Jørgen Jürgensen, Konge af Island

Konge af Island? Nå, det har du heller aldrig hørt om. Mig bekendt opløste Danmark Altinget på Island i 1800, og efterfølgende blev Island styret fra Danmark. I 1918 anerkendte Danmark Island som en suveræn stat, men i personalunionen med Danmark (dvs. fælles regent, og Danmark stod for udenrigs- og sikkerhedspolitikken). Island opsagde personalunionen i 1944. Men i 1809 blev Island erobret af danskeren Jørgen Jürgensen og løsrevet fra Danmark, og i 58 dage regerede Jürgensen som enehersker på øen. Siden tog han til England, som han i en periode var spion under afslutningen af napoleonskrigene. Han blev ludoman og havnede i gældsfængsel og også dømt for tyveri. Han blev udvist til Tasmanien som straffefange, her var han med i en krig mellem de indfødte og kolonisterne. Han var med til at grundlægge kolonien Hobart og deltog også i en ekspedition til New Zealand. Han blev økonomisk skribent, teologisk forfatter og opdagelsesrejsende, men kørte aldrig "on the middle of the road". Læs videre, hvis du har lyst.

Jørgen Jürgensen (somme tider kaldt Jorgensen eller Jørgensen eller Jörgensen eller Johnson) blev født den 7. april 1780 i København som anden søn af kongelig hofurmager Jürgen Jürgensen (1745—1811) og Anne Leth Bruun (1755–1828). Den første søn, Urban, var udset til at føre familieforretningen videre, hvilket han også gjorde. Jørgens fødsel var så hård, at moderen ikke var i stand til at deltage i dåben, som fandt sted allerede den 9. april i Nikolaj Kirke lige i nærheden. Selvom familien ikke var adelig, tilhørte den det bedre borgerskab på grund af dens tilknytning til hoffet. Jørgen Jürgensen døde i Hobart, Tasmanien den 20. januar 1841 og blev begravet på den lokale kirkegård.

Skolegang på Efterslægtens Skole

Jørgen Jürgensen voksede op på den nederste del af Strøget i København, der peger ned mod Kongens Nytorv. Som tilhørende en anset københavnsk borgerslægt, blev Jørgen Jürgensen sat i "Efterslægtselskabets Latin og Realskole", som lå i Østergade på Strøget, der hvor stormagasinet Illum ligger i dag. Jørgens fader havde været en af skolens stiftere, hvis formål bl.a. var "at opdrage den opvoksende generation til gode manerer og ansvarsfølelse". Jørgen havde let ved at lære men svært ved at tilpasse sig skolens disciplin og mobbede ofte sine skolekammerater. I sine "Ungdomserindringer", som omfatter perioden fra 1770 til 1805, kalder Adam Oehlenschläger klassekammeraten Jørgen Jürgensen "Spektakelmager" og "Uglspil" og "den unge Galning": "Forresten var der saa god en Spektakelmager, som man kunde forlange, i første Classe, den berømte Jürgensen, der siden blev Konge paa Island. Det var en ægte Uglspil — og i denne Uglspilscharacteer var hans Galskaber undertiden vittige nok.". Og "Dette Uglspilsvæsen har han siden i sit Liv fortsat, og man seer tydeligt, at Herredømmet paa Island var en Fortsættelse af Løierne i Efterslægten, kun efter en større Maalestok, der let kunde kostet ham hans Hals." (Uglspil er en reference til den tyske landstryger, gavtyv og drillepind fra 1300-tallet, Till Eulenspiegel.)

Frikvarter i Efterslægtens skolegård.

Så til søs

Det gik dog ikke så godt i skolen. I sine erindringer beskriver han selv en episode fra skolegangen: "Fysiklærer Svendsen ville demonstrere, at en loppe på vandet kunne trække et lille skib. Han havde opstillet et stort kar i forelæsningssalen. Men Jürgensen ødelagde hele forestillingen ved at trække bundproppen ud, så hele salen blev sat under vand." Det gik faktisk så dårligt, at han blev smidt ud af skolen, da han var 14 år gammel. Han brugte sin nyvundne fritid på at terrorisere små og mindre børn, der kom forbi på gaden. Så en dag indgik hans far en aftale med den engelske kaptajn Marwood, en ven af familien, og den 14-årige Jørgen blev sendt ud i verden på et kulskib. Måske bekom det ikke Jørgen så dårligt, da han længe havde været præget af udlængsel: "Fremmede skibes besøg fyldte mit sind umærkeligt med et ønske om at gå til søs og besøge andre lande. Når jeg så en dansk indienfarer sætte sejl med sine officerer på dækket i deres fine uniformer, så brændte mit hjerte af misundelse for at blive en af dem. Og i min fantasi kunne jeg ikke forestille mig større nydelse end at bevæge mig i et stort skib over de stille farvande, sammen med nye mennesker og i nye omgivelser." Jørgen boede i perioder i London hos kaptajn Marwood, der behandlede ham som en søn af huset. Her læste han en masse engelsk littteratur, selvfølgelig Robinson Crusoe af Daniel Defoe, men også romaner af Henry Fielding, Laurence Sterne, Jonathan Swift, men også Holberg, hvis komedier var efter hans smag. Undertiden underholdt han sine kammerater med at oversætte fra "Erasmus Montanus" og "Den Indbildte Syge". Han sejlede med "Jane" i fire år, indtil han i Southampton i 1799 tog hyre på hvalfangeren "Fanny", som skulle til Sydhavet (Stillehavet). Undervejs lagde de ind til Rio de Janeiro. Om bord fortsatte Jürgensen med at læse, især rejseberetninger, og han begyndte også at skrive. Turen tog tre måneder, og i marts 1799 kastede "Fanny" anker i Kapstaden i Sydafrika, og Jürgensen afmønstrede - eller rettere bare forsvandt fra skibet, hvilket kostede ham en måneds hyre.

Jørgen Jürgensens tid som sørøver

Det er noget usikkert, hvad Jürgensen foretog sig de følgende 18 måneder. I private breve fortæller han, at han sejlede på Sydamerika med et sørøverskib, som opererede i farvandene ud for de større byer i Peru og Mexico. Det var en farlig beskæftigelse. Blev man fanget, blev man sendt til de giftige sølvminer, hvor man snart tærede op og døde. Efter eget udsagn opholdt han sig i perioder i uvejsomme egne, hvor han handlede med de indfødte.

