Peter Freuchen, journalist, forfatter og opdagelsesrejsende

En særlig tak til ekspeditionens kartograf,
Peter Freuchen, for den livsglæde, der
karakteriserer ham som kammerat, og den omhu
og dygtighed, der kendetegner ham som arbejder.
Hans forbavsende hårdførhed og nøjsomhed forlener
ham med store betingelser som arktisk rejsende.
Knud Rasmussen, 1910

Peter Freuchen (Lorenz Peter Elfred Freuchen) blev født den 20. februar 1886 i Nykøbing Falster som søn af købmand og manufakturhandler Lorenz Benzon Freuchen og Anne Rasmussen. Han var den næstældste i en børneflok på syv. Familien var vel ikke velhavende, men klarede sig godt. Peter blev opkaldt efter sin morfar, som havde være kaptajn og sejlet på de syv verdenshave. Familien ejede en lille båd, og om søndagen roede familien ofte tur ned gennem Guldborgsund med far ved roret og de store drenge ved årene. Et godt og trygt barndomshjem, som ofte blev besøgt af børnenes kammerater. Allerede som otte-årig fik Peter sin første lille båd, og han tilbragte megen tid på havnen, hvor han blev gode venner med søfolkene og lyttede til deres fantasifulde historier fra de fjerne lande. Det lagde formentlig grunden til den udlængsel og eventyrtrang, som kom til at præge hele hans liv.

Og så kom Peter i skole hos frk. Bøjesen i Nygade. Som 10-årig bestod han prøven til latinskolen (katedralskolen). Det blev en dårlig erfaring. Peter skrev selv: "Nogen dårlig discipel i skolen var jeg ikke. Nogen udmærket heller ikke. Visse fag interesserede mig, fordi der var lærere, der kunne give forståelse af en hensigt med faget. Resten af bundtet gik gennem mit liv som en plage. Jeg savnede f.eks. vejledning i dansk. Vores litteratur var ved at lukke sig op for mig, tænk hvor ville en interesseret lærer have haft indflydelse på det unge sind i disse år. Skolen var skidt - nu er det sagt." Da han fik den første karakterbog i skolen, var han nummer 5 ud af 21 elever. To år senere var han nummer 8 ud af 16. Og yderligere to år senere var han nummer 12 af 12 med et karaktergennemsnit på g-. Det eneste lyspunkt var en ny lærer, Oluf Krag, som var matematiker og skulle indføre den nye matematiske linie i den klassiske latinskole. Han vovede at behandle eleverne som mennesker, og mange skiftede til den matematiske linie på grund af ham. Oluf Krag var lærer på katedralskolen i Nykøbing Falster fra 1897-1918, hvorefter han blev rektor på Metropolitanskolen i København. Han blev siden venstre-politiker og minister flere gange.

På trods af de dårlige karakterer kom han i gymnasiet Han fik en begyndende interesse for at skrive, men fik megen kritik og ikke megen vejledning fra sin lærer. Det blev bedre, da klassen fik den gamle dansklærer tilbage, som skrev i Peters karakterbog: "Indholdet undertiden meget godt - i sidste stil fortrinligt - men stilene ligefrem vrimler af fejl." Sandt er det, at Peter også som voksen benyttede sig af en noget alternativ stavemåde - mere lydret end korrekt. De andre lærere var nogenlunde enige med dansklæreren. På trods heraf blev han student i 1904. Hans historielærer sammenfattede sin opfattelse af Peter således: "Peter tager sagerne alt for let, har jævnlig svært ved at dæmpe sit stærke livsmod."

Medicinstudiet

Efter studentereksamen tog Freuchen til København for at læse medicin. På den tid var filosofikum obligatorisk (det var tilfældet indtil 1971), men fagets bevidstløse udenadslæren bekom ham dårligt, og han tilbragte mere tid på fodboldbanen og i studenterforeningen, hvor der var underholdning og fest, end på universitetet. Her så han en dag en revy, som handlede om "Den litterære Grønlandsekspedition". Mylius-Erichsen var sammen med Knud Rasmussen, Harald Molkte, Jørgen Brønlund og Osasqaq netop vendt hjem i november 1904 efter en sejltur op langs Grønlands vestkyst og en slædetur tværs over Melvillebugten op til polareskimoerne i det nordligste Grønland. Her havde de været tvunget til at blive i næsten et helt år, inden de kunne komme hjem. Freuchen, der som barn havde læst om ekspeditioner i det ugæstfri Grønland, var meget fascineret.

Trods mangelfulde studier bestod Freuchen filosofikum, og han kunne nu smykke sig med titlen cand.phil. Medicinstudiet bekom imidlertid ikke Freuchen vel, ej heller voluntørgerningen på Frederiks Hospital. Da der gik rygter om, at Mylius-Erichsen planlagde en ny ekspedition, besluttede Freuchen i 1906 at forlade studiet og forsøge at komme med på Mylius-Erichsens ekspedition.

Danmark-ekspeditionen 1906-1908

20 år gammel opsøgte Freuchen Mylius-Erichsen og meldte sig som interesseret deltager i den såkaldte Danmark-ekspedition, hvis formål var at kortlægge hidtil ukendte dele af Nordøstgrønland. Mylius-Erichsen forespurgte om Freuchens egnethed hos to af dennes tidligere gymnasielærere, og Oluf Krag tilrådede Mylius-Erichsen at tage Freuchen med på ekspeditionen. Hovedformålet med ekspeditionen var at konstatere, om det, som amerikaneren Robert Peary kaldte for "Peary-kanalen" var en kanal eller en bugt, eller med andre ord om Peary-land var landfast med Grønland eller ej. [Hvis området nord for Peary Kanalen var en ø, forventede/frygtede Danmark, at USA ville gøre krav på området]. Mylius-Erichsen syntes godt om Freuchen og tilbød ham at komme med som fyrbøder. Billedet til højre viser Peter Freuchen på "Danmark" kort før afrejse med Danmark-ekspeditionen. Til venstre hans søster Ulla. Til højre hans far Lorenz Freuchen og broderen Ib. Billedet tilhører Nakskov nationalhistoriske Arkiv.

Da Freuchen ikke havde nogen erfaring som fyrbøder, kom han først med på "S/S Hans Egede" på årets første rejse til Grønland. Det kunne lige nås, inden de selv skulle afsted. Med på "Hans Egede" var også Jørgen Brønlund, som Mylius-Erichsen havde sendt til Grønland for at købe skindtøj og slædehunde. Freuchen var i land først i Godthaab og siden i Holsteinsborg, hvor han var både til kaffe- og dansemik. På hjemturen lagde de ind til Stornoway i Skotland for at laste kul.

Danmark-ekspeditionen forlader København 1906

Den 24. juli 1906 stævnede det gode skib "Danmark" ud fra København med 25 mand om bord foruden en flok hunde, en mængde proviant og andet udstyr, idet man formodede, at ekspeditionen ville vare to måske tre år. Efter et kort ophold i Frederikshavn gik turen op langs Norges kyst. På Færøerne samlede man tre grønlændere op, heriblandt Jørgen Brønlund. Planen for ekspeditionen var at sejle med skib så langt mod nord som muligt for derefter at fortsætte med hundeslæde langs med kysten og kortlægge området. Undervejs blev Freuchen sat til at sy anorakker, seletøj til hundene og soveposer til slædeturens deltagere. Han havde hjemmefra lært at betjene en symaskine, så grønlænderne skar for, mens Freuchen syede.

De første måneder i Grønland

Efter en drøj sejltur gennem storisen nåede de i august 1906 frem til østkysten, meget tæt på det planlagte sted. Den 16. august lagde til i en velegnet bugt, hvor skibet kunne overvintre. Stedet døbte de meget passende "Danmarks Havn", og inde på land byggede de en hytte, "Danmarks Minde"- i daglig tale blot "Villaen" Der blev også rejst en varde (stensætning), hvori der blev nedlagt en rapport om rejsens forløb indtil da. Positionen var 77° nordlig bredde. Området herfra og nordpå var ukendt og skulle kortlægges af ekspeditionen.

Nu begyndte en tid med nyttige aktiviteter. Ved hjælp af skibet blev der udlagt nogle depoter til brug for slæderejsen nordpå det følgende år. Jagtmulighederne blev undersøgt, og der blev trænet i slædekørsel. En del af tiden blev brugt på småekspeditioner for at skaffe kød og for at give de mange videnskabsfolk mulighed for at foretage opmålinger og indsamle informationer. Og så glædede man sig til ekspeditionerne nordpå det kommende forår.

Freuchen blev assistent hos den tyske videnskabmand Alfred Wegener, der fungerede som ekspeditionens meteorolog. Han var egentlig geofysiker, men intereserede sig meget for arktisk klimatologi. Tre gange om dagen måtte Freuchen op til målerskabene i fjeldet, hvori var anbragt termometre og barometre. Dem skulle han aflæse og indføre resultaterne i observationsbogen. Én gang om måneden skulle Freuchen foretage 24 timers observationer, dels på land, dels på isen og endelig fra tønden på stormasten. Freuchen var også med på hvalrosjagt og skød - angiveligt - selv fem af de store dyr. Nu var ekspeditionens problemer med hundefoder løst. Det var skik og brug på ekspeditioner, at der blev "udgivet" en intern avis, Polar-Posten, hvori døgnets hændelser blev præsenteret, oftest på en humoristisk måde, og det var Freuchen, som var redaktør og også leverandør af det meste af stoffet. Nedenfor er vist et uddrag af dagens avis, forfattet af Freuchen.

Næsten hele vinteren 1906-1907 tilbragte Freuchen i en hytte, 60-70 km fra skibets tryghed, varme og selskab, optaget af meteorologiske målinger. Stedet blev kaldt Pustervig, da det altid blæste der, koldt og ubarmhjertigt. Til tider havde han selskab, det meste af tiden var han alene. Hytten, som snarere var et skur, var ikke stor, og i løbet af vinteren blev den stadig mindre. Der var ingen ventilation i hytten, og da han kogte og åndede derinde, blev islaget på gulvet og væggene tykkere og tykkere. Julen over fik han selskab af Jens Gundahl. Kokken havde lavet lidt lækkerier til de to mænd. Læse kunne de ikke, da bogsiderne var frosset til isklumper. Peter Freuchen holdt ud på sin post til den 22. april 1908, hvor han vendte tilbage til skibet. Han har sikkert frembudt et mærkværdigt syn, idet han havde presset sin lange krop - han var knap 2 meter høj - ind i den kedeldragt, som han havde anvendt, da han arbejdede som fyrbøder. Da Achton Friis studere ham nærmere, sagde Freuchen: "Nå-å. Jaså, De kiggger på mine ben! Ja, de har jo slået sig lidt derinde, er blevet en hel del skæve af fugtigheden og det trange rum inden for de fire vægge. Men De skal se, at det retter sig nok alt sammen igen, når de får en smule sol.". Altid god for en sjov bemærkning - tit selvironisk.

Slædeturen nordpå 1907

Mylius-Erichsen havde udvalgt deltagere til slædeturen, alle havde erfaring med rejser under arktiske forhold. De blev inddelt i fire hold:

Hold 1, som skulle finde Peary-kanalen: Mylius-Erichsen, Høgh Hagen og Jørgen Brønlund, grønlænder (og Knud Rasmussens barndomskammerat).

Hold 2, som skulle kortlægge østkysten op til Pearys varde: J.P. Koch, Aage Bertelsen, og Tobias Gabrielsen, grønlænder og fanger.

De to hjælpehold skulle assistere hold 1 og 2, og de skulle bl.a. lægge depoter ud, som holdene kunne bruge på hjemturen. Herudover skulle hjælpeholdene på tilbageturen foretage opmålinger og observationer.

Den 28. marts 1907 tog de fire hold med i alt 10 mand og omkring 80 hunde afsted, hver mand havde sin egen hundeslæde. Det erklærede mål var, at hold 1 og 2 skulle nå Grønlands nordspids i løbet af sommeren og snarest efter vende tilbage til udgangspunktet, hvor skibet ventede. Inden afgangen udtalte Mylius-Erichsen disse ord, formentlig for at berolige de fire slædehold: "Det er så sikkert, som at jeg står her, at vi når Grønlands nordspids og vender tilbage hertil i sommer – alle!".

Rejsen var anstrengende, dels på grund af dårligt føre, dels på grund af brede revner i isen, som tvang holdene til at tage store omveje. Længere mod nord lagde isskruninger i havisen hindringer i vejen, og det krævede store anstrengelser af hunde og mænd at passere dem. På et tidspunkt skød Brønlund og Gabrielsen en hunbjørn og 2 unger, men da de nedlagte dyr blev bragt hen til slæderne, kunne mændene ikke forhindre de sultne hunde i at kaste sig over kødet. Da de to fangere i løbet af natten nedlagde endnu en isbjørn, kunne mændene nu i fred og ro få lov til at partere byttet.

Forbi Mallemukfjeldet

Midt i april nåede ekspeditionen frem til et kæmpemæssigt fjeld, der strakte sig langt inde fra land og ud mod havet. Omkring fjeldets tinder kredsede stormfugle i stort antal, og holdet døbte det Mallemukfjeldet - mallemuk er betegnelsen for en stormfugl. Fjeldet, som ligger på 80° nordlig bredde, er særdeles vanskeligt at passere. Brønlund og Mylius-Erichsen gjorde et forsøg på at komme op over, men Mylius-Erichsen faldt i en gletscherspalte og kom kun op med Brønlunds hjælp. Den 22. april blev Hjælpehold 1 sendt tilbage til skibet, mens de øvrige otte mand fortsatte uden om Mallemukfjeldet. Nyisen var tynd, og et sæt hunde faldt i vandet. Det har ikke været rart at tænke på, at om et par måneder skulle de formentlig samme vej tilbage, og til den tid ville der være endnu mindre is at køre på.

På den videre fart nordover navngav de land: Ingolf Fjord og Amdrup Land (81° nordlig bredde). Nu blev også Hjælpehold 2 sendt tilbage; der blev holdt afskedsfest og byttet hunde, sådan at Hold 1 og 2 fik de bedste hundespand. Desværre viste det sig, at kystlinien bøjede mod øst og ikke som antaget mod vest. Rejseafstanden blev derved godt 250 km længere end forventet, og man kom i tvivl om, hvorvidt man havde tilstrækkelig proviant. Den 1. maj, da holdene nåede Grønlands østligste punkt, som døbtes Nordøstrundingen, skiltes deres veje: Hold 1 med Mylius-Erichsen fortsatte mod vest ind i Independence Fjorden, mens Hold 2 med Koch kørte over havisen mod Peary Land. Provianten fordeltes ligeligt mellem de to hold.

Hold 2 når frem til Peary Land

Efter en uges strabadser nåede hold 2 frem til den østlige pynt af Peary Land. Mændene var på sultekost, og hundene var vilde af sult. Da var de så heldige at støde på en flok moskusokser, og det lykkedes dem at nedlægge omkring 15 stykker. Hundene åd hæmningsløst af dyrenes indvolde, og det rigelige kød gav alle godt humør og fornyede kræfter. Den 12. maj hen under aften kom de til den varde, som Robert Peary havde rejst 7 år tidligere. På billedet ved siden af ses Tobias Gabrielsen ved Pearys varde på Kap Wyckhoff. Koch nedskrev holdets oplevelser, deponerede dem i varden - en såkaldt vardeberetning - og tog selv Peary´s beretning med. På toppen af varden plantede de Dannebrog. Holdet fortsatte yderligere 75 km nordpå til Kap Bridgman, rejsens nordligste punkt. Også her rejstes en varde, og også denne gang hejste de Dannebrog og tog landet i dansk besiddelse. Landet syd for Independence Fjord døbte de Kong Frederik VIII Land. Herefter indledte de hjemturen til basen i "Danmark Fjorden".

Holdene mødes igen

Den 29. maj mødte de nærmest ved et tilfælde Mylius-Erichsens hold, som var på vej mod nordvest. Koch fortalte stolt til Mylius-Erichsen, at de havde fuldendt kortet - Grønlands kyst var nu tegnet færdig - men hvorfor var Hold 1 på vej nordpå? Mylius-Erichsen fortalte, at hans hold var løbet ind i en blindgyde. De havde været inde i en 200 km lang sydvestgående fjord i den tro, at det var Independence Fjord, men det viste sig imidlertid, at det var en anden fjord, som de navngav "Danmark Fjorden". De var i færd med at arbejde sig rundt om fjorden, da de to hold mødtes tilfældigt på den yderste pynt af fjorden. Mylius-Erichsen var tydelig skuffet; her stod den ambitiøse leder af den stort anlagte ekspedition uden personligt at have nået et nævneværdigt resultat. Det var sent på foråret, sneen var blød om dagen, og flere steder sås havet gennem havisen. Koch mente derfor, at de hurtigt måtte tage tilbage for ikke at blive fanget af åbent vand og dermed afskåret fra basen i Danmarks Havn 750 kilometer sydligere. Mylius-Erichsen var tilsyneladende enig, og de aftalte sammen at tiltræde tilbagerejsen den følgende morgen. De fejrede gensynet med et godt måltid; Kochs hold havde haft jagthelt, så de kunne godt tillade sig den luksus.

