fortælles, at han for sin første løn købte en latinsk grammatik. Faderen, Neil Livingstone var søndagsskolelærer og gik fra dør til dør og solgte te, samtidig med at han uddelte religiøse skrifter. Han læste i vid udstrækning bøger om teologi, rejser og missionsvirksomhed, hvilket smittede af på den unge David. David gik i Blantyre landsbyskole sammen med de få andre børn, der havde udholdenhed til at gøre det på trods af deres 12-timers arbejdsdage.

I 1834, da David var 21 år gammel gammel, kom faderen hjem med en pjece, han havde fået i kirken. Den kendte missionær Karl Gützlaffs opfordrede kirkerne i Storbritannien og Amerika til at udsende missionærer til Kina, men det nye koncept var, at disse missionærer skulle være lægeuddannede. Hans far blev overtalt, og David aftalte med bomuldsmøllens ledelse, at han kunne arbejde i sit gamle job fra påske til oktober uden ferie. Han begyndte at studere medicin og kemi på Anderson's University i Glasgow i 1836. Desuden gik han også til forelæsninger ved modstandereren af slaveri, teologen dr. Ralph Wardlaw, hvilket kom til at præge ham resten af livet.

I oktober 1937 søgte David ind til London Missionary Society (LMS), som var den største organisation i landet for missionsarbejde. Han blev indkaldt til interviews i august 1838, hvotefter han blev optaget som prøvekandidat og fik en indledende uddannelse i landsbyen Ongar, lidt nord for London. Her fik han sammmen med seks andre kandidater undervisning i græsk, latin, hebraisk og teologi. I juni 1839 fik han tilsagn om LMS-støtte til medicinske studier i London fra begyndelsen af 1840. For at opnå den nødvendige kliniske uddannelse fortsatte han sine medicinske studier på Charing Cross Hospital Medical School. Han kvalificerede sig som licentiat ved fakultetet i Glasgow den 16. november 1840, og den 20. november 1840 blev han ordineret til præst.

Livingstone bliver missionær i Afrika

Den første opiumskrig (1839-1842) medførte, at LMS var betænkelig ved at sende missionærer til Kina, men et møde med Robert Moffat, der arbejdede som missionær i det sydlige Afrika, overbeviste ham om, at Afrika skulle være stedet for hans gerning. Moffat og han hustru og deres to børn, Ann og Mary var hjemme på ferie i Skotland. Sidst på året sejlede David Livingstone til Sydafrika, hvor han ankom til Cape Town den 14. marts 1841.

På den tid kendte europæerne stort set intet til det indre Afrika, og kun en mindre del af den enorme kystlinje var blevet udforsket. De store floder: Nilen, Congo og Zambezi var vanskelige at besejle. Livingstones mål var missionsstationen Kuruman, som var grundlagt af Robert Moffat og hans hustru omkring 1820. Da han efter en rejse med oksekærre i to måneder nåede Kuruman, blev han skuffet. Moffat havde i Skotland begejstret talt om "røgen fra 1000 landsbyer, hvor ingen missionær endnu har været". Livingstone havde derfor ventet at møde en travl missionsstation, men så i stedet en mindre landsby, hvor man efter 20 års arbejde kun havde formået at kristne ca. 30 afrikanere, og der var ingen landsbyer i nærheden. Det var dog lykkedes Moffat at få opført en kirke på stedet et par år forinden. Mens familien Moffat var i England, var Roger Edwards, som havde opholdt sig i Kuruman siden 1830, leder af missionen.

Ekspeditioner fra Kuruman

Livingstone foretog flere ekspeditioner fra Kuruman. Den første rejse, som han gennemførte sammen med Roger Edwards, fandt sted mellem september og december 1841 og gik ca. 1200 km mod nordøst til grænsen mod Nord-Kap provinsen. Mofffat havde bedt Edwards i hans fravær om at at finde en passende placering af en ny missionsstation, og Edwards og Livingstone blev enige om, at den skulle ligge i Mabotsa i Botswana. I sommeren 1842 trængte Livingstone sammen med to afrikanske ledsagere længere nordpå end nogen anden europæer havde gjort, ind i det vanskelige Kalahari-område, hvor han bl.a. satte sig ind i de lokale sprog og kulturer. Allerede i juni 1843 rejste han ca. 850 km dybere ind i Afrikas indre. I samme måned fik Edwards godkendelse fra LMS til at oprette en missionsstation i Mabotsa, og i august 1943 bosatte Roger Edwards og hans hustru samt Livingstone sig i Mabotsa. De købte et stykke jord af den lokale høvding for varer til en værdi af ca. 25 dollars og gik i gang med at bygge en bolig på ca. 15 x 6 meter. Det messte af arbejdet blev udført af Livingstone og diakonen Mebalwe, som var fulgt med Livingstone fra Kuruman for at undervise de indfødte.