Jørgen Jürgensen kommer til Australien

I sommeren 1800 befandt Jürgensen sig i Kapstaden, da "Lady Nelson" dukkede op, hun var på vej til Australien. Jürgensen, som nu var fuldbefaren sømand, opsøgte kaptajnen og forespurgte om hyre, men der var hverken brug for eller plads til ham om bord, og med skuffelse måtte han se "Lady Nelson" sejle af sted mod Australien. Hvad nu? Heldigvis kom Jürgensen i forbindelse med købmanden Michael Hogan, som ville sende et af sine skibe, "Harbinger" til Australien, og en måned senere sejlede Jürgensen afsted som andenstyrmand på "Harbinger". Forinden havde han skiftet navn til John Johnson.

HMS Lady Nelson på Themsen.

Ankommet til Australien lykkedes det Jürgensen at påmønstre "Lady Nelson", hvor han var med til at udforske kysterne i dette store landområde, som James Cook havde opdaget ca. 30 år forinden. De kom i kontakt med oberst Collins på sydkysten, hvor han havde måttet opgive at oprette en bosættelse (koloni), fordi landet var ufrugtbart, og der manglede vand. Obersten havde ansvaret for 3-400 straffefanger, som var sendt herud fra England og Irland. Collins kastede sit blik på et område ved Derwent-floden i Van Diemens Land (senere Hogart i Tasmanien). "Lady Nelson" fragtede kolonisterne til området, hvor de med skovle, hakker og økser gik i gang med at rydde jord. Jürgensen er siden blevet kaldt grundlæggeren af byen Hobart, hvor han af mange stadig anses som en helt. I flere år sejlede "Lady Nelson" kolonister ud til ubeboede egne, hvor man håbede, at staklerne kunne ernære sig. Mens Jürgensen var på Tasmanien udarbejdede han som den første en ordbog eller snarere en glosesamling over det sprog, som blev talt af den lokale befolkning. Da befolkningen snart efter stort set blev udryddet, fik dette værk ikke nogen større betydning.

I 1803 sejlede Jürgensen (undskyld, Johnson) som næstkommanderende og styrmand med "Lady Nelson" fra Sydney gennem Bass Strædet, som af mange anses for det mest turbulente stræde i verden. Indtil da havde der været tvivl om, hvorvidt Tasmanien var en halvø på Australien, men nu viste det sig, at det var en ø. Godt at vide, hvis man er navigatør. Tasmanien er den sydligste del af Australien og ligger 240 km syd for det australske fastland. På turen opdagede man Kings Island mellem Australien og Tasmanien.

Jürgensen som hvalfanger

I april 1804 afmønstrede Jürgensen fra "Lady Nelson" i Sydney og tog i juli samme år hyre på hvalfangeren "Alexander", hvor han - efter eget udsagn - var den første til at harpunere en hval i Derwent Floden. På turen mødte han botanikeren, Robert Brown, som havde indsamlet planter ved Derwent for sin læremester sir Joseph Banks. Jürgensen udtrykte sin store beundring for sir Banks, og Brown lovede at introducere Jürgensen til sir Banks, hvis han kom til London, og han gav ham oven i købet en introduktionsskrivelse med. Det havde længe været et stort ønske hos Jürgensen at træffe den berømte botaniker, som havde sejlet med James Cook. Hen under jul var skibet fuldt lastet med hvaler, og i februar 1805 forlod man Sydney med kurs mod Europa. Da de lagde til ved New Zealand for at få vand og proviant, blev skibet omringet af kanoer med maorier, og det kom til kamp. Da skibet lettede anker, var besætningen blevet forøget med to, nemlig to maorimænd (drenge), som havde hjulpet englænderne under kampen. Deres mor havde forgæves forsøgt at tale dem fra det, da hun frygtede, at de ville blive ædt af englænderne. Kaptajnen, Robert Rhodes, ville sætte dem i land igen, men Jürgensen insisterede på at tage dem med til London og påtog sig at tage sig af dem.

Jürgensen på Tahiti

Det blev en hård hjemfart, og flere storme gjorde, at der blev knaphed på proviant, og man blev nødt til at søge ind til Tahiti, hvor man blev liggende i to måneder. På grundlag af sine dagbogsnotater skrev han siden "State of Christianity in The Island of Otaheite (Tahiti), som blev udgivet i London i 1811". I dette tropiske paradis blev Jürgensen for første gang forelsket, og han overvejede at slå sig ned her, men i juli 1805 satte "Alexander" igen sejl og stævnede ud på det tilsyneladende endeløse Stillehav, en sejltur på næsten 7.000 sømil. De rundede Kap Horn uden større problemer. Dog var provianten igen ved at slippe op, og i stedet for beskøjter spiste besætningen den majs, som var bestemt for de grise og høns, man havde medbragt. Undervejs erobrede de et spansk skib, som de solgte i den portugisiske havn Santa Catarina i Brasilien for 2.000 pund. Her lå de tre måneder, mens skibet blev repareret. Sidste anløbssted før London var St. Helena, hvor Napoleon skulle blive indkvarteret en halv snes år senere. "Alexander" ankom til London den 26. juni 1806. Den nu knap 26-årige Jürgensen havde været til søs i ca. 12 år og i den tid havde han sejlet jorden rundt. Så længe havde han været væk, at han havde fået problemer med at tale korrekt dansk. Desværre blev Jürgensen ikke velhavende af turen. Lasten med den kostbare hvalolie var blevet beskadiget undervejs, og prisen på tran var faldet med 70%. Det endte med, at kaptajn Rhodes havnede i gældsfængsel.