Næste morgen havde Mylius-Erichsen imidlertid skiftet mening. Måske havde det været det uløste opgave med Peary-kanalen, der havde plaget ham. Måske havde han ikke kunnet bære tanken om at vende tilbage til sine mænd uden noget resultat. I hvert fald meddelte han Koch næste morgen, at han med sin gruppe ville bruge et par dage på at udforske Independence Fjorden. Koch var klar over, at han ikke kunne overtale Mylius og sagde, at han, Bertelsen og Tobias Gabrielsen ikke ville bruge af de udlagte depoter på deres tilbagerejse. Så kunne Mylius-Erichsens gruppe spare tid ved ikke at skulle gå på jagt. Derefter skiltes de to holds veje igen.

Hold 2 når tilbage til basen

Hold 2 nåede tilbage til Mallemukfjeldet og konstaterede til deres glæde, at der er havis. Havde der været åbent vand, ville de været nødt til at "oversomre" på stedet. Takket være Tobias Gabrielsens store færdigheder som slædekusk lykkedes det dem at passere det frygtede Mallemukfjeld. Den 23. juni 1907 efter 88 dages hård kørsel nåede de tilbage til "Danmark", hvor de forenedes med deres kammeraterne. Deres lusebefængte tøj blev afbrændt på stranden, hvorefter de fik et tiltrængt bad, rent tøj og et solidt måltid. De berettede om, hvad der var sket, og ventede nu sammen med de øvrige på, at Mylius-Erichsen, Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund skulle dukke op i løbet af et par dage. Den ene dag gik efter den anden, uden at deres kammerater dukkede op. På denne årstid var havisen ikke farbar langs kysten, og det stod alle klart, at Hold 1 måtte tilbringe sommeren oppe nordpå. Først om 3 måneder ville det være muligt at komme dem til hjælp, når nyisen igen ville gøre det muligt at foretage slæderejser. Det blev efterår, og de tre mænd var endnu ikke kommet tilbage. Den 22. september kunne havisen igen bære, og der blev sendt en undsætningsekspedition afsted. Leder var Gustav Thostrup, som var en erfaren slædekører med godt kendskab til kysten nordpå. Desuden deltog Johannes Lindhard, ekspeditionens læge samt Tobias Gabrielsen, som måske var ekspeditionens bedste slædekusk. Det viste sig, at alle depoterne helt op til Mallemukfjeldet var urørte. Da hundene ikke kunne holde til mere, blev man nødt til at vende om uden resultat. Flere af hundene døde undervejs, og blev straks ædt af de øvrige. Da man var tilbage i basen sidst i oktober måned, forberedte man sig på at overvintre i Danmark Fjorden.

Jørgen Brønlunds lig bliver fundet

I løbet af vinteren blev der planlagt endnu en ekspedition for at finde de tre savnede kammerater. Der var ingen, der troede, at man ville finde dem i levende live, men måske deres lig og deres dagbøger. Koch og Tobias Gabrielsen meldte sig frivilligt til turen, hvilket blev accepteret af de øvrige. Koch gjorde opmærksom på, at han og Tobias Gabrielsen muligvis ville fortsætte helt til Kap York på vestkysten, hvorfor skibet ikke skulle vente længere end til den 1. juli, inden det vendte tilbage til Danmark. Den 10. marts 1908 genoptog Koch og Tobias Gabrielsen eftersøgningen og nåede efter kun ni dage frem til depotet ved Lambert Land. De konstaterede, at der var fjernet to kasser proviant, en dunk petroleum og en stabel tøj fra depotet, og da de foretog en nærmere eftersøgning, opdagede de en tilsneet indgang til en klippehule. Herinde fandt de Jørgen Brønlunds lig. Over ham lå hans ladte bøsse, og desuden fandt de et kogeapparat og to proviantkasser. I den ene proviantkasse fandt de en flaske indeholdende Høeg-Hagens kortskitser samt Jørgen Brønlunds dagbog. Den var skrevet på grønlandsk, dog er en enkelt side på dansk:

"Omkom 79'Fjorden efter forsøg Hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned. Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket. De andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2½ mil. Hagen døde 15 november og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund"

Koch fandt ikke de to andres lig: dels var Brønlunds angivelse af stedet meget upræcis, dels lå sneen så tykt overalt, at de døde i det store område ville være aldeles skjult under snemasserne. Til sidst dækkede de Brønlunds legeme med noget træværk og klæder og kastede hulen til med sne. Koch tog afsked med sin døde rejsekammerat med ordene: "Farvel Brønlund. Du var os en god kammerat", hvorefter de begav sig tilbage mod basen.

Hvad var der sket?

Efter at være skilt fra Hold 2 bevægede Hold 1 sig, som vi ved, mod vest for at nå Kap Glacier i bunden af Independence Fjord. Da de kom dertil, hejste de Dannebrog og byggede en varde, men holdet var nu fanget i den arktiske sommer med tøbrud og våd, tung sne. Provianten slap op, og slædeføret var så tungt, at det var nærmest umuligt for hundene at klare strabadserne. De besluttede derfor at oversomre ved Danmark Fjord og afvente bedre slædeføre. De havde tidligere truffet moskusokser i området, så de håbede at kunne ernære sig ved jagt. Men jagtudbyttet var ringe, og kræfterne svandt. Først den 12. september kunne de forlade området, som de kalder Ulvebakkerne, og begive sig af sted. Vi ved ikke hvilken rute, de valgte tilbage til "Danmark", men de havde ikke taget den aftalte rute langs kysten, da de udlagte depoter er urørte. Den eneste viden, vi har, om Hold 1's sidste dage er fra Jørgen Brønlunds dagbog - mere herom senere.

Ekspeditionens tilstand var elendig. Kun fire sultne hunde tilbage til at trække den sidste slæde. Deres fodtøj var slidt op. Mørketiden var begyndt. Det blev stadig koldere. Og de havde intet kendskab til det område, som de færdedes i. Men de skulle nå frem til depotet på Lambert Land, for her ville deres kammerater søge efter dem. Ikke langt fra depotet på Lambert Land kunne Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen ikke klare mere. Kun Jørgen Brønlund nåede frem til depotet, hvor han fandt sin død. Man kan undre sig over, at Brønlund ved præcist, hvornår Hagen døde, men kun kan angive et omtrentligt dødstidspunkt for Mylius-Erichsen. En forklaring kan være, at Brønlund efter Hagens død har forladt deres lejr enten for at gå på jagt eller for at finde depotet på Lambert Land, og så ved sin hjemkomst fundet Mylius-Erichsen død.

Afslutning af Danmarksekspeditionen

I slutningen af marts 1908 nåede Koch og Tobias Gabrielsen tilbage til "Danmark" med det sørgelige budskab. På skibet undrede man sig over, at Koch og Gabrielsen ikke havde gjort mere for at finde ligene af Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen. Den nye leder af ekspeditionen, premierløjtnant Alf Trolle besluttede, at der skulle sendes en eftersøgningsekspedition afsted, men det blev aldrig til noget. I stedet begrænsede man sig til nogle mindre ekspeditioner, hvor man især studerede det store isfri område vest for Danmarks Havn. Efterhånden som ekspeditionsholdene kom tilbage, blev de indsamlede materialer pakket ned.

Inden "Danmark" sejlede afsted den 22. juli, byggede mændene en fire meter høj varde med et trækors øverst til minde om Mylius-Erichsen, Høgh Hagen og Jørgen Brønlund.

Peter Freuchen om Mylius-Erichsen

I sin erindringsbog skriver Freuchen følgende om Mylius-Erichsens lederevner: "Mylius var vi alle kommet til at holde af. Hans fejl og manglende evner som leder af en videnskabelig ekspedition havde ikke skadet hans personlige popularitet. Nu var han død. Hvis han havde ejet en J.P. Kochs ordenssans og regelbundne rejsemetode, var andet sket. Men Mylius var Mylius, ham tilkommer æren for at have skabt denne ekspedition. Han betalte med sit liv for sin berømmelse."

"Danmark" ankommer til København

Den 23. august 1908, en søndag formiddag, ankom "Danmark" til København med Dannebrog på halv. Ekspeditionens medlemmer fik en storslået modtagelse af politikere, pårørende og honoratiores. Alle deltagerne modtog fortjenstmedaljen i sølv med indskriften "Danmark-Ekspeditionen 1906-1906" samt en hæderspris på 1000 kr. Mylius-Erichsens enke fik tilkendt en livsvarig ydelse på 1800 kr om året. Samme år tildelte Det Kongelige Danske Geografiske Selskab Mylius-Erichsens enke guldmedaljen for ægtemandens fortjenstfulde indsats.

I 1909 skriver Achton Friis "Danmark Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst", som er Danmarksekspeditionens officielle redegørelse. Bogen skulle (selvfølgelig) have været skrevet af Mylius-Erichsen.

Eftersøgningsekspeditioner

Under forhøret i Sø- og Handelsretten i København i 1908 forklarede J.P. Koch, hvorfor man ikke havde foretaget en eftersøgning efter ligene af de to savnede. Det skyldtes dels de store snemængder, dels at de stedsangivelser, som Jørgen Brønlund havde anført i sin dagbog, var både uforståelige og upræcise. Der opstod forskellige rygter og myter i offentligheden om, hvad der var sket, og dele af pressen anklagede ekspeditionen for "dårlig og planløs forberedelse". Desuden rettedes beskyldninger mod Mylius-Erichsen om at have handlet "tåbeligt og letsindigt" ved ikke at have fulgt med Kochs slædehold sydover tilbage til basen.

Nationaltidende bad polarforskeren Ejnar Mikkelsen, som netop var vendt tilbage fra en ekspedition til Alaska, om at kommentere beskyldningerne. Ejnar Mikkelsen udtalte, at han kendte Koch så godt, at han med sikkerhed kunne sige, at denne ville have fortsat eftersøgningen, hvis der havde været noget som helst håb om at finde de omkomnes lig. Vedr. Mylius-Erichsen sagde Ejnar Mikkelsen: "Jeg kender noget til Mylius-Erichsen, og jeg kunne fortræffeligt tænke mig, at han, som var en meget ærgerrig natur, har følt skuffelse ved at sammenligne Kochs arbejde med sit eget. Vi ved også, at han havde bestemt sig til at vende om, da han mødte Koch, og man kan da nok regne ud, at han er blevet inciteret af det nydelige resultat, den anden har begået. Det er den slags ting, man sagtens bagefter kan karakterisere som dumhed, men enhver, der har forskerblodet og opdagerblodet i sig, kender den rasende lyst til at nå videre, længere og mere end alle andre. Den er næsten ikke til at betvinge. Hvad jeg ville have gjort? Jeg ville sikkert have handlet som Mylius.",

Alabama-ekspeditionen, 1909-1912

I 1909 sejlede skibet "Alabama" fra København med kurs mod Østgrønland. Ejnar Mikkelsen (1880–1971) var leder af ekspeditionen, der skulle finde yderligere oplysninger om de tre omkomne fra Danmark-ekspeditionen, Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg-Hagen. På Island kom endnu en passager ombord, Iver P. Iversen, der skulle med Ejnar Mikkelsen på ekspeditionen over indlandsisen. Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen kørte med hundeslæde fra Shannon Island til Lambert Land, hvor det lykkedes dem at finde Brønlunds grav med hans dagbog, et kort samt flere vardeberetninger af Mylius-Erichsen. De dækkede Brønlund til med et ligklæde, som de havde fået med af fru Mylius-Erichsen.

I foråret 1910 tog Mikkelsen og Iversen over indlandsisen til bunden af Danmark Fjorden, hvor de fandt Mylius-Erichsens varder med forskellige beretninger. Efter store strabadser nåede Mikkelsen og Iversen i august 1910 frem til Brønlunds grav. Her byggede de en varde og efterlod bl.a. deres dagbog for det tilfælde, at de skulle omkomme undervejs til skibet på Shannon Island. Da de kom tilbage til vinterkvarteret, var skibet skruet ned af isen, og besætningen rejst hjem med en norsk sælfanger. De havde dog efterladt en hytte, bygget af tømmer fra Alabamas vrag. Her måtte de to mænd opholde sig de næste to år, indtil de blev undsat af en norsk sælfanger.

I bogen "Farlig Tomandsfærd" fortæller Ejnar Mikkelsen om deres rejse med hundeslæde - to mennesker fuldstændig afskåret fra omverdenen i næsten tre år. Underholdende læsning.

Jeg har begået en biografi om Ejnar Mikkelsen. Skulle du have lyst til at læse den, kan du bare klikke her.

Peter Freuchens møde med Knud Rasmussen

Forud for Danmark-ekspeditionens afrejse havde Peter Freuchen mødt Knud Rasmussen, som udtrykte betænkeligheder ved ekspeditionens fodtøj, som han fandt mangelfuld og uegnet. Desværre fik han ret, da dårligt fodtøj var en del af forklaringen på, at de tre rejsende havde sat livet til. Da Koch fandt Brønlunds lig, var hans fødder omviklet med klude. Anden gang de sås var i Bergen, hvor "Danmark" lagde ind på hjemvejen fra Grønland. Knud Rasmussen skulle skrive en nekrolog over Mylius-Erichsen. Hendrik og Tobias, de to grønlandske ekspeditionsmedlemmer, tog efter rejsen med Freuchen hjem til Nykøbing, og siden boede de en tid i Lynge Præstegård hos Knud Rasmussens forældre.

Freuchen bliver journalist

Efter hjemkomsten boede Freuchen et halvt års tid hos J.P. Koch, som bl.a. underviste Freuchen i tegning af kort. Han genoptog sine studier og bestod også en prøve i kemi, men lysten manglede. I stedet blev han journalist og skrev bl.a. artikler til Kristelig Dagblad og også til den kulørte del af ugepressen. I foråret 1909 blev han kontaktet af Politiken. Den amerikanske opdagelsesrejsende, Frederick Albert Cook havde efter eget udsagn nået Nordpolen som den første den 21. april 1909, og nu var han på vej til København på grønlandsskibet "Hans Egede", som havde samlet han op i Jakobshavn. Kunne Freuchen, som jo var en slags polarekspert, ikke skrive en artikel til avisen? Det blev hans første job ved avisen. Freuchen blev sendt til Helsingør, hvor han mødte Cook. Freuchen havde en fornemmelse af, at der var noget galt med Cooks fortælling, det virkede, som om han ikke havde helt styr på kendsgerningerne. Men autoriteterne troede på Cook, som var i gang med at offentliggøre sin rejseberetning. Læsning af beretningen bestyrkede Freuchens mistanke på grund af flere faktuelle fejl og mistænkelige forhold. Mens man fejrede Cook, indløb et telegram, som hævdede, at Peary havde været på Nordpolen, og at Cook (crook?) var en svindler. Københavns Universitet nedsatte en kommission til bedømmelse af sagen, og den ikke alene godtog Cooks påstand men også udnævnte ham til æresdoktor. Freuchen skrev sammen med en engelsk journalist en artikel, der i "Daily Chronicle" hævdede, at Cook var en svindler. Knud Rasmussen kunne nogle år senere efter samtaler med de involverede inuitter afsløre, at disse og Cook ikke havde været i nærheden af Nordpolen. Jeg kan fortælle, at Cook i 1923 fik en langvarig fængselsdom for økonomisk svindel med falske olieaktier, men det er en helt anden historie.

Oprettelse af en handelsstation i Thule

Knud Rasmussen havde en plan. Han ville oprette en handelsstation i Thule oppe blandt polareskimoerne, og denne station skulle udover handelsstation være base for videnskabelige undersøgelser af landet og dets beboere. Thule blev opdaget af den engelske opdagelsesrejsende James Baffin i 1616, men der gik et par hundrede år, før James Ross opdagede, at området var beboet. Der udviklede sig en del tuskhandel mellem de 2-300 eskimoer og fortrinsvis skotske hvalfangerskibe, som kom forbi og byttede knive mv. for skind. Sidst i 1800-tallet begyndte Robert Peary at benytte Thule som base for sine ekspeditioner mod nordpolen. Der var ingen danske ekspeditioner til Thule før Den Litterære Ekspedition i 1902. Knud Rasmussen havde været i forbindelse med staten om oprettelse af en handelsstation, men den ikke ønskede at deltage. Man var formentlig bekymret for at fremprovokere en reaktion fra fremmede magter som USA, England og Norge.

På det tidspunkt havde Danmark alene overøvrighed over den koloniserede del af Grønlands vestkyst op til Melvillebugten. En hvilken som helst nation kunne tage den øvrige del i besiddelse, og der var rygter om, at den norske polarforsker, Otto Sverdrup, havde planer om at oprette en fangststation ved Smithsund mellem Grønland og Canada.