Tre måneder senere vendte Livingstone tilbage til Kuruman for at møde familien Moffat, som var vendt tilbage fra Skotland. Livingstone boede hos dem i julen 1843. Her mødte han for første gang deres datter Mary, som var født og opvokset i Afrika.

Der var dog en alvorlig ulempe ved den nyvalgte lokalitet i Mabotsa, der vrimlede med løver, som ofte angreb landsbyboerne og deres dyr. Da det skete igen den 16. februar 1844, sluttede Mebalwe og Livingstone sig til beboerne for at hjælpe til. Livingstone fik et frit skud på en stor løve, men mens han var ved at lade geværet igen, angreb den sårede løve og ødelagde hans venstre arm og tvang ham til jorden. Mebalwe forsøgte at aflede løvens opmærksomhed ved at skyde på den - men blev også alvorligt såret. Endnu en mand kom til hjælp, men også han blev også angrebet, inden løven heldigvis faldt død om.

Mebalwe skyder og distraherer løven.

For at komme sig tog han til Kuruman, hvor han blev passet af Mary, og det endte med, at de blev forlovet. Hans arm helede, men den forblev en kilde til smerter resten af livet. Ved det næste besøg i Kuruman friede Livingstone til Mary Moffat, og de blev gift den 9. januar 1845.

I 1945 måtte Livingstone imidlertid forlade missionen i Mabotsa, efter at der var opstået uforsonlige uoverensstemmelser mellem ham og hans missionærkollega, Rogers Edwards. Jeg har læst, at Livingstone ikke havde været tilfreds med (måske ikke teknemlig nok for) den behandling, han havde fået af ægteparret Edwards under sit sygeleje, samt at der også var problemer med opførelse af en bolig til det nygifte ægtepar i Mabotsa. Livingstone havde intet ønske om at spille 2. violin til Rogers Edwards.

Missionsstationerne Chonuane og Kolobeng

Livingstone tog til Chonuane, sin næste mission. I Kuruman havde han mødt Sechele I , leder af den magtfulde Bakwena-klan. Han flyttede med sin familie til Chonuane. I 1847 opstod der tørke, og det lykkedes Livingstone at overbevise Sechele om, at det var bedre at sikre sig en stabil vandforsyning fra en nærliggende flod end forlade sig på regndans og lignende ritualer. Livingstone, som også havde et ønske om at udstrække sit missionsarbejde til fjernere regioner, flyttede til Kolobeng, hvor han oprettede en missionsstation, og Sechele flyttede med. Livingstone byggede en bolig til Sechele og hans familie samt en skole. Desuden lærte han de lokale at vande deres marker med vand fra den nærliggende Kolobeng-flod. Mens han var her, konverterede Sechele I til kristendommen. Livingstones fjerde barn, Elizabeth, døde to måneder efter fødslen og blev begravet i Kolobeng. Desværre blev det også tørke i 1848, og floden løb tør. Bakwena-familien gav - meget naturligt - Livingstones tilstedeværelse skylden for naturkatastrofen. Secheles onkel bad Livingstone om at opgive den evige forkyndelse og bøn, idet han havde oplevet, at stammer, som aldrig bad, havde fået regn i overflod.

Mens han var i Kolobeng, foretog han flere rejser nordpå, bl.a. for at forbedre sit kendskab til setswana-sproget. Allerede i august 1849 opnåede Livingstone den første flig af berømmelse på en ekspedition, der som den første europæiske gruppe nåede frem til Lake Ngami ved at krydse Kalahari-ørkenen. På turen fik han hjælp af William Cotton Oswell, som var læge og opdagelsesrejsende. De blev så gode venner, at Livingstone kaldte sin søn, som blev født i Botswana i 1851, William Oswell Livingstone. For denne ekspedition tildelte Royal Geographical Society Livingstone en guldmedalje, et kronometer og en mindre pengepræmie. Det var begyndelsen på hans livslange tilknytning til selskabet, som fortsatte med at opmuntre hans ambitioner som opdagelsesrejsende.

Livingstone drømte om at åbne adgangen til det store kontinent ved at finde "a highway" til kysten. Han hørte om en vældig flod nordpå, Zambezi-floden, og han måtte afsted. Han nåede floden i august 1851 og var nu overbevist om, at han havde fundet den "highway", som han søgte.

