Sangtekster

Jeg har lavet denne side med tekster til sange og viser, som enten har betydet noget for mig, eller som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet. Udvalget er præget af en skolegang i 1950'erne, hvor den stod på fælles morgensang til orgelspil. Herudover terpede vi salmevers med en sådan ildhu, at de fleste stadig befinder sig inde i mit hoved. Flere års deltagelse i søndagsskole i barndommen har også sat sine spor. Endelig var der Giro 413, som hver søndag i næsten 2 timer leverede tidens populære toner. Det hjalp ikke at gå ud på gaden og spille fodbold, for alle vinduer i gaden var lukket op på vid gab og alle radioer var stillet ind på samme station - som vistnok var den eneste danske station. Siden kom Radio Luxemborg, hvor jeg om natten liggende i min seng kunne lytte til udenlandsk musik - ikke for højt, for så kom de gamle og slukkede for radioen. I april 1958 var jeg til koncert med Tommy Steele i Århushallen sammen med 3500 andre ellevilde unge mennesker. Siden kom koncerter med Louis Armstrong, Lionel Hampton m.fl. til byen. Jeg var så heldig, at min barndomskammerat Paul Isvik havde en stor samling af Elvis-plader. Vi lyttede i timevis for at opfange de engelske tekster, og det var tit besynderligt, hvad vi fik ud af dem. Vi begyndte også at gå i jazzklub, hvor vi bl.a. nød dejlige Birgit Lystager, der bl.a. spillede sammen med min senere kollega, "den dynamiske Fritz Krogh-Jespersen, og lejlighedsvis gæstespillede Papa Bue. Siden blev det The Beatles, Stones, Paul Anka, Abba, Simon & Garfunkel, John Denver, Leonard Cohen, Otto Brandenburg, Benny Andersen omf. Siden gjorde min kollega Peter Lundin - nej, det er ikke den notoriske seriemorder - mig opmærksom på kinks, som har produceret mange fantastiske tekster.