Derimod så staten gerne oprettet en missionsstation, som kunne omvende de stakkels hedninge til gode kristne. I 1909 etablerede Det Danske Missionsselskab og Den Grønlandske Kirkesag missionsstationen Nordstjernen med hjælp fra Knud Rasmussen. De første præster i Thule, grønlænderne Gustav Olsen og Sechman Rosbach, var begge gode venner af Knud Rasmussen, den sidste endda legekammerat fra barndomsårene i Jakobshavn.

Da Knud Rasmussen indviede Freuchen i sine planer om oprettelse af en handelsstation i Thule, var Freuchen straks fyr og flamme. Hans muligheder i tilværelsen, som han selv opfattede dem, var enten at færdiggøre sine stueier og blive "en skikkelig læge", som han skrev i "Min Grønlandske Barndom", eller blive sømand eller journalist. Men han var allerede smittet med den livsfarlige "polarvirus", og hans morfars eventyrblod rullede i hans årer, så han takkede ja til Knuds tilbud. Handelsstationen skulle forsyne polareskimoerne med skydevåben, knive og andre redskaber, og til gengæld skulle de kunne indhandle først og fremmest ræveskind. Desværre havde de ingen penge, og staten nægtede fortsat at medvirke. For at skaffe finansiering tog de på en foredragstourné rundt i landet. De købte - på kredit - et lysbilledapparat, og den ene betjente apparatet, mens den anden fortalte. Men det skæppede desværre ikke meget i kassen. Knud var den 10. marts 1910 blevet gift med Dagmar Andersen, og Knud lånte de 25.000 kr, som hendes velhavende far havde givet sin datter med ind i ægteskabet.

Freuchen havde en veninde, Michella, som efter sigende var den smukkeste pige i byen. Hun bad sin far, grosserer Christian Erichsen, om at kontakte en ven af familien, Adam Biering, som var blevet velhavende på udvinding af olie ved Baku ved Sortehavet. Og en dag indløb et telegram om, at Biering ville låne dem penge til projektet. Staten ønskede som nævnt ikke at deltage, og det skulle snart vise sig, at de rent faktisk modarbejdede projektet. De chartrede en 3-mastet skonnert, "Motor", med en 16 HK hjælpemotor. Det var et udmærket fartøj, men ikke forsynet med ishud eller andre forstærkninger af skroget. Efter en vellykket prøvesejlads på Øresund blev afrejsetidspunktet fastsat til den 16. juli 1910. Alt var klart - men hvor var Knud? Det viste sig, at myndighederne havde forbudt inspektørerne i Grønland at udlevere hunde til ekspeditionen, hvilket medførte, at ekspeditionen ikke kunne gennemføres. I sidste øjeblik lykkedes det dog Knud, som havde mere end normale overtalelsesevner, at få de nødvendige tilladelser.

Sejladsen op langs den grønlandske vestkkyst var nærmest én lang fest. Da de nærmede sig Diskobugten, ville Knud gå ind til Godhavn for at anskaffe ting, som de ikke havde kunnet få i København. Ganske vist havde ekspeditionen fået forbud mod at gå ind til Godhavn, men Knud vidste, at inspektøren Daugaard-Jensen var i København, og når Knud var i Grønland, kunne han stort set gøre, hvad han lystede. Morten Porsild, som ledede Arktisk Station, hjalp med at skaffe hunde. De besøgte Otto Mathiesen, som var gift med Knuds kusine - og havde et mægtigt gilde. Og i nærheden boede også to af Knuds morbrødre, Jens og Carl Fleicher. Onkel Carl, som var udstedsbestyrer, var kendt som den bedste hundeopdrætter på egnen. Der blev holdt spoirtskampe til ære for ekspeditionen, hvor også andre bopladsers unge kamplystne mænd deltog i en brydekonkurrence. Her lærte Freuchen noget om eskimoisk kultur og sportsånd. Taberen fik et glas brændevin for sin indsats, mens vinderen måtte "nøjes med" glæden og æren over sin sejr. Efter nogle festlige dage sejlede de videre med en del udstyr - og Carls bedste hunde.

En af Freuchens opgaver var at skaffe føde til hundene gennem vinteren. En dag skød han en hvalros, som en fanger allerede havde harpuneret, og Freuchen takkede ham hjerteligt. Om aftenen fik Freuchen endnu en lektion i eskimoisk kultur og tankegang. "Du må aldrig takke for kød. Her i vores land er vi alle mennesker! Og siden vi er mennesker, må vi hjælpe hinanden. Men man ønsker ikke at høre nogen sige tak for det. Hvis en fanger noget i dag, fanger en anden noget i morgen. Nogle mænd fanger aldrig noget, fordi de har ringe lykke med sig, eller måske er de ikke i stand til at løbe eller ro så hurtigt som de andre. Derfor ville de føle sig ulykkelige, hvis de altid skulle sige tak til deres bofæller. Og det ville heller ikke være morsomt for den heldige fanger, hvis han altid så andre mænd omkring sig være ydmyge af taknemlighed. Derved ville hans livsglæde dø. I dette land forstår vi, at ved gaver skaber man afhængighed, og ved pisk skaber man hunde!"

Gennem Knud Rasmussen fik Peter Freuchen den bedste indføring til polareskimoerne og deres forunderlige verden. Der udviklede sig et nært venskab mellem de to mænd, og Freuchen skrev siden :"Knud var i det hele vidunderlig. De, der kun har hørt tale om den store polarforsker, den kendte videnskabsmand, den strålende taler osv., aner ikke, hvordan han egentlig var. At jeg traf Knud Rasmussen, var ikke alene indledningen til et helt nyt liv, det var et incitament i sig selv. Han var en mand, der tålte at ses på nært hold uden at tabe i værdi eller slide på sine omgivelsers anerkendelse."

Thule

I 1910 oprettede Knud Rasmussen en handelsstation ved Kap York. Han navngav den Thule, hvilket siden antikken har været betegnelsen for det fjerne, kolde og øde område ved verdens nordligste ende.

Som dreng læste jeg hver søndag i Aarhuus Stiftstidende i åndeløs spænding om den tapre Prins Valiant af Thule, som med sit syngende sværd bekæmpede ondskab og uret. Han var ridder af det runde bord ved Kong Arthurs hof, hvor han deltog i drabelige ridderturneringer og store slag. Tegneserien er skrevet og meget detaljeret tegnet af Hal Foster i 1937, og den fortsatte indtil 1971. Jeg klippede episoderne ud og klistrede dem ind i et hæfte. Undskyld dette sidespring - tilbagespring - det hænder oftere og oftere for mig. Nej, selvfølgelig har det ikke noget med demens at gøre.

Sammmen med Peter Freuchen byggede han et handelshus tæt ved missionsstationen og ved foden af Mt. Dundas. Handelsstationen skulle som nævnt sikre eskimoerne en konstant forsyning af de varer, som de er blevet afhængige af såsom knive, synåle, geværer samt ammunition til deres skydevåben.

Handelen gik godt, og flere gange måtte de køre over Melville Bugten for at skaffe flere varer. Freuchen var nødt til at lære grønlandsk for at klare sig. Den eneste, han kunne tale dansk med var Knud, som næsten var bedre på grønlandsk end på dansk.

I stationens første årsberetning fra 1911 skrev Knud Rasmussen: "Intet skal være os helligt som deres personlige selvagtelse, deres frie stolthed, og vi vil arbejde på aldrig heroppe at få noget af den stærkt understregede stands- og raceforskel, der for eksempel i det danske Grønland har været den allervægtigste hindring for det civilisatoriske arbejde i landet. Det har ofte slået mig, hvad der kunne være kommet ud af de danske grønlændere, såfremt eskimoerne fra første begyndelse havde set noget andet og noget mere i de danske, der bosatte sig heroppe, end mennesker som byggede store huse, hvortil adgang var forbudt, levede højt og ellers var unærmelige."

Peter Freuchen bliver gift i 1911

Peter Freuchen blev bestyrer på handelsstationen, og han giftede sig med en lokal pige, Navarana, hvilket vakte stor opsigt i det bornerte Danmark. Navaranas mor og hendes lilebroder var døde, og Navarana voksede op hos sine bedsteforældre. Hun hed oprindelig Mequpaluk, men valgte siden navnet Navarana, som stammer fra en grønlandsk myte. I en lidt poetisk oversættelse betyder betyder navnet "hun, som skifter mellem to stammer". Oprindelig en reference til inuitterne og nordboerne, nu måske til inuitterne og danskerne. Navaranas bedsteforældre boede længere mod nord. Da hendes bedstemor døde, rejste de op og hentede bedstefaderen, som kom til at bo hos dem.

Rævefangst var hidtil blevet anset for kvindearbejde. Ræve var jo dumme dyr, som af sig selv løb i fælder, mens mænd skulle kæmpe mod bjørne og hvalrosser og fange sæler på vandet. Det var kvindens sag at skaffe ræveskind til sin egen og børnenes beklædning. Navarana havde fanget mange ræve, men aldrig fået lov til at beholde skindene selv. Nu fik hun sin egen hundeslæde, og hun passede sine fælder og fik et stort udbytte. Ofte var Freuchen med, og hun lærte ham at narre de snu ræve.

De fik to børn, drengen Mequsaq ("lille fjer") i 1916,og datteren Pipaluk ("lille tingest") i 1918. (Da jeg var barn, kaldte vi en spids tophue for en pipaluk). Navarana fulgte Peter på flere ekspeditioner, men døde i 1921 under en influenzaepidemi, kun 23 år gammmel. Mere herom senere.

1. Thule-ekspedition, 1912-1913

Knud og Peter hørte hjemmefra, at Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen var forsvundet ovre på østkysten i deres forsøg på at finde efterladenskaber fra Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen (den såkaldte Alabama-ekspedition). Der var en sandsynlighed for, at de måske ville søge vestover mod Thule. De blev hurtigt enige om, at de ville komme deres kammerater til undsætning, og det blev til den såkaldt "1. Thule-ekspedition". Efterfølgende ville de gå i gang med at udforske Peary Land og kortlægge Peary-kanalen, som skulle adskille Peary Land fra Grønland.

Den 6. april 1912 tog de afsted fra Thule med kurs mod Danmarksfjorden og Independencefjorden ved Grønlands Nordøstkyst i Peary Land. Knud Rasmussen skrev i sin rejsedagbog: "I dag begynder rejsen, den store fart norden om Grønland, i forårssol og herlig udfartsglæde. Hej kammerater, lykkelige mænd på tærsklen til muntre åbenbaringer! Morgenerne skal løfte fligen for det store ukendte, og med solen løber vi vores længsler i møde! Ud i vejret, fulde af appetit på de gryende dage! Muskelspændte, grådige som farende rovdyr hilser vi starten, farten mod nord! Kan nogen være rigere?"

Udover Knud Rasmussen og Peter Freuchen er der to erfarne polareskimoer med, den ene var i øvrigt Freuchens svigerfar Uvdloriaq. Den anden en ung eskimo, Inukitsoq, som havde rejst med Peary. Som du nok husker, var Knud Rasmussens to rejsekammerater, Mylius-Erichsen og Jørgen Brønlund, døde under Danmark-ekspeditionen. Alabama-ekspeditionen med Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen har ikke ladet høre fra sig i mere end et år. Da en voldsom storm ødelagde havisen i vid omkreds, besluttede Knud Rasmussen og Freuchen at rejse langs nordkysten og tage direkte over indlandsisen mod Danmarksfjorden, noget som aldrig var prøvet før. Ganske vist havde Nansen i 1888 gået tværs over indlandsisen, men det var på et sted, hvor Grønland var langt smallere. Knud og Freuchen ville gå over, hvor indlandsisen var bredest, en strækning på ca. 1.000 km. Og så oven i købet frem og tilbage.

Til at begynde med fulgtes de af en stor gruppe eskimoer på slæder ind over indlandsisen, men efterhånden faldt de fra, og til sidst var der kun fire egentlige ekspeditionsmedlemmer tilbage. Ved bopladsen Neqe blev de forsynet med store mængder af hvalroskød til proviant og hundefoder. Freuchen stod for stedsbestemmelse og kursen. Når de havde holdt hvil, angav Freuchen hvilken vinkel, de skulle holde i forhold til solen. På indlandsisen var gennemsnitstemperaturen på omkring 30 grader. Rejsen over indlandsisen gennemførtes på 26 dage, dvs. med en gennemsnitsfart af ca. 40 km om dagen. Ved ankomsten til østkysten den 9. maj var de næsten udgået for proviant, og det kneb med at skaffe mad til mennesker og hunde.

Den 4. juni nåede de Mylius-Erichsens sommerlejr og fandt hans varde. De fandt dog ingen beretning - den havde Ejnar Mikkelsen nemlig allerede taget. Der var heller ingen spor af Mikkelsen og Iversen, som mod skik og brug ikke havde efterladt nogen vardeberetning. De fortsatte deres færd, og den 17. juni nåede de frem til bunden af Independencefjorden - uden at være stødt på Peary-kanalen. De undersøgte og kortlagde landet omkring Independencefjorden. Freuchen og Inukitsoq fandt Peary's varde på Navy Cliff og tog hans vardeberetning, som var gemt i en tom whiskyflaske, med.

Hjemturen over indlandsisen påbegyndtes den 10. august; med sig havde de kun tre hundespand med i alt 27 hunde. De havde skudt så mange moskusokser, at de regnede med at have proviant nok til hjemrejsen. Desuden medbragte de en kasse med geologiske, botaniske og zoologiske fund. Føret viste sig imidlertid dårligere end på udrejsen, da sneen var meget blød. Moskuskødet viste sig ikke at være så drøjt til hundefoder som anslået. En overgang var Freuchen ramt af sneblindhed, selv om han brugte snebriller. Når han skulle foretage en observation og rettede blikket mod solen, var det som en glødende ildrager i øjet. Øjenlågene svulmede op, så han måtte bruge begge fingre for at åbne dem. Blindheden fortog sig dog efter en tid. Under den første del af rejsen var Knud Rasmussen plaget af en nervebetændelse i benene (ischias), og han foreslog, at han blev tilbage og overvintrede sammen med den ene af eskimoerne. Det modsatte hans kammerater sig, og i perioder måtte han lade sig transportere liggende på slæden, hvilket ikke bekom ham vel. Hundene kunne snart ikke mere og var udhungrede, og de var nødt til at slagte de dårligste og fodre dem til de bedre.

Nogen tid efter næsten ude ved mundingen af fjorden opdagede de den lejr, hvori Mylius-Erichsen, Høegh-Hagen og Jørgen Brønlund havde tilbragt deres sidste, ulyksalige sommer. Der var opført en lille varde, men den indeholdt ingen beretning. Senere erfarede de, at Ejnar Mikkelsen havde taget den med og - utilgiveligt - undladt at lægge en ny. De kunne kun tro, at Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen ikke havde været på stedet, og de begyndte hjemturen. På trods af problemer og vanskeligheder med føret blev hjemrejsen gennemført uden større uheld, og den 4. september 1912 nåede de land ved Inglefield Fjord, hvorfra de fortsatte videre på indlandsisen til Thule.

Da Freuchen nåede sit hjem, opdagede han, at Navarana havde udnyttet tiden til at sy helt nyt tøj til ham. Hun må have haft tiltro til, at han ville vende levende hjem.

Efter rejsen gav Knud Rasmussen Peter Freuchen dette skudsmål: "En særlig tak til ekspeditionens kartograf, Peter Freuchen, for den livsglæde, der karakteriserer ham som kammerat, og den omhu og dygtighed, der kendetegner ham som arbejder. Hans forbavsende hårdførhed og nøjsomhed forlener ham med store betingelser som arktisk rejsende."

Mens de havde været borte fra deres handelstation, havde der ikke været skib fra Danmark, så de havde stort set ingen varer på hylderne, så hen på foråret matte de tage over Melvillebugten og ned til Holsteinsborg. Herfra sejlede de med "Hans Egede" til København. Her erfarede de, at Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen var blevet samlet op af en norsk sælfanger den 19. juli 1912, et par dage før Knud og Peter havde begyndt deres hjemfærd til Thule. De fik også oplyst, at Mylius-Erichsen før dem havde opdaget, at Peary-kanalen ikke var en kanal men en bugt. Det må have været frustrerende for vores to venner.

Peter Freuchen, handelsbestyrer 1913-1920

Freuchen blev i Danmark i fem - hektiske - uger. Udover at besøge familien i Nykøbing ansøgte han sammen med Knud Rasmussen Carlsbergfondet om 3.500 kr., så de kunne få trykt deres beretning. Desuden fik de købt deres eget skib og ansat en dygtig kaptajn, Peder Markus Pedersen. Endelig forhandlede de med Indenrigsministeriet om, at staten skulle overtage handelsstationen i Thuleinvestorerne. Staten var ikke interesseret i at overtage en underskudsgivende forretning, som lå så langt væk, så Freuchen måtte fortsat være den, som stod for handelen.