Jørgen Jürgensen møder sir Joseph Banks

Jürgensen kontaktede Robert Brown og mindede ham om deres aftale, og sammen med de to maorier dukkede han op i sir Banks imponerende hjem på Soho Square, hvor de blev modtaget i biblioteket. Sir Banks var godt 60 år og præident for Videnskabernes Selskab. Han sad i en kørestol, plaget af podagra. Sir Banks havde været en af hovedkræfterne bag oprettelsen af de britiske fangekolonier i Australien. Sir Banks kendte nogle få ord på maoriernes sprog, og han viste dem nogle indtørrede, udstoppede hoved af indfødte, som han selv havde hjembragt i 1803. Maorierne blev selvfølgelig rædselsslagne. Sir Banks fortalte, at han under et besøg i Island i 1772 havde mødt mange danskere, og spurgte, om Jürgensen havde været på Island. Det havde han, som vi ved, ikke, og hele hans viden om Island stammede fra de islandske sager og mytologi, som han havde hørt om i skolen. Sir Banks beskrev, at Islændingene var ved at dø af sult på grund af det elendige danske styre, og gjorde opmærksom på, at der måtte være gode forretningsmuligheder for en rask mand som Jürgensen, hvis bare danskerne ville tillade handel mellem islændinge og englændere. Samtalen sluttede med, at sir Banks overtog de to maori-drenge og ville anbringe dem hos Londons Missionsselskab, som kunne lave missionærer ud af dem, inden de ville blive sendt tilbage. Efter nogle måneders fornøjelser i London vendte Jürgensen tilbage til København i september 1806.

Jørgen Jürgensen møder igen sin familie

Familien modtog sønnen som "den fortabte søn" fra biblen og lyttede måbende til hans beretninger fra den store, ukendte verden. Han, der før var familiens sorte får, var nu dens stolthed. Der blev oven i købet malt et portræt af ham, som du kan se her på siden. Maleriet er udført af C.W. Eckersberg (1783-1853) og hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. I sine erindringer skriver han: "Jeg følte mig rigeligt belønnet for alt besvær og prøvelser. Den, der aldrig har været borte fra sin mors favn, kan ikke forestille sig de ædle følelser og udsøgte glæder ved en hjemkomst". Jürgensen havde i sine år som sømand på britiske skibe fået beundring for engelsk livsstil og politik, og han indviklede sig ofte i hårde siskussioner med personer, som anså Napoleon som - om ikke en gud så - en halvgud. En dag kom han i skænderi med general-postmester Harboe, som også var kammerherre. Harboe mente, at englændere var et æreløst folk, og at enhver, som forsvarede dem, selv var uden ære. Det endte med, at general-postmesteren udfordrede Jürgensen til duel på pistol. Den fandt sted i Dyrehaven, hvor Harboe blev truffet i armen, mens Jürgensen slap uskadt. Der opstod rygter om, at Jürgensen var spion for England, hvilket gik især hans far på. Det fik Jürgensen til at indstille sin snak og i stedet skrive en bog. I 1807 udkom "Efterretning om Englændernes og Amerikanernes Fart og Handel paa Sydhavet", Jürgensens første og eneste bog, udgivet på dansk.

Københavns bombardement 1807

I august 1806 stillede England det neutrale Danmark overfor det ultimatum, at med mindre hun ville indgå en alliance med England og udlevere sin flåde, ville der blive krig. England var bekymret for, at den betydelige danske flåde skulle falde i Napoleons hænder. Danmark afviste det engelske krav, hvorfor den overlegne engelske flåde den 2. august 1807 indledte en blokade af Sjælland og landsatte 30.000 krigsvante tropper ved Vedbæk og Brøndby Strand. Angriberne mødte ingen nævneværdig modstand, og snart var København med sine forældede fæstningsværker under belejring. Den 2. september indledte englænderne et voldsomt natligt bombardement af København, og Vor Frue Kirke og Universitetet blev ødelagt tillige med mere end 300 beboelseshuse. Familien Jürgensens hus i Østergade blev heldigvis sparet. Efter tre døgns beskydning kapitulerede hovedstadens kommandant og udleverede den hjemmeværende del af flåden, som omfattede 18 linjeskibe og 16 fregatter. Af 41 handelsskibe, som det år sejlede til Island, erobrede briterne 18. Året efter var der ingen danske skibe, som sejlede til Island.

Københavns bombardement 2.-5. september 1807, Kongens Nytorv.

På et af de erobrede skibe, "De To Søstre", var landsoverdommer Magnus Stephensen, som fik lov til at tage til København. Her skrev han et brev til Joseph Banks, hvori han bad ham hjælpe de islandske købmænd, som var indespærret i London. Sir Banks videresendte brevet til den britiske indenrigsminister og gav udtryk for, at briterne efter hans bedste mening burde afsættte stiftamtmanden, grev Trampe og sætte ham i fængsel i England, indsætte en engelsk guvernør og indlemme Island i det britiske imperium. Så vidt vi ved, reagerede den britiske regering ikke på dette forslag.

På grund af sin maritime erfaring fik Jørgen Jürgensen kommandoen på "Admiral Juel", et dansk handelsskib på 170 tons og med 28 små kanoner. Besætningen var veteraner fra Slaget på Reden i 1801. Det var en såkaldt kaper, dvs. et privat skib, som i henhold til et udstedt "kaperbrev" havde tilladelse til at engagere fjenden til søs og om muligt at kapre fjendtlige handelsskibe. Den samlede kaperflåde udgjorde omkring 600 skibe. Skibet var anskaffet af faderen og syv andre danske købmænd, som havde ladet det udruste og foræret det til kronen. "Admiral Juel" fik til opgave at angribe de britiske forsyningsruter i Nordsøen og Østersøen, og det fortælles, at Jürgensen tog 8-9 priser (handelsskibe) i løbet af de første to måneder af 1808. Når byttet (skibet) blv solgt på auktion, tilfaldt omkring halvdelen ejeren af kaperskibet, mens resten blev fordelt melllem medlemmerne af besøtningen i henhold til rang.

Maleri, udført af Eckersberg af kampen mellem Sappho og Admiral Juel den 2. marts 1808.

Den 2. marts 1808 indlod Jürgensen sig ud for den engelske kyst - måske lidt overmodigt - i kamp med det britiske krigsskib "Sappho", som var bestykket med 18 kanoner og 120 mand. I nærheden øjnede Jürgensen et andet britisk krigsskib, "Clio". Efter en kort kamp (41 minutter) og efter at have affyret 17 bredsider overgav kaptajn Jürgensen sig, mast og rig var sønderskudt, og han måtte stryge flaget.