I 1852 blev stammerne i Kolobeng-området angrebet af boere, som plyndrede bosættelsen og stjal kvæg, vogne og kvinder. Den uro, der opstod, fik Bakwena-familien til at forlade bosættelsen. Det fik også Livingstone og familien til at forlade Kolobeng og opgive missionen. Da hustruens helbred ikke var det bedste, og børnene skulle til at gå i skole, vendte hun og de fire børne tilbage til England, mens Livingstone tog til Cape Town for at forberede sig på rejser længere ind i landet.

Livingstones rejser i Afrika mellem 1852 og 1873

Livingstone krydser det afrikanske kontinent (1852-1856)

I 1852 efter at have sendt familien til Storbritannien begyndte Livingstones rejsevirksomhed for alvor. Han rejste nordpå til landsbyen Linyanti ved Zambezi-floden (på grænsen mellem nutidens Namibia og Botswana), nogenlunde midtvejs mellem øst- og vestkysten af kontinentet. Linyanti tjente som base for Livingstones ekspeditioner i 1852-1856. Sekeletu, som efter faderen Sebituanes nylige død, var blevet høvding for Kololo-folket, gav Livingstone myndighed til at lede en fælles undersøgelse af mulige handelsruter til kysten og forsynede også Livingstone med varer. 27 Kololo-krigere var med som guider og tolke; Livingstone var afhængig af tolke i de regioner, som ikke talte setswana. De nåede den portugisiske by Luanda (i nutidens Angola) ved Atlanterhavet i maj 1854 efter store vanskeligheder - og Livingstone næsten død af feber og udmattelse. Livingstone indså, at ruten ville være for vanskelig for fremtidige handelsfolk, så han tog tilbage til Linyanti.

Nu ville han i stedet forsøge at nå østkysten af Afrika, og det lykkedes ham at overtale Sekeletu til endnu en gang at støtte sig og udstyre ham med mænd og elfenben til rejsen. Herfra drog han af sted mod øst ned ad Zambezi sammen med 114 Kololo-mænd. På denne tur så han som den første europæer Mosi-oa-Tunya ("røgen der tordner") vandfaldet, som han navngav Victoria Falls efter sin dronning Victoria. I maj 1856 nåede ekspeditionen havnebyen Quelimane i Mozambique ved Det Indiske Ocean efter at have kortlagt det meste af Zambezi-flodens forløb.

Livingstone blev hurtigt hyldet som den første europæer, der nogensinde havde krydset hele Afrika. Selv om hans præstation var bemærkelsesværdig, var kontinentet dog ofte blevet krydset af arabiske og afrikanske handelsmænd, som fulgte et gammelt netværk af karavaneruter.

Livingstone i Storbritannien 1856-1858

Da Livingstone vendte tilbage til Storbritannien i 1856, fik han overrakt Royal Geographical Societys guldmedalje i anerkendelse af sin ekspedition. Han gik i gang med at skrive en beretning om sin tid i Afrika: "Missionary Travels and Researches in South Africa (Part I)" (1857), som blev udgivet af John Murray, der var specialist i rejselitteratur. London Missionary Society var skuffede, da man mente, at beretningen burde være udgivet i regi af dem, hvilket i nogen grad belastede forholdet mellem selskabet og Livingstone. Murray var meget opsat på at sikre Livingstones beretning om hans ekspedition og tilbød ham et forskud på 2.000 guineas og 2/3 af overskuddet på hver solgt eksemplar. Det første oplag på 12.000 eksemplarer blev udsolgt før udgivelsen i november 1857, og andet oplag på 30.000 fulgte snart. For første gang i sit liv var Livingstone velhavende, og det menes, at bogsalget indbragte ham over £8.500.

Illustration fra Livingstones "Missionary Travels and Researches in South Africa".

Publikum fandt hans værk, som på én gang var en missionsfortælling, en rejsebeskrivelse og et videnskabeligt feltarbejde, særdeles fascinerende. I modsætning til mange andre opdagelsesrejsende på den tid var Livingstones beskrivelser af afrikanere påfaldende sympatiske.

Mens han var hjemme, var Livingstone en efterspurgt gæstetaler. Selvom han fandt det svært at tale offentligt, holdt han adskillige taler om sit arbejde og fremtidige planer, især ved British Association for the Advancement of Science i Dublin og ved University of Cambridge. Han modtog æresgrader fra universiteterne i Oxford og Glasgow og blev indvalgt i Royal Society.