Mens Peter Freuchen var i København blev der indgået en aftale mellem ham på den ene side og Knud Rasmussen samt bestyrelsen/investorerne i handelsstationen på den anden side. Peter Freuchen blev ansat som handelsbestyrer i Thule, og den årlige løn aftalt til 2.400 kr. for årene 1913-14, stigende til hhv. 2.700 kr. og 3.000 kr. de følgende to år. Hertil en tantieme på 2% af indhandlingssummen, dvs. værdien af de skind, som fangerne solgte til handelsstationen. Mindst én gang om året skulle han udarbejde en rapport om stationens drift.

Første verdenskrig besværliggjorde mange ting i Thule. De varer, der skulle indkøbes, blev dyre, og de skind, som blev indhandlet, fik de ikke så meget for. Hertil kom, at leverancer til Grønland blev ustabile og undertiden helt udeblev. Hertil kom, at Freuchen havde problemer med regnskabsføringen, som han ikke havde noget dybere kendskab til, og der var ofte uenighed mellem ham og bestyrelsen.

Freuchens ægteskab lignede på overfladen et dansk ægteskab - men var det ikke. Han var på mange måder udenfor og en iagttager af det eskimoiske liv, som levedes. Selvfølgelig fik han et dybtgående kendskab til eskimoisk kultur og levevis, en kapital han sidenhen trak på som forfatter og foredragsholder. Freuchen var ofte ensom og til tider nærmest ramt af depression. Det blev ikke bedre, da Knud Rasmussen i 1916 planlagde en ekspedition for at udforske og kortlægge den nordligste del af Grønland. Og en ung geologistuderende Lauge Koch skulle med på turen som kartograf i stedet for Freuchen, som måtte blive tilbage og passe handelsstationen.

Freuchens svigerfar døde pludselig, og kort tid efter fødte Navarana en søn, som blev opkaldt efter sin morfar. Der er i dag ikke tvivl om, at sønnen ikke var Freuchens. Ikke at Navarana havde været ham utro, det ord gav ikke mening i det eskimoiske samfund. Navarana havde blot gjort, hvad hun havde lyst til, og som hendes kultur bød hende.

Vinteren gik med forberedelser, og den 6. april 1917 tog ekspeditionen afsted med Knud Rasmussen, Lauge Koch og den svenske botaniker Thorild Wulf samt et par eskimoer - men uden Freuchen. De ville nord om Grønland og tage hjem over indlandsisen. Da Knud Rasmussen vendte hjem, måtte han fortælle Freuchen, at deres gode ven Henrik Olsen var død, muligvis revet i hjel af ulve. Og Thorild Wulff havde de måttet efterlade, da han gav op pga. sult og sygdom. Freuchen kørte straks afsted sammen med et par eskimoer for at lede efter Wulff, men fandt ham ikke.

Sammen med Navarana og sønnen og Lauge Koch kørte Freuchen sydpå for at hente varer op til Thule. Her mødte de Jeppe Noe Nygaard, som Knud Rasmussen havde ansat som afløser for Freuchen under dennes ferie. Det følgende år skulle Freuchen og familien holde et års tiltrængt ferie i Danmark. Navarana, som igen var gravid, var syg på turen, og sønnen ville ikke die. Det viste sig siden, at sønnen var tilbagestående - i dag ville man vistnok kalde det sent udviklet, dengang formentlig åndssvag. Da de kom ned i Umanak-området, konstaterede en læge, at hun vistnok havde lungebetændelse, hvilket formentlig ville fremskynde fødslen. Og alllerede dagen efter, den 15. marts 1918, blev datteren Pipaluk født. Familien tilbragte vinteren 1918-1919 i Thule.

Familien Freuchen i Danmark

Den 13. december 1918 ankom familien Freuchen til København. De boede hos Freuchens forældre i Nykøbing, men Freuchen var ofte nødt til at tage til København i forskellige ærinder. En dag faldt han om på gaden og blev indlagt på Bispebjerg Hospital. Det var den spanske syge, der rakte ud efter ham, men kan kom dog over det. Freuchen fortalte ofte, at Politiken ringede til ham og spurgte, hvornår de skulle trykke hans nekrolog. Da han blev udskrevet, fik han at vide, at hans helbred ikke tillod ham at genoptage sit job i Thule som bestyrer. Den første tid kørte han rundt i en rullestol og kunne næppe gå. Navarana tiggede om, at de skulle tage tilbage til Thule, hun ville ikke bo i en by blandt fremmede mennesker. Freuchen blev dog så rask, at Knud Rasmussen lovede ham, at han kunne komme med på en stor ekspedition det følgende år til Canadas eskimoer. Mens han havde været syg, havde Knud Rasmussen og bestyrelsen ansat Hans Nielsen som ny bestyrer i Thule.

Pipaluk, som skulle med på ekspeditionen, blev boende hos Freuchens forældre i Nykøbing, mens Freuchen selv tog til Slotø i Nakskov Fjord for at komme til kræfter. Han holdt også foredrag, hvilket gav en kærkommen indtægt. En dag kom et telegram fra Knud, som fortalte, at nu var det tid, og familien tog til Thule.

5. Thule-ekspedition, 1921-1924

Allerede i 1909 havde Knud Rasmussen i en artikel i "The Geographical Journal of London" fremlagt planer om at besøge grupper af eskimoer i de fjerne egne vest for Hudson Bay, folk, som dengang blev kaldt "Jordens mest ukendte", men bl.a. på grund af første verdenskrig lykkes det ham først i 1921 at realisere planen. For første gang fik han statstøtte til en af sine ekspeditioner og kom på finansloven, og kong Christian X indvilgede i at være protektor for ekspeditionen. Knud Rasmussen var udmærket klar over, at han ikke var en akademisk skolet videnskabsmand, så for at få mest muligt ud af ekspeditionen knyttede han en række anerkendte videnskabsfolk til sit projekt. Deltagerne på ekspedition var Knud Rasmussen, leder og etnograf, Peter Freuchen, kartograf, Kaj Birket-Smith, etnograf, Helge Bangsted, assistent og journalist samt Therkel Mathiassen, arkæolog. Desuden deltog grønlænderen Jakob Olsen som tolk - han havde været lærer og kateket - foruden 6 eskimoer fra Kap York distriktet, 3 mænd og 3 kvinder: Iggiánguaq ("den lille Strube") og hans kone Arnarulunguaq ("det lille kvindemenneske"), Arqioq og hans kone Arnanguaq, Nasaitordluarsuk ("Bådsmanden") og hans kone Aqatsaq samt den unge Qávigarssuaq Miteq ("Edderfuglen"). Eskimoerne skulle fungere som jægere, hundekuske, syersker og kokke. Den 7. september 1921 forlod ekspeditionen Godthåb med motorskibet "Søkongen", en skonnert på 100 tons, som var bygget med ekspeditionen for øje. Ekspeditionen blev transporteret til overvintringsstedet, som Knud Rasmussen døbte Danske Øen, nord for Hudson Bay. Den 22. september 1921 var godset losset, og skibet vendte hjem. Det var allerede vinter, og nyisen dannet. Ekspeditionen gik straks i gang med at bygge deres base, som de kaldte "Blæsebælgen", da det konstant trak ind gennem revner og sprækker i væggene. Der var også tid til jagt- og rekognosceringsture i omegnen.

Knud Rasmussen bad Freuchen om at sætte videnskabsmændene ind i, hvorledes man kørte med hundeslæde og i det hele taget i, hvorledes man klarede sig under arktiske forhold. Freuchen skriver selv: "Det er ikke let for studerende folk at være sammen med sådanne fyre som mig. Jeg forskrækkede dem jo en del med mine foranstaltninger. Navnlig morede vi os over den rædsel, der stod malet på Therkel Mathiassens ansigt, da han så, at jeg lod en af mine hunde slikke gryden ren efter vores måltid. Som om han havde set mig øve mord, hviskede han i største ophidselse til Birket-Smith: "Han lader hunden slikke gryden, vi spiser af". Siden lærte de to videnskabsmænd at spise sammen med hunde og være glade til." Snart blev de dog glade for Freuchen som en god rejsekammerat med en uudtømmeligt fond af historier - og nogle af dem var sikkert oven i købet sandfærdige.

Freuchen forsøgte sig også med hjemmelavet øl. Han påstod, at det havde den udmærkede egenskab, at når Birket-Smith drak deraf, kunne han kun tale svensk. I et brev skrev Freuchen: "Vi har haft megen glæde af vores malt, og jeg har nu det sidste til brygning; selv drikker jeg ikke øl, men gæren er god at have, og vi har af og til øllystighed i gammel nordisk stil, men da vi ikke kan lagre det af mangel på propper, kan vi ikke rigtigt få gammeløllet frem, men det glider ned i dem endda."

Mathiassen skrev om sin rejsekammerat:"Her kom Freuchens bedste egenskaber som arktisk rejsende rigtigt frem: Et ukueligt gå-på-mod og et aldrig svigtende humør. Han var ikke bange for at tage det største læs selv og gjorde alt for at hjælpe og opmuntre sine medrejsende. En ukuelig optimisme, selv når det så aldrig så træls og surt ud.". Der er ingen tvivl om, at Freuchens optimisme og humør var en medbirkende årsag til, at der ikke opstod alvorlige kontroverser mellem ekspeditionens deltagere. Hertil kom hans enorme arbejdsevne, og som kartograf (korttegner) og zoolog gav han et væsentligt bidrag til ekspeditionens succes.

Det første møde med canadiske eskimoer

I december 1921 kom ekspeditionen i forbindelse med lokale eskimoer i Repulse Bay. På en slædetur sammen med Peter Freuchen og en af eskimoerne, "Bådsmanden", hørte Knud Rasmussen et skud i det fjerne. I kikkerten kunne han skelne en hel række slæder med mange hunde, der havde gjort holdt for at iagttage dem. En mand havde skilt sig ud og kom løbende hen over isen mod dem. Uden at betænke sig sprang Knud Rasmussen op på slæden og gav hundene fartsignal. Da de kom frem til manden, blev hundene helt vilde: alt ved ham var fremmed for dem, hans lugt og hans klædedragt. "Stå stille!", råbte Knud Rasmussen til manden, og kastede sig ind mellem hundene og omfavnede ham. Den fremmede var en stor velbygget mand med ansigtet og det lange hår dækket af rim og med store, hvide tænder skinnende i munden. Herefter fortsatte vores venner deres kørsel hen imod menneskeklyngen, der opmærksomt så på. Det viste sig, at manden hed Papik, "Styrefjeren", og at eskimoerne var på vej til deres efterårsboplads i indlandet bag Lyon Inlet. Det var altså de mennesker på den anden side af det store hav, som Knud Rasmussen havde drømt om at møde, siden han som halvvoksen dreng begyndte at interessere sig for de eskimoiske sagn. Han studerede mændenes og kvindernes dragter, som var vidt forskellige fra Thule-eskimoernes klædning. Det viste sig, at der ikke var problemer med at forstå hinanden, og de canadiske eskimoer formodede, at de har mødt nogle fjerne stammefrænder oppe fra Baffin Land.

Skønt de var på vej til efterårbopladsen, opgav de straks al tanke om at rejse, og opsøgte nogle store snedriver i nærheden, hvor de gik i gang med at lave en landsby af snehytter, hvor de kunne fejret mødet med de fremmede. Det viste sig, at noget så ganske dagligdags som at bygge en snehytte skete helt anderledes end i Thule. Her tog det mindst to mand at opføre en snehytte, men blandt de canadiske eskimoer kunne en enkelt mand udføre opgaven. På mindre end tre kvarter var der rejst tre store snehytter, snebrikse skåret til, spæklampen tændt, og huset opvarmet. De tre kammerater flyttede nu ind hos hver sin familie. Så blev der sat renkød over kog ved store tranblus. Det viste sig, at værterne havde både te og mel, som de har købt (handlet sig til) hos en hvid mand i Repulse Bay, ikke langt fra vores venners lejrplads. Under måltidet fik de mange værdifulde oplysninger om egnens bebyggelse. Det viste sig, at skønt det samlede antal eskimoer ikke var stort, var der bopladser i næsten alle retninger fra hovedkvarteret.

Allerede næste morgen brød de op og opsøgte den hvide mand, som eskimoerne havde talt om. Inde i bunden af en lille vig, bag høje isskruninger, fik de øje på en mørk og uanselig bygning, omgivet af en hel koloni af snehytter. Det viste sig at være den yderste udløber af Hudson Bay Company, formentlig verdens ældste (og nulevende) og største handelskompagni. Stationens bestyrer, kaptajn George Cleveland, modtog dem hjerteligt og tryllede snart et velsmagende måltid på bordet, tillige med at deres hunde blev fodret. George Washington Cleveland var en gammel hvalfanger, der var strandet her på kysten for mere end en menneskealder tilbage, og da han befandt sig godt blandt eskimoerne, havde han aldrig kunnet bestemme sig til at rejse hjem igen. Cleveland fortalte bl.a., at en af Hudson Bay Company's skonnerter overvintrede fem dagsrejser længere mod syd, så der var mulighed for, at de kunne få post med hjem i løbet af vinteren. De besluttede straks, at Peter Freuchen skulle tage derned og undersøge det nærmere.

Da det ikke var hver dag, at kaptajn Cleveland fik gæster, ville han fejre anledningen med en danseaften. Ekspeditionens kvinder fik hver et stykke stof, som de i hast syede sig en kjole af. Cleveland lagde en plade på grammofonen og trods sine 60 år kastede sig ud som fordanser til de gamle hvalfangerdanse, som han havde lært eskimoerne. Ud på natten aflagde vores venner besøg i snehytterne. Da de ikke kendte de eskimoiske stednavne, måtte de holde sig til stedsbetegnelserne i de gamle engelske kort; men pludselig fik de uventet hjælp. En gammel mand med langt, hvidt skæg, Ivaluardjuk, viste sig at være stammens geograf, og da han fik papir og blyant tegnede han uden tøven en kyststrækning på et par hundrede mil fra Repulse Bay og op til Baffin Land. Og nu oplevede Knud Rasmussen noget mærkeligt. De allerfleste stednavne, som den gamle nævnte, Naujarmiut, Pitorqermiut, Iviangernat og mange andre, var de samme som navnene omkring hans fødeegn i Grønland. Han sagde selv, at han følte sig som en københavner, der talte om Charlottenlund, Klampenborg og Skodsborg.

Knud Rasmussen ville bidrage til underholdningen og fortalte et par gamle sagn fra Grønland. Det viste sig, at de alle kendte dem, og det vakte stor forbavselse, at en fremmed mand, der lige var kommet til deres boplads, straks kunne fortælle nogle af de eventyr, de alene troede at kende, og snart var snehytten fuld af mennesker. Da Ivaluardjuk, som var den ældste i hytten, tog ordet, tav alle andre stille, og han fortalte om sit liv. Da han blev bedt om at synge en sang, gjorde han sig ikke kostbar. Hans unge kone - hans første hustru var død for mange år siden - indledte sangen med klar stemme, og straks faldt alle de andre kvinder ind, og hen over disse ensformige toner fremsagde Ivaluardjuk en sang. Således formede det første møde med de nye mennesker sig. Allerede to dage senere tog Knud Rasmussen og "Bådsmanden" afsked med deres nye venner for at vende tilbage til "Blæsebælgen", mens Freuchen som aftalt rejste videre for at opsøge det overvintrende skib.

Efter de oplysninger, de har fået, stod det nu klart, at de kunne løse de fleste opgaver fra hovedkvarteret på Danske Øen. Over alt var der gamle husruiner, der kunne give værdifulde oplysninger om eskimokulturens udvikling. De havde hørt om interessante stammer langt mod nord ved Iglulik og Baffin Land, men også om et mærkeligt folk dybt inde i Barren Grounds, som ganske vist talte samme sprog som de selv, men som levede uden forbindelse til havet, hvilket ellers var et almindeligt eskimoisk livsvilkår.

Nu blev der lagt planer for det næste års arbejde. Therkel Mathiassen og Birket-Smith skulle først aflægge besøg hos kaptajn Cleveland for at indhente yderligere oplysninger om distriktet; herefter skulle Birket-Smith sammen med Jakob Olsen tage ned til indlandseskimoerne. Therkel Mathiassen skulle først tage nordpå sammen med Peter Freuchen for at kortlægge Baffin Land og studere de lokale eskimoer. Efter hjemkomsten herfra til foråret skulle en gammel boplads ved Repulse Bay undersøges og udgraves. Knud Rasmussen skulle i første omgang lede jagten, der skulle skaffe frisk kød til mennesker og hunde, inden de store slæderejser skulle tage deres begyndelse. I marts/april måned 1922 skulle Knud Rasmussen slutte sig til Birket-Smith ved Baker Lake for at arbejde sammen med ham.