Jørgen Jürgensen som krigsfange i London

Jürgensen blev tilbageholdt som krigsfange og ført til London. Her blev han dog, som det var kotume for overordnede officerer løsladt mod at give sit æresord på, at han ikke ville forsøge at flygte fra Storbritannien. Onde tunger hævdede, at Jürgensen fik denne særbehandling, da han havde ønsket at vende tilbage til England efter mange års tjeneste på landets skibe. Man undrede sig også over, at Jürgensen tilsyneladende havde penge nok. Var det mon ikke betaling for spionage for England? Selv påstod han at have vundet 1.000 pund i et lotteri.

I London stiftede Jürgensen bekendtskab med nogle islandske købmænd, som på grund af blokaden var indespærret i London, Bjarni Sivertsen og andre. Han mødte også købmanden og sæbeproducenten Samuel Phelps, som havde handelsmæssige interesser på Island. På grund af den britiske flådes dominans var Island blevet afskåret fra at modtage livsnødvendige forsyninger, britiske købmænd var interesserede i at handle med Island, men det var ikke muligt på grund af krigen. Jürgensen fortalte Phelps, at Bjarni Sivertsen havde flere pakhuse på Island, som bugnede med talg, mere end 150 tons ventede på at blive afsat. Situationen blev forværret af, at den i øvrigt sparsomme høst var slået fejl de seneste to år.

Første handelsekspedition til Island i 1808

Den 29. december 1808 sejlede Jürgensen fra Liverpool til Island med skibet "Clarence", lastet med kartofler, bygmel, salt, sukker, tobak, kaffe m.m. Skibet var lejet af Phelps, som desperat manglede råvarer til sin sæbeproduktion, og han sæbekogeri lå stille på grund af mangel på fedtstoffer. Jürgensen skulle fungere som tolk, idet dansk jo var handelssproget på Island. Da de kom til Island, tog Jürgensen kontakt til myndighederne og oplyste, at han var kommet for at hjælpe et land i nød, og at han var sikker på, at kongen ville bifalde det. Grev Trampe, stiftsamtmanden, var ikke på Island, så hans næstkommanderende fulgte for en sikkerheld skyld reglerne og nedlagde forbud mod al handel med landets indbyggere. Og dette på trods af, at der på Island var et stort behov for de varer, som skibet medførte. Siden 1602 havde Danmark haft et handelsmonopol på Island - altså fra Christian 4. tid. Lasten blev losset i Reykjavik, men måtte altså ikke sælges. Det viste sig helller ikke muligt at købe talg, så i marts måned 1809 måtte Jürgensen returnere med uforrettet sag og sten i det tomme lastrum som ballast.

Anden handelsekspedition til Island i 1809

Phelps opsøgte nu sammen med Jürgensen sir Banks, forklarede hvad der var hændt på Island og bad sir Banks om en anbefaling til den tidligere stiftamtmand Ólafur Stefánsson. Det blev besluttet, at man ville forsøge endnu en ekspedition til Island samme sommer. Phelps købte to skibe og ansøgte med sir Banks mellemkomst om at få et såkaldt "kaperbrev". I juni 1809 ankom Jürgensen sammen med Phelps til Reykjavik ombord på det britisk handelsskib "Margareth and Anne" med en bestykning på 10 kanoner.

Den islandske revolution 1809

Da de kom frem, erfarede de, at den danske stiftamtmand på Island og repræsentant for den danske statsmagt, greve Frederik Trampe (1779-1832) fire dage forinden var ankommet til Island med skibet "Orion" fra Norge. Den 13. juni 1809 udstedte han en proklamation, der truede med dødsstraf for den, som handlede med Storbritannien. Således gik nogle dage, uden at det lykkedes at forhandle sig ud af denne situation. Nu var gode råd dyre. "Orion" var lastet med varer, og det viste sig, at grev Trampe havde personlige interesser både i skibet og lasten. Da han solgte sine varer til befolkningen, var priserne fire gange højere end dem, som englænderne forlangte.

Så, søndag eftermiddag den 25. juni 1809, blev den danske stiftamtmand, grev Trampe, pågrebet af Phelps, kaptajn Liston og Jürgensen, bragt ombord på "Margareth and Anne" og fængslet. Jürgensen beskriver selv forløbet således: "Jeg lagde min plan uden at sige et ord til nogen som helst, og da den følgende dag var en søndag, gik jeg i land med 12 af mine søfolk, så snart jeg havde set, at hele byen var gået ind i kirken. Jeg gik direkte hen til amtmandens hus, delte min lille trop i to grupper og posterede seks foran og seks bagved bygningen med ordre om at beskyde enhver, der måtte forsøge at afbryde mig. Derpå åbnede jeg døren og trådte ind bevæbnet med et par pistoler. Hans Nåde, der hvilede sig på en sofa, blev noget overrasket over min pludselige tilsynekomst. Han var alene i huset bortset fra kokken, som var travlt optaget med at forberede middagen, et par tjenestefolk og en dansk dame. Hermed var revolutionen gennemført. Der var nemlig kun én dansk embedsmand på øen, ingen soldater, ingen befæstninger. Nu kontrollerede Jørgen Jürgensen i teorien Island.

Reykjavik omkring 1860

Samme dag, den 26. juni 1809, proklamerede Jørgen Jürgensen Islands uafhængighed fra Kongeriget Danmark, og erklærede sig selv som Islands beskytter. Titlen "beskytter" var en reference til Oliver Cromwells styre i England i årene efter den engelske revolution i 1640'erne.

Islændingenes reaktion på revolutionen

Indbyggerne i Reykjavik er sikkert blvet noget forundrede over de begivenheder, som havde udspillet sig i kirketiden, den søndag i 1809, men det betød ikke, at islændingene aktivt støttede omvæltningerne. Kort tid efter tilfangetagelsen af stiftamtmanden satte Jørgen Jürgensen en bekendtgørelse (proklamation) op i Reykjaviks gader. Den slog fast, at al dansk myndighed var ophørt i Island. Øen var fri og uafhængig af Danmark og i fred med andre lande. Alle gældsposter til den danske regering og til danske købmænd var ugyldige og skulle ikke betales. Kun indfødte islændinge kunne fremover bestride offentlige embeder. Da Jürgensen indkaldte repræsentanter fra amterne, som skulle udgøre en lovgivende forsamling, kom der ikke nogen. I en senere proklamation fra 1. juli 1809 sagde han bl.a.: "...at vi, Jørgen Jürgensen har taget bestyrelsen af de offentlige sager i egen hånd under navn af protector med bemyndigelse til at føre krig og slutte fred med fremmede magter – at krigsstyrken har udnævnt os til befalingsmand til lands og til vands, samt overdraget alle landets militære afdelinger – at Islands flag skal være blåt med tre hvide klipfisk deri, og love at vi forsvare dets ære med vort liv og vort blod." Islændingene tog det hele med sindsro, måske fordi de havde en forventning om, at øen var ved at blive besat af britiske styrker og muligvis annekteret. Og måske ville de vise sig som bedre koloniherrer end danskerne, som ikke var for populære på Island.