Zambezi-ekspeditionen (1858-1864)

I marts 1858 efter femten måneder i Storbritannien sejlede nationalhelten Livingstone igen mod Afrika. Mens han var hjemme, havde han ubønhørligt understreget kontinentets kommercielle muligheder og potentialet for "legitim handel" - underforstået "uden slaveri". Livingstone havde opnået betydelig støtte til sin næste ekspedition, dels ved offentlige abonnementer, dels ved en sum på £5.000 fra den britiske regering. Livingstone vendte tilbage til Afrika som britisk konsul og som leder af et hold på seks personer, deriblandt hans broder Charles og en doktor fra Edinburgh, John Kirk.

Planen var at nå Zambezi-deltaet, rejse til Batoka-højlandet (i dag i Zambia) og derfra udforske området og registrere dets naturressourcer. Ekspeditionen løb dog ind i vanskeligheder fra starten. Forholdet i gruppen var anstrengt, primært på grund af Livingstones mangler som leder, og flere medlemmer trak sig fra ekspeditionen. De store forhåbninger, man havde til Zambezi, blev afløst af skufffelse, da det viste sig, at Cabora Bassa-faldene var ufremkommelige. Hele ekspeditionen havde forudsat, at Zambesi var sejlbar, men nu var Livingstone tvunget til at overveje alternativer i søgen efter sin "motorvej" til det indre. Nu rettede han sin opmærksomhed på Shire-floden (i dag i Malavi), Nyassa-søen (i dag i Tanzania) og Rovuma-floden, som i dag danner grænse mellem Mozambique og Tanzania. Den britiske regering accepterede, at ekspeditionen blev forlænget ud over de oprindelige to år.

Under hele ekspeditionen havde man problemer med at komme frem, ofte var vandet for lavt til at tillade passage - Livingstone mente, at hans problemer stammede fra dampbåde, der var dårligt designet. Stridigheder mellem de forskellige stammer gav et ustabilt miljø. Det lykkedes dog Livingstone at udforske en betydelig del af Nyassa-søen, men til skuffelse for britiske geografer var det ikke muligt at udforske den nordlige ende af søen.

Inspireret af Livingstones følelsesladede foredrag i Storbritannien havde Universiteternes Mission til Centralafrika (UMCA) i 1861 sendt en gruppe afsted for at etablere en mission. Selvom der ikke var nogle direkte forbindeler til Livingstones ekspedition, var det forventningen, at de kunne hente hjælp og støtte hos Livingstone. De slog sig til sidst ned i landsbuen Magomero i Shire-højlandet. Samtidig blev Livingstones håb om en mission i det centrale Afrika frustreret. Missionen blev indviklet i en tumultarisk lokalpolitik, og mange af medlemmerne led af forskellige sygdomme og en del døde af feber. Efter at missionens leder, biskop Charles MacKenzie, var afgået ved døden, blev missionen trukket tilbage til Livingstones skuffelse.

Livingstones hustru, Mary, afgår ved døden

Under ekspeditionen indtraf en personlig katastrofe for Livingstone. Hans hustru, Mary, mor til deres seks børn, var kommet ud for at slutte sig til ham og var rejst derud sammen med biskop MacKenzies hustru og datter. Hun fik malaria, og på trods af ægtefællens pleje døde hun den 27. april 1862 i Shupanga. Mary (født Moffat) var en erfaren rejsende og styrede husholdningen og underviste egne og andres børn, når hun sammen med sin mand var på mission. Hertil kom, at hun talte flydende tswana, hvilket var parret til stor hjælp.

Inskriptionen på gravstenen, som på den ene side er på engelsk og den anden på portugisisk, lyder: "Her hviler de jordiske rester af Mary Moffat, doktor Livingstones elskede hustru, i et ydmygt håb om en glædelig opstandelse ved vor frelser Jesus Kristus. Hun døde i Shupanga House den 27. april 1862, 41 år gammel.

Han mistede også sin ældste søn, Robert, som skulle have sluttet sig til ham i 1863. I stedet tog sønnen til USA, hvor han døde den 5. december 1864 i den amerikanske borgerkrig, hvor han kæmpede på nordstaternes side.

I juli 1863 blev ekspeditionen kaldt tilbage til Storbritannien. Efter en kort udflugt til området vest for Lake Nyassa sejlede Livingstone i sin båd, "Lady Nyassa", over Det Indiske Ocean til Bombay, hvor han gik ombord på et skib til Storbritannien.

Mange mente, at Zambezi-ekspeditionen havde været en total katastrofe, og det er rigtigt, at den ikke levede op til de skyhøje forventninger, som mange tilhængere herhjemme nærede. Dog skal man ikke glemmme, at ekspeditionen hjemførte mange vigtige botaniske, zoologiske og etnografiske genstande, som blev afleveret til Kew Gardens og Natural History Museum.