I januar 1922 påbegyndtes de lange slæderejser med udgangspunkt fra "Blæsebælgen". Birket-Smith og Helge Bangsted tog sydpå til Chesterfield Inlet og herfra videre til indlandseskimoerne omkring de store indsøer Baker Lake og Hikoligjuaq. Peter Freuchen og Therkel Mathiassen rejste nordpå til Iglulik, hvor de skiltes: Freuchen for at kortlægge kyststrækningerne langs vestkysten af Baffinland, Mathiassen for at kortlægge Admirality Inlet. De mødtes igen ved Iglulik og fulgtes ad tilbage til Danske Øen, hvortil de ankom den 29. maj 1922. En halv snes dage senere tog Therkel Mathiasen sammen med Jakob Olsen til Repulse Bay, hvor de foretog arkæologiske udgravninger et par måneder, inden de tog med en eskimoisk hvalfangerbåd til Southampton Island for at fortsætte udgravningerne der. Drivisen forhindrede dem i at vende tilbage til Danske Øen, og de rejste rundt med en lokal eskimofamilie, indtil det den 21. februar 1923 lykkedes dem at komme tilbage til kammeraterne på basen.

Den 19. maj 1922 kom Knud Rasmussen, Birket-Smith, Helge Bangsted og "Edderfuglen" frem til den første boplads, som tilhørte indlandseskimoerne; det var Harvaqtormiut, "Strømhvirvlernes Folk", ved Kazan River. Fra en bakkekam så de ned på bopladsen, hvor folk i stor forvirring løb ud og ind mellem snehusene. Da de nåede frem, var alle forsvundet, bortset fra to mænd, der sad ubevægelige med front mod dem. Det var tydeligt, at man ikke anså de fremmede som venner. I flere hundrede år havde der været fejder mellem eskimoer og indianere i området. Knud Rasmussen råbte "Ilorrainik tikitunga!", hvilket betød "Jeg kommer fra den rigtige side!", og ved disse ord væltede bopladsens øvrige medlemmer ud af snehusene. De fortalte, at det havde været en ualmindelig hård vinter, og mange mennesker og hunde var sultet ihjel. Nu var stammen på vej vestpå for at møde rensdyrtrækket fra syd. To slæder var sendt til en nærliggende boplads for at se efter de første renflokke. Knud Rasmussen og hans gruppe gjorde nogle timers ophold, og trakterede hele bopladsen med te og pandekager. Midt under gildet kom de to udsendinge, og på lang afstand råbte de "Renerne kommer, renerne kommer!". Vinteren var forbi, nu kom sommeren og renerne med overflod.

For at komme i forbindelse med den næste boplads skulle de ned til floden, og en af de unge mænd tilbød at vise vej til den næste boplads, som de nåede dagen efter. De besluttede, at Knud Rasmussen skulle blive nogle dage hos et gammel ægtepar, Aqiggaq ("Rypekylling") og hans hustru Arnarqik ("Den genfødte kvinde"), som kendte en masse gamle sagn, mens de øvrige kørte en dagsrejse frem med en del af godset. Herefter skulle de komme tilbage og hente Knud Rasmussen sammen med resten af bagagen. Det var faldet i med mildt vejr, smeltevandet begyndte at samle sig over isen på floderne. Der var ikke megen tid at spilde, hvis de ikke skulle afskæres fra at nå deres mål. Det viste sig imidlertid, at Knud Rasmussen fra Grønland kendte de fleste sagn, som de gamle fortalte ham. Efter et par dage blev Knud Rasmussen hentet af "Edderfuglen", hvorefter de sluttede sig til Birket-Smith og Helge Bangsted.

Med en let slæde kunne der ikke være mere end et par dagsrejser til den store sø Hikoligjuaq, hvor de næste fastlandseskimoer holdt til, og det blev besluttet, at Birket-Smith og Bangsted skulle blive ved teltet sammen med det meste af godset, mens Knud Rasmussen og "Edderfuglen" kørte afsted med en let slæde. Efter to døgns søgen kom de til en lille lejr på tre telte, som beboedes af manden Igjugarjuk og hans to hustruer. Knud Rasmussen havde allerede hørt om Igjugarjuk fra hans naboer ved Kazan River. Den måde, hvorpå han havde "skaffet sig" sin første kone, var - selv efter eskimoisk målestok - drastisk. Da han ikke måtte få hende, var han sammen med en ældre broder mødt op ved den elskendes snehytte og havde skudt både svigerfaderen, svigermoderen, svogre og svigerinder, en 7-8 mennesker, indtil hun var ene tilbage og han kunne få hende.

Igjugarjuk kom dem hjerteligt i møde og gav øjeblikkelig ordre til at tilberede et overdådigt festmåltid, og to store renkroppe blev sat over ilden i vældige zinkbaljer. Zinkbaljer? Til sin skuffelse konstaterede Knud Rasmussen, at de var ankommet til en uforfalsket blik- eller konservesdåsekultur, et resultat af de handelsrejser, som husherren foretog fra tid til anden. Da han fra en grammofon i Igjugarjuks telt hørte en arie sunget af Caruso, står stod det ham klart, at han var kommet hundrede år for sent til de mennesker, han ville studere. Det mindede mere om en indianerlejr end en eskimoboplads. Teltene var spidse med røghul foroven. Kvinderne bar brogede sjaler over deres skinddragter som indianerpiger.

Da Knud Rasmussen prøvede at få Igjugarjuk til at fortælle om sit folks religion, løb han hovedet ind i en mur. Han erklærede, at han bare er en uvidende mand, der intet vidste om sit folks fortid, og han erklærede bestemt, at folk løj, når de fortalte, at han var åndemaner. Det gik op for Knud Rasmussen, at han havde forhastet sig, og han ventede nogle dage, inden han tog emnet op igen. Da Igjugarjuk fik den fornødne tillid, lykkedes det Knud Rasmussen at få indblik i en eskimokultur, der på mange måder var helt ny for ham. Et par dage før deres afsked holdt stammen en afskedsfest for dem. Under festen påkaldte åndemaneren Kinalik sine hjælpeånder og bad dem rydde ekspeditionens vej fremover for alle farer. Kinalik fortalte, at den store ånd havde bønhørt hende, og alle farer var fjernet fra deres vej. Hver gang, de trængte til kød, skulle de få en heldig jagt. Knud Rasmussen gav et par skønne perler i offergave.

Efter at isen på floderne var brudt op, ville Igjugarjuk sejle ned til Baker Lake i sin kano for at sælge ræveskind. Da der en dag kom en anden kano forbi, og det viste sig, at den var på vej til Baker Lake, blev de enige om, at Birket-Smith og Helge Bangsted skulle slå følge med den, mens Knud Rasmussen og "Edderfuglen" skulle bryde op samtidig med Igjugarjuk. Afstanden til Baker Lake var omkring 400 km, men problemet var, at de måtte køre hele vejen over de sumpede tundraer, da det ikke var muligt at fragte deres tolv hunde i de små kanoer. Igjugarjuk rejste sammen med den yngste af sine koner, sine to børn og en plejesøn i en stor kano. De aftalte, at de så vidt muligt skulle mødes med kanoen hver aften, men det lykkedes ikke altid at nå frem til deres lejrplads samme dag som de andre; men altid ventede Igjugarjuk tålmodig på dem og sejlede aldrig uden først at have forklaret de mest praktiske ruter. Den 3. juli nåede de igen frem til bopladsen Nahigtartorvik, "Strømhvirvlernes folk".

Desværre var den isfyldte flod endnu ikke farbar for Igjugarjuks tungtlastede kano, så Knud Rasmussen og "Edderfuglen" tog afsked med Igjugarjuk og hans familie og fortsatte mod Baker Lake, som de nåede efter en uges tid. Det syntes umuligt at krydse floden ved egen hjælp, men efter at have ventet det meste af et døgn, fandt de en isflage og padlede ud, idet de brugte skiene som årer. De nåede over på den faste is og nogle timer senere frem til stationen, hvor bestyreren, Henry Ford, sammen med Birket-Smith og Helge Bangsted trakterede dem med franskbrød med smør, kaffe, ost og californiske frugter!

Den 31. juli var de ved kolonien Chesterfield, hvor en af Hudson Bay Kompagniets hovedstationer ligger. Den 9. august skulle Hudson Bay Kompagniets damper ankomme, og de kunne dermed sende deres første større rapporter til Danmark. De var så heldige at komme med skonnerten "Fort Chesterfield", som sejlede dem til Repulse Bay den 2-4. august. Her fortalte kaptajn Cleveland, at Peter Freuchen og Therkel Mathiassen havde gennemført deres store slæderejse til Baffin Land med udmærkede geografiske og etnografiske resultater. Freuchen var nu i gang med opmålingsarbejde omkring Danske Øen, mens Therkel Mathiassen og Jakob Olsen efter to måneders udgravninger ved den gamle boplads Naujan var taget til Southampton Island for at fortsætte undersøgelserne der

Kun én bekynring havde gruppen: Therkel Mathiassen og Jakob Olsen var ikke kommet tilbage fra Southampton Island, og ifølge planerne skulle Peter Freuchen, Mathiassen og Bangsted følges ad til Baffin Land for at fortsætte arbejderne fra sidste vinter, mens Birket-Smith og Knud Rasmussen skulle være sammen på den første del af turen vestpå. Det blev en stille jul, da alle forståeligt nok var bekymrede for deres to kammerater. I messen pyntedes op med dannebrogsflag, og under loftet spændtes snore med hjemmelavede guirlander, kræmmerhuse og hjerter. Om eftermiddagen holdt Knud Rasmussen gudstjeneste på grønlandsk for Thule-eskimoerne, og Birket-Smith læste jule-evangeliet på dansk, inden de samledes om julemåltidet, der bestod af kogt ørred og rensdyrbøf.

Dagen efter tog Peter Freuchen afsted på en eftersøgningsekspedition ledsaget af en eskimo ved navn John-Ell og to mænd fra Southampton Island, men et par dage efter kom de tilbage og meddelte, at der endnu var åbent vand på floden. Det besluttedes, at Peter Freuchen skulle starte mod Baffin Land sammen med Helge Bangsted og grønlænderen Arqioq. Forholdene var vanskelige, og temperaturen ofte under 50 grader. På et tidspunkt valgte han at smide halvdelen af læsset for at komme frem. Om natten kørte han alene tilbage for at hente det, mens de andre sov. Sneen og vinden tog til, og hundene var ikke til at drive frem. Han lagde sig bag en stor sten, hvor der var lidt læ, og det lykkedes ham at grave en hule i isen. Da han vågnede af sin slummer, kunne han ikke mærke sine fødder, og han kunne ikke grave sig fri. Han havde intet værktøj ved hånden. Og nu følger en af de historier, som gjorde, at mange betragtede Freuchen som lidt af en løgnhals. Han fortæller, at han af sin egen lort formede en mejsel. Da den var blevet stivfrossen, benyttede han den til at grave sig fri. Hans ene fod svulmede op, den anden blev følelsesløs og stivfrossen, så han måtte kravle tilbage til sine kammerater. Turen måtte opgives, og de kørte tilbage til lejren.

Den 29. januar 1923 var Knud Rasmussen på vej for at besøge åndemaneren Aua og hans kone, som han var blevet gode venner med, da han i det fjerne fik øje på to slæder, der kom imod ham. På første slæde sad Arqioq sammen med Peter Freuchen, og lidt efter dem kom Helge Bangsted. Freuchens ene fod var indbundet i store skindbandager: Han har fået fået forfrysninger i den ene fod, og der var gået koldbrand i den. De skyndte sig tilbage til "Blæsebælgen", hvor Birket-Smith og Bangsted påtog sig at pleje patienten. Freuchen, som jo var gammel mediciner, dirigerede selv behandlingen. Freuchen kunne under store smerter se, hvorledes hans fod gik i forrådnelse, og kødet forlod hans knogler. Som han lakonisk bemærkede: "I og for sig er der ingen, der holder af at se sit eget skelet". Det var begyndelsen på enden på Freuchens tid som ekspeditionsmand.

Besøg hos åndemaneren Aua

Dagen efter fortsatte Knud Rasmussen den afbrudte tur til Aua. Auas broder, Ivaluardjuk blev en af de bedste bidragydere af folkesagn, som Knud Rasmussen skrev ned efter hans diktat. Aua fortalte også, hvorledes det var gået til, at han blev åndemaner (shaman). Mens hans mor havde båret ham i sit liv, havde hun forbrudt sig mod det tabu, som sagde, at en gravid kvinde ikke måtte udføre arbejde. Da hans far kom til at skære et foster ud af en hvalros uden at tænke over, at konen var gravid, gik fødslen straks i gang, og barnet var dødfødt. Den tilkaldte åndemaner sagde: "Han er født for at dø, men han skal leve!", og hun blev hos hans mor, indtil der kom liv i den nyfødte. I et helt år måtte moderen og den lille leve for sig selv i en snehytte, og kun nu og da kom faderen på besøg. Sønnen blev opkaldt efter en lille ånd, Aua, og for ikke at fornærme den, skulle hans mor iagttage mange forsigtighedsregler. Den var sønnens hjælpeånd, og da den kom til ham, var det, som taget løftede sig, og han fik en sådan seerkraft, at han kunne se tværs igennem huset, ned gennem jorden og op i himlen. En anden hjælpeånd var en haj, som kom svømmende hen til ham, lagde sig på siden af ham og hviskede hans navn, en dag, han var ude i kajak. Flere aftener igennem fortalte Aua og hans kone om leveregler og tabuskikke. men hver gang Knud Rasmussen spurgte hvorfor, blev de ham svar skyldige. Det forekom dem tilsyneladende urimeligt, at Knud Rasmussen ikke blot ville have en redegørelse for, men også en begrundelse af deres religiøse forestillinger. Billedet ovenfor til højre viser Aua og hans kode. Auas møder med Knud Rasmussen blev brugt - og fiktionaliseret - i filmen "The Journals of Knud Rasmussen" fra 2006.

"Vi frygter! Vi frygter for jordens vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste føden ud af land og hav. Vi frygter nød og sult i de kolde snehytter. Vi frygter den sygdom, som vi dagligt oplever rundt omkring os. Ikke døden, men lidelsen. Vi frygter døde menneskers og dræbte fangstdyrs sjæle. Vi frygter jordens og luftens ånder. Derfor har vore fædre væbnet sig med alle de gamle leveregler, som er bygget på slægters erfaring og livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at få lov til at leve sorgløst. Og så uvidende er vi, trods alle åndemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Derfor har vi vore skikke, og derfor overholder vi vores tabu.".

Den 17 februar tog Knud Rasmussen tilbage til kammeraterne på Danske Øen, som stadig var urolige over, at de ikke havde hørt fra Therkel Mathiassen og Jakob Olsen.

Therkel Mathiassen og Jakob Olsen vender tilbage

Den 21. februar var alle inde i huset beskæftiget med indendørs arbejde, Da døren pludselig blev revet op, og ind trådte Therkel Mathiassen og i hælene på ham Jakob. I 8 måneder havde de ikke fået anden føde end den, de har kunnet jage sig til, men de havde udnyttet tiden godt og opnået mange udmærkede arkæologiske resultater.

Billedet til højre af Therkel Mathiassen og Jakob Olsen er, som du nok har gættet, taget på et senere tidspunkt i 1933.

Nu da alle omsider var samlede, blev de afsluttende planer for ekspeditionen udarbejdet.

Afsked med "Blæsebælgen" på Danske Øen

Som planlagt tog Birket-Smith, Terkel Mathiassen og Jakob Olsen hjem i efteråret 1923 via New York. Peter Freuchen startede hjemturen i januar 1924 og blev samlet op af "Nascopie" tilhørende Hudson's Bay Company. Der var en læge på skibet, som kiggede på Freuchens fod. Den blev indtil videre ikke amputeret, men prognoserne var ikke for gode, og indtil videre måtte Freuchen ikke støtte på foden. Det var ikke let at overholde, da Freuchen både skulle sørge for, at han og hans kammerater kom hjem til Danmark men også havde ansvar for at få de af ekspeditionen indsamlede objekter fragtet sikkert hjem. Da Freuchen kom til sig selv, erfarede han, at Landmandsbanken i Danmark var gået fallit, og direktøren sad i fængsel. Den pågældende medarbejder ved Hudson's Bay Company var bekymret for det tilgodehavende, kompagniet havde i ekspeditionen, men Freuchen forsøgte at berolige ham på bedste vis og love, at i givet fald ville Freuchen personligt indestår for beløbet. Hm... Efter mange strabadser nåede Freuchen og hans eskimoiske kammerater frem til "Søkongen", hvor kaptajn Pedersen havde et brev med fra Magdalene til Freuchen - det hjalp lidt på humøret. De lagde ind i Upernivik, hvor Freuchen skiftede til "Hans Egede". Han fik en rørende modtagelse, da der havde været rygter om hans død. På vejen hjem gik de ind til Umanak, hvor Freuchen hilste på mange venner, deriblandt "onkel Jens", som holdt en strålende fest.