Af Jürgensens "Historical Account of a Revolution on the Island of Iceland in the Year 1809" fremgår, at han ikke havde planer om selv at regere Island. Han så sig selv som Islands "beskytter", indtil folket havde fået en grundlov, hvor den fattige mand havde lige så stor andel i regeringen som den fornemme. At der i hans proklamationer afsluttedes med "under vor Haand og Segl" forklarede han med, at person, som have oversat teksterne til islandsk, var vant til at oversætte dokumenter fra den danske stat. I sine proklamationer betegner han sig selv som "Beskytter af Øen Island og høistcommanderende til Lands og Søes". Titlen "protekter" er formentælig en reference til Oliver Cromwell, som efter at have fået dræbt kong Charles I i 1653 lod sig udnævne til "Lord Protector of the Commonwealth", så vores helt (eller skurk) har ikke været uden kendskab til Britisk historie.

Hundedagskongen

På Island blev Jørgen Jürgensen kaldt "Hundedagskongen", "Jörundur Hundadagakonungur", idet hans "regeringsperiode" var nogenlunde var sammenfaldende med de såkaldte "hundedage", fra 23. juli - 23. august, hvor stjernen Sirius er mest synlig på himlen. (Sirius, den stærkest lysende stjerne på himlen, er hovedstjerne i stjernebilledet "Store Hund" (Canis Major), hvorfor den også er kendt som Hundestjernen).

Siden skrev Jürgensen "Historical Account of a Revolution on the Island of Iceland in the Year 1809". Den udgør hovedmaterialet i Jürgensens forsvar for sine handlinger på Island.

Da jeg første gang læste om Jürgensen, kom jeg til at tænke på en film, som jeg så i 1956 eller 1957, "Der Hauptmann von Köpenick", "Kaptajnen fra Köpenick". Filmen, som er delvis autentisk, handler om en arbejdsløs skomager, Wilhelm Voigt, som klæder sig ud som en prøjsisk kaptajn (Hauptmann), tager kommando over en gruppe soldater, indtager rådhuset i Köpenick og beslaglægger kommunekassen. Hvis du har lyst til at læse denne historie, kan du klikke her

Revolutionens ophør

Den 26. august 1809 ophørte det nye styre lige så pludseligt, som det var begyndt. Den britiske regering blev informeret af andre engelske købmænd om sagen og det britiske krigsskib, "HMS Talbot", under kommando af kaptajn Alexander Jones blev sendt til Reykjavik, hvor man til stor forbavselse erfarede, at et engelsk skib og britiske købmænd havde været indblandet i omstyrtningen. Stiftamtmanden Grev Trampe blev løsladt og genindsat i sit embede, mens Jørgen Jürgensen blev ført til London og sat i fængsel. Grev Trampe tog med for at vidne, hans eneste tanke var at få udleveret Jürgensen til Danmark og få ham hængt. Hermed var det danske styre på Island genoprettet, paradoksalt nok af Storbritannien, som Danmark var i krig med. Grev Trampe forsøgte uden held at få Jürgensen idømt fængselsstraf for hans handling på Island, og da det ikke lykkedes, tog han forbindelse til sir Joseph Banks. Det menes, at denne henvendelse medførte, at der blev udstedt en engelsk kabinetsordre, hvorefter ikke alene Island men også Færøerne og Grønland blev undtaget fra krigstilstanden og blev betragtet som en neutral og venligsindet nation, og handelen blev givet fri.

Disse voldsomme begivenheder fandt sted i nationalismens tidsalder, hvor der formentlig også på Island havde været drømme om selvstændighed. Det islandske Alting, som blev grundlagt i år 930, havde i 1700-tallet fået frataget sin lovgivende magt og var i 1800 blevet opløst af de danske myndigheder - formentlig af frygt for, at det ville kunne blive et samlingspunkt for selvstændighedskræfter. I 1918 anerkendte Danmark Island som en suveræn stat, men i personalunionen med Danmark (dvs. med fælles regent, og Danmark stod for udenrigs- og sikkerhedspolitikken). Island opsagde personalunionen i 1944.

Jürgensen tilbage i London

Efter ankomsten til London sad Jørgensen i fængsel i et år, ikke for sit kup på island, men fordi han havde brudt sit æresord som krigsfange og forladt England. I fængslet begyndte han at spille og led efterfølgende af stærk ludomani og var til stadighed i gæld. Han begyndte også at drikke. I april 1812 flygtede han fra sine kreditorer og tog til Portugal og Spanien. Sidst på året blev han indlagt med dysenteri på Gibraltar og derfra overført til Portsmouth. Fra 1813-1815 sad han i fængsel for spillegæld. 1813 var for resten samme år, som den danske stat gik bankerot, men det er en helt anden historie.