Anden tilbagekomst til Storbritannien (1864-1865)

Da Livingstone vendte tilbage til Storbritannien i 1864, var hans modtagelse noget mere afdæmpet, end den havde været i 1856, og Livingstone blev udsat for højlydt kritik fra flere medlemmer af ekspeditionen. Alligevel var Livingstones omdømme stadig højt i befolkningen. Ikke desto mindre følte han sig nødt til at forsvare sig i sin bog "A Narrative of an Expedition to the Zambesi" (1865), som han skrev sammen med sin bror Charles. Til beskyldninger om, at han havde forsømt UMCA-missionen, understregede Livingstone, at selvom missionen var helt adskilt fra hans ekspedition, havde han følt sig "ivrig efter at hjælpe vores landsmænd i deres ædle virksomhed", og han havde set det som sin pligt at sikre, at missionen blev etableret sikkert. Da han blev anklaget for at vikle MacKenzie ind i lokale konflikter, gjorde Livingstone opmærksom på, at han havde advaret biskoppen om ikke at "blande sig i indfødte skænderier", selv om han - Livingstone - havde sympati for biskoppens handlinger. Udover at tjene som et forsvar for Livingstones lederskab var bogen en opfordring til at mobilisere og intensivere britisk modstand mod slavehandelen.

Mens han var i Storbritannien, brugte Livingstone også tiden til at lægge planer for sin tilbagevenden til Afrika. På foranledning af geologen sir Roderick Murchison, præsident for Royal Geographical Society (RGS), skulle han undersøge vandsystemet i Centralafrika ved at udforske jordbundsforholdene mellem Nyassa-søen og Tanganyika-søen. Håbet var også, at man endelig kunne få afgjort det ældgamle spørgsmål om Nilens kilde. Ikke desto mindre betragtede Livingstone stadig sig selv som missionær.

De sidste rejser (1866-1872) - jagten på Nilens kilder

Livingstone blev nu udnævnt til "rejsende konsul" i det centrale Afrika. Ikke alene var jobbet ulønnet, men den finansielle støtte fra regeringen til projektet var kun £500. Livingstones gamle universitetsven James "Paraffin" Young, som arbejdede med raffinering af olieprodukter, ydede et tiltrængt bidrag på £1.000, men ekspeditionen ville være på en betydeligt mindre skala denne gang. Livingstone var den eneste europæiske deltager; i Bombay rekrutterede han et antal afrikanere fra missionsskoler samt et kontingent af sepoys (indiske soldater). I Zanzibar supplerede han med en halv snes hjælpere fra Comoro-øerne. Kun fem af den oprindelige gruppe ville være med under hele hans rejse.

Livingstones sidste rejser varede syv år, hvor han passerede gennem store dele af Øst- og Centralafrika, som i dag ville omfatte Mozambique, Tanzania, Malawi, Zambia og Den Demokratiske Republik Congo. Tidligt i 1867 blev hans kronometer beskadiget, hvilket uundgåeligt medførte fejl i hans længdegradsbestemmelser. Han kæmpede også med manglende medicinske forsyninger, lokale krige og udfordringer med at sikre varer fra Zanzibar. Efter at Livingstone med sin lille ekspedition drog ind i landet i april 1866, mistede omverdenen kontakten med ham, og i Europa og USA var folk bekymrede for hans skæbne.

Nilens kilder

På sine rejser udviklede Livingstone en kompleks teori om det centralafrikanske flodsystem, hvori han argumenterede for tre "dræningslinjer", der var forbundet med Nilen. Bl.a. mente han, at Lualaba-floden var en af Nilens fødekilder.

Selvom den britiske opdagelsesrejsende John Speke som den første europæer havde opdaget Victoriasøen og udpeget den som Nilens kilde i 1862, var spørgsmålet om flodens udspring ikke definitivt besvaret. John Speke kunne blot fastslå, at Nilen løb ud fra Victoriasøen, men vidste ikke med sikkerhed, om søen var forbundet med andre søer – eksempelvis Tanganyika-søen – og derfor ikke var Nilens egentlige kilde.

I dag ved vi, at Nilvandet helt overvejende kommer fra to adskilte, højtliggende kildeområder: de store østafrikanske søer og Tanasøen i Etiopien. Herfra løber Nilens to hovedløb, hhv. Den Hvide Nil og Den Blå Nil. Den Hvide Nil bidrager med 14% på årsbasis til hovedfloden. Den løber gennem Victoria-, Kyoga- og Albertsøen og ned til det flade sumpområde Sudd i Sudan. Den Blå Nil løber i en stor bue fra Tana ned til Khartoum, hvor den forenes med Den Hvide Nil. Fra juli til november flyder her 80% af den årlige vandføring, næret af den rigelige sommerregn i Etiopiens bjerge. Efter at have passeret de berømte anden til sjette katarakter (lave vandfald, strømhvirvler) når floden Nassersøen og den store Aswan-dæmning i det sydlige Egypten. Neden for denne ligger første katarakt.