På "Hans Egede" modtog Peter Freuchen et telegram, som fortalte, at hans ven, Waldemar Dreyer, som var direktør for Zoologisk Have i København, var afgået ved døden. Freuchen havde overfor sin ven tilkendegivet, at han var interesseret i at overtage stillingen efter ham, og Dreyer havde lovet at anbefale ham overfor bestyrelsen. Freuchen sendte en ansøgning pr. telegram til bestyrelsens medlemmer fra skibet.

Da "Hans Egede" ankom til København, stod Freuchens forældre samt lille Pipaluk på kajen. Sønnen befandt sig fortsat i Thule. Pipaluk var seks år gammel og kendte nærmest ikke sin far. Lidt senere dukkede også Magdalene op, hun ville, at Freuchen først skulle blive færdig med at tale med alle de andre.

Helge Bangsted returnerede ligeledes i løbet af september fra Canada via New York. Kun Knud Rasmussen og to eskimoer var tilbage. Foran dem lå den største slædetur, som verden endnu havde set.

Den store slæderejse - kort udgave

Sammen med to polareskimoer gennemførte Knud Rasmussen den længste slæderejse, der nogensinde var foretaget; kun ledsaget af de to polareskimoer, Qavigarssuaq og (kvinden) Arnarulunguaq, gennemrejste han med hundeslæde Nordgrønland, hele arktisk Canada og Alaska gennem Nordvestpassagen til Beringstrædet. Da Knud Rasmussen i 1921 udtog en lille flok polareskimoer som deltagere i sin ekspedition, valgte han fremragende jægere og dygtige rejsende, som han kendte og stolede på, blandt dem fangeren Iggiannguaq ("den lille strube") og hans kone Arnarulunguaq ("det lille kvindemenneske") fra Thule. Med "Søkongen" sejlede ekspeditionsdeltagerne til Godthåb (Nuuk) for at deltage i festlighederne i anledning af 200-året for missionæren Hans Egedes ankomst til Grønland. Lige før ekspeditionens afrejse døde Iggiannguaq imidlertid af lungebetændelse. På trods af sin sorg valgte hun alligevel at tage med, for som hun sagde: "Jeg har nu ingen andre end jer, tidligere kunde jeg væe vendt om, nu er jeg uden Valg. Man følger dem, man kender, og blver ikke i et ukendt Land, hvor ens Mand ligger død." Knud Rasmussen udtalte efterfølgende: "…Iggiannguaqs Enke har naturligvis taget sig sin Mands Død meget nær. Jeg har stillet hendes Valget frit, saa at hun kan vende tilbage til Thule… Hun har i Dag anmodet mig om at faa lov til at forsætte, da hun vil anse det for uudholdeligt at leve mellem fremmede Mennesker her i Sydgrønland på ubestemt tid… jeg er meget glad for, at hun fortsætter…hun er den dygtigste af de Kvinder, vi har med." Udover Arnarulunguaq deltog også hendes yngre fætter, Qaavigarsuaq Miteq, ("Edderfuglen"), i ekspeditionen.

Knud Rasmussen og hans to ledsagere forlod Danske Øen den 11. marts 1923 og begav sig vestpå. I juli 1924 modtog man efterretning fra den danske kaptajn Klingenberg-Jørgensen om, at Knud Rasmussen i maj måned 1923 havde sendt en mand til halvøen Kent i Canada for at proviantere; på dette tidspunkt befandt ekspeditionen sig omkring 150 km øst for dette punkt. I Kent sluttede endnu en deltager sig til den lille ekspedition, nemlig fotografen Leo Hansen. Kaptajnen oplyste i øvrigt, at isforholdene det år havde været yderst vanskelige og sikkert havde lagt Knud Rasmussen store hindringer i vejen. Den 23. maj 1924 ankom ekspeditionen til Point Barrow, Alaskas nordligste boplads, hvorfra man fortsatte dels med slæde dels med båd.

Undervejs besøgte Knud Rasmussen en lang række eskimostammer og indsamlede store mængder af etnografisk og folkloristisk meteriale. På Kong Williams Land og i Alaska udgravede han gamle ruiner. Næste gang man hørte fra Knud Rasmussen, var den 14. august 1924, hvor han sendte et telegram og meldte sin ankomst til Kotzebue Sound, som lå lidt nord for polarcirklen og ud til Beringstrædet mellem Alaska og Sibirien. Knud Rasmussen fortalte, at han var tilfreds med ekspeditionens resultater: han havde med sikkerhed konstateret en forbindelse mellem eskimoerne på hele den berejste strækning, og eskimoer fra Grønland til Stillehavet talte stort set samme sprog. I den oprindelige inuit-befolkning tværs hen over Arktis fandtes en fælles kultur, fælles myter og legender, fælles traditioner og et fælles verdensbillede. Han medbragte både billeder og film fra de egne, de var kommet igennem, optaget af Leo Hansen under nærmest umulige forhold.

Udbyttet af 5. Thule-ekspedition

Det videnskabelige udbytte af 5. Thule-ekspedition var umådelig rigt. En samling på mere end 20.000 etnografiske genstande blev ført hjem og skænket til danske museer. Store arealer af ukendt land, navnlig i det nordlige Baffin Land, blev kortlagt. Alle de canadiske eskimostammer og et par tilstødende indianerstammer blev grundigt studeret, både etnografisk, folkloristisk, sprogligt og antropologisk. Et utal af historier, sange, sagn og myter, hvoraf mange var sammenfaldende med dem, som man kendte fra Grønland, blev nedskrevet og dermed bevaret for efterverden. En mængde gamle bopladsruiner blev udgravet, hvorved man opdagede en hidtil ukendt, gammel eskimokultur, Thule-kulturen, der engang herskede fra Alaska til Grønland. Det stod nu klart, at befolkningen i hele det arktiske område - lille som den var - tilhørte samme kultur, inuit, og delte sprog, tro og myter.

Den 5. Thule-ekspedition blev den sidste slæderejse-ekspedition, Knud Rasmussen kom ud på. Han siger i forordet til en af sine sidste Bøger: "Jeg velsigner af Hjertet den Skæbne, der har ladet mig fødes i en Tid, hvor Polarforskning med Hundeslæde endnu ikke var forældet."

Allerede i 1924 blev Knud Rasmussen inviteret til Washington for at præsentere resultaterne af sine opdagelser for en fremtrædende amerikansk forsamling, og Knud Rasmussen er uden tvivl den første grønlandskfødte, som har holdt en tale i Smithsonian Institution. Samme år blev Knud Rasmussen udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet og i 1927 ved University of Edinburgh. I 1925-1926 udgav han sit store 2-bindsværk på næsten 900 sider "Fra Grønland til Stillehavet" på Gyldendal. Det er siden udkommet i en forkortet udgave, "Den store Slæderejse". I 2008 udkom Kurt L. Frederiksens roman "Edderfuglens rejse, En roman om Knud Rasmussen og den 5. Thule-ekspedition" på Borgens Forlag. Den omhandler specielt forholdet mellem de to mænd på den lange slæderejse, Miteq, "Edderfuglen" og Knud Rasmussen. Jeg læste "Edderfuglens rejse" umiddelbart efter at have genlæst "Den store Slæderejse", og det var en god oplevelse, som jeg gerne vil anbefale andre.

De personlige konsekvenser for Peter Freuchen

På sin sidste slædetur, 5. Thule-ekspedition, har Freuchen formentlig grublet meget over, hvad han skulle beskæftige sig med - og forsørge sig selv og sin familie med - efterfølgende. Han havde ingen uddannelse bortset fra et gennemført filosofikum, som ikke kunne anvendes til andet end fortsatte universitetsstudier. Han var blevet fyret som bestyrer i Thule af sin bedste ven, som nu blev fejret verden over. Den 12. august 1921 havde han mistet sin unge hustru, Navarana og var nu alene med to små børn, hvoraf den ene var retarderet. Da Navarana ikke var døbt- og altså blev betragtet som en hedning - afviste den lokale præst at forrette begravelsen, og Freuchen gjorde det selv. Hun blev begravet øverst oppe på en klippe, hvorfra der var udsigt over kolonien i Upernavik. Det var en bar klippe, så han måtte samle sten og bringe dem op for at mure et gravkammer. Peter Freuchen opkaldte en fjord, Navarana Fjord, efter sin afdøde hustru.

Da han kom til København blev han på kajen mødt af sine forældre sammen med Pipaluk - og Magdalene - , og sammen tog de til Nykøbing. Magdalene havde han allerede mødt, før han og Knud Rasmussen rejste til Grønland i 1910. De skrev lidt sammen i de mange år, hvor Freuchen var i Grønland. Nytårsaften 1923 tilbragte Freuchen helt alene, og ved den lejlighed skrev han til Magdalene: "Jeg længes efter dig, og jeg længes efter mine to børn... Jeg trænger til en dæmper, der kan holde mig stille og fredelig... Nu er det snart 1924 - Kære Magda, lad det blive vores år. Hun svarer den 12. marts 1924: "Derfor må jeg først stille og roligt sige dig, at jeg gerne vil giftes med dig og være hos dig, som du beder mig om. Vort venskab er gammelt, men vor kærlighed ny, og der bliver meget at tale om, når du kommer hjem".

Peter Freuchen bliver gift med Magdalene Vang Lauridsen

Peter Freuchen og Magdalene blev gift den 22. november 1924 i Vejen, et par måneder efter Freuchens hjemkomst. Der var 31 med til brylluppet, udover brudeparret og hendes nærmeste familie deltog bl.a. Freuchens forældre Frederikke og Lorenz, hans søstre Regitze, Ulla og "Polly", hans broder Ib og hans datter Pipaluk samt Knud Rasmussens døtre Inge og Hanne.

Magdalene var godt fire år ældre end Freuchen. Hun havde været gift før, men var blevet skilt i 1912. Hun havde uden større held forsøgt teatervejen, bl.a. var hun på Aarhus Teater fra 1907-1911, men i perioder var hendes helbred meget skrøbeligt. Faderen, som havde været natiomalbankdirektør, var død i 1920. Ægteparret fik en lejlighed i Kanslergade på Østerbro i København. Magdalene drømte om at bygge rede, men hvordan ville Freuchen klare livet i storbyen? Og hvad skulle de leve af? Og hvad med ønskestillingen som direktør i zoo? Freuchen besøgte efter tur alle medlemmer af bestyrelsen og blev overalt godt modtaget. Det viste sig, at omkring 800 personer havde søgt den ledige stilling. De 800 blev i første omgang indskrænket til 80 og så til 10, og Freuchen var stadig med i ansøgerfeltet. Til sidst var der kun to ansøgere på banen, og desværre for Freuchen valgte bestyrelsen af ansætte Theodor Alving. Freuchen har senere indrømmet, at han i virkeligheden følte sit lettet. Han var bange for at komme lige så meget i bur som dyrene bag tremmerne. Ved Alvings tiltræden var Zoologisk have stærkt forsømt. Efter at økonomien var bragt på fode gennemførte han en gennemgribende og tiltrængt modernisering af bygninger og bure.

Fem dage efter brylluppet fik Freuchen fra Politikens chefredaktør besked på at tage til Norge, hvor Knud Rasmussen og hans to eskimoiske følgesvende ventedes hjem fra den store rejse. Knuds hustru, Dagmar, var rejst til New York for at møde ham og rejse sammen med hjem hjem til København. Freuchen fik en kahyt på skibet og fulgte med fra Kristianssand til Oslo. Her tilbragte de to gamle venner utallige timer og talte om deres oplevelser, siden de sidst havde været sammen. Der gik et helt døgn, inden Freuchen fortalte, at han netop var blevet gift. Det lykkedes Freuchen at få en slags "monopol" på Knuds oplevelser og skærme ham fra andre journalister, og han sendte spalte efter spalte hjem til Politiken, som var meget begejstret.

Freuchen bliver foredragsholder

For at tjene til dagen og vejen indledte Freuchen en omfattende foredragsvirksomhed, ofte med 6-7 foredrag om ugen forskellige steder i landet. Den 6. marts 1925 skrev Sorø Amtstidende: "For stuvende fuldt Hus talte Peter Freuchen i Aftes på "Hotel Høng" om den af ham gennemførte Del af den 5. Thule-ekspedition til Indlands Eskimo Stammerne Vest og Nord for Hudson-Bugten. De gode Lysbilleder i Forbindelse med Freuchens ligefremme og djærve Fortællingsmaade anskueliggjorde levende for tilhørerne det daglige Liv paa Bopladserne og paa Rejserne hos dette primitive Folk". Folk strømmede til, men for Freuchen var det ikke nogen fornøjelse. Magdalenes broder, som var direktør for margarinefabrikken Alfa, ville starte et ugeblad - Ude og Hjemme - og tilbød Freuchen jobbet som redaktør. Det var tanken, at dette job kunne forenes med hans foredragsvirksomhed og arbejdet som journalist på Politiken. Det satte Freuchen i gang med at skrive, og han skrev romanen "Kampen for Lykken" til læserne af ugebladet. Freuchen kaldte selv romanen for rædselsfuld, men den vakte begejstring blands læserne. Således begyndte hans litterære løbebane.

Peter Freuchen køber øen Enehøje i Nakskov Fjord

Freuchen følte sig indeklemt i storbyen, og da øen "Enehøje", som lå i Nakskov Fjord, kom på tvangsauktion, købte han den. Som 12-årig havde han været på øen, da han sammen med en ven var svømmet dertil fra Lolland, hvor han var på sommerferie hos en onkel. Magdalene var betænkelig og frygtede, at hun ville komme til at tilbringe megen alene tid på den nærmest ubeboede ø, men Freuchen beroligede hende med forestillinger om alle de spændende gæster fra nær og fjern, som ville aflægge besøg. Og så ville han drive landbrug på øen, noget han stort set ingen forudsætninger havde for. Freuchen gik meget op i landsmandslivet og ofrede store summer på de forsømte bygninger, men han måtte ofte være væk i længere tid for at tjene penge, så han blev nødt til at ansætte fremmed hjælp. Flere af disse viste sig uduelige, og de penge, han tjente på sine foredrag, forsvandt ned i et sort hul på ejendommen. Magdalene var i længere perioder indlagt på Montebello ved Helsingør, et sanatorium for nervepatienter (en fællesbetegnelse for personer med psykiske udfordringer). Freuchen havde også tiltagende problemer med sit ben. Han opsøgte lægen Aage Berntsen, som han kendte fra medicinstudiet, og han mente, at Freuchens venstre fod burde amputeres - og tilmed en større del af benet. Og efter lang betænkningstid fra Freuchen og Magdalene amputerede Berntsen Freuchens fod. Knud Rasmussen kom på besøg, ja selv Kongen kom forbi med en buket blomster. Nogen tid herefter fik han en specialtilpasset protese. Det stod nu klart, at Freuchens tid som atktisk ekspeditionsdeltager var kommet til en afslutning. Jorden på Enehøje blev forpagtet ud, og Freuchen indrettede et arbejdsværelse i den gamle smedie og gik i gang med at skrive.

I 1927 udgav han sin lille bog, "Grønland, Land og Folk", som indeholdt en del fatuelle oplysninger om landet, klimaet, plante- og dyrelivet, fangst m.v. Men især beskæftigede han sig med eskimoerne og den påvirkning, de blev udsat for ved mødet med den hvide mand, hans kultur, hans varer (knive, bøsser m.v.) samt kristendommen. I dette kultursammenstød fandt han kimen til sit omfattende forfatterskab. På kun seks uger skrev han i 1927 sin første større roman, "Storfanger" og det følgende år "Rømningsmand". (De blev i 1934 revideret og genudgivet samlet under titlen "Eskimo" og blev grundlaget for filmen af samme navn). I 1929 udkom "Nordkaper" med et påtrykt forbud imod, at den blev udlånt fra bibliotekerne.

Biblioteksfejden

Freuchens bøger kunne som alle andre bøger lånes på biblioteket. Det var gratis for lånerne, men forfatteren fik ingen betaling for sit værk. Allerede da den første bibliotekslov kom i 1920, havde Thit Jensen, Johannes V. Jensens søster, rejst spørgsmålet om vederlag til forfattere for udlån af deres bøger. Det var der ikke kommet noget ud af. Da en boghandler, som havde et læseselskab, nægtede at efterkomme forbuddet, mødte Freuchen op med kongens foged og nedlagde forbud mod udlånet, hvorefter sagen gik rettens vej. Sagen endte i højesteret, som gav Freuchen medhold. I 1946 fremsatte undervisningsminister Mads R. Hartling forslag om en forfatterafgift ved udlån: "Et lille lands forfattere er på forhånd handicappet, idet det bogkøbende publikum ikke er så stort, at det kan ydes dem et ønskeligt og rimeligt vederlag for deres arbejde." I 1947 blev der for første gang udbetalt forfatterafgift til (435) danske forfattere.