Jürgensens tid som spion for den britiske efterretningstjeneste

Fra 1815-1817 arbejdede Jürgensen for den britiske efterretningstjeneste, som betalte hans kreditorer, så han kunne komme ud af fængslet. Han rejste rundt i Frankrig og Tyskland under dække af, at han samlede oplysninger til en rejsebeskrivelse, mens napoleonskrigene nærmede sig deres afslutning. Efter egne oplysninger overværede han slaget ved Waterloo, dog uden at deltage, men på afstand oppe i toppen af et bøgetræ havde han set Napoleons livvagt blive mejet ned. Han var i Frankfurt og Weimar (hvor han selvfølgelig traf Goethe og diskuterede kunst og politik med ham), og i Dresden, Berlin og Potsdam og Paris (hvor han på spillekasinoerne spillede som vanvittig). I Frankfurt så han tilfældigvis i et butiksvindue et af sin fars ure, og da han kom ind i butikken, så han et skibsur, som faderen havde lavet. Alexander Fraser, som var skotte og bosat i Frankfurt, handlede med urmaget Jürgen Jürgensen i København, og var henrykt over træffe hans søn. Og ikke alene inviterede han Jürgensen til at bo hos sig, hans betalte også hans hotelregning og lånte ham en god sum penge, inden Jürgensen rejste videre til Berlin, hvor han tilbragte adskillige måneder med druk og spil. Det var egentlig planen, at han skulle fortsætte til Polen, men nu havde han spillet og/eller drukket rejsepengene op, og han kunne ikke bede om rejsepenge endnu en gang på gesandtskabet. Hvad gør man så? Jürgensen opsøgte en gruppe af polakker, og efter amtaler med dem udfærdigede han en stemningsrapport over tilstanden i Polen og afleverede den til den britiske gesandtskab, som var udmærket tilfred med rapporten. I virkeligheden rejste han først videre til Dresden, da han måtte flygte over hals og hoved for sine kreditorer. Ak ja. I 1817 udgav han en fyldig beretning "Travels through France and Germany", uden dog heri at afsløre ret meget om sin egentlige virksomhed.

Jürgensen bliver dømt til døden i 1823

Da han vendte tilbage til London, boede han i en periode ganske tæt ved British Labrary. Her kunne han slukke sit glubende tørst efter viden, og han studerede historie, økonomi, teologi og nordisk mytologi - og sikkert meget andet. Desværre fortsatte han sin vilde livsstil, og de næste tre år gik tabt med druk og spil. Han skriver selv om den periode: "Dåret af det falske håb, som spillebordet uophørligt lokkede mig med, vovede jeg en lille indsats i forventning om at kunne formere den lille sum, jeg havde samlet. Men én gang vendt tilbage til tryllekredsen, var jeg ude af stand til at komme ud. I stedet for at gennemføre mine rejseplaner, tilbragte jeg de næste tre år af mit liv ved spillebordet i en stadig hvirvel af elendighed og skuffelse".

Whitehall set fra Trafalgar Square, 1839.

I maj 1820 blev han idømt endnu en fængselsstraf, denne gang for tyveri af nogle af sin værtindes ejendele, som han pantsatte for at fejre sin 40 års fødselsdag. Anklagen lød på tyveri/bedrag af en sum på 3 pund. Dommen lød på deportation til straffekolonierne i Australien i syv år. Det lyder som en hård straf, men det var en billig og effektiv måde for amfundet at skaffe mennesker til imperiets kolonier. Han blev i første omgang anbragt i en overfyldt celle i Newgate Prison, i folkemunde kaldt "Londons Bastille", hvorfra han sendte bønskrifter både til kongen George 4. og udenrigsministeren - dog uden større held, men det lykkedes dog derigennem at forhale deportationen. Der skulle gå tre år, inden dommen blev effektueret. En del af denne periode fungerede Jürgensen som assistent for fængslets læge, og han fortæller, at han uddelte omkring 40.000 doser medicin og behandlede flere end 900 patienter. Han fik nu en åbenbaring og begyndte af prædike for sine medfanger, hvilket blev accepteret af fængselspræsten.

Den 25. oktober 1821 blev Jürgensen benådet mod inden en måned at forlade England for bestandigt. Men igen blev han ramt af spillelidenskaben. De penge, han havde fået til rejsen, spillede/drak han op og måtte leve som en fredløs. Den 28. september 1822 blev han anholdt af politiet hos en gammel medfange fra Newgate-fængslet, som sikkert ville sikre sig en dusør. Den 3. januar 1823 blev Jürgensen dømt til døden og igen indsat i Newgate-fængslet. Efter indgriben af magtfulde vennner blev dommen konverteret til deprotation på livstid.

Jürgensen bliver deporteret til Hobart, Tasmanien

Sammen med 150 andre fanger tog han afsted på fangetransportskibet "Woodman" for aldrig mere at vende tilbage til England. Forholdene under turen var tålelige, og Jürgensen, som jo havde lidt medicinsk erfaring, assisterede skibslægen Rodmell. Ud for Vestafrika opstod der tropefeber om bord, og fire fanger døde. Og en morgen faldt Rodmell død om, ramt af feberen. Straffefange Jürgensen overtog nu lægejobbet på det feberbefængte skib, og det lykkedes at få sygdommen under kontrol. I Kapstaden fik de en ny skibslæge, Cornelius Kelly, og Jürgensen fortsatte som hans assistent.Den 29. april 1826 efter en sørejse på fem måneder ankom skibet til Hobart, Tasmanien. Det var 24 år siden, han første gang havde været på disse kanter. Dengang havde der boet omkring 400 kolonister under kummerlige forhold i vildnisset, nu lå der en by med omkring 5.000 indbyggere med en politistation, et fængsel, en regeringsbygning, banker, et hospital, kroer og en kirke. De blev mødt af øens viceguvernør, George Arthur, som formanede dem til et fromt og ærligt liv. I Hobart Town Gazette kunne man læse, at "Woodman" var ankommet med en last straffefanger, og blandt dem ver "en person, født i Danmark ved navn Jorgen Jorgenson, tidligere lægeassistent i London. Han var en intelligent mand, som talte flere sprog. Han var med til at grundlægge kolonien som første-styrmand på "Lady Nelson"."

Tilbage på Tasmanien

Jürgensen blev snart løsladt fra de fængselslignende forhold, og arbejdede en tid på fængselskontoret. De fleste straffefanger arbejdede hos bønderne eller i kulminerne. En dag opsøgte han politichefen og berettede, at han havde overhørt en samtale mellem nogle mistænkelige personer, som angiveligt var i besiddelse af nogle "Treasure Bills", statsobligationer. De måtte enten være stjålne eller forfalskede efter Jürgensens formodning. Politichefen bad Jürgensen fortsætte sine undersøgelser i de kriminelle kredse, og i januar blev falsknerne arresteret og falske obligationer for 4.000 pund beslaglagt. Politichefen sørgede for, at Jürgensen kom til at arbejde for det nyoprettede "Van Diemen's Land Company", som havde flere koncessoner på øen. Man formodede, at der befandt sig værdifulde mineralforekomster i det nordvestlige område.