Nyangwe massakren

I juli 1869 drog Livingstone ud fra Ujiji, et handelsdepot ved Tanganyika-søen med det mål at nå og undersøge Lualaba. Efter en besværlig rejse, der varede indtil marts 1871, nåede han flodens bred ved en landsby kaldet Nyangwe. Da det ikke lykkedes ham at sikre kanoer til udforskning af floden, blev Livingstone der i flere måneder. Imens nød han at besøge det lokale marked og udspørge de lokale om den omkringliggende geografi.

Nyangwe set fra floden

I juni mens han var i Nyangwe, oplevede Livingstone en massakre på det lokale marked udført af slavehandlere i regionen. Omstændighederne, der førte til massakren, var komplekse, og Livingstones dagbøger og journaler viste betydelig forvirring om de begivenheder, der udløste angrebet. Det anslås, at mellem tre hundrede til fire hundrede mennesker blev dræbt, hvoraf et flertal var de kvinder, der normalt deltog på markedet. Livingstones efterfølgende beretninger om massakren gav inspiration til andre victorianske forkæmpere for afskaffelse af slaveriet og opfordring til indgåelse af "en anti-slaveritraktat" mellem Storbritannien og Zanzibar.

Stanley finder Livingstone

Forfærdet over oplevelsen besluttede Livingstone at trække sig tilbage til Ujiji. Han sendte besked til Zanzibar og anmodede om, at de forsyninger, han havde der, blev sendt til Ujiji. Comoroerne var imidlertid taget tilbage til Zanzibar og havde fejlagtigt informeret myndighederne om, at Livingstone var død - formentlig for ikke at blive straffet for at have forladt ham. Da livingstone kom til Ujiji, en rejse på omkring 390 km, opdagede han, at de varer, der var blevet sendt til ham fra kysten, var blevet ødelagt eller stjålet, så nu manglede han desperat forsyninger. I begyndelsen af november 1871 spadserede journalisten Henry Morton Stanley ind i byen med USA's flag og hilste angiveligt Livingstone med det nu berømte spørgsmål: "Dr. Livingstone, formoder jeg?"

"Kom til Paris i et vigtigt anliggende", stod der i et telegram, som den 28-årige walisiskfødte amerikanske journalist Henry Morton Stanley havde modtaget i Spanien, hvor han havde været på opgave i Valencia. Telegrammet var fra James Gordon Bennett jr., chefredaktør på avisen New York Herald. I Paris bad Bennet ham tage til Afrika og finde David Livingstone, som ingen havde set eller hørt fra i 3-4 år. Og han kunne bruge de penge, der var nødvendige til løsning af opgaven.

Stanley rejste til Zanzibar, hvor han gik i gang med at samle et hold, som skulle ledsage ham til Afrikas kyst og derfra ind i kontinentets kerne. Med sig bragte han sække af perler af den bedste kvalitet, store mængder klæde og mange kilo kobbertråd, som alt sammen skulle bruges som valuta i hjertet af Afrika. Hertil kom æsler, kanoer, køkkengrej, tovværk, værktøj, telte, sejldug, geværer, ammunition og medicin. I alt mere end seks tons. Ekspeditionen bestod af ikke færre end 192 mand, da de tog afsted, Stanley selv sad på ryggen af en rødbrun hest - som dog faldt død om efter en uge på farten. Igen og igen måtte de efterlade døde pakdyr i vildnisset, slidt op af anstrengelserne og varmen. Flere bærere stak af – rædselsslagne for, at den lange march ville koste dem livet.

Den 3. november mødte Stanleys ekspedition - nu kun ca. 25 deltagere - en karavane, som kom fra Ujiji. De kunne fortælle, at de for nylig havde set en gammel syg hvid mand i landsbyen på den nordøstlige side af Tanganyikasøen. Da ekspeditionen den 10. november 1871 efter 236 dage nåede Ujiji, affyrede de en salve på næsten 50 skud. Ifølge myten faldt de berømte ord "Dr. Livingstone, formoder jeg" nu, men sandsynligvis (muligvis) er de opspind. I Stanleys dagbog fortsatte mødet med ordene: "Doktor, jeg takker Gud for, at jeg har fået lov til at se Dem". "Jeg er taknemmelig for at være her til at byde Dem velkommen", lød svaret fra Livingstone. "Hele verden troede, De var død", fortdatte Stanley, som begejstret kunne overrække doktoren en sæk med breve fra familie og bekendte. Amerikaneren havde også slæbt en flaske Sillery-champagne med, som blev skænket op i to sølvbægre.