Et års tid havde de Freuchens børn, sønnen Merkusak (1916-1962) og datteren Pipaluk (1918-1999) boende på Enehøje. Der blev ansat en lærer, og børnene blev undervist sammen med forpagterens tre børn. Det gik dårligt, især for Merkusak, som ikke kunne følge med. Han blev undersøgt af flere læger, som ikke kunne finde nogen forklaring. Freuchen mente, at det måske skyldtes perioder med sult under hans opvækst. Det endte med, at Merkusak blev sat i pleje oppe ved Thule, mens Pipaluk kom til Freuchens forældre i Nykøbing.

Besøg i Grønland med statsminister Stauning

I sommeren 1930 ville statsminister Stauning på besøg i Grønland for at sætte sig ind i forholdene deroppe. Det lykkedes Freuchen at komme med som en slags tolk og sekretær. Freuchen havde meldt sig ind i Socialdemokratiet, da han i 1920-erne vendte tilbage til Danmark. Mange af hans artikler i Politiken var med politisk indhold, og han revsede ofte den imperialisme og kapitalisme, som ødelagde og undertrykte mange oprindelige kulturer.

Da Freuchen kom hjem fra Grønland, skrev han "Ivalu - en roman fra polareskimoernes land". Det er en nøgleroman, hvori han selv, hans første hustru Navarana, hendes forældre, Knud Rasmussen m.fl. optræder. Det er primært Navaranas liv og skæbne, som den handler om.

Besøg på Grønland i 1930 med Alfred Wegener

På Enehøje fik Freuchen besøg af Alfred Wegener, som han jo havde arbejdet sammen med på Danmark-Ekspeditionen. Wegener ville tage på ekspedition til Grønland, og Freuchen gav han en række råd, især i forbindelse med overvintring på indlandsisen. De mødtes i Umanak, og Wegener tog Freuchen med ind på indlandsisen for at se lejren. Transporten skete ikke med hundeslæde, men med propeldrevne motorslæder. Selv Knud Rasmussen måtte erkende, at hundeslædens æra var forbi, da han i 1933 på sin sidste ekspedition gjorde brug af flyvemaskine. Det blev sagt lidt humoristisk, at det var en tid, hvor skibe var lavet af træ og mænd af jern. Siden skiftede det, kan man sige. Wegener mistede i øvrigt livet på denne ekspedition i november 1930. Da Freuchen rejste tilbage til Enehøje, tog han sønnen Merkusak med.

På Enehøje

Freuchen var meget aktiv på Enehøje, måske nærmest hyperaktiv. Bl.a. stiftede han et selskab til opdræt af sølvræve, pelskaniner, vaskebjørne, nertz etc. Det blev dog ingen succes. En overgang var han formand for Dansk Professionel Bokse Forbund. Han deltog også i det forberedende arbejde om oprettelse af en flyrute mellem USA og Grønland som ekspert i indlandsisen. Det indebar bl.a. et besøg hos den amerikanske præsident Hoover i Washington.

Gæstelisten fra Enehøje indeholdt mange prominente forfatternavne, såsom Johan Skjoldborg, Emil Bönnelycke, Robert Storm Petersen, Otto Gelsted, Hans Kirk, Martin Andersen Nexø, Poul Henningsen og Johannes V. Jensen. Også mange ekspeditionskammerater fra Grønland dukkede op: Lauge Koch, Knud Rasmussen, Harald Molkte, Therkel Matthiasen m.fl. Og kunstnere som Carl Brisson og Christian Arhoff. Selv den amerikanske filmstjerne Tom Mix lagde turen forbi Enehøje. Jeg ved ikke, hvad Tom Mix lavede på Enehøje. Tom Mix anses for den første film cowboy, og han indspillede 291 film, kun en håndfuld var talefilm. I 1935 købte han et cirkus, som han siden turnerede med i Europa, så måske var han ovre og sondere forholdene i Danmark.

Danskeren Carl Brisson (født Carl Frederik Ejnar Pedersen) virkeliggjorde den amerikanske drøm, efter at han havde været mælkedreng, ølkassevasker, dørmand og tallerkenvasker. Efter en karriere som professionel bokser blev han kabaret- og operettekunstner. I 1933 drog han til Hollywood, men han opholdt sig hver sommer i Danmark, hvor han optrådte med shows samt i radioudsendelser.

Alt dette sled på familien, især på Magdalene. På trods af pæne indtægter, var økonomien dårlig på Enehøje. I 1932 meddelte han kreditorerne, at de ville modtage mindre afdrag, efterhånden som der var penge til det. Landbruget forfald, og forpagteren stak af. Freuchen forsøgte selv at dyrke jorden, men han var og blev "en vagabond", som altid var på vej et andet sted hen.

Peter Freuchen tager til Hollywood i 1932

I 1932 fik Freuchen besked om, at et amerikansk selskab havde købt filmrettighederne til hans roman "Eskimo" og forespurgt, om han ville kommer derover og medvirke i indspilningen. Sammen med Magdalene tog han til Metro-Goldwyn-Mayer studierne for i første omgang at "snuse" lidt til filmbranchen, inden optagelserne skulle begynde. Filmens instruktør var W.S. Van Dyke. Mange af optagelserne fandt sted i Alaska, og Freuchen havde flere funktioner. Han var forfatter og konsulent, som skulle sikre, at den etnografiske side af filmen var troværdig og rimelig autentisk. Han skulle også være med til at skabe publicity og fik tillige en rolle i filmen. Han skriver selv på sin selvironiske måde: "Jeg var også skuespiller, men nogen større scenekunstner har jeg nu aldrig været. For resten skulle jeg her kun tæve nogle matroser, snyde nogle eskimoer, voldtage nogle kvinder, i det hele opføre mig, som jeg plejede i det daglige liv, så jeg behøvede ikke at forstille mig på nogen måde. Jeg var da også den eneste af de optrædende, som ikke sminkede mig, men blot agerede med det ansigt, jeg bruger til daglig. Og det var nok: publikum skælvede alene ved synet". Filmen blev godt modtaget af kritikerne, men mindre godt af publikum. Eskimo er den første film, som blev indspillet på eskimoernes eget sprog. Conrad A. Nervig vandt i 1935 den allerførste Oscar for bedste klipning.

Knud Rasmussen afgår ved døden den 21, december 1933

Den 21 december 1933 døde Knud Rasmussen, kun 54 år gammmel. Han var syg, da han vendte tilbage fra sin 7. Thule-ekspedition fra Østgrønland. Forfatteren Tom Kristensen, som i en årrække havde bistået Knud Rasmussen med redigering af hans bøger, fortolkede Danmarks og Grønlands følelser i sit rørende digt: "Det er Knud, som er død!". Gyldendal spurgte Freuchen, om han ville skrive en erindringsbog om vennen, og i 1934 udkom "Knud Rasmussen - som jeg husker ham. Fortalt for ungdommen." Efter Knud Rasmussens død købte den danske stat i 1937 Thulestationen af hans enke, Dagmar Rasmussen.

På befrielsesaktion til Berlin

Nazisternes hærgen i Europa i 1930-erne begyndte at sende en flygtningestrøm især kommunister og jøder, mod Danmark. De fleste kom over Østersøen, og ofte måtte Freuchen ud og hente dem i sin motorbåd. Han samarbejde bl.a. med sin ven, grosserer Carl Mogensen, en tidligere fremmedlegionær. Sammen med ham stiftede han i øvrigt "Dansk professionelt Bokseforbund" og "Eventyrernes Klub". Sammen med to nordiske forfatterkolleger tog han til Berlin for ved selvsyn at sætte sig ind i forholdene med henblik på at dokumentere situationen. De ansøgte også om at få adgang til det berygtede Moabit-fængsel (Untersuchungsgefängnis), hvor bl.a. Ernst Thälmann, som var leder af det tyske kommunistparti KPD, sad indspærret uden dom. Selvfølgelig blev de tre forfattere afvist med trussel om, at alle deres bøger i Tyskland ville blive brændt, hvis de ikke forføjede sig og tog hjem i løbet af 24 timer. Ernst Thälmann blev henrettet den 18. august 1944 i Buchenwald.

Besøg i Sibirien i 1937

I 1937 blev Freuchen inviteret til Sibirien - vistnok som en slags betaling for hans bøger, der var udgivet i Rusland. Magdalene og Pipaluk tog med til Moskva, hvor de blev indkvarteret på et feriecenter i udkanten af byen, mens Freuchen med den transsibiriske jernbane fortsatte til Irkutsk og derfra videre med fly op til Jakutsk ved Lena-floden. Her fik han kontakt med den lille gruppe af eskimoer, som Knud Rasmussen havde besøgt 13 år forinden. Den sidste aften tilbragte han i selskab med den fremtrædende danske kommunist, Arne Munch-Petersen, der forsvandt umiddelbart efter og - så vidt vi i dag ved - døde i russisk fangenskab. Der skulle gå mere end 30 år, inden Aksel Larsen kastede lys over hans skæbne. Det var meningen, at hjemturen skulle være foregået over nordpolen og til San Francisco. Det blev ikke til noget, da piloten var forsvundet et sted i nærheden af nordpolen. I stedet kom Freuchen med skib til Vladivostok og derfra med skib til København. Hans oplevelser på turen blev delt i bogen "Sibiriske Eventyr". Han berettede fx. om, at han havde været tæt ved at miste livet på vejen hjem, idet lokomotivet og de fire forreste vogne blev knust ved en ulykke. Heldigvis befandt Freuchen sig i den femte vogn. Så var der historien om, hvordan han hoppede i vandet for at redde nogle nødstedte. Det var beværligt at ligge i vandet med et træben, som sugede vand til sig og svulmede op, så det klemte om benet. Men han klarede den. Det var historier som disse, der gjorde, at mange betragtede Freuchen som en løgnhals. I stedet for løgn ville jeg nok kalde dem for skrøner. Og som også Niels Hausgaard har sagt, skal man ikke lade en lille løgn stå i vejen for en god historie.

Stiftelse af Eventyrernes klub

Den 13. december 1938 tog Peter Freuchen initiativ til stiftelse af "Eventyrernes Klub" efter amerikansk forbillede "The Adventurers' Club". Det skete på et møde i Universitetscaféen sammen med ni andre globetrottere, alle var erfarne rejsende, mange med erfaring fra rejser i arktis. Beslutningen blev fremprovokeret af, at Europas grænser lukkede sig ved optakten til anden verdenskrig. Klubben skulle være et mødested, hvor man frit kunne udveksle erfaringer og historier fra den store verdem. Og de måtte gerne være lidt farlige eller eventyrlige.

Fra det stiftende møde på Universitetscaféen i 1938 ses fra venstre: læge og forfatter Aage Krarup Nielsen, ingeniør og formand for Thule-komitéen Ib M. Nyeboe, Magdalene Freuchen, kaptajn og flyvepioner A.P. Botved, Antoine Moller, forfatter og eventyrer Christian Ditlev Reventlow, forfatter og diplomat Estrid Bannister (senere Estrid Bannister Good, kvinden som Jørgen-Frantz Jacobsen brugte som model til titelpersonen i romanen "Barbara"), officer og medlem af Arktisk Råd Janus Sørensen, Peter Freuchen og fremmedlegionær og modstandsmand Carl Mogensen. Siden blev optaget en række personer, kendt fra ekspeditioner til Grønland: kaptajn Ejnar Mikkelsen (Miki), filmfotografen Leo Hansen, maleren Harald Molkte samt geologen Lauge Koch. For ikke at tale om Palle Huld, som efter en rejse jorden rundt blev inspiration til Hergés Tintin. Også mere "kulørte" personer som gøgleren Tribini og westernhelten Tom Mix blev medlemmer. Nævnes kan også nævnes Hakon Mielche, Arne Falk-Rønne og Jens Bjerre, hvis rejsebeskrivelser, jeg "slugte" som barn. Og ikke at forglemme den første dansker i rummet, Andreas Mogensen.

Klubben eksisterer stadig (kvinderne fik deres egen klub i 1954. Vistnok fordi mændene ønskede at opretholde et frisprog, mens kvinderne ønskede en mere høvisk omgangstone) og holder til i et pakhus i Nyhavn 53, hvor de mødes hver tirsdag omkring det runde mødebord, hvori medlemmernes navne er skåret. Her holdes foredrag og vises film fra medlemmernes eller inviterede gæsters rejser. Man kan ikke ansøge om medlemskab, men skal indstilles af et eksisterende medlem. Klubben har et bibliotek med alle bøger, som er skrevet af medlemmerne.

I øvrigt findes der en anden rejseklub, De Berejstes Klub, som har både mandlige og kvindelige medlemmer. Det er Danmarks største rejseklub, hvor medlemmerne udveksler ideer og erfaringer fra rejser rundt om i verden. For at blive medlem skal du opfylde følgende betingelser:

1. have besøgt mindst lige så mange lande, som du er år gammel, dog mindst 30 lande.
2. have besøgt mindst to nye lande inden for de seneste to år.
3. have besøgt mindst fire af de syv kontinenter samt
4. have krydset ækvator.

Men du kan uden at være medlem læse de mange spændende rejsebeskrivelser ved at klikke her. Søg evt. på vores veninde, Susse Lillesøe, som har rejst meget, og som er yderst velskrivende. God fornøjelse.

Eventyrernes Klub hædrede deres grundlægger og første formand ved at plante et egetræ for ham på hans 100-års fødselsdag i 1986 i parken øst for Langeliniebroen nær ved Kastellet. Her mødes klubbens medlemmer hvert år for at mindes og hædre sin stifter.

Den 13. december 1998 på 60-års dagen for klubbens oprettelse rejste man et granitmonument - en såkaldt "inugsuk" – til minde om Peter Freuchen.

Enehøje bliver solgt i juni 1940

Økonomien på Enehøje var efterhånden blevet så dårlig, at Freuchen satte øen til salg, og i juni 1940 flyttede familien til ejendommen Langkærgaard i Birkerød. Magdalene var syg det meste af sommeren og opholdt sig i lange perioder på Montebello. Hun skrev til Freuchen i august 1940: "Jeg er ked af, at jeg tager det så hårdt med disse pengesager, men det "går mig på nerverne", og det er derfor, at jeg ikke synes, at jeg bør komme hjem, før jeg er rask, og kan tage det med ro.". Datoen for Danmark-Ekspeditionens hjemkomst den 23. august blev hvert år fejret af de gamle ekspeditionsdeltagere, og i 1940 skulle det ske hos Freuchen på Langkærgaard, og det orkede den syge Magdalene ikke. Hun var også belastet af, at Freuchens kreditorer var begyndt at skrive til hende om deres fordringer.

Freuchen var stadig en flittig foredragsholder og altid på farten. Sammen med Magdalene skrev han et radiohørespil, "Puto - en mor". Da han indsendte det til Statsradiofonien (i dag DR Danmarks Radio), fik han det kasseret uden begrundelse. Han erfarede, at det vistnok skyldtes, at en præst i Radiorådet syntes, at der blev bandet for meget i stykket, og det medførte en længere polemik i aviserne. Det endte med, at Radiorådets formand, Julius Bomholdt, gik ind i sagen, og hørespillet blev sendt i radioen den 16. maj 1941. Samme år udgav Freuchen "Diamantdronningen", en underholdningsroman, som foregår i guldgravermiljøet i det nordvestlige Canada. I 1943 udkom hans næste roman, "Hvid mand", som foregår omkring 1720. Den handler om 24 straffefanger, 12 mænd og 12 kvinder, som bliver tvangsgift og deporteret til Grønland, hvor Hans Egede missionerer blandt de indfødte. Bogen beskriver kulturmødet mellem eskimoer og hvide, et møde, som på mange måder viser den eskimoiske kulturs overlegenhed.

Under besættelsen

Freuchen fortsatte sin verbale modstand mod tyskerne og blev efterhånden en torn i øjet på besættelsesmagten. En pige i huset hos Freuchen havde en ven, som var medlem af det såkaldte Schalburgkorps, et dansk militærkorps, som støttede værnemagten. Hun har formentlig viderebragt mange af de samtaler, som blev ført ved familien Freuchens middagsbord. En dag, da han vendte hjem fra København, fik han at vide, at han havde haft besøg af det danske politi. De havde advaret om, at han var i tyskernes søgelys og ville blive arresteret. I september 1943 blev han arresteret og interneret i Høveltelejren, men blev dog løsladt igen på Werner Bests foranledning. Best mente, at Freuchen var (en ufarlig) salonkommunist. Men året efter blev han igen arresteret og anbragt i Horserød, hvorfra det - ifølge hans erindringer - lykkedes ham at flygte ved at klatre over et plankeværk. Han skrev til Magdalene den 4. marts 1944: "Jeg har klippet skægget af og købt mig en hat i stedet for kasketten". Han nævnte også, at 14 dage forinden havde barberbladsfirmaet Gilette tilbudt ham 5.000 kr. for at få lov til at fjerne hans kendte skægpragt, nu skulle han betale 4.50 kr. for at få det gjort. Træbenet kunne han dog ikke løbe fra (undskyld, bad joke). Sammen med Pipaluk gik han under jorden,i første omgang hos vennen Sigfred Pedersen, som også boede i Nordsjælland. Nogle dage senere kom de med en båd til Hven og videre via Skåne til Stockholm, hvor de ankom den 17. maj 1944. Den 27. april blev Magdalene arresteret, men hurtigt løsladt, hvorefter også hun flygtede til Sverige. Også en anden polarforsker, kaptajn Ejnar Mikkelsen, følte jorden brænde under sig og tog ligeledes til Sverige.