Kompagniet bad Jürgensen om at undersøge og kortlægge det indre af den ufremkommelige, bjergrige ø, og den 2. september 1926 tog han afsted med en anden straffefange, Mark Logan, og en indfødt hjælper, Andy. I første omgang skulle de finde en vej over land til den nordvestlige kyst, en tur som i fugleflugtdlinie udgjorde omkring 300 km. Turen var anstrengende, og Jürgensen ikke i den bedste form. De var flere gange ved at drukne, fordi floder og vandløb var gået over deres bredder pga.afsmeltning af vinterens sne og voldsomme regnskyl. Det kom til at knibe med proviant, men heldigvis kunne Andy betjene en bue, hvilket skaffe dem en kærkommen kødforsyning. De mødte mange dem ukendte dyr undervejs, udover kænguruer og wallabies også det kattelignende rovdyr, som siden blev benævnt "den tasmanske djævel". Undervejs opdagede Jürgensen, at hans kompas ikke virkede på en bjergside, og han formodede, at der var jern i jorden. Siden viste det sig at være verdens hidtil rigeste tinmine, og udvinding i stor skale blev begyndt i 1873. Desværre måtte de opgive, da der blot manglede 75 km. Jürgensens betaling for den otte uger lange og strabadserende tur var otte pund. Jeg formoder, at det var mange penge den gang. Tilbage i Hobart offentliggjorde han artikler om ekspeditionen og beskrev som den første den indfødte befolknings levevis og kultur. Den 7. juni 1827 fik han af vice-guvernøren en såkaldt "ticket-of-leave", som satte ham i stand til at søge arbejde til normal løn. Han skulle dog være hjemme hver aften før kl. 22 og møde op en gang om ugen til kontrol.

Jürgensen bliver politikonstabel

I 18287 blev Jürgensen ansat som "under cover" politikonstabel i Oatlands, knap 100 km nord for Hobart. Ved at optræde anonymt, i perioder forklædt som postbud, infiltrerede og afslørede han en røverbande bestående af omkring 60 undvegne straffefanger, som lavede røverier mod de lokale farmere og også fremstillede illegal brændevin til smugkroerne. I maj 1829 ansøgte han viceguvernøren om benådning. Koloniministeriet i London imødekom hans ansøgning, men meddelelsen herom blev syltet, og først et år senere læste Jürgensen tilfældigvis om sin benådning i "The Gazette".

Udenfor politistationen i High Street i Oatlands er opsat en mindetavle for Jürgensen med følgende ordlyd: "For at mindes Jorgen Jorgensen, engang Lord Protector af Island, der deltog i grundlæggelsen af Risdon, Hobart og Port Dalrymple, 1803-1804, feltpolitimand og konstabel, Oatlands under Thomas Anstey, politichef, 1827.

Jürgensen møder Norah

I 1830 mødte Jürgensen Norah Corbett, som var født i 1800 i County Cork i Irland. Norah var som purung blevet gravid hjemme i Irland. Barnet var blevet taget fra hende og hun selv sendt til England, hvor hun stjal nogle 17 shillings fra sit herskab. For denne forbrydelse blev Norah idønt fængsel på livstid og sendt til Australien. Kvinder fik ofte hårdere domme end mænd, da der var mangel på kvinder i kolonierne. Hun kunne hverken læse eller skrive og var dybt alkoholiseret. Norah serverede på Campbell Town Inn, hvor hun fik indsigt i mange af de forbrydelser, der fandt sted i byen, og den viden delte hun med Jürgensen. Den 25. januar 1831 blev parret gift.

The Black War

I 1830'erne deltog Jürgenson i den berygtede "Black War", som var en voldelig konflikt mellem britiske kolonister og indfødte tasmanere, som næsten førte til udryddelsen af den oprindelige befolkning. Den britiske koloni på Tasmanien voksede hurtigt, hvilket i høj grad skete på de indfødtes bekostning, idet deres jagtområder blev stærkt reduceret, samtidig med at meget af vildtet forsvandt. Konflikten blev stort set udkæmpet som en guerillakrig af begge parter, og 600-900 aboriginere og mere end 200 britiske kolonister døde. Mange aboriginere blev efterfølgende deporteret til Bruny Island, hvor de uddøde i løbet af de næste 40 år.

Jürgensen blev for sin indsats belønnet med en 40 hektar jordlod, men opgav snart at dyrke den. ("De foretrak kruset for huset, og en tår frem for en gård"). I en kortere periode var han fangeinspektør, men efterfølgende flyttede parret til Hobart, hvor Jürgensen ernærede sig primært som skribent. Han skrev rejseberetninger, teologiske og økonomiske afhandlinger og avisartikler - også til den mere kulørte presse. I 1935 udkom hans første del af hans selvbiografi "A Shred of Autobiography" i "Hobart Town Almanack", og i 1838 udkom anden del af biografien, 120 sider. Han skrev også en afhandling med anvisninger på, hvorledes England kunne komme ud af sin gæld på 800 millioner pund. Norah spurgte meget pragmatisk: "Hvad så med vores gæld". Hun fik vistnok ikke noget svar. Som du ved, er det tit nemmere at løse naboens problemer end ens egne. Desværre var der ikke mange som læste afhandllingen. Måske burde den genoptrykkes i dag?

I 1832 tilbragte Norah 3 måneder i en arbejdslejr efter et værtshusslagsmål - og det var ikke sidste gang, at Norah sad inde. Ofte vaklede hun sanseløst beruet rundt i gaderne og tiggede penge til spiritus. Den 26. august 1835 blev Jürgensen ubetinget benådet, men parret fortsatte deres hårde tilværelse.

Jürgensens mor dør

Samme år modtog han en pakke fra København, som nåede ham gennem koloniministeriet og den danske ambassade i London. Det var broderen Fritz, som fortalte, at deres moder var død og havde efterladt Jørgen 2.000 rigsdaler samt forskelligt bohave. Jürgensen hyrede straks en lokal sagfører, som skulle sørge for at få overført pengene fra København. Der røg næsten en tredjedel af arven. Der gik mere end et år, inden pengene nåede frem, men Jürgensen overtalte sagføreren til at udbetale sig et forskud og brugte pengene på byens værtshuse. Senere lånte han penge af ågerkarle, og da pengene endelig dukkede op, var de på forhånd spist (drukket?) op af værtshusbesøg og sagførerregninger.

Kort efter modtog Jürgensen en total benådning, fra nu kunne han som en fri borger rejse hvorhen, han ville, sågar London og København, men han var klar over, at han næppe ville have nogen fremtid i Europa.

Norah og Jørgen Jürgensen afgår ved døden

Den 17. juli 1840 døde Norah af druk, kun 35 år gammel (ja, det lyder hårdt). Jürgensen døde den 20. januar 1841 på Colonial Hospital af lungebetændelse og blev begravet på den lokale kirkegård. Deres gravsteder er ikke bevaret.

I sin selvbiografi fra 1835, "A Shred of Autobiography" (En stump af en selvbiografi) havde Jürgensen skrevet:

Kronprins Frederiks bryllupstale til prinsesse Mary

Efter en lidt brutal afslutning nu til noget lysere og lettere. Et af de store højdepunkter ved kronprinsparrets bryllup den 14. maj 2004 var kronprins Frederiks smukke tale til sin (også smukke) brud under bryllupsmiddagen på Fredensborg Slot. Det er den tale, hvor han afslutter med et citat af Lars H.U.G – "kom lad os gå, kom lad os se – gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed". Her er et uddrag af talen, som kan findes på kongehusets hjemmeside (som jeg i en kort periode omkring 1995 var webmaster på :-):

"Kære Mary, I år 2000 i Sydney forenedes de 5 OL-ringe for 25. gang. Australien var for mig et ukendt og uudforsket kontinent, som bl.a. symboliseres i den femte og nederste olympiske ring. Jeg befandt mig på ukendt land blandt glade og feststemte fremmede. Min eneste bagage var på daværende tidspunkt mine høje forventninger til mit ophold samt en vis portion selvtillid.

Næsten 200 år tidligere var en anden dansker ved navn Jørgen Jürgensen ankommet under andre forhold, men ligeledes med stor forventning og selvtillid. Han forlod dog hurtigt Sydney og sejlede til Tasmanien – dit land – en stat i Australien. Her skabte han sig et rygte, som endte med at tage livet af ham.

Mine kilder

Først har jeg selvfølgelig surfet på det frådende internet og besøgt de mest gængse opslagsværker som wikipedia.com, historie_online.dk, historienet.dk, lex.dk, danmarkshistorien.dk og forsøgt at styre udenom de mest kulørte. Herefter var jeg på bibliotek.dk og fandt flere spændende bøger, som jeg satte mig for at læse. Heldigvis var de alle udkommet som e-bøger, som jeg kunne læse alle mulige steder, i bussen, i venteværelset og under langvarige Tour-de-France transmissioner på TV. Jürgensen selv var en flittig skribent, som skrev næsten uafbrudt gennem sit 61 år lange liv. I 1835 og 1838 udkom som tidligere nævnt hans selvbiografi "A Shred of Autobiography, Containing Various Anecdotes, Personal and Historical, Connected with these Colonies", Hobart. I 1892 udkom en dansk oversættelse: "Brudstykker af en selvbiografi. En eventyrers og straffefanges erindringer fra København, London og Tasmanien, med refleksioner over ret, straf, fængsler, deportation og kolonisering". Den er genoptrykt på Tusculanum i 2006. I British Library befinder sig et ikke-publiceret manuskript af ham: Historical Account of a Revolution on the Island of Iceland in the Year 1809.". Mange af hans breve er bevaret af modtagerne. Jeg tror ikke, at Jürgensen har været noget sandhedsvidne, og hans beskrivelser indeholder sikkert en del forskønnelser og fabrikation.

Den første bog, jeg læste, var Preben Dichs "Hundedagekongen. Beretningen om Jørgen Jürgensen, en dansk eventyrer og oprører, som skabte historie i to verdensdele", som udkom i 1985. e-bogsudgaven er fra 2019. Preben Dich, som er (var) journalist har leveret en velskrevet, underholdende og letlæst fortælling. Hvis du kun kan overkomme at læse én bog, vil jeg anbefale dig denne.

Den næste bog, jeg læste, var "Hundedage" (2015 på Lindhardt og Ringhof) af en af Islands største nulevende forfattere, Einar Már Guðmundsson, modtager af Nordisk Råds litteraturpris. Han beskriver den dramatiske periode omkring 1780-1840, som bl.a. omfatter den franske revolution. Jürgensens historie bliver vævet sammen med den såkaldte "ildpræst", Jón Steingrímsson, som ifølge overleveringen standsede det største vulkanudbrud i historien alene ved sin tro. Vulkanen Lakagígar gik i udbrud i 1783, der blev dannet en 27 km lang sprække med mere end 100 kratere, og floder fordampede. Udbruddet varede næsten et år, og nogle historikere mener, at dette udbrud indirekte forårsagede den franske revolution og kostede den franske konge hovedet, idet askeskyer ødelagde høsten og skabte hungersnød i Europa. Det er en sprudlende fortælling med masser af groteske skrøner, anekdoter og løgnehistorier med forfatterens kommentarer som baggrundstæppe. Alt er gennemsyret af humor. En stor læseoplevelse.

Og så opdagede jeg til min glæde, at "Den islandske revolution" var behandlet i min yndlingshistorieserie, "100 danmarkshistorier", som udgives på Aarhus Universitetsforlag. Seriens mission er at fortælle 100 danmarkshistorier via 100 bøger a 100 sider til 100 kr. pr. bog. "Den islandske revolution" (2018) er skrevet af historiker og museumsleder af Museum Amager, Søren Mentz og giver et fint overblik over det historiske spændingsforhold mellem Danmark og Island og det, han kalder "det glemte rigsfællesskab". Selv om den er skrevet af en historiker er den letlæst, og hertil kommer, at den er forsynet med mange, fine illustrationer. Søren Mentz har også medvirket i en podcast-serie på DR LYD, "De Lovløse", hvor sæson 1, episode 3-5 drejer sig om "Jørgen Jürgensen - Urmagerens søn". Du kan finde den ved at klikke her.