Tvivlen om replikkens ægthed skyldes, at Stanley selv rev de vigtigste sider ud af sin dagbog, hvori han beskrev sit allerførste møde med Livingstone.

De to mænds møde blev verdenskendt i løbet af få uger. Stanley havde ikke bare løst mysteriet om Livingstones forsvinding, men sandsynligvis også reddet hans liv. De to mænd udviklede også snart et nært venskab, og da Livingstone var kommet sig over sin sygdom, studerede de i fællesskab den nordlige del af Tanganyika og Ruzizifloden – dog uden at finde bevis på Nilens kilde.

Efter at de havde tilbragt fire måneder sammen, begav Stanley sig hjem. Han opfordrede Livingstone til at tage med, med Livingstone kunne ikke forlade det arbejde, han havde påbegyndt, og som han følte var tæt på at være færdigt. De to fæller tog afsked i marts 1872 i Unyanyembe, hvor Livingstone med Stanleys hjælp fik nye forsyninger til resten af sin ekspedition.

Da Stanley var kommet hjem, skrev han på blot seks uger bestselleren " How I Found Livingstone (1872)". Over mere end 400 sider fortalte han i detaljer, hvordan han havde kæmpet sig ind i Afrikas indre og havde fundet den forsvundne læge i Ujiji. Selv om dronning Victoria tog Stanley i audiens og takkede ham efter hjemkomsten til Europa, erklærede Det Kongelige Geografiske Selskab, at beretningen var noget vrøvl, og selskabets vicepræsident beskrev Stanleys fortælling som en "sensationsberetning". Det har formentlig generet de selvbevidste briter, at Livingstone var blevet fundet i junglen af en gemen yankie. Senere skulle Stanley vise sig dog som en yderst kompetent opdagelsesrejsende under flere missioner i Afrika.

Livingstones dør den 1. maj 1873

Efter at Stanley var rejst, fortsatte Livingstone sin mission om at finde Nilens udspring og rejste til den sydøstlige side af Tanganyika-søen og Lake Bangweulu. Han blev dog mere og mere syg med feber, blødninger og voldsomme rygsmerter og blev til sidst for svag til at gå ustøttet. Den 1. maj 1873 døde han af dysenteri og malaria i høvding Chitambos landsby (nuværende Zambia).

Efter Livingstones død tog de resterende medlemmer af ekspeditionen beslutning om at transportere hans jordiske rester til Bagamoyo på den østafrikanske kyst. Hans hjerte og andre indvolde blev udtaget og begravet under et træ, hvorefter liget blev balsameret (dvs. tørret i solen). Så begav de sig ud på en rejse, der varede 63 dage og strakte sig over mere end 1.600 km. Da de nåede Bagamoyo ved kysten, blev Livingstones lig sejlet til Storbritannien og ankom til Southampton den 15. april, hvorefter det blev sendt videre til London. Her befandt han sig i Royal Geograpical Societys kontor i Savile Row i nogen tid.

David Livingstone bliver begravet fra Westminster Abbey.

Under pres fra offentligheden og fra interessegrupper som Royal Geographic Society gennemførte regeringen en statsmandsbegravelse af David Livingstone i Westminster Abbey, den fandt sted den 18. april 1874.

Stenen over David Livingstones grav i Westminster Abbey.

David Livingstones eftermæle

Livingstones lange - og langvarige - ekspeditioner medførte mange geografiske opdagelser og gav vigtig europæisk viden om et hidtil nærmest ukendt kontinent. Han inspirerede modstandere af slavehandel, samt opdagelsesrejsende og missionærer. Han startede uddannelse og sundhedspleje for afrikanere og nød en vis respekt blandt mange afrikanske høvdinge og lokale folk. I 2002 blev David Livingstone kåret blandt de 100 største briter efter en afstemning i hele Storbritannien.

Kort over David Livingstones ekspeditioner.

I slutningen af 1860'erne falmede Livingstones ry i Europa på grund af fiaskoen i de missioner, han oprettede, og den katastrofale Zambezi-ekspedition. Hans teorier om Nilens kilder viste sig heller ikke at holde vand (undskyld!). Og hans ekspeditioner var heller ikke eksempler til efterfølgelse med hensyn til orden og organisation. Hans ry blev dog i nogen grad rehabiliteret af Stanley og hans avis. Desuden vakte loyaliteten hos Livingstones tjenere og den lange rejse med hans legeme beundring. Livingstones indsats for udvidelse af det britiske imperium kom dog med en pris, som blev betalt af hans familie, der i lange perioder måtte savne deres ægtefælle og far.

Som nævnt blev Livingstones hjerte begravet under et træ på det sted, hvor han blev fundet død. En indisk-uddannet afrikansk mand skar inskriptionen "LIVINGSTONE 4. MAJ 1873" (datoen er fejlagtig, skulle have været 1. maj 1873) samt navnene på Livingstones to trofaste tjenere i træet, Chuma og Susi. I 1899 var træet gået i forrådnelse, og den den britiske kommissær Alfred Sharpe sørgede for at opsætte et permanent mindesmærke, Livingstone Memorial, det skete i 1902. Udskæringen i træet blev fjernet og sendt til Royal Geographical Societys museum i London. Mindesmærker er en omkring 6 m høj obelisk af brændte mursten, pudset med cement, hvortil var fastgjort to messingplader. På toppen af monumentet er et kors. I 1973 blev tilføjet endnu en metalplade, hvis inskription lyder: "Efter 100 år animerede David Livingstones ånd og Guds kærlighed hans venner af alle racer, at de samledes her til taksigelse den 1. maj. 1973, ledet af Dr. Kenneth David Kaunda, præsident for Republikken Zambia.".

I en niche på ydervæggen til Royal Geographical Society på Kensington Gore i London står en statue af David Livingstone og skuer ud over Kensington Gardens. Den blev afsløret i 1953.

David Livingstones fødestedsmuseum

"David Livingstone Birthplace Museum" er et biografisk museum i Blantyre, Skotland, dedikeret til David Livingstones liv og arbejde. Det drives af David Livingstone Trust. Museet er placeret i de tidligere tekstilfabriksbygninger, som engang husede 24 familier inklusive familien Livingstone, og er det sted, hvor Livingstone blev født den 19. marts 1813. I 1913, hundredeåret for David Livingstones fødsel, blev bygningerne dømt uegnede til menneskebeboelse. Det foranledigede, at der blev nedsat en komite, som skulle sikre bevarelse af de historiske bygninger og samtidig arbejde for oprettelse af et nationalt mindesmærke for David Livingstone.

David Livingstones fødestedsmuseum

Denne proces begyndte i 1927 med erhvervelsen af det såkaldte "Blantyre Cotton Works Library". Ud fra en formodning om, at ens moralske karakter kunne forbedres gennem læsning og uddannelse, blev "Blantyre Cotton Works Library" oprettet i 1846, og arbejderne på fabrikken kunne få adgang til bøger mod et beskedent årligt gebyr. Af oprindelig flere tusinde værker havde kun 280 eksemplarer overlevet tidens tand, dårlige opbevaringsforhold og flittig læsning. Samtidig med renovering af bogsamlingen gik man i gang med indsamling af genstande, som vidner om fabrikkens industrielle fortid. Herigennem søgtes opnået en dybere forståelse af Livingstones tidlige liv samt til hans forhold til familie, hjem og arbejde.

"David Livingstone Birthplace Collection" er en omfatttende samling af genstande, som på en eller anden måde har relation til Livingstone. Nogle genstande har tilhørt Livingstone som hans ur, kompas og kikkert. Andre genstande er blevet indsamlet og sendt til Storbritannien af Livingstones afrikanske ledsagere, Susi og Chuma samt medlemmer af lokalbefolkningen i de områder, hvor Livingstone opererede. Der indgår også en stor samling manuskripter, feltdagbøger og papirer tilhørende Livingstone, samt en del etnografisk materiale, indsamlet af Livingstone og andre. Samlingen giver en detaljeret beskrivelse af de kulturer, mennesker og miljøer, han fik kontakt med under sine ekspeditioner i det sydlige Afrika. "David Livingstone Birthplace Museum" åbnede for offentligheden den 5. oktober 1929.

David Livingstone and the Lion

I parken ses en pragtfuld statue af Livingstone, som bliver angrebet af en løve. Livingstone forsøgte at dræbe eller skræmme løven, som havde taget nogle af bosætningens får. Du har måske tidligere på denne side læst om den dramatiske begivenhed, hvor Livingstone den 16. februr 1844 blev reddet af to tililende indfødte efter forgæves forsøg på at genlade sin riffel. Monumentet er udført af Gareth Knowles (1965-) efter et forlæg af den oscar-vindende special-effects kunstner Ray Harryhousen ("Clash of the Titans" og "Jason and the Argonauts"). Statuen blev afsløret den 7. april 2004. (I parentes bemærket var Ray Harryhousens hustru, Diana oldebarn til David Livingstone).