USA, Grønland og Henrik Kauffmann

Efter at have beklædt forskellige sekretærposter i New York, Berlin, Rom, Beijing og Oslo var Henrik Kauffmann i 1939 blevet udnævnt til gesandt i USA. Da Tyskland invaderede Danmark den 9. april 1940, erklærede han, at han ikke længere ville følge ordrer fra den danske regering, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt, og som han derfor betegnede som "ufri". I 1941 underskrev Kauffmann "på kongens vegne" en overenskomst med USA om, at USA ville påtage sig forsvaret af Grønland og levering af forsyninger til grønlænderne. Til gengæld skulle USA have ret til at bygge militære anlæg i Grønland. Betalingen skulle primært erlægges i form af den eftertragtede kryolit, som blev anvendt i flyindustrien. Den danske regering afskedigede Kauffmann og sigtede ham for højforræderi og befalede ham at vende hjem til Danmark. Og da de danske generalkonsuler i USA erklærede sig solidariske med Kauffmann, blev også de afskediget. Kauffmann anerkendte ikke afskedigelsen men forblev i Washington med USA's diplomatiske anerkendelse. Kaufmann indledte nu et højt spil med Grønland som indsats. Kauffmann, som var modstander af den danske neutralitetspolitik, mente, at Danmark skulle blive medlem af den atlantiske alliance. Den 3. januar 1942 overrakte Kauffmann en erklæring til den amerikanske regering om, at han på vegne af den danske regering, som var under tysk tvang, tilsluttede sig den atlantiske alliance. Amerikanerne gjorde tidligt Kauffmann opmærksom på, at de ønskede at fortsætte deres militære tilstedeværelse på Grønland også efter krigens afslutning, hvilket Kauffmann dog "glemte" at informere udenrigsministeriet om.

Ejnar Mikkelsen og Peter Freuchen tager til USA i 1944.

Fra Stockholm fik Ejnar Mikkelsen kontakt til Christmas Møller i London og Henrik Kauffmann i Washington. De gav ham besked på at komme til England og derfra til USA. Og han skulle tage sin kollega Peter Freuchen, som jo også befandt sig i Stockholm, med. Midt i september 1944 tog de afsted mod Skotland i et mørklagt fly, ført af den norske polarpilot, Bernt Balchen. På samme fly var også udenrigsminister i den norske eksilregering, Tryggve Lie og statssekretæren i den svenske regering, Dag Hammerskjöld. Begge blev senere generalsekretærer i FN. Efter samtaler i London blev de bragt til Skotland, hvor de den 25. november kom om bord på damperen Aquitania, som skulle bringe dem til New York, hvortil de ankom den 9. december 1944. Freuchen blev i New York, hvorfra det var hensigten, at han skulle rejse omkring i USA og holde foredrag om tilstandene i Danmark. Mikkelsen blev sendt til Washington for at arbejde sammen med Kauffmann. Her fik han at vide, at han skulle rejse til Grønland for at rapportere til Kauffmann, hvorledes forholdene var under krigen. Da han vendte tilbage til USA, kunne han berolige Kauffmann med, at det gik godt, og at man modtog rigelige forsyninger fra USA. Freuchen, som var lidt misundelig på Mikkelsen, kunne dog berette: "Men på den anden side er han en "redeligere" mand end jeg, der alt for let lader mig rive med af personlige sympatier og antipatier.

Flugten til Amerika - ægteskab med Dagmar

Fra dette tidspunkt boede Freuchen i USA og kom kun til Danmark på besøg. I New York mødte han gamle venner fra Danmark som Carl Brisson, tegneren Hans Bendix og hans hustru Karen og musikeren og komikeren Børge Rosenbaum, som senere antog navnet Victor Borge.

Juleaften blev Freuchen inviteret til ægteparret Bendix. Her mødte han den 24 år yngre Dagmar Müller, født Cohen. Hun var modedesigner i New York, men stammede fra Skodsborg. Dagmar havde været gift, men mistede sin mand under begyndelsen af krigen. Sød musik opstod, og de blev snart enige om, at de skulle tilbringe fremtiden sammen. Gennem datteren Pipaluk, som fortsat boede i Sverige, forsøgte han at forberede familien på denne beslutning. Den 1. marts 1945 fortalte han i et brev Magdalene, at han havde indset, at de ikke længere kunne leve sammen. I de følgende breve påtager han sig mere og mere af skylden for bruddet.

I april tog Freuchen til Mexico, hvor han søgte skilsmisse fra Magdalene, en skilsmisse, han ikke kunne opnå i det besatte Danmark. Den 18. maj 1945 var skilsmissen en realitet i USA, men Magdalene nægtede at underskrive skilsmissepapirerne. Det lykkedes dog Freuchen og Dagmar at finde en dommer, som accepterede at vie dem. En strygekvartet spillede til bryllupet, og sangeren Paul Robeson underholdt. Parret købte hus i Noank, Connecticut, men havde arbejdsbase i New York. Om efteråret begyndte Dagmar at arbejde for Vogue i New York, og Peter begyndte igen at holde foredrag - dog kun tre om ugen. I begyndelsen af januar 1946 fik Freuchen et hjerteanfald og var indlagt en måned. Da lægerne slap ham fri, var han "svag som en kattekilling".

Besøg i Danmark og Grønland sammen med Pipaluk i 1948

I 1948 var Freuchen med Dagmar på et lynvisit til Danmark. Han skulle tale ved Rebildfesten, hvorefter han sammen med Pipaluk skulle til Grønland, hvor statsminister Hans Hedtoft skulle medvirke i et landsrådsmøde og drøfte opbygningen af et moderne samfund. Rejsen medførte en del artikler af Freuchen i Politiken. Sammen med Pipaluk tog han op til Thule, hvor de mødtes med gamle venner. I en artikel i Politiken i 1950 markerede han, at det var 40 år siden, at han og Knud Rasmussen havde grundlagt handelsstationen i Thule. Han pegede på, at det var Knud Rasmussens fortjeneste, at området var kommet på danske hænder. Havde Freuchen ike slået sig ned i Thule, var det næppe heller sket.

I 1951 udkom freuchens sidste roman, "Nigger-Dan", som handler om en historisk person, sydstatsnegeren Nigger-Dan. I 1880 blev han hængt i Fort Saskatchewan. I selforsvar havde han skudt tre guldgravere. På sine ældre dage blev Freuchen journalist ved FN. Han skrev bl.a. om flytningen af befolkningen i Thule i 1953 af hensyn til de amerikanske baser.

Peter Freuchen vinder 64.000 dollars i TV-quiz i 1956

Den 3, juli 1956 fik Peter Freuchen et næsten eventyrligt ry, da han deltog i den amerikanske tv-quiz "The $64,000 Question" på CBS og vandt 64.000 amerikanske dollar. Emnet var "de syv verdenshave". Freuchen var den 5. deltager til at gå hele vejen i quizzen. Hvis han ikke var kendt i USA før, så blev han det nu.

På billedet ovenfor til venstre står Peter Freuchen med checken på 64.000$, som han vandt på sin omfattende viden om verdenshavene. Ved siden af ham står hans hustru, Dagmar Freuchen. Billede er fra forsiden af bladet: "Året fortalt i billeder, 1956". Arktisk Institut.

Umiddelbart efter tog Freuchen og Dagmar til Danmark, hvor han blev modtaget med stormende begejstring. Den 16. juli 1956 vandt han en tilsvarende quiz i Tivoli, "Kvit eller Dobbelt", arrangeret af Danmarks Radio, og med den populære TV-mand Svend Pedersen som vært (billedet ovenfor til højre). Gevinsten var dog mere beskeden, nemlig 10.000 kr. Det svarer nogenlunde til min fars årsløn dengang som arbejdsmand, så det var ikke helt dårligt. Og så var beløbet formentlig fritaget for beskatning.

Vi havde endnu ikke fået tv i familien i 1956, så jeg så udsendelsen sammen med mange andre i Radio-Thygesens udstillingsvindue i Jægergårdsgade i Aarhus. Her stod jeg ofte og så tv-transmissioner fra seksdagesløb i Forum gennem en butiksrude. Da der siden kom seksdagesløb i Aarhus-hallen, var der heldigvis gratis adgang om eftermiddagen, hvor løbet var neutraliseret, men hvor der alligevel skulle være en rytter fra hvert par på banen. Ak ja, det var tider. Nå, nu løb nostalgien vist lige af med mig.

Peter Freuchen afgår ved døden i 1957

I august 1957 fik Freuchen en invitation fra Odyssey Productions, hvis ejer Lowell Thomas havde fået den ide at invitere gamle polarfarere på en tur via Seattle til Alaska. Her skulle de overvære optagelse af nogle udsendelser om lokale eskimoer. Eterfølgende skulle de videre over Point Barrow til Thule med en afstikker til nordpolen. Med på turen skulle Bernt Balchen, som havde fløjet Freuchen til England under krigen. Han var nu oberst i US Air Force. Og Sir Hubert Wilkens, som havde sejlet med ubåd under isen. Samt admiral Donald MacMillan, som Freuchen kendte fra gamle dage i Grønland. En imponerende forsamling, og Freuchen glædede sig. På falderebet skrev han til sit barnebarn, Navarana, som var opkaldt efter sin bedstemor: "Kære Navarana. Meget lidt kan være pænere end en fjeldtur i Mount Rainer. Hilsen fra Morfar, nu ovre i westen.".

De nåede til Anchorage i Alaska den 2. september 1957. Til trods for sine 71 år - hvilket var en pæn alder dengang - og sit dårlige ben insisterede han på selv at bære sin bagage op ad en stejl trappe til officersmessen. Han styrtede om, og lægen, som straks kom til stede, konstaterede, at han allerede var afgået ved døden. Dagmar sørgede for, at han blev brændt og hans aske efter eget ønske strøet ud over hans elskede Dundasfjeld i Thule fra en helikopter, for "her havde jeg mine bedste dage."

Om faderens død skrev Pipaluk: "For Far en lykkelig død, på rejse sammen med gamle kammerater med samme interesse for det arktiske. En lykkelig død, men svær for os, der elskede Far.".

Peter Freuchens forfatterskab

Hans forfatterskab, som er stort og betydningsfuldt, kan opdeles i tre områder: 1) oplysende værker, 2) romaner og 3) erindringsbøger. Hertil kommer hundredvis af journalistiske artikler til dagblade og fagblade. Mange af hans bøger er udkommet på alle hovedsprogene. En del udkom først på engelsk, inden de udkom på dansk. Nedenfor følger en litteraturoversigt, som næppe indeholder alle hans værker.

• Grønland, Land og Folk, 1927.
• Storfanger, 1927.
• Rømningsmand, 1928.
• Ivalu, en roman fra polareskimoernes, land 1930.
• Flugten til Sydamerika, 1935.
• Min grønlandske ungdom, 1936 og 1953.
• Min anden ungdom, 1937.
• Sibiriske eventyr, 1939.
• Diamantdronningen, 1941.
• Hvid mand, 1943.
• Solfjeld, 1946.
• Larions lov, 1948.
• Ivik den faderløse, 1949.
• Nigger-Dan, 1951.
• I al frimodighed, 1953.
• Vagrant Viking, 1953.
• Fremdeles frimodig, 1955 (trukket tilbage af Gyldendal og makuleret)
• Fortfarende uppriktig, 1956 og 1960.
• Fangstmænd i Melvillebugten, 1956.
• Fra Thule til Rio, 1957.
• Bog om de syv have, 1959.
• Hvalfangerne, 1959.
• Arctic Adventures: My Life in the Frozen North, 1960.
• Peter Freuchens bog om eskimoerne, 1962 – (red. Dagmar Freuchen).
• Erindringer, 1963 – (red. Dagmar Freuchen).

Forfatteren og kritikeren Tom Kristensen udtalte senere om Peter Freuchens forfatterskab, at mens Knud Rasmussen, undertiden benævnt "den store fortryller", var romantikeren i sine beskrivelser af eskimoerne, var Freuchen realisten, fordi han skildrede eskimoerne, som han lærte dem at kende ved at bo blandt dem i omkring 15 år, og ikke tillægge dem alle mulige positive egenskaber.

Æresbevisninger og legater

1908 modtog Peter Freuchen Den Kongelige Fortjenstmedalje, som er den ældste eksisterende belønningsmedalje i Danmark.

1921 modtog Peter Freuchen som den første Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs Hans Egede Medaille, der "gives som belønning for fremragende ydelser i den geografiske videnskabs tjeneste, fortrinsvis for geografiske Undersøgelser og Forskninger i Polarlandene".

1940 Sophus Michaëlis' Legat
1954 Herman Bangs Mindelegat
1956 Kaptajn H.C. Lundgreens Legat
1957 The Gold Medal of the International Benjamin Franklin Society for his "service to mankind in opening new frontiers"

I 1961 oprettedes "Forfatteren Peter Freuchens legat til minde om Magdalene og Peter Freuchen". Legatet skal tildeles en talentfuld forfatter mellem 35 og 40 år. Legatet skal "bortgives at legatbestyrelsen efter dennes bedste skøn uden hensyn til, om vedkommende er formuende eller ej, idet det er fortjenesten som foregangsmand, der skal påskønnes."

Mine kilder

Som barn midt i 1950'erne slugte jeg Peter Freuchens "Min grønlandske ungdom" som vakte min interesse for polarforskning. Det meste af læsningen foregik ved lommelygte, idet mine forældre slukkede lyset, når de gik i seng. dvs. omkring kl. 22. Inden jeg gik i gang med denne webside, fandt jeg "Min grønlandske ungdom" på boghylden og genlæste den med stor fornøjelse. Bogen slutter efter hustruen Navaranas død. Derefter gjaldt det Knud Rasmussens "Den store slæderejse" (1932) og derefter Freuchens "Min anden ungdom" (1937). Endelig kastede jeg mig over "Freuchen – den store Peter", af Kurt L. Frederiksen (2010, Forlaget Sohn), den havde jeg ikke tidligere læst. Jeg har dog læst meget af Kurt L. Frederiksen - og altid med stort udbytte. Grønlænderne kaldte Freuchen "Petersuaq", "Store Peter".

Peter Freuchen, journalist, forfatter og opdagelsesrejsende

Medicinstudiet

Danmark-ekspeditionen 1906-1908

Danmark-ekspeditionen forlader København 1906

De første måneder i Grønland

Rædselsfuldt Bloddrama!!

To Mand i Livsfare.

tre store Sneharer.

Jensen

Slædeturen nordpå 1907

Forbi Mallemukfjeldet

Hold 2 når frem til Peary Land

Holdene mødes igen

Hold 2 når tilbage til basen

Jørgen Brønlunds lig bliver fundet

Hvad var der sket?

Afslutning af Danmarksekspeditionen

Peter Freuchen om Mylius-Erichsen

"Danmark" ankommer til København

Eftersøgningsekspeditioner

Alabama-ekspeditionen, 1909-1912

Peter Freuchens møde med Knud Rasmussen

Freuchen bliver journalist

Oprettelse af en handelsstation i Thule

Thule

Peter Freuchen bliver gift i 1911

1. Thule-ekspedition, 1912-1913

Peter Freuchen, handelsbestyrer 1913-1920

Familien Freuchen i Danmark

5. Thule-ekspedition, 1921-1924

Det første møde med canadiske eskimoer

Besøg hos åndemaneren Aua

Therkel Mathiassen og Jakob Olsen vender tilbage

Afsked med "Blæsebælgen" på Danske Øen

Den store slæderejse - kort udgave

Udbyttet af 5. Thule-ekspedition

De personlige konsekvenser for Peter Freuchen

Peter Freuchen bliver gift med Magdalene Vang Lauridsen

Freuchen bliver foredragsholder

Peter Freuchen køber øen Enehøje i Nakskov Fjord

Biblioteksfejden

Besøg i Grønland med statsminister Stauning

Besøg på Grønland i 1930 med Alfred Wegener

På Enehøje

Peter Freuchen tager til Hollywood i 1932

Knud Rasmussen afgår ved døden den 21, december 1933

På befrielsesaktion til Berlin

Besøg i Sibirien i 1937

Stiftelse af Eventyrernes klub

Enehøje bliver solgt i juni 1940

Under besættelsen

USA, Grønland og Henrik Kauffmann

Ejnar Mikkelsen og Peter Freuchen tager til USA i 1944.

Flugten til Amerika - ægteskab med Dagmar

Besøg i Danmark og Grønland sammen med Pipaluk i 1948

Peter Freuchen vinder 64.000 dollars i TV-quiz i 1956

Peter Freuchen afgår ved døden i 1957

Peter Freuchens forfatterskab

Æresbevisninger og legater

Mine